Vi er trætte af at bruge så mange kræfter på at være bange for vores nærmeste, vores medarbejdere og generelt for fremtiden for mennesker med handicaps. Sådan skriver Christian Holm, pårørende til datter på et bosted, og Martin Godske, adm. direktør i Habitus. De beskriver i en fælles kronik, hvordan politiske udmeldinger gør dem bange igen og igen.

Naturen kan spille en afgørende rolle i socialt arbejde med unge. Den kan give nye personlige erkendelser, vigtige samtaler, aktive fællesskaber og faglig læring – alt sammen nøgler til at styrke det sociale arbejde. Men det er ikke nok blot at rykke pædagogikken ud i skoven, skriver forfatterne. De argumenterer for, at der skal mere til for at udvikle en egentlig social naturfaglighed. I en ny rapport, der udkommer i dag, har de identificeret seks centrale principper, som kommuner og organisationer kan gribe fat på, når de vil forene socialt arbejde med natur.

Når socialarbejdere møder borgere med en minoritetsetnisk baggrund, er der en tendens til, at de først søger efter kulturelle forklaring på borgerens adfærd. Sådan skriver Shadman Salih, der er socialrådgiver og cand.soc. i socialt arbejde. Han efterlyser i denne kronik, at vi i sociale indsatser i højere grad ser på den enkelte borger eller families situation frem for at søge en kulturel forklaring.

Et nyt lovforslag, der vil udvide hjemlerne til magtanvendelse på det specialiserede børne- og ungeområde, går stik imod barnets lov. Sådan skriver Charlotte Møller Pedersen og Tore Kargo fra FADD, Foreningen af døgn- og dagtilbud for udsatte børn og unge. De mener, at de to lovsæt har modsatrettede signaler og virkemidler, og de opfordrer til, at lovforslaget skrottes, og at der inddrages viden og erfaringer fra praksis og faglighed.

Psykiatrien hverken kan eller skal løse problemerne i miljøet omkring børnene. Vi glemmer denne del, når vi står med et barn, der er gået i stå. Vores egen uro giver tunnelsyn, så vi kun kan se symptomet på, at noget har forandret sig, men ikke hvad og hvorfor. Sådan skriver Pernille Juul Darling, ph.d., der er speciallæge i børne- og ungdomspsykiatri. Hun slår her til lyd for, at vi går mere nysgerrigt og åbent til værks, når vi skal finde årsagerne til mistrivsel blandt børn og unge.

Naturen har et stort potentiale i forhold til at reducere mentale lidelser, men til forskel fra mange andre lande anerkender vi i Danmark ikke naturen som en del af den forebyggende og rehabiliterende indsats. Naturen som ressource i sundhedsindsatser bør indtænkes i en samlet strategi for den mentale sundhed i befolkningen, mener Dorthe Varning, der forsker i sammenhængen mellem naturen og menneskers fysiske, mentale og sociale sundhed.

Så kom endnu en syltekrukke på hylden hos regeringen. Denne gang er det den såkaldte Specialeplan for handicapområdet. Igen må man konstatere, at det tempo, som sagtens kan iværksættes på andre politiske områder, nærmest ikke omfatter social- og handicapområdet. Her haster det tilsyneladende aldrig.

Skulle vi først og fremmest ikke begynde på at hjælpe de børn og unge, der har det svært i folkeskolen, på den måde der er bedst for dem, i stedet for at tromle dem i et korstog om, at folkeskolen skal kunne rumme alle børn og unge. Sådan skriver Trine Schaldemose, der er chef for politik og analyse i LOS – Landsorganisationen for sociale tilbud. Hun opfordrer til at se på det enkelte barn og barnets behov frem for økonomi og ideologi.

Fordomme og misforståelser om ADHD leder alt for ofte til både ydmygende og nedværdigende håndtering af personsager i det offentlige – fx at ADHD kan fikses med medicin og meditation, skriver debattør Fie Vesterled, som først som 40-årig blev diagnosticeret med ADHD. Det er både en god økonomisk og medmenneskelig investering at tilbyde mestringsforløb som en del af beskæftigelsesindsatsen, argumenterer hun.

Det langsigtede mål i den nye hjemløsereform, hvor Housing First står centralt, er, at borgeren ud fra egen bolig kan opnå social inklusion. Skal Housing First lykkes på sigt for den enkelte borger, skal der sikres en helhedsorienteret, gennemgående socialfaglighed i sagsarbejdet og i den pædagogiske indsats, skriver Kirsten Trans, der er partner hos HousingFirstDanmark.

Det er alarmerende og triste tal, at hver tredje anbringelse i en plejefamilie slår fejl, og lige så oprørende er det, at hver femte anbringelse på en døgninstitution må afbrydes, skriver Inge Neander, formand for Plejefamiliernes Landsforening, som kalder manglen på plejefamilier uholdbar. Hun mener, at det ville give mere stabile anbringelser og fremfor alt god udvikling og trivsel hos flere anbragte børn, hvis plejefamilierne blev understøttet langt mere end i dag.

Det er fatalt og ødelæggende, at behandlingen af spiseforstyrrelser bygger på rigide regler og sanktioner, mener tidligere patient og jurist Hanne Miris Møller. Behandlingen af nedbrudte og sårbare mennesker med en svær spiseforstyrrelse bør ikke bygge på principper og hårdhed, men på værdier som medmenneskelighed, venlighed, respekt, omsorg og nærvær, som kan skabe et trygt fundament i den enkelte og i behandlingen. For omsorg er spiseforstyrrelsens værste fjende, mener hun.

Når vi forherliger plejefamilien, er det et forsøg på at normalisere anbringelsen. Vi glemmer bare, at anbringelse i familiepleje er alt andet end normalt. Vi taler om at være anbragt i en familie. Om Familie-pleje. Pleje-familie. Det er, som om familie opvejer for ordet pleje. Vi bliver nødt til at se nærmere på kvaliteten i anbringelsen. Måske skal vi forsøge at udvide vores horisont og skabe hybride anbringelsesformer. For anbragte børn fortjener mere og bedre.

Der er stadig for mange OCD-ramte, der går alt for længe med en ubehandlet OCD, skriver Søren Rossé Segel, der er formand for OCD-foreningen. Han peger her på øget viden og større åbenhed om OCD som afgørende for, at lidelsen bliver opdaget og den OCD-ramte kan opsøge den rette behandling.

At regeringen har planer om lettilgængelige kommunale tilbud til børn og unge, er et godt og vigtigt tiltag. Men gruppen af børn og unge med dobbeltdiagnoser risikerer stadig at blive afvist og vurderet uden for målgruppen, frygter medlemmer af UngeAlliancens Repræsentantskab. De giver her fem konkrete anbefalinger til et lettilgængeligt kommunalt tilbud til børn og unge i psykisk mistrivsel.

Et større blik for økonomi end mennesker kan måske hjælpe kommunerne her og nu, men på den lange bane frygter jeg, at det blot er som at tisse i bukserne for at holde varmen. Det skriver direktør i Landsorganisationen for sociale tilbud, LOS, Mads Roke Clausen. For ikke at give den rette hjælp til børn, unge og voksne, der har brug for det sociale sikkerhedsnet, er ikke et stærkt velfærdssamfund værdigt, skriver han.

Alt for sjældent bliver der lyttet til barnets egne ønsker, skriver Anne Kappelgaard Bove. Hun oplever som bisidder for udsatte børn og unge hos Børns Vilkår, at børnene efterlyser venlighed og et menneskeligt ansigt i behandlingen af deres sag. Og i mange undersøgelser peger børnene og de unge selv på, at bare et glimt af et menneskeligt ansigt i systemet ville gøre en stor forskel for dem.

Medarbejderne i socialsektorens praksis skal være langt mere synlige i den offentlige debat. Skal vi løse udfordringerne både for borgerne og med rekrutteringen, skal vi have de medarbejdere, der står med hverdagens udfordringer og løsninger på banen. Vi har brug for deres viden og perspektiver. Og brug for, at de viser deres store betydning for borgerne og samfundet. Desværre virker det, som om virksomheder og offentlige myndigheder har pakket dem væk af frygten for mediernes dårlige omtale. I stedet bliver samtalen overladt til forskere, eksperter og ledere. Derfor inviterer Socialt Indblik nu til åbent redaktionsmøde for at få succeshistorier fra praksis.

Som borgere får vi at vide af systemet – det kan fx være psykiatrien, handicapområdet i kommunen eller jobcenteret – at de gerne vil hjælpe os. Problemet er bare, at det, vi bliver tilbudt, i mange tilfælde ikke er en hjælp, skriver Emma Katrine Lyng Svensson, der introducerer et nyt ord: Pseudohjælp. Hun forklarer her, hvad det er, og hvad konsekvenserne er.

Jobcentrene lukker ikke, ikke sådan rigtigt. De lever videre under et nyt navn, men vi kan påvirke, hvordan de er skruet sammen fremover, så meget som vi kan få muligheden for, skriver Steffen Rasmussen, der er aktuel med bogen “Jobcenterkrisen”. Han giver her sit bud på et politisk kompromis om fremtidens jobindsats.

Kunsten har alt for lidt plads og betydning i det pædagogiske arbejde. Borgere i udsatte livssituationer har også gavn af smukke eller udfordrende rammer, skriver Robert Olsen, der er forstander på Kofoeds Skole. Han giver samtidig en rundtur i, hvordan kunsten har præget Kofoeds Skole gennem tiden.

Unges trivsel, mentale sundhed, skolegang og uddannelses-og fremtidsvalg står lige nu højt på den politiske dagsorden. Men de unge, det handler om, får sjældent en fælles stemme, og de inviteres ikke indenfor som reelle vidensaktører. Anna Mollerup og Sussi Maack fra SUS – Socialt Udviklingscenter giver her nogle konkrete bud på, hvad der går galt, og hvordan vi kan inddrage de unge stemmer.

En ny politisk aftale vil skabe et nyt integreret tilbud til mennesker med dobbeltdiagnoser. Ifølge aftalen vil i alt ca. 9.200 blive omfattet af det nye tilbud. Men aftalen gælder ikke unge under 18 år eller fx unge med autisme. Det er bekymrende, og derfor er der behov for handling, skriver Susanne Pihl Hansen og Trine Ry, der er projektledere i UngeAlliancen.

Danmark skriger efter pædagoger. Samtidig er der færre og færre, der søger ind på uddannelserne. Og de studerende, der faktisk kommer ind, har et svagere fagligt udgangspunkt end for ti år siden. Flere undersøgelser fortæller samstemmende, at kvaliteten er for lav i institutionerne. Hvis ikke vi styrker pædagoguddannelsen nu, så står vi om få år med en stor regning både økonomisk og menneskeligt.