Otte unge voksne giver med bogen ”Kh Børnene” et indblik i, hvad det vil sige at vokse op i et hjem, hvor fysisk og psykisk vold er en del af hverdagen – og hvor de voksne, der kunne have hjulpet, lukkede øjnene. Direktør i Barndom uden vold, der står bag bogen, håber, at de unges vidnesbyrd kan starte en bevægelse, hvor inddragelse af børn og unge bliver mere end ’et flueben på et stykke papir’.

”Min mor hader at snakke om det, der skete med mig. Det er for hårdt at huske tilbage på, siger hun, som om hun var den, der gik igennem det. Jeg ville ønske, jeg også kunne pakke resterne af min barndom ned i papkasser i et aflåst rum, som hun har gjort. Men her i denne tekst pakker jeg noget af smulderet frem for dig”. Sådan skriver Kayla i et kapitel af bogen Kh Børnene, hvor otte unge voksne fortæller om deres oplevelser med vold i familien. Vi bringer her Kaylas kapitel.

”Familien er som fremmede mennesker, der intet vil have med dig at gøre. Mennesker, der ikke ser dig, ikke hører dig”. Sådan skrive Glara Codar i bogen ”Kh Børnene”, hvor otte unge voksne fortæller om deres oplevelser med vold i familien. De otte fortællinger giver et helt unikt indblik i den nærmest ufatteligt tykke kæde af svigt, som er blevet lagt på deres skuldre. Vi bringer her Glaras kapitel.

”Vi er nødt til at se bredere på tingene end blot at se på, hvor meget vi bruger telefonen, og gå efter at lægge den væk. Måske kommer vi rent faktisk i bedre trivsel alene ved at skrue ned for forbruget, men hvorfor kan vi så ikke bare lægge den i skuffen? Måske er der en faktor, som betyder mere end blot den enkeltes viljestyrke.” Sådan skriver speciallæge i børne- og ungdomspsykiatri Pernille Juul Darling, der selv har prøvet at se på sit skærmbrug.

Hvis vi ikke handler, så kommer vi en dag til at skulle sige undskyld til rigtig mange børn, nu som voksne, fordi vi svigtede dem i retssystemet og ikke havde blik for den vold, der faktisk foregik. Sådan skriver Iben Elene Oksfeldt fra Litehouse Consult og Niels Christian Barkholt, direktør i Social Talks. De beskriver det, de kalder ’fire forskellige virkeligheder’, som de har erfaret, at volden typisk bliver tolket ind i, og som de mener er vigtige at kende, fordi de hver især får afgørende konsekvenser i praksis, når konflikten skal håndteres.

Mange af de vanskeligheder, vi ser, at børn, unge og voksne med autisme udvikler, skyldes ikke autismen i sig selv. Det skyldes omgivelserne. Sådan skriver psykolog Juana Jeppesen, der har indgående viden og erfaring indenfor autismeområdet og i foråret udgav bogen “Sådan møder du dit barn med autisme – en håndbog til forældre”. Hun ser, at mange børn med autisme bliver isoleret, fordi rammerne ikke er tilpasset børnene.

Der kunne gå dagevis, hvor han ikke magtede at gå i skole. Og senere betød manglende skoletilbud, at han i månedsvis gik derhjemme – uden noget at foretage sig. I dag er Mathias Vinsten Munk 17 år og ved endelig, hvad det vil sige at trives i skolen. Med den rette hjælp, mener han, at han havde kunnet få den erfaring langt tidligere.

Seksualundervisningen på STU er ligesom på alle andre ungdomsuddannelser vigtig. Og bor de unge på et børne- og ungehjem, er det afgørende, at der også her er et miljø, hvor man kan tale åbent om krop, grænser og seksualitet. Men hvordan skaber man dialog og seksualundervisning målrettet unge med forskellige psykiske, sociale og fysiske udfordringer – og på en måde, hvor både de voksne og de unge føler sig godt tilpas? Det giver to eksperter deres bud på.

Vi skal gentænke fællesskabet og tage mere fælles ansvar for at give børn en tryg opvækst. Mange af rollemodellerne er ved at drukne i bureaukrati, handleplaner og dokumentationskrav, og det er ikke befordrende for en lokal, engageret indsats båret af nærhed, nærvær, tolerance og empati. Det skriver Henrik Appel, adm. direktør i virksomheden Memox.

Vi sygeliggør og individualiserer mistrivsel frem for at arbejde med det pædagogisk og strukturelt. Sådan lyder det fra en læge og en antropolog, der har skrevet bogen ”Snart er vi alle patienter”. I psykiatrien diagnosticerer vi, ifølge de to, mennesker, der ingen funktionsnedsættelse har.

