Jeg har været lige så stolt som statsministeren af vores værdier og vores velfærd. Men glansen gik af, da jeg selv fik brug hjælp til mine hjertekære. Første gang da jeg skulle have passet mine dengang små børn, så jeg kunne gå på arbejde – og nogle gange havde svært ved at finde en pædagog i kaosset. Senere da min mor blev syg. Og så da jeg som ung læge blev bedt om at udskrive en patient, der stadig var dårlig, på grund af overbelægningen. Sådan skriver speciallæge i børne- og ungdomspsykiatri Pernille Darling, der mærker, at tilliden til velfærdssamfundets samfundskontrakt svinder ind. For nylig oplevede hun, hvordan hendes far blev sendt hjem uden opfølgning eller hjælp efter at have været faldet for tredje gang inden for en kort periode.

Vi er nødt til radikalt at redigere måden, vi taler om omsorg på, hvis vi vil løse den udmatningskrise, vi ser på social- og sundhedsområdet og i psykiatrien, mener Emma Holten. Hun vil give fodfolket i omsorgssektoren mod, mandat og argumenter på hånden, så de kan sige fra, når ledelsen forsøger at servere endnu en spareøvelse indpakket i det, hun kalder ’new management bullshit’.

Noget, der har undret og ærgret mig i forløbet om både magtanvendelseslovgivningen og den store handicapaftale, er, at der ikke har været et større fokus på ledelsen på de sociale tilbud. Det skriver direktør i Landsorganisationen for sociale tilbud, Mads Roke Clausen, der, på trods af at dele af lovforslaget om magtanvendelsesreglerne i sidste øjeblik blev fjernet, advarer mod at læne sig tilbage.

Det er ikke nok at skrue op for ressourcerne, hvis vi skal problemerne i velfærdssamfundet til livs. Der skal systemforandringer til. Men der er risiko for, at vi i jagten på nye løsninger gør ondt værre. Sådan skriver Boris Lauritzen, der er daglig leder i Foreningen Outsideren. Vi har brug for hinanden på tværs af sektorer og fagområder, hvis vi skal skabe bæredygtige veje for fremtidens velfærd, mener han.

Med kunsten som redskab kastede kunstnerne Kenneth Balfelt og Johan August sig sidste år ud i at løsne en fastlåst konflikt på Maria Kirkeplads i København. På pladsen overnattede en flok migranter, fordi de ikke havde andre steder at gå hen. Kirken var magtesløs, naboerne rasende og kommunen passiv. Kunne de gennem kunsten skabe forsoning og forandring?

Når socialarbejdere møder borgere med en minoritetsetnisk baggrund, er der en tendens til, at de først søger efter kulturelle forklaring på borgerens adfærd. Sådan skriver Shadman Salih, der er socialrådgiver og cand.soc. i socialt arbejde. Han efterlyser i denne kronik, at vi i sociale indsatser i højere grad ser på den enkelte borger eller families situation frem for at søge en kulturel forklaring.

Hvordan i alverden gik det til, at kvindeanstalten på Sprogø i sin samtid blev betragtet som både progressiv og human?

Besparelser, lukning af institutioner og en opfattelse af kernefamilien som den mest naturlige ramme for børns opvækst har gjort plejefamilien til den langt hyppigste anbringelsesform, selvom over en tredjedel af familieplejeanbringelserne bryder sammen. Manglen på plejefamilier bliver stadigt større, og med kampagnen ’Små Liv Søger Store Hjerter’ forsøger myndighederne at få flere til at melde sig som plejefamilie. Men det er en forkert og farlig prioritering blindt at lade plejefamilie være førstevalg, lyder opråbet fra forskere.

Når vi forherliger plejefamilien, er det et forsøg på at normalisere anbringelsen. Vi glemmer bare, at anbringelse i familiepleje er alt andet end normalt. Vi taler om at være anbragt i en familie. Om Familie-pleje. Pleje-familie. Det er, som om familie opvejer for ordet pleje. Vi bliver nødt til at se nærmere på kvaliteten i anbringelsen. Måske skal vi forsøge at udvide vores horisont og skabe hybride anbringelsesformer. For anbragte børn fortjener mere og bedre.

Adi sover i en port ved Hovedbanegården, Mihai på gaden eller i Mændenes Hjem, mens det er lykkedes Paul at navigere uden om hjemløshed. De er alle tre EU-migranter, kommet til Danmark i håb om at skabe en bedre fremtid for sig selv – og for Adi også for sine to børn hjemme i Rumænien. De har ret til at være i Danmark og til at få hjælp til at finde job og bolig. Men i realiteten må de kigge langt efter åbne døre og hjælp til at navigere i et snørklet dansk system.

