Juletræ med pynt fra top til tå, bunker af gaver og godter – og en nisse, der hver morgen efterlader en overraskelse i børnenes julesokker. For mange af de voldsramte kvinder og deres børn, der bor på Danner Krisecenter, har julen været en svær tid. Derfor er det vigtigt at skabe traditioner og positive minder. Men der skal også være plads til at tale om de følelser, der ofte bliver forstørret i julen – og til at støtte børnene, der måske savner far.

Besparelser, lukning af institutioner og en opfattelse af kernefamilien som den mest naturlige ramme for børns opvækst har gjort plejefamilien til den langt hyppigste anbringelsesform, selvom over en tredjedel af familieplejeanbringelserne bryder sammen. Manglen på plejefamilier bliver stadigt større, og med kampagnen ’Små Liv Søger Store Hjerter’ forsøger myndighederne at få flere til at melde sig som plejefamilie. Men det er en forkert og farlig prioritering blindt at lade plejefamilie være førstevalg, lyder opråbet fra forskere.

Michelle blev anbragt på et bosted som 13-årig, og da hun fyldte 18 år, havde hun, som mange andre tidligere anbragte, ikke brug for flere møder med professionelle voksne med en bagkant. Med Trine Thomsen, som frivilligt igennem projekt BackUp har sagt ja til at være sammen med hende, kører hun i IKEA, går ture, taler om drømme i livet, lægger uddannelsesplaner. Det bedste er, at Trine må give de kram, Michelle altid har længtes efter.

Et barn, der blev anbragt i 1890’erne, har langt mere tilfælles med et barn, der er anbragt i dag 130 år efter, end vi måske lige går og tror. Det er én af fortællingerne i den nye store udstilling ”Anbragt” på Danmarks Forsorgsmuseum. Udstillingen, der er skabt i tæt samarbejde med tidligere anbragte børn og unge, har sat fokus på oplevelsen af børneforsorgen helt frem til i dag, og den nærmest tvinger gæsten til at forholde sig både til fortiden og nutiden.

Når børn og unge opsøger krisecenteret Joannahuset, fortæller flere af dem, at det føles som sidste udvej. Hvert andet barn og ung, der opsøger krisecenteret, har været udsat for fysisk eller psykisk vold, og ofte har de forgæves forsøgt at råbe både kommune og andre voksne op. Det fortæller Jette Wilhelmsen, der er leder og stifter af Danmarks eneste krisecenter for børn og unge. Hun mener, at nøglen til at få øje på de børn, der er udsat for vold i hjemmet, ligger i at lytte til dem – at undersøge, hvad der ligger bag det, de siger og gør og tage dem alvorligt.

De er flygtet fra et hjem med æresrelateret vold og negativ social kontrol og er anbragt på et opholdssted med anonymiseret adresse, så familien ikke kan finde dem. Alligevel er de afhængige af forældrenes samtykke, når de fx ønsker at skifte navn eller skal flytte til et andet opholdssted. Det kan skabe store udfordringer, fortæller faglig koordinator Henrik Dich.

Nedværdigende gloser. Kontrol, tæsk og trusler. På opholdsstedet DUKASKU bor unge, der er enten tvangsfjernet eller frivilligt anbragt pga. æresrelateret vold eller negativ social kontrol. Når de er 23 år, må de forlade stedet, men mange af dem er langt fra klar til at stå på egne ben. Det tager tid at opbygge det indre fundament, der gør, at de kan føle sig sikre og modstå presset fra familien.

Vi er afhængige af den viden, børn ligger inde med og deler med os, hvis vi skal blive bedre til at opspore mistrivsel og sætte tidligere ind med hjælp. Men når børnene selv rækker ud og fortæller om mistrivsel, så tager systemet dem ikke alvorligt. Det fortæller Jette Wilhelmsen, der er leder af krisecentret for børn, Joannahuset. En ny dokumentarfilm, ”De umyndige”, fortæller historien om, hvordan børn, der selv fortæller om mistrivsel og ønsker en anbringelse, må kæmpe for at blive taget alvorligt af systemet.

Støtte i overgangen fra anbringelse til voksenlivet skal ikke bare være en mulighed, men en rettighed. Et efterværnsbevis skal sikre hjælp helt frem til det 25. år, og de unge skal selv kunne være med til at vælge en støtteperson, lyder et par af forslagene fra SF’s socialordfører Theresa Berg Andersen.

