Børn har ret til at blive hørt og set som selvstændige individer. Det har været Marie Møller Christensens mantra, siden hun for 28 år siden startede som pædagog på kvindekrisecenteret Kvindehjemmet. Dengang blev børnene mest af alt anskuet som vedhæng til deres mødre. I dag har de stemme og rettigheder – og plads til at udtrykke deres tanker.

Hver anden tirsdag mødes en flok børn og unge, der er vokset op med vold, i en børnegruppe. Her er der plads til at vende store spørgsmål som angsten for at komme til at ligne sin far, spejle sig i hinanden og grine sammen. Nogle af børnene har været med i så mange år, at de er blevet til unge mennesker, for i børnegruppen kan man være med så længe, som man vil.

Nyt netværk og ny forståelse af sig selv og sine handlemuligheder. Gevinsten var stor for den første gruppe af kvinder, der deltog i Kvindehjemmets gruppe for kvinder, der er flyttet i egen bolig. Men det, der virkede for den gruppe af kvinder, virker ikke nødvendigvis for alle. Efterværn skal tilrettelægges nøje efter, hvor deltagerne er i deres voldsbearbejdelse.

Traumer og psykisk sygdom er blevet en stærk valuta i medierne. Men mediernes lineære traumedramaturgi er også forførende og farlig. For spejler vi os ukritisk i mediernes fortællinger, fortegner vi virkeligheden, lyder advarslen fra Anna Juul, som har erfaring med psykisk sygdom, er forfatter og medlem af Psykiatrifondens bestyrelse. Hun efterlyser de sande mørke historier, som ikke ender i opbyggelig forløsning.

At bære på et traume kan føles som at være et puslespil, nogen har tabt på gulvet. Traumer sætter sig i alle kroppens organer, forstyrrer kropsfornemmelsen og gør det umuligt at sætte grænser. Kroppen husker traumet. Derfor er det fatalt, at kroppen ofte overses i behandlingen. For vi kan ikke nøjes med at tale os igennem dem, mener Inge Svane. I bogen ”Find hjem til dig selv igen” leverer hun viden og redskaber til, hvordan man kropsligt kan bearbejde traumer.

Fem år efter, psykisk vold blev gjort strafbart, mangler loven om psykisk vold stadig at vise sin effekt. Derfor er der brug for en evaluering af loven. Og der er brug for mere voldsfaglig viden hos blandt andet politi og dommere. Sådan lød nogle af budene, da et panel af politikere diskuterede, hvordan loven om psykisk vold virker i praksis.

Hvert år anmeldes omkring 500 sager om psykisk vold til politiet, men kun i få af dem rejses der tiltale. Vi er nødt til at prøve langt flere sager ved retten, hvis vi skal finde ud af, hvad der skal til for at blive dømt for psykisk vold. Sådan lyder det fra Lev Uden Vold, der har undersøgt samtlige domsafsigelser i psykisk vold over et år.

Da Marie valgte at melde sin ekskæreste for psykisk vold, havde hun ingen idé om, hvor retraumatiserende det ville være at dykke ned i det bevismateriale, der skulle sandsynliggøre, at hun havde været udsat for vold ¬– og at sidde i retssalen, hvor forsvareren brugte ekskærestens metoder til at så tvivl om det, hun sagde.

Otte unge voksne giver med bogen ”Kh Børnene” et indblik i, hvad det vil sige at vokse op i et hjem, hvor fysisk og psykisk vold er en del af hverdagen – og hvor de voksne, der kunne have hjulpet, lukkede øjnene. Direktør i Barndom uden vold, der står bag bogen, håber, at de unges vidnesbyrd kan starte en bevægelse, hvor inddragelse af børn og unge bliver mere end ’et flueben på et stykke papir’.

”Min mor hader at snakke om det, der skete med mig. Det er for hårdt at huske tilbage på, siger hun, som om hun var den, der gik igennem det. Jeg ville ønske, jeg også kunne pakke resterne af min barndom ned i papkasser i et aflåst rum, som hun har gjort. Men her i denne tekst pakker jeg noget af smulderet frem for dig”. Sådan skriver Kayla i et kapitel af bogen Kh Børnene, hvor otte unge voksne fortæller om deres oplevelser med vold i familien. Vi bringer her Kaylas kapitel.

”Familien er som fremmede mennesker, der intet vil have med dig at gøre. Mennesker, der ikke ser dig, ikke hører dig”. Sådan skrive Glara Codar i bogen ”Kh Børnene”, hvor otte unge voksne fortæller om deres oplevelser med vold i familien. De otte fortællinger giver et helt unikt indblik i den nærmest ufatteligt tykke kæde af svigt, som er blevet lagt på deres skuldre. Vi bringer her Glaras kapitel.

