Anbragte børn og unge vil beskrives korrekt: Journalens ordlyd definerer anbragtes børns selvfortælling

”Tine føler sig hævet over de andre børn”. Sådan kunne Tine læse sig selv beskrevet, da hun som voksen fik aktindsigt i det, pædagoger har skrevet om hende, mens hun var anbragt.

Det ramte hende som en helt urimelig misforståelse. For hun havde altid sat en ære i at hjælpe og være der for de andre børn på døgninstitutionen. I et hjem med en voldelig far og en mor, der ikke formåede at tage ansvar, var Tine vant til at tage meget vare på sine søskende. Og det var de forsøg på at hjælpe, tage ansvar og drage omsorg for de andre, som i journalen blev beskrevet, som om hun følte sig mere værd end de andre.

”Derfor oplevede hun det som en meget nedladende kommentar, at hun blev set og beskrevet som en, der følte sig hævet over de andre”, forklarer Mette Larsen, antropolog, projektleder på Københavns Professionshøjskole og bogaktuel med ”Blikke fra dem du skriver om”. Bogen bygger på interviews med tidligere anbragte og giver professionelle indblik i, hvordan unge og voksne husker tilbage på, hvordan det var at blive skrevet om som barn, og hvordan det er at møde sig selv i de skriftlige dokumenter – en oplevelse, der kan være både hård og traumatiserende.

Og stadigt flere tidligere anbragte børn søger aktindsigt i deres journaler for at blive klogere på deres fortælling, lyder det fra organisationerne De Anbragtes Vilkår og Landsforeningen for nuværende og tidligere anbragte (TABUKA).

”Det kunne være fint, hvis dem, der sidder og skriver om os, også tænkte, at det kunne være noget, jeg kom til at læse en dag!”

Sådan lægger bogen ‘Blikke fra dem du skriver om’ fra land. Citatet er 27-årige Sofies. Hun er tidligere anbragt, og med udsagnet her samler hun ligesom budskabet i en nøddeskal. De ord og beskrivelser, socialrådgivere, pædagoger og andre fagprofessionelle vælger at bruge, når de udarbejder skriftlig dokumentation om anbragte børn og unge, har afgørende betydning – ikke alene i selve anbringelsessagen, men også for de anbragtes selvfortælling og videre liv.

Det er hovedbudskabet i bogen. Som tidligere leder af Videncenter for Anbragte Børn og Unge (VABU) i Københavns Kommune har Mette Larsen erfaring med anbragte børn og unge.

Både i sit private liv og i sit professionelle virke har hun været involveret i vanskelige anbringelsessager. Blandt andet en sag, hvor en psykolog beskrev en dreng som ”et barn med et falsk selv”, en beskrivelse som gik igen og blev gentaget af socialrådgivere og andre kommunale aktører flere år efter.

Da Mette Larsen i 2018 på et møde med Bente Larsen, næstformand i Landsforeningen for nuværende og tidligere anbragte (TABUKA), fik at vide, at mange og stadigt flere tidligere anbragte var begyndt at søge aktindsigt i deres anbringelsessager, og at de negative og problemfokuserede beskrivelser kunne vække vrede og frustration, spirede idéen til bogen.

”Jeg ville skrive en bog om, hvordan tidligere anbragte oplever at læse de professionelles beskrivelser af sig selv i sagsakterne og med forslag til, hvordan man kan forbedre den måde, man dokumenterer på, fremover”, forklarer Mette Larsen.

Blinde punkter står og blinker

Som antropolog og med afsæt i en narrativ lederuddannelse fra DISPUK havde hun længe været optaget af, hvordan man kunne bruge den narrative tilgang til at beskrive udsatte børn, så de ikke beskrives, som om børn og unge er deres problemer, men derimod at de kan være påvirket af eller kæmpe med problemer.    

I forrige uge udkom resultatet af hendes arbejde. Bogen ”Blikke fra dem du skriver om” er resultat af interviews med ti tidligere anbragte, som har søgt aktindsigt i deres egne anbringelsessager – og handler om, hvordan de har oplevet det at læse deres journaler. Desuden har Mette Larsen interviewet en række fagprofessionelle om de udfordringer og refleksioner, der følger med det at føre journal eller lave andre former for skriftlig dokumentation over anbragte børn og unges liv.