Hvis vi vil mistrivslen blandt børn og unge til livs, må vi styrke pædagoguddannelsen og skabe rammer til børnefællesskaber båret af kreativitet og pædagogisk passion, lyder opfordringen fra Red Barnets generaldirektør Johanne Schmidt-Nielsen, der kalder det et regeringsansvar, at det igen bliver attraktivt at være pædagog.

Serveres en autisme-diagnose med viden om, hvad den betyder specifikt for dig, og med mulighed for at få støtte, så kan den være en stor hjælp og en vej til at forstå sig selv. Sådan lyder det fra Naja Føste, der for nylig blev valgt som forperson for Autisme Ungdom, og som mener, at det er overvejende positivt, at flere bliver diagnosticeret med autisme.

Man kan være født med nogle gener, der ligger parat til at give en vis grad af ADHD- eller autismesymptomer. Men de miljømæssige faktorer, vi møder, kan enten aktivere de anlæg, vi er født med – eller omvendt gøre, at generne ikke i samme grad bliver aktiveret. Det fortæller professor i børne- og ungdomspsykiatri Per Hove Thomsen. Han forklarer, at bruges diagnosen rigtigt, kan den øge forståelsen af et menneskes udfordringer.

Når det lykkes at få øje på ressourcerne bag det, der gør livet svært for udsatte børn og unge, og tale styrkerne frem, får det en overraskende effekt. Det dobbelte blik, som vender udfordringer til styrker, kan skabe afgørende følelsesmæssig ro i sagen – også hos socialrådgivere, plejeforældre og andre professionelle voksne, viser et nyt studie. Vi bør give meget mere plads til at skabe ro i børnesager, lyder det fra professor Hanne Warming.

Alt for ofte spænder økonomiske hensyn, manglende ressourcer og fordomme ben for reel børneinddragelse, lyder det fra professor Hanne Warming, der i mere end 30 år har forsket i feltet. Hun frygter, at løfterne om mere børneinddragelse i barnets lov kan ende med at løbe ud i sandet og stik imod hensigten skade udsatte børn. For børneinddragelse kræver tid og ressourcer, som endnu ikke er fulgt med loven.

Naturen kan spille en afgørende rolle i socialt arbejde med unge. Den kan give nye personlige erkendelser, vigtige samtaler, aktive fællesskaber og faglig læring – alt sammen nøgler til at styrke det sociale arbejde. Men det er ikke nok blot at rykke pædagogikken ud i skoven, skriver forfatterne. De argumenterer for, at der skal mere til for at udvikle en egentlig social naturfaglighed. I en ny rapport, der udkommer i dag, har de identificeret seks centrale principper, som kommuner og organisationer kan gribe fat på, når de vil forene socialt arbejde med natur.

Hvad er alternativet? svarer speciallæge i børne- og ungdomspsykiatri Pernille Juul Darling, når man spørger til den eksplosive stigning i ADHD- og autismediagnoser. For selvom symptomerne ikke er så tydelige for alle, som de var tidligere, så sender rammerne langt flere børn og unge ud i mistrivsel. Vi har skabt et børne- og ungdomsliv, hvor det kan være svært at trives i, hvis man ikke er 100 procent gennemsnitlig, mener Penille Juul Darling.

Der skal færre og færre symptomer til at få en diagnose som ADHD eller autisme. Det har ført til en eksplosiv stigning i antallet af disse diagnoser. Men med de mange diagnoser risikerer vi ikke bare at miste alvoren i diagnosen, vi forsømmer også at undersøge, hvad den stigende mistrivsel egentlig handler om, mener forsker i psykiske diagnoser Sebastian Lundström.

Et nyt lovforslag, der vil udvide hjemlerne til magtanvendelse på det specialiserede børne- og ungeområde, går stik imod barnets lov. Sådan skriver Charlotte Møller Pedersen og Tore Kargo fra FADD, Foreningen af døgn- og dagtilbud for udsatte børn og unge. De mener, at de to lovsæt har modsatrettede signaler og virkemidler, og de opfordrer til, at lovforslaget skrottes, og at der inddrages viden og erfaringer fra praksis og faglighed.

De unge kan synge, tegne eller skrive deres oplevelser ud i digte, breve, billeder eller lyd. Det giver dem mulighed for at bruge det stærkeste sprog, de har, og giver de voksne indsigt i værdifuld viden.

