Da Rike Freyermuth fik diagnosen paranoid skizofreni, mistede hun forbindelsen til både krop og livsmod. I kunsten fandt hun en vej tilbage – og et håb om en mere menneskelig psykiatri. På Amager arbejder kunstnere, brugere og psykiatere med dans og performance for at skabe plads til krop, sårbarhed og ømhed.

De var født i Danmark og havde aldrig oplevet krigstraumer, alligevel var to ud af tre af de flygtningebørn, som forsker Nina Thorup Dalgaard, talte med, i mistrivsel. Forældrenes traumer fra deres hjemlande havde sat sig i dem som blandt andet angst og depression. Og de er langt fra alene. Mange børn i Danmark vokser op med traumatiserede forældre og er dermed i risiko for at udvikle psykiske lidelser. Dem kan vi blive langt bedre til at få øje på og hjælpe.

Når vi bevæger os på måder, hvor krop og hjerne arbejder sammen, kan det bryde fastlåste, negative tanker og skabe nye mentale vaner og trivsel. Dans er et af de mest forfinede redskaber til at skabe nye positive forbindelser i hjernens styresystem, vurderer hjerneforsker Nicole Vignola.

Som barn blev Liv Holm stemplet som uromager. Hendes indre uro bragte hende gang på gang på tynd is. Som andre med uopdaget ADHD følte hun sig misforstået. I hændernes arbejde fandt hun altid den ro, hun manglede. Når hun byggede eller skabte noget, var det, som om noget løsnede sig indeni.

At strikke, snitte, male eller lave keramik kan give psykiatriske patienter ro, lyst og mening med livet. Vejen til mental sundhed går gennem sanserne. Derfor bør psykiatrien genindføre de kreative værksteder, der tidligere var en del af behandlingen, mener neurobiolog Theresa Schilhab og tidligere psykiatrisk overlæge på Sct. Hans Hospital, Karin Garde.

”Afhængigheden af kokain havde stået på i over et år, og jeg havde ikke lyst til at leve længere. Jeg åbnede min computer uden et bevidst formål og begyndte at skrive. Ordene på skærmen formede sig til en undskyldning til mig selv”. Sådan skriver Sasia, der er én af forfatterne til bogen ”Mine ar lyser dagen op”, der netop er udkommet. I bogen giver syv unge rå, ærlige og poetiske fortællinger om deres barndom og ungdom med psykiske lidelser og et massivt misbrug. Om ikke at passe ind, om mobning og om alkohol og stoffer, der blev både en løsning og en forbandelse. Vi bringer her kapitlet med titlen ”Point of no return”.