Vi skal være langt bedre til at lytte til anbragte unges ønsker. De skal have bedre mulighed for at forlænge deres anbringelse. Og så skal overgangen fra anbringelse til voksenliv planlægges tidligere. Der sker et knæk i kommunernes fokus fra barndom til voksenliv, mener Det Konservative Folkepartis socialordfører Brigitte Klintskov Jerkel, som husker udfordringerne fra sin tid som socialrådgiver.

Tidligere anbragte skal have langt mere fleksibel hjælp i voksenlivet – både typen af tilbud, men også i varigheden af hjælpen. Det mener Socialdemokratiets socialpolitiske ordfører, Camilla Fabricius, der ser det som en bunden opgave, at tidligere anbragte får langt mere støtte i voksenlivet i form at et styrket efterværn. Succeskriteriet for opgavens løsning er med hendes egne ord, at De Anbragtes Vilkår kan se sig selv i en politisk aftale.

Det var ved et tilfælde, at Signe fandt ud af, at hun havde ret til støtte, efter at hendes anbringelse var afsluttet. Og da hun manglede et sted at bo, måtte hun flytte ind hos den far, hun tidligere var blevet anbragt fra. Alternativet var et herberg. ”Havde du været misbruger eller gravid, ville det være lettere at hjælpe dig,” lød beskeden fra kommunen. Hjælp til at etablere et ’helle’ i egen bolig er afgørende, mener Signe, der ville ønske, at unge, der er eller har været anbragt, fik langt tydeligere besked om deres rettigheder.

Tidligere anbragte mangler netværk, stabilitet og omsorg langt op i livet. De tidligere anbragte er overrepræsenterede i samtlige af de statistikker, der karakteriserer voksne i socialt udsatte positioner. Støtte og hjælp i et nyt, styrket efterværn er en langtidsinvestering, samfundet ikke har råd til at overse, lyder vurderingen fra analytikere og organisationer.

For en ud af tre anbragte unge i Danmark er der ingen hjælp at hente, når de fylder 18, og deres anbringelse slutter. Det såkaldte efterværn skulle sikre anbragte unge en tryg bro fra anbringelse ind i voksenlivet. Men oftest er det helt tilfældigt, om tidligere anbragte får støtte. Foreningen De Anbragtes Vilkår møder anbragte unge tynget af uro. De frygter deres 18-års fødselsdag.

Handleplaner er anbragte børns garantibevis og et anker for anbringelsen. Men kun 44 procent af institutionerne modtager en handleplan forud for anbringelsen, viser ny forskning. Såvel forstanderen for døgninstitutionen Godhavn, formanden for De Anbragtes Vilkår og en forsker i socialrådgiveres arbejde med handleplaner efterlyser reform af handleplanen, som er realistisk, meningsfuld og løfter skylden af de anbragte børn og unges skuldre.

Mere end hvert femte anbragte barn oplever et sammenbrud i anbringelsen på et opholdssted eller en døgninstitution. Et nyt, stort forskningsprojekt afdækker forholdene på de danske døgninstitutioner og opholdssteder, samt hvad der karakteriserer de børn, der er anbragt på institutionerne. I spidsen for forskerholdet er professor i socialt arbejde, Inge Bryderup, der håber, at forskningen vil kvalificere den faglige og politiske debat og medvirke til at forbedre forholdene for anbragte børn og unge.

Allerede som ganske lille var Fransiska Mannerup klar over, at plejefamilierne fik penge for at have hende boende. Det overraskede hende alligevel, hvor mange notater der handlede om, at hun var et barn, som krævede ekstra tillæg. Sådanne beskrivelser er med til at sygeliggøre børn, mener Fransiska, der i dag underviser kommende socialrådgivere i at skrive journaler, der bygger op frem for at pille ned.

Signe måtte tage tilløb i måneder, før hun læste sin journal. Læsningen gjorde hende vred og trist over mangler og misforståelser. Men der var også glimt af lys og overraskende viden om forældrenes forsøg på at bakke hende op. Hun ville også ønske, at hun havde fået lov til at være medforfatter til sin egen fortælling.

Det kan være hård læsning for tidligere anbragte børn at læse de journaler, som fagprofessionelle har skrevet om dem – særligt hvis de føler sig misforstået. I bogen ”Blikke fra dem du skriver om” leverer antropolog Mette Larsen indsigt i, hvordan unge og voksne oplever det at blive beskrevet af professionelle og giver gode råd til socialrådgivere og andre, der fører journaler over børn og unges liv.

Plejebørn har brug for relationer, som ikke er betalte. Projekt ”Hobby venner” bringer plejebørn i kontakt med voksne, som deler deres kreative passion. Håbet er, at mødet om kreative projekter kan knytte bånd, der varer ved.