”Afhængigheden af kokain havde stået på i over et år, og jeg havde ikke lyst til at leve længere. Jeg åbnede min computer uden et bevidst formål og begyndte at skrive. Ordene på skærmen formede sig til en undskyldning til mig selv”. Sådan skriver Sasia, der er én af forfatterne til bogen ”Mine ar lyser dagen op”, der netop er udkommet. I bogen giver syv unge rå, ærlige og poetiske fortællinger om deres barndom og ungdom med psykiske lidelser og et massivt misbrug. Om ikke at passe ind, om mobning og om alkohol og stoffer, der blev både en løsning og en forbandelse. Vi bringer her kapitlet med titlen ”Point of no return”.

”Jeg ville ønske, at jeg kunne vise folk, hvordan det er at være i min krop, i mit hoved, i mit nervesystem”. Det skriver Nona, der er én af forfatterne til bogen ”Mine ar lyser dagen op”, der netop er udkommet. I bogen giver syv unge rå, ærlige og poetiske fortællinger om deres barndom og ungdom med psykiske lidelser og et massivt misbrug. Om ikke at passe ind, om mobning og om alkohol og stoffer, der blev både en løsning og en forbandelse. Vi bringer her teksten med titlen ”Vrede”.

I bogen ”Mine ar lyser dagen op” giver syv unge rå, ærlige og poetiske fortællinger om deres barndom og ungdom med psykiske lidelser og et massivt misbrug. Om ikke at passe ind, om mobning og om alkohol og stoffer, der blev både en løsning og en forbandelse. Men det er også en bog om, at der er en vej ud, selv når alt ser mørkt og håbløst ud.

Efter otte år, adskillige indlæggelser og forkerte diagnoser blev Maiken Svendsen endelig set og forstået i mødet med en psykolog med speciale i autisme. Nu bruger hun sine erfaringer til at få psykiatrien og samfundet til at forstå autismen indefra.

Når den anerkendte dokumentarfotograf Marie Hald insisterer på at portrættere tykaktivister og anorektikere og deler sine egne erfaringer om at vokse op med uopdaget OCD og ADHD, er motivet det samme: Hun vil lyse på skammen og være den sårbare rollemodel, som hun selv har savnet.

Traumer og psykisk sygdom er blevet en stærk valuta i medierne. Men mediernes lineære traumedramaturgi er også forførende og farlig. For spejler vi os ukritisk i mediernes fortællinger, fortegner vi virkeligheden, lyder advarslen fra Anna Juul, som har erfaring med psykisk sygdom, er forfatter og medlem af Psykiatrifondens bestyrelse. Hun efterlyser de sande mørke historier, som ikke ender i opbyggelig forløsning.

At bære på et traume kan føles som at være et puslespil, nogen har tabt på gulvet. Traumer sætter sig i alle kroppens organer, forstyrrer kropsfornemmelsen og gør det umuligt at sætte grænser. Kroppen husker traumet. Derfor er det fatalt, at kroppen ofte overses i behandlingen. For vi kan ikke nøjes med at tale os igennem dem, mener Inge Svane. I bogen ”Find hjem til dig selv igen” leverer hun viden og redskaber til, hvordan man kropsligt kan bearbejde traumer.

Vi er nødt til radikalt at redigere måden, vi taler om omsorg på, hvis vi vil løse den udmatningskrise, vi ser på social- og sundhedsområdet og i psykiatrien, mener Emma Holten. Hun vil give fodfolket i omsorgssektoren mod, mandat og argumenter på hånden, så de kan sige fra, når ledelsen forsøger at servere endnu en spareøvelse indpakket i det, hun kalder ’new management bullshit’.

Siden han som 40-årig fik stillet diagnosen, har journalist og forfatter Mikkel Bech kortlagt sin ADHD og søgt de redskaber, han selv savnede. Dem deler han i bogen ”Min (u)perfekte hjerne” i håb om at inspirere andre til, hvordan de kan skabe et liv i balance, vende kernesymptomer til kvalifikationer og gøre deres ADHD til deres wingman/woman.

Vi sygeliggør og individualiserer mistrivsel frem for at arbejde med det pædagogisk og strukturelt. Sådan lyder det fra en læge og en antropolog, der har skrevet bogen ”Snart er vi alle patienter”. I psykiatrien diagnosticerer vi, ifølge de to, mennesker, der ingen funktionsnedsættelse har.

Serveres en autisme-diagnose med viden om, hvad den betyder specifikt for dig, og med mulighed for at få støtte, så kan den være en stor hjælp og en vej til at forstå sig selv. Sådan lyder det fra Naja Føste, der for nylig blev valgt som forperson for Autisme Ungdom, og som mener, at det er overvejende positivt, at flere bliver diagnosticeret med autisme.

Man kan være født med nogle gener, der ligger parat til at give en vis grad af ADHD- eller autismesymptomer. Men de miljømæssige faktorer, vi møder, kan enten aktivere de anlæg, vi er født med – eller omvendt gøre, at generne ikke i samme grad bliver aktiveret. Det fortæller professor i børne- og ungdomspsykiatri Per Hove Thomsen. Han forklarer, at bruges diagnosen rigtigt, kan den øge forståelsen af et menneskes udfordringer.

Hvad er alternativet? svarer speciallæge i børne- og ungdomspsykiatri Pernille Juul Darling, når man spørger til den eksplosive stigning i ADHD- og autismediagnoser. For selvom symptomerne ikke er så tydelige for alle, som de var tidligere, så sender rammerne langt flere børn og unge ud i mistrivsel. Vi har skabt et børne- og ungdomsliv, hvor det kan være svært at trives i, hvis man ikke er 100 procent gennemsnitlig, mener Penille Juul Darling.

Der skal færre og færre symptomer til at få en diagnose som ADHD eller autisme. Det har ført til en eksplosiv stigning i antallet af disse diagnoser. Men med de mange diagnoser risikerer vi ikke bare at miste alvoren i diagnosen, vi forsømmer også at undersøge, hvad den stigende mistrivsel egentlig handler om, mener forsker i psykiske diagnoser Sebastian Lundström.

I en lukket gruppe på Facebook henter medlemmerne støtte hos hinanden, når de rammes af svære selvmordstanker. Her finder de forståelse, genklang og empati. Men de efterlades samtidig alene med ansvaret for at risikovurdere hinandens selvmordstanker. Vi er nødt til at vise langt større interesse for det liv, der udspiller sig i grupper på nettet, fastslår to eksperter.