Rummene i Fattiggården i Svendborg er blevet vakt til live med en ny udstilling. Det er kunstnerne Ole Lejbach og Jens Blendstrup, der lørdag åbner udstillingen ’GENFÆRD’ i Danmarks Forsorgsmuseum. Udstillingen rummer en række portrætter af mennesker, der kunne have levet på fattiggården, og når de meget nære og tætte portrætter hænger på den tidligere fattiggård, så er det ifølge billedkunstneren Ole Lejbach, som om de bliver vakt til live.

Et større blik for økonomi end mennesker kan måske hjælpe kommunerne her og nu, men på den lange bane frygter jeg, at det blot er som at tisse i bukserne for at holde varmen. Det skriver direktør i Landsorganisationen for sociale tilbud, LOS, Mads Roke Clausen. For ikke at give den rette hjælp til børn, unge og voksne, der har brug for det sociale sikkerhedsnet, er ikke et stærkt velfærdssamfund værdigt, skriver han.

Lone Christensen og Arne Andersen har begge ventet længe på den officielle undskyldning, som social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) leverede til den officielle ceremoni i Horsens mandag den 11. september. Den markerede, at staten tog ansvar for de svigt og fysiske, psykiske og seksuelle overgreb, som en række anbragte børn, unge og voksne var udsat for i særforsorgens institutioner fra 1933-1980.

Kunst kan både gøre en forskel for den enkelte borger og for et lokalområde. Især hvis borgerne deltager i kunstprojekterne og ikke kun er publikum. For kunst kan ikke i sig selv løfte et udsat boligområde, men kunstnernes inddragende arbejdsmetoder kan være med til at åbne lokale beslutningsprocesser og gøre dem mere demokratiske. Det fortæller Anne Mette W. Nielsen, der forsker i deltagelsesbaserede kunstprojekter for børn og unge, blandt andet i det almene boligområde Værebro Park, som er på listen over særlige forebyggelsesområder. Her fortæller hun, hvad kunsten kan, og hvilke krav det stiller til kunstprojekterne, hvis de skal lykkes med at flytte noget.

Et barn, der blev anbragt i 1890’erne, har langt mere tilfælles med et barn, der er anbragt i dag 130 år efter, end vi måske lige går og tror. Det er én af fortællingerne i den nye store udstilling ”Anbragt” på Danmarks Forsorgsmuseum. Udstillingen, der er skabt i tæt samarbejde med tidligere anbragte børn og unge, har sat fokus på oplevelsen af børneforsorgen helt frem til i dag, og den nærmest tvinger gæsten til at forholde sig både til fortiden og nutiden.

Kunstlivet skal afspejle forskellige livserfaringer og åbne sig mere for dem, der ikke selv opsøger kunsten. Ellers bliver det en lukket fest for middelklassen. Det mener billedkunstner Sonja Lillebæk Christensen, der kommer fra det, hun kalder ’den jyske underklasse’. Hun havde ingen anelse om, hvad billedkunst var, før hun var midt i tyverne. I dag er hendes baggrund brændstof for et kunstnerisk virke, der ofte giver stemme til miljøer og erfaringer, man sjældent møder i kunstlivet.

Med 25 arrangementer på tre dage bliver Socialt Indbliks telt samlingspunktet for debatten på socialområdet. Med udgangspunkt i borgernes og de ansattes perspektiv stiller vi skarpt på, hvordan vi styrker indsatsen for socialt og psykisk udsatte børn, unge og voksne.

Hvis der ikke kommer flere forskellige stemmer i kunstlivet, afspejler den kunst, vi oplever på museer og udstillingssteder, en begrænset erfaringsverden. Og så risikerer kunsten at tabe en stor del af publikum på gulvet, mener tidligere akademirektor og kunsthalsleder. Studerende og rektorer på kunstakademier efterlyser større viden om, hvad social arv og geografisk baggrund betyder i kunstlivet.

Alt for mange grønlændere med handicap får ikke den hjælp, de har behov for og er berettigede til, mener handicaptalsmand i Grønland, Anja Hynne. Og problemet er skjult bag et stort mørketal, mener hun. Med inspiration fra den danske bevægelse #enmillionstemmer vil en række organisationer i Grønland derfor skabe en ny borgerbevægelse, der skal skabe opmærksomhed om vilkårene for mennesker med handicap i Grønland.

Støtte i overgangen fra anbringelse til voksenlivet skal ikke bare være en mulighed, men en rettighed. Et efterværnsbevis skal sikre hjælp helt frem til det 25. år, og de unge skal selv kunne være med til at vælge en støtteperson, lyder et par af forslagene fra SF’s socialordfører Theresa Berg Andersen.