Hvorfor går du ikke bare? Sådan lyder spørgsmålet til voldsramte kvinder ofte. Men det er ikke altid, at volden stopper, bare fordi kvinden går. Og ofte spiller retssystemet en afgørende rolle for, at volden fortsætter efter bruddet. Det fortæller den norske professor i sociologi Margunn Bjørnholt. Hun efterlyser større viden om, hvad vold er. For alt for ofte lytter systemet mere til voldsudøveren end til den, der er udsat for vold.

Vi er nødt til radikalt at redigere måden, vi taler om omsorg på, hvis vi vil løse den udmatningskrise, vi ser på social- og sundhedsområdet og i psykiatrien, mener Emma Holten. Hun vil give fodfolket i omsorgssektoren mod, mandat og argumenter på hånden, så de kan sige fra, når ledelsen forsøger at servere endnu en spareøvelse indpakket i det, hun kalder ’new management bullshit’.

Siden han som 40-årig fik stillet diagnosen, har journalist og forfatter Mikkel Bech kortlagt sin ADHD og søgt de redskaber, han selv savnede. Dem deler han i bogen ”Min (u)perfekte hjerne” i håb om at inspirere andre til, hvordan de kan skabe et liv i balance, vende kernesymptomer til kvalifikationer og gøre deres ADHD til deres wingman/woman.

Socialt Indblik giver særligt stemmer til de levede erfaringer i årets folkemødeprogram, der tæller 22 arrangementer på de tre dages Folkemøde.

Der kunne gå dagevis, hvor han ikke magtede at gå i skole. Og senere betød manglende skoletilbud, at han i månedsvis gik derhjemme – uden noget at foretage sig. I dag er Mathias Vinsten Munk 17 år og ved endelig, hvad det vil sige at trives i skolen. Med den rette hjælp, mener han, at han havde kunnet få den erfaring langt tidligere.

Seksualundervisningen på STU er ligesom på alle andre ungdomsuddannelser vigtig. Og bor de unge på et børne- og ungehjem, er det afgørende, at der også her er et miljø, hvor man kan tale åbent om krop, grænser og seksualitet. Men hvordan skaber man dialog og seksualundervisning målrettet unge med forskellige psykiske, sociale og fysiske udfordringer – og på en måde, hvor både de voksne og de unge føler sig godt tilpas? Det giver to eksperter deres bud på.

Vi sygeliggør og individualiserer mistrivsel frem for at arbejde med det pædagogisk og strukturelt. Sådan lyder det fra en læge og en antropolog, der har skrevet bogen ”Snart er vi alle patienter”. I psykiatrien diagnosticerer vi, ifølge de to, mennesker, der ingen funktionsnedsættelse har.

Hvis vi vil mistrivslen blandt børn og unge til livs, må vi styrke pædagoguddannelsen og skabe rammer til børnefællesskaber båret af kreativitet og pædagogisk passion, lyder opfordringen fra Red Barnets generaldirektør Johanne Schmidt-Nielsen, der kalder det et regeringsansvar, at det igen bliver attraktivt at være pædagog.

Serveres en autisme-diagnose med viden om, hvad den betyder specifikt for dig, og med mulighed for at få støtte, så kan den være en stor hjælp og en vej til at forstå sig selv. Sådan lyder det fra Naja Føste, der for nylig blev valgt som forperson for Autisme Ungdom, og som mener, at det er overvejende positivt, at flere bliver diagnosticeret med autisme.

Med kunsten som redskab kastede kunstnerne Kenneth Balfelt og Johan August sig sidste år ud i at løsne en fastlåst konflikt på Maria Kirkeplads i København. På pladsen overnattede en flok migranter, fordi de ikke havde andre steder at gå hen. Kirken var magtesløs, naboerne rasende og kommunen passiv. Kunne de gennem kunsten skabe forsoning og forandring?

Vi må stoppe individualiseringen. Og forstå at stress handler om dårlig organisering, manglende mening og manglende overblik i arbejdet. Stresskurven skal knækkes fra toppen – for ledelsen kan ikke længere bare skifte medarbejderne ud med nye, når de går ned med stress. Vi har al den viden, som er nødvendig for at forebygge. Kun handling mangler, lyder opråbet fra psykolog og ledelsescoach Else Kathrine Relster.

Man kan være født med nogle gener, der ligger parat til at give en vis grad af ADHD- eller autismesymptomer. Men de miljømæssige faktorer, vi møder, kan enten aktivere de anlæg, vi er født med – eller omvendt gøre, at generne ikke i samme grad bliver aktiveret. Det fortæller professor i børne- og ungdomspsykiatri Per Hove Thomsen. Han forklarer, at bruges diagnosen rigtigt, kan den øge forståelsen af et menneskes udfordringer.

Når det lykkes at få øje på ressourcerne bag det, der gør livet svært for udsatte børn og unge, og tale styrkerne frem, får det en overraskende effekt. Det dobbelte blik, som vender udfordringer til styrker, kan skabe afgørende følelsesmæssig ro i sagen – også hos socialrådgivere, plejeforældre og andre professionelle voksne, viser et nyt studie. Vi bør give meget mere plads til at skabe ro i børnesager, lyder det fra professor Hanne Warming.