”Jeres søn ligger på autismespektret og har en særlig form for autisme kaldet GUA,” sagde lægen, og så brød jeg helt sammen. Ingen samlede os op, vi var bare i et vakuum.” Sådan fortæller Line, der er mor til Bror på ni år. Hun fortæller her om mødet med systemet og om livet for både hende og resten af familien som pårørende. Et liv med skyld, sorg og magtesløshed. Fortællingen er et uddrag fra bogen ”Bogen til pårørende” af journalist Tea Sletved.

Mie og Fransiska var begge unge, da de første gang stod frem i medierne med deres personlige historier. Mie om selvskade. Fransiska om at være anbragt som barn. Snart ti år senere stiller de fortsat op, for de mærker, at deres perspektiver gør en forskel hos både praktikere og politikere. Men de mærker også, hvad det betyder, når deres historie bliver allemandseje – og der er frit slag for kommentarer på sociale medier. Både medier og organisationer har et ansvar for at passe på mennesker, der stiller sig frem.

Når mennesker med levede erfaringer står frem i medierne, bidrager de med en vigtig og nødvendig indsigt. Men hvordan passer vi som medier bedst på de mennesker, der stiller sig frem med deres sårbare historier? Lev Uden Vold har sammen med fem andre organisationer udgivet ”8 gode råd til journalister om vold i nære relationer”, der skal styrke de etiske overvejelser. Dansk Journalistforbund hilser rådene velkomne.

Skulle vi først og fremmest ikke begynde på at hjælpe de børn og unge, der har det svært i folkeskolen, på den måde der er bedst for dem, i stedet for at tromle dem i et korstog om, at folkeskolen skal kunne rumme alle børn og unge. Sådan skriver Trine Schaldemose, der er chef for politik og analyse i LOS – Landsorganisationen for sociale tilbud. Hun opfordrer til at se på det enkelte barn og barnets behov frem for økonomi og ideologi.

Vi skal stoppe diskussionen om, hvorvidt der er mistrivsel blandt børn og unge i skolen. For det er der. Men der er også masser af viden, løsninger, muligheder og ildsjæle, som der er behov for at samle og sætte i spil. Det er essensen af en bevægelse, der lige nu på aktivistisk græsrodsmanér er ved at rejse sig.

Antropolog Mette Larsen har forsket i, hvordan socialrådgivere og andre professionelle kan inddrage børn og unge i journalskrivningen. Nu rejser hun rundt i landet og underviser socialrådgivere i, hvordan de kan ændre praksis. For mange er det en øjenåbner og en gamechanger, der vækker tillid og styrker samarbejdet mellem den unge og de sociale myndigheder.

Juletræ med pynt fra top til tå, bunker af gaver og godter – og en nisse, der hver morgen efterlader en overraskelse i børnenes julesokker. For mange af de voldsramte kvinder og deres børn, der bor på Danner Krisecenter, har julen været en svær tid. Derfor er det vigtigt at skabe traditioner og positive minder. Men der skal også være plads til at tale om de følelser, der ofte bliver forstørret i julen – og til at støtte børnene, der måske savner far.

Det er alarmerende og triste tal, at hver tredje anbringelse i en plejefamilie slår fejl, og lige så oprørende er det, at hver femte anbringelse på en døgninstitution må afbrydes, skriver Inge Neander, formand for Plejefamiliernes Landsforening, som kalder manglen på plejefamilier uholdbar. Hun mener, at det ville give mere stabile anbringelser og fremfor alt god udvikling og trivsel hos flere anbragte børn, hvis plejefamilierne blev understøttet langt mere end i dag.

Børn og unge, der har psykiske lidelser og samtidig misbruger rusmidler, er blevet glemt i politikernes 10-årsplan for psykiatrien, mener organisationsfolk. Mens denne helt unge dobbeltramte gruppe må vente på, at politikerne handler, gør mange fagprofessionelle, hvad de kan for at skabe forandring: De udvikler deres faglige kompetencer og afprøver nye samarbejdsmodeller på tværs af kommuner og regioner.

Efter årelang kamp mod anoreksi, føler Josefine Kleis-Olsen sig skadet af psykiatriens behandling. Hun mærker stadig angsten for sanktioner og trangen til at spise på en helt særlig måde. Med bogen ”Det vil ikke altid være sommer – et brud på anoreksiens lænker” ønsker hun at sprede håb for mennesker med spiseforstyrrelser og give behandlere indblik i de tanker og følelser, hun oplevede blev overset i behandlingen, hvor fokus udelukkende var vægt og kalorier.