Økonomiske hensyn der vejer tungere end faglige vurderinger, ulovlig praksis og utilstrækkelige indsatser. Det er virkeligheden for en stor del af landets socialrådgivere, viser en ny undersøgelse.

”Du kan altid kan få et job i hjemmeplejen. Så kan du tørre lidt røv på de gamle”. Det er den fordom, som filminstruktør Frelle Petersen gør op med i sin nye anmelderroste film ”Hjem kære hjem”. Filmen viser, hvordan det at yde omsorg for andre kan slide så meget, at man risikerer at løbe tør for empati i både sit arbejde og privatliv. Det er en hyldest til en faggruppe, fortæller Frelle Petersen. Men hvorfor skal vi hylde den faggruppe?

Vi er nødt til radikalt at redigere måden, vi taler om omsorg på, hvis vi vil løse den udmatningskrise, vi ser på social- og sundhedsområdet og i psykiatrien, mener Emma Holten. Hun vil give fodfolket i omsorgssektoren mod, mandat og argumenter på hånden, så de kan sige fra, når ledelsen forsøger at servere endnu en spareøvelse indpakket i det, hun kalder ’new management bullshit’.

Med kunsten som redskab kastede kunstnerne Kenneth Balfelt og Johan August sig sidste år ud i at løsne en fastlåst konflikt på Maria Kirkeplads i København. På pladsen overnattede en flok migranter, fordi de ikke havde andre steder at gå hen. Kirken var magtesløs, naboerne rasende og kommunen passiv. Kunne de gennem kunsten skabe forsoning og forandring?

Hvordan i alverden gik det til, at kvindeanstalten på Sprogø i sin samtid blev betragtet som både progressiv og human?

Besparelser, lukning af institutioner og en opfattelse af kernefamilien som den mest naturlige ramme for børns opvækst har gjort plejefamilien til den langt hyppigste anbringelsesform, selvom over en tredjedel af familieplejeanbringelserne bryder sammen. Manglen på plejefamilier bliver stadigt større, og med kampagnen ’Små Liv Søger Store Hjerter’ forsøger myndighederne at få flere til at melde sig som plejefamilie. Men det er en forkert og farlig prioritering blindt at lade plejefamilie være førstevalg, lyder opråbet fra forskere.

Adi sover i en port ved Hovedbanegården, Mihai på gaden eller i Mændenes Hjem, mens det er lykkedes Paul at navigere uden om hjemløshed. De er alle tre EU-migranter, kommet til Danmark i håb om at skabe en bedre fremtid for sig selv – og for Adi også for sine to børn hjemme i Rumænien. De har ret til at være i Danmark og til at få hjælp til at finde job og bolig. Men i realiteten må de kigge langt efter åbne døre og hjælp til at navigere i et snørklet dansk system.

Rummene i Fattiggården i Svendborg er blevet vakt til live med en ny udstilling. Det er kunstnerne Ole Lejbach og Jens Blendstrup, der lørdag åbner udstillingen ’GENFÆRD’ i Danmarks Forsorgsmuseum. Udstillingen rummer en række portrætter af mennesker, der kunne have levet på fattiggården, og når de meget nære og tætte portrætter hænger på den tidligere fattiggård, så er det ifølge billedkunstneren Ole Lejbach, som om de bliver vakt til live.

Lone Christensen og Arne Andersen har begge ventet længe på den officielle undskyldning, som social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) leverede til den officielle ceremoni i Horsens mandag den 11. september. Den markerede, at staten tog ansvar for de svigt og fysiske, psykiske og seksuelle overgreb, som en række anbragte børn, unge og voksne var udsat for i særforsorgens institutioner fra 1933-1980.

Kunst kan både gøre en forskel for den enkelte borger og for et lokalområde. Især hvis borgerne deltager i kunstprojekterne og ikke kun er publikum. For kunst kan ikke i sig selv løfte et udsat boligområde, men kunstnernes inddragende arbejdsmetoder kan være med til at åbne lokale beslutningsprocesser og gøre dem mere demokratiske. Det fortæller Anne Mette W. Nielsen, der forsker i deltagelsesbaserede kunstprojekter for børn og unge, blandt andet i det almene boligområde Værebro Park, som er på listen over særlige forebyggelsesområder. Her fortæller hun, hvad kunsten kan, og hvilke krav det stiller til kunstprojekterne, hvis de skal lykkes med at flytte noget.

Et barn, der blev anbragt i 1890’erne, har langt mere tilfælles med et barn, der er anbragt i dag 130 år efter, end vi måske lige går og tror. Det er én af fortællingerne i den nye store udstilling ”Anbragt” på Danmarks Forsorgsmuseum. Udstillingen, der er skabt i tæt samarbejde med tidligere anbragte børn og unge, har sat fokus på oplevelsen af børneforsorgen helt frem til i dag, og den nærmest tvinger gæsten til at forholde sig både til fortiden og nutiden.

Kunstlivet skal afspejle forskellige livserfaringer og åbne sig mere for dem, der ikke selv opsøger kunsten. Ellers bliver det en lukket fest for middelklassen. Det mener billedkunstner Sonja Lillebæk Christensen, der kommer fra det, hun kalder ’den jyske underklasse’. Hun havde ingen anelse om, hvad billedkunst var, før hun var midt i tyverne. I dag er hendes baggrund brændstof for et kunstnerisk virke, der ofte giver stemme til miljøer og erfaringer, man sjældent møder i kunstlivet.

Med 25 arrangementer på tre dage bliver Socialt Indbliks telt samlingspunktet for debatten på socialområdet. Med udgangspunkt i borgernes og de ansattes perspektiv stiller vi skarpt på, hvordan vi styrker indsatsen for socialt og psykisk udsatte børn, unge og voksne.

Hvis der ikke kommer flere forskellige stemmer i kunstlivet, afspejler den kunst, vi oplever på museer og udstillingssteder, en begrænset erfaringsverden. Og så risikerer kunsten at tabe en stor del af publikum på gulvet, mener tidligere akademirektor og kunsthalsleder. Studerende og rektorer på kunstakademier efterlyser større viden om, hvad social arv og geografisk baggrund betyder i kunstlivet.

Alt for mange grønlændere med handicap får ikke den hjælp, de har behov for og er berettigede til, mener handicaptalsmand i Grønland, Anja Hynne. Og problemet er skjult bag et stort mørketal, mener hun. Med inspiration fra den danske bevægelse #enmillionstemmer vil en række organisationer i Grønland derfor skabe en ny borgerbevægelse, der skal skabe opmærksomhed om vilkårene for mennesker med handicap i Grønland.