Vi skal være langt bedre til at lytte til anbragte unges ønsker. De skal have bedre mulighed for at forlænge deres anbringelse. Og så skal overgangen fra anbringelse til voksenliv planlægges tidligere. Der sker et knæk i kommunernes fokus fra barndom til voksenliv, mener Det Konservative Folkepartis socialordfører Brigitte Klintskov Jerkel, som husker udfordringerne fra sin tid som socialrådgiver.

Tidligere anbragte skal have langt mere fleksibel hjælp i voksenlivet – både typen af tilbud, men også i varigheden af hjælpen. Det mener Socialdemokratiets socialpolitiske ordfører, Camilla Fabricius, der ser det som en bunden opgave, at tidligere anbragte får langt mere støtte i voksenlivet i form at et styrket efterværn. Succeskriteriet for opgavens løsning er med hendes egne ord, at De Anbragtes Vilkår kan se sig selv i en politisk aftale.

Tidligere anbragte mangler netværk, stabilitet og omsorg langt op i livet. De tidligere anbragte er overrepræsenterede i samtlige af de statistikker, der karakteriserer voksne i socialt udsatte positioner. Støtte og hjælp i et nyt, styrket efterværn er en langtidsinvestering, samfundet ikke har råd til at overse, lyder vurderingen fra analytikere og organisationer.

For en ud af tre anbragte unge i Danmark er der ingen hjælp at hente, når de fylder 18, og deres anbringelse slutter. Det såkaldte efterværn skulle sikre anbragte unge en tryg bro fra anbringelse ind i voksenlivet. Men oftest er det helt tilfældigt, om tidligere anbragte får støtte. Foreningen De Anbragtes Vilkår møder anbragte unge tynget af uro. De frygter deres 18-års fødselsdag.

Forbuddet mod psykisk vold i nære relationer er et vigtigt skridt i forhold til at stoppe partnervold, men det udfordrer samtidig politiets efterforskning. Man skal dokumentere gentagende krænkende handlinger og et uligevægtigt forhold – og oftest er der få fysiske beviser. Sådan lyder det fra Sofia Kjær, der er konsulent på Station Bellahøj og en del af det specialiserede team, der arbejder for, at man bliver bedre til at forstå og efterforske den psykiske vold hos Københavns Politi.

Det er tre år siden, at et forbud mod psykisk vold blev skrevet ind i straffeloven. Men både anmeldelser, sigtelser og tiltaler lader vente på sig. Dels ved mange ikke, at det er psykisk vold, de er udsat for – eller de er bange for de konsekvenser, en anmeldelse kan få, og dels har politiet brug for hjælp til at forstå og efterforske den psykiske vold, lyder det fra både direktør for organisationen Danner, Mette Marie Yde, og advokat Helle Hald.

Champagnepropperne blev i flaskerne, efter psykiatriaftalen blev underskrevet. En aftale, som de færreste ser som vidtrækkende eller ambitiøs. Nu står psykiatrien ved en skillevej, mener en af frontkæmperne for psykiatriaftalen, der frygter konsekvenserne, hvis den politiske handling udebliver. Psykiatrien er blevet en afgørende politisk kampplads, der kan flytte stemmer, mener kommentator.

Hurtige og tilfældige diagnoser, for meget medicin og medarbejdere, der flygter, fordi de må gå på kompromis med deres faglighed. Det er blot nogle af konsekvenserne af det stigende pres i psykiatrien, som Rose-Marie Mollerup har set gennem sine 12 år som psykolog og tillidsrepræsentant i psykiatrien. Hun foreslår at opbygge oaser i psykiatrien, hvor kvaliteten får lov til at slå samlebåndsarbejdet.

Som overlæge på den psykiatriske akutmodtagelse oplevede Mikkel Rasmussen, at rammerne var så snævre, at han ikke kunne give patienterne den hjælp, de havde behov for. Det fik ham til at råbe op. Og det har han gjort lige siden, for skal de psykiatriske patienter have den hjælp, de har behov for, er der brug for politisk opbakning og ressourcer – og for, at psykiatrien kigger ind ad og sætter fokus på kvaliteten i behandlingen.

Handleplaner er anbragte børns garantibevis og et anker for anbringelsen. Men kun 44 procent af institutionerne modtager en handleplan forud for anbringelsen, viser ny forskning. Såvel forstanderen for døgninstitutionen Godhavn, formanden for De Anbragtes Vilkår og en forsker i socialrådgiveres arbejde med handleplaner efterlyser reform af handleplanen, som er realistisk, meningsfuld og løfter skylden af de anbragte børn og unges skuldre.