Med den politiske reform ”Børnene Først” fra 2021 (som du kan høre mere om i Socialt Indbliks podcastserie ”Børnene Først – Hvordan?”) er Mette Larsens ærinde med bogen blevet endnu mere aktuelt. Centralt for reformen står nemlig netop ambitionen: ”Al stigmatiserende sprogbrug skal luges ud af loven, så børn aldrig får det indtryk, at de er et problem, der skal løses” (Social- og Ældreministeriet 2021).

Mette Larsens forskning gør det tydeligt, at det er rigtigt sårbart at blive skrevet om.

”Der kan være mange gode beskrivelser, hvor de anbragte føler sig set og hørt og mødt og rigtigt beskrevet. Men når der er beskrivelser, hvor de føler sig negativt beskrevet, eller hvor der mangler forklaringer på, hvorfor de fx var vrede, så kommer beskrivelsen til at stå og blinke, fordi det kommer til at lyde, som om vreden var en personkarakteristik snarere end en naturlig reaktion på en konkret situation”, forklarer hun:

”Man husker de beskrivelser, hvor man er blevet beskrevet rigtig godt, og dem, hvor man er blevet beskrevet rigtig skidt”.

I bogen udlægger Mette Larsen udsagnene fra de ti tidligere anbragte, hun har interviewet. En af dem er Tine. Som barn blev hun anbragt, fordi hun var udsat for vold fra sin far. Tine gjorde meget ud af at understrege over for sine lærere, at der ikke måtte blive sendt et brev hjem til forældrene, og endte med at bede dem om at trække udsagnene om volden tilbage af frygt fra sanktioner fra faderen.

Da hun som voksen fik aktindsigt i sin journal, kunne hun læse, at hendes appel om at lade være med at sende et brev hjem til forældrene såede tvivl blandt lærere og socialrådgivere, der tolkede hendes vaklen som et udtryk for, at hendes tidligere beskrivelser af vold i hjemmet ikke var rigtige.

”Det gjorde hende ekstremt frustreret og ked af det. For hun havde brug for, at det stod sort på hvidt, at det ikke var hende, der var noget galt med. At hun var udsat for både psykisk og fysisk vold i hjemmet. Det er et godt eksempel på, hvor voldsomt det kan føles at blive fejlfortolket og misvisende beskrevet,” forklarer Mette Larsen.

Modstridende hensyn

Journaler, der følger anbragte børn og unge, er i mange tilfælde helt afgørende for de anbragtes selvfortælling og identitet. Tidligere anbragte flytter ofte rundt og mangler derfor de vigtige livsvidner, som mor, far, søskende eller andre stabile relationer udgør. Det er blandt andet det, der får stadigt flere af dem til at søge aktindsigt og samle minder fra deres fortid i de journaler, som fagprofessionelle har skrevet om dem.

Mange socialrådgivere, pædagoger og lærere er bevidste om, at deres skriftlige arbejde er vigtigt, og at det påvirker de børn og unge, de skriver om, hvordan de skriver. De gør sig overvejelser og synes, at det kan være svært, viser Mette Larsens forskning.

”Ofte oplever de, at der er forskellige hensyn, der konflikter. Hvis de fx gerne vil sikre, at barnet ikke hjemgives, men bliver i anbringelsen, og deres skriftlige vurdering skal tages op i Børne- og Ungeudvalget i kommunen, er de jo nødt til at skrive problemerne meget tydeligt frem. I sådanne situationer er det klart, at der er den risiko, at barnet vil synes, at der overhovedet ikke er nogen, der har set det gode, der også var i deres familie,” siger hun.

Mette Larsens samtaler med tidligere anbragte viser netop, at det kan være en krænkende oplevelse, når professionelle voksne tolker og beskriver den anbragtes familie som udfordret og socialt udsat. Men de viser også, at børnene er meget optagede af, at det er tydeligt i sagsakterne, at det var forældrene og ikke dem selv, der var årsag til, at de blev anbragt.

Og det er et godt eksempel på et af dilemmaerne i at føre journal i sager om anbragte børn og unge.

Det er langt fra altid tydeligt for andre end barnet selv, hvad der kan opleves som hårdt og krænkende. Og ofte har intentionen fra de fagprofessionelles side