Alt for sjældent bliver der lyttet til barnets egne ønsker, skriver Anne Kappelgaard Bove. Hun oplever som bisidder for udsatte børn og unge hos Børns Vilkår, at børnene efterlyser venlighed og et menneskeligt ansigt i behandlingen af deres sag. Og i mange undersøgelser peger børnene og de unge selv på, at bare et glimt af et menneskeligt ansigt i systemet ville gøre en stor forskel for dem.

Medarbejderne i socialsektorens praksis skal være langt mere synlige i den offentlige debat. Skal vi løse udfordringerne både for borgerne og med rekrutteringen, skal vi have de medarbejdere, der står med hverdagens udfordringer og løsninger på banen. Vi har brug for deres viden og perspektiver. Og brug for, at de viser deres store betydning for borgerne og samfundet. Desværre virker det, som om virksomheder og offentlige myndigheder har pakket dem væk af frygten for mediernes dårlige omtale. I stedet bliver samtalen overladt til forskere, eksperter og ledere. Derfor inviterer Socialt Indblik nu til åbent redaktionsmøde for at få succeshistorier fra praksis.

Som borgere får vi at vide af systemet – det kan fx være psykiatrien, handicapområdet i kommunen eller jobcenteret – at de gerne vil hjælpe os. Problemet er bare, at det, vi bliver tilbudt, i mange tilfælde ikke er en hjælp, skriver Emma Katrine Lyng Svensson, der introducerer et nyt ord: Pseudohjælp. Hun forklarer her, hvad det er, og hvad konsekvenserne er.

Jobcentrene lukker ikke, ikke sådan rigtigt. De lever videre under et nyt navn, men vi kan påvirke, hvordan de er skruet sammen fremover, så meget som vi kan få muligheden for, skriver Steffen Rasmussen, der er aktuel med bogen “Jobcenterkrisen”. Han giver her sit bud på et politisk kompromis om fremtidens jobindsats.

Kunsten har alt for lidt plads og betydning i det pædagogiske arbejde. Borgere i udsatte livssituationer har også gavn af smukke eller udfordrende rammer, skriver Robert Olsen, der er forstander på Kofoeds Skole. Han giver samtidig en rundtur i, hvordan kunsten har præget Kofoeds Skole gennem tiden.

Unges trivsel, mentale sundhed, skolegang og uddannelses-og fremtidsvalg står lige nu højt på den politiske dagsorden. Men de unge, det handler om, får sjældent en fælles stemme, og de inviteres ikke indenfor som reelle vidensaktører. Anna Mollerup og Sussi Maack fra SUS – Socialt Udviklingscenter giver her nogle konkrete bud på, hvad der går galt, og hvordan vi kan inddrage de unge stemmer.

En ny politisk aftale vil skabe et nyt integreret tilbud til mennesker med dobbeltdiagnoser. Ifølge aftalen vil i alt ca. 9.200 blive omfattet af det nye tilbud. Men aftalen gælder ikke unge under 18 år eller fx unge med autisme. Det er bekymrende, og derfor er der behov for handling, skriver Susanne Pihl Hansen og Trine Ry, der er projektledere i UngeAlliancen.

Danmark skriger efter pædagoger. Samtidig er der færre og færre, der søger ind på uddannelserne. Og de studerende, der faktisk kommer ind, har et svagere fagligt udgangspunkt end for ti år siden. Flere undersøgelser fortæller samstemmende, at kvaliteten er for lav i institutionerne. Hvis ikke vi styrker pædagoguddannelsen nu, så står vi om få år med en stor regning både økonomisk og menneskeligt.

Hvis ikke vi får taget en diskussion om, hvad et velfærdssamfund er, og hvilke værdier det bygger på, så kan vi ikke navigere i det ekspertvælde, som politikerne lige nu har sat til at forvalte vores fælles velfærd. Er borgernes rettigheder fundamentale i forståelsen af velfærd? Skal vi investere mere i socialsektoren, når vi ved, at vi kan redde liv og livskvalitet? Før vi diskuterer rammerne og økonomien, skal vi som samfund sætte retningen og værdierne. Det gør vi gennem demokratisk samtale – ikke ekspertrapporter.

Når Idrætsprojektet i København arbejder for, at isolerede unge kommer tilbage i positive fællesskaber, er et af initiativerne e-sport. Robin Vickery, Fjerde Sektor Rådgivning og Dorte Bukdahl, partner i Mobilize Strategy Consulting har været med til e-sportstræning for at forstå, hvordan sporten kan bygge bro fra lukkede gamerværelser til professionelle træningsfaciliteter med whiteboards og samarbejdsøvelser.

Mange børn og unge, hænger ud derhjemme eller på gaden, når de har fri fra skole. De går ikke til fritidsaktiviteter i foreninger og klubber, ligesom deres familier heller ikke er en del af foreningslivet. Som samfund har vi en stor opgave, hvis flere børn skal blive en del af foreningslivet. Vi tror, at nøglen ligger i det sociale entreprenørskab, og at vi som kommuner og organisationer skal til at arbejde på nye måder.

Dannelsen, omsorgen og opdragelsen er skrevet ud af officielle pædagogiske målsætninger. I stedet har læring, kompetenceoptimering og adfærdsreguleringer taget over som indbegrebet af alle pædagogiske processer. Det sker især, fordi pædagogikken er reduceret til et rent uddannelsesprojekt, hvor pædagogisk tænkning og praksis er erstattet af snævre metodestyrede indsatser, midlertidige projekter med kortsigtede effekter, tidsstyrede pædagogiske opgaver og underfinansierede pædagogiske løfter.

Når Ahmad bliver arbejdsløs, bliver det som regel set som et integrationsproblem, mens Allans arbejdsløshed bliver set som et arbejdsløshedsproblem. Når lille Murad har fravær i skolen, bliver han set som ”ikke integreret” i det danske samfund, men lille Hans bliver set som ”ikke inkluderet” i skolen. Mørkøjede kvinders kamp for ligestilling bliver genstand for en debat om kultur og religion og adskilles fra majoritetens kvindekamp. Og jeg kunne fortsætte.

Der er behov for indgående og forpligtende samarbejder mellem det offentlige og civilsamfundet, hvis vi skal skabe fællesskaber, der kan forebygge og bekæmpe de udfordringer, der leder til og fastholder mennesker i psykisk mistrivsel og dermed til belastning af det psykiatriske system. Psykiatrien skal styrkes, men der er også brug for at styrke civilsamfundets fællesskaber og lette adgangen til dem. Vi gentager fortidens fejl, hvis vi laver totalinstitutioner, der adskiller sårbare borgere fra vores fælles samfundsliv og fastholder dem i udsathed.

Mere end hvert femte anbragte barn oplever sammenbrud i deres anbringelse på et opholdssted eller døgninstitution. Det viser ny forskning. Hvert sammenbrud i an-bringelser har en høj pris for de berørte børn og unge. Et sammenbrud betyder nemlig flere brud på barnets vigtige relationer, skriver forfatterne til dette indlæg.

Ambitionerne om at gøre op med hjemløshed spirer mange steder i landet, og nogle kommuner er allerede godt i gang med Housing First, som ved den seneste hjemløsetælling har vist stort potentiale. Men det kan være en udfordring at omlægge en kompleks indsats. Hjemløsereformen, som forhåbentlig snart bliver vedtaget af det nye folketing, kan heldigvis bane vejen for den lokale omlægning. Det er nu tid til at forberede arbejdet, og det findes der heldigvis gode råd til.

Jeg sprang ud som lesbisk, da jeg var 20 år gammel. Jeg var meget nervøs for, hvordan det ville blive...

Der er behov for omgående landspolitisk handling i forhold til det specialiserede socialområde, hvis ikke de historisk høje energiomkostninger og de stigende leveomkostninger skal medføre en forringet service til udsatte og sårbare borgere og en afspecialisering af området.

Stat og kommuner har ansvar for mennesker med fysiske, psykiske eller sociale problemer. Det er samfundets forpligtelse at sikre ordentlige vilkår for disse grupper, og derfor er det på sin plads at sige undskyld, når samfundet har svigtet sin opgave.

Jeg tror, at en del af problemet er, at man som psykiatrisk patient nærmest per automatik mister noget af sin troværdighed i sundhedsvæsnet. Hvis det skal blive bedre, kræver det, at der sættes målrettet ind på at skabe en kulturændring, skriver Emma Katrine Lyng Svensson i et debatindlæg.

På blot et år er ventetiden i psykiatrien fordoblet således, at et menneske med mulig ADHD/ADD skal vente i op til 84 uger på udredning. Altså 588 dage for at få første møde med den private psykiater. Hvordan kan vi tillade en så uværdig opførsel overfor mennesker? spørger ADHD-foreningens direktør Camilla Louise Lydiksen.

Der er brug for en plan med en bred politisk opbakning, som tager udgangspunkt i en række ambitiøse og bindende mål, der forpligter en kommende regering – uanset hvem der kommer til at danne den. Det skriver formand for SIND, Mia Kristina Hansen.