”Tid er en grundlæggende del af den måde, socialt arbejde organiseres på. Det er nødvendigt. Problemet opstår, når systemets tempo bliver den selvfølgelige målestok for, hvornår mennesker forventes at kunne deltage”. Det skriver Cecilie K. Moesby-Jensen, der er forskningsfaglig leder ved Center for Socialt Arbejde på Professionshøjskolen Absalon.

”Jeg tror heller ikke, at vi mangler viden. Jeg tror, vi mangler modet til at tage udfordringen op”. Det sagde foredragsholder Mathias Vinsten Munk i en brandtale til Socialt Indbliks reception på Folkemødet. Her bringer vi hele talen.

”Men sociallov er ikke en naturlov. Vi bestemmer selv, hvordan verden ser ud. Vi skaber selv strukturerne, reglerne og ambitionerne.” Det sagde forkvinde for De Anbragtes Vilkår, Fransiska Mannerup, i en brandtale til Socialt Indbliks reception på Folkemødet. Her bringer vi hele talen.

”Mit største ønske er, at anbragte unge bliver hørt og taget seriøst i deres ønsker til ungestøtte, og at de får reel indflydelse på, hvilken støtte de har brug for.” Det skriver Mette Andreasen, der har erfaring fra en anbringelse og efterfølgende hjemløshed.

”Når man reducerer social indsats til et spørgsmål om pris, reducerer man mennesker til budgetposter. Det er uværdigt”. Det skriver Eva Riedel, direktør, Foreningen Hellebro, der hjælper unge hjemløse og udsatte gennem værested og herberg. Hun mener, at et lovforslag om loft over døgntakster på socialområdet kan betyde, at private og nonprofit-drevne tilbud risikerer at blive lukket.

”Det kan næppe komme bag på os, der følger området tæt, at det specialiserede børne- og ungeområde er så nødlidende, som det er. I årevis har området været behandlet stedmoderligt”. Sådan skriver Hanne Dalsgaard, forstander på Skovgården og formand for FADD og Tore Kargo, direktør i FADD.

”Vi skal for alt i verden sikre, at børn, der tvangsadopteres, får den tryghed og stabilitet, som er formålet med indsatsen.” Det skriver Mette Overgaard, forstander på Døgncentret, og Malene Abel Brask, direktør i Fabu Fonden, der begge har mangeårig erfaring fra anbringelsesområdet, herunder adoption uden samtykke. De peger på de faglige forudsætninger, der skal være til stede, hvis adoption uden samtykke skal lykkes som en beskyttende indsats for barnet.

”Psykiatrien er blevet et system, der er dygtigt til at afgrænse sit ansvar, men dårligere til at tage et fælles.” Sådan skriver Malene Andrea Rude, der er tidligere psykiatrisk sygeplejerske og leder i socialpsykiatrien og i dag seniorrådgiver hos Institut for konflikthåndtering. Hun mener, at det er tid til ny organisering af psykiatrien.

Antagelsen om, at nogle autister ikke kan tale for sig selv, er udbredt. Derfor skal man være på vagt over for den. Men det er afgørende, mener vi, at man stopper op, hver gang man er i færd med uden hjemmel at tale, sørge og træffe beslutninger på andres vegne. Sådan skriver Ditte Rose Andersen, psykolog, supervisor og underviser og Hanne Dahl Williams, pædagogisk seniorkonsulent, supervisor og VISO-specialist i debatindlæg, hvor de tager udgangspunkt i en tekst af den autistiske aktivist Jim Sinclairs.

”Sparekataloget kan fremstå både hjerteløst og kortsigtet, men værst er det, at det udstiller et embedsværk uden indgående kendskab til – eller forståelse for – hele det sociale økosystem, byen har, og som kommunen benytter sig af”. Sådan skriver stifter og leder af Paradigmeskiftet Steffen Rasmussen om det sparekatalog, som er sendt i høring i Aarhus Kommune for at finde besparelser på 150 millioner kroner på handicappede og socialt udsatte i kommunen.

Fremtidens børn- og ungepolitik skal stå på et fundament af tre principper: omsorg, nærvær og fælles ansvarlighed, og ledes af to værdier: fornuft & viden og respekt & gensidig tillid. Det skriver overlæge i børne- og ungdomspsykiatri Nina Tejs Jørring, der her giver sit bud på, hvordan en kommende regering kan sætte fokus på børne og unges trivsel i et nyt regeringsgrundlag.

Det er nødvendigt med en markant forandring af indsats og hjælp til autistiske børn og unge, så hjælpen i langt højere grad end i dag også målrettes sikring af deltagelse i de sociale fællesskaber. Det skriver psykolog Juana Jeppesen, der opfordrer til en anderledes organisering af daginstitution og skoleliv, så den faciliterer en udvikling af en tryghedskultur i de almene børne- og ungefællesskaber med tolerance og forståelse for neurodiversitet.

Hvordan vil folkevalgte sikre, at mennesker, der lever med vold, mødes af et system, der reagerer hurtigt og effektivt? Det spørger en lang række debattører om i dette indlæg, hvor de i den aktuelle valgkamp efterlyser mere politisk fokus på forebyggelse af vold.

”På Lindevang har vi udfordret det dogmatiske skel mellem det professionelle, det personlige og det private – de såkaldte tre P’er. I stedet har vi arbejdet med en mere almenmenneskelig tilgang, som vi med et glimt i øjet kalder de tre M’er: Meget Mere Menneske.” Det skriver Charlotte Aagaard, forstander, Lindevang, og Helle Gaarn, konsulent, der her fortæller, hvordan bostedet Lindevang arbejder med inddragelse af beboerne på en måde, hvor det får betydning – både i den pædagogiske praksis og på det strategiske niveau.

Jeg har selv set uligheden og længe levet med skyklapperne på. Først da jeg begyndte at finde fakta om mennesker med funktionsnedsættelser, gik det op for mig, hvor dumt og arrogant det er at indrette samfundet for de få. For uligheden rammer ikke kun dem, der holdes udenfor. Den rammer os alle. Det skriver Jane Mylenberg, der har startet projektet #Se_Uligheden.

”Jeg har tabt troen på, at mit ønske om at skabe langsigtede, mere menneskelige, billigere og mindre bureaukratiske løsninger for dem, som har det sværest, kan komme fra det offentlige.” Det skriver den sociale iværksætter og stifter af foreningen og skolen ”Paradigmeskiftet” Steffen Rasmussen. Han ser fremtidens løsninger komme fra erhvervslivet.

”Staten kan ikke fortsætte med at behandle kvindedrab som kønsneutrale drab og sam-tidig forvente nye resultater. Danmark står over for et valg.” Det skriver Ditte Bjerre-gaard, der er direktør i Center for Voldsforebyggelse, som i går udgav en ny analyse af danske kvindedrab – samme dag som det italienske parlament tog en afgørende beslut-ning om netop kvindedrab.

”For mig er det vigtige ikke, om der stilles en diagnose, men om vi nu sætter alt ind på at skabe en ramme omkring børns udvikling, hvor de kan få lov til at udvikle sig og deres fulde potentiale i deres eget tempo. Selv hvis de hører til blandt de sjældne eller sarte fugle.” Det skriver speciallæge i børne- og ungdomspsykiatri Pernille Darling, der i kronikken minder os om, at vi meget let kan gøre stor skade på de sarte fugle, der med den rette tilgang kan folde deres fulde vingefang ud.

De såkaldt udadreagerende børn vil være modtagere af den fysiske magt. Det er børn, der viser med deres handlinger, at de har svært ved at være i de eksisterende rammer, og nu vil vi straffe dem yderligere. Det kan vi ikke være bekendt. Sådan skriver Anne-Mette Sohn Jensen, cand. pæd. i pædagogisk psykologi og forfatter til flere bøger om pædagogik. Hun peger på de mange løsninger, som kan erstatte magt.

Regeringens nye lovprogram nævner ikke ordet forebyggelse i relation til børn og familier én eneste gang. Det er ikke bare en forglemmelse – det er et politisk signal. Og det bør få os alle til at stoppe op, skriver Pernille Gry Petersen, der er generalsekretær i Børnesagens Fællesråd. ”For hver dag vi venter, bliver problemerne større, mistrivslen vokser, og udsatheden rykker tættere på og udvikler dybe rødder,” skriver hun.

Når mennesker med egne erfaringer støtter andre, sker der noget særligt. Det viser PeerMissionen i Københavns Kommune, hvor frivillige med psykisk sårbarhed skaber ligeværdige fællesskaber med beboere på længerevarende botilbud. Her deles levede erfaringer i trygge, magtfri rum – uden journaler og diagnoser – og giver både håb, handlekraft og nye muligheder i hverdagen.

Kan man kalde det for andet end svigt af både patient, behandler og pårørende, hvis man ikke giver tid og rum til, at der kan skabes en tryg og tillidsfuld relation? Det skriver Nina Tejs Jørring, overlæge i børne- og ungdomspsykiatri og forperson for Børne- og ungdomspsykiatris selskab, og Pernille Darling, speciallæge i børne- og ungdomspsykiatri. De skriver her om deres dialog om hurtighed. De historier, de taler om, involverer tre perspektiver: patienten, den pårørende og behandleren.

For at vi som samfund kan tilbyde personer, der er udsat for vold, den rette hjælp og støtte, er det vigtigt, at vores sprog er i stand til at indfange deres perspektiv. Det skriver Sofie Henze-Pedersen, der er seniorforsker i VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd. Hun har for nylig udgivet en analyse baseret på narrative interviews med 11 kvinder, der har levet med en voldelig partner. Analysen fortæller blandt andet, hvordan volden lever videre som oplevelse.

Søskende er fremtidens pårørende, derfor skal de naturligvis have de samme muligheder for repræsentation, fællesskaber, spejling som deres forældre. Det skriver Malene Gerd Petersen, der er socialpædagogisk konsulent med særlig fokus på søskende til mennesker med handicap. Hun opfordrer til at vi får langt mere blik for de særlige udfordringer som deres rolles gennem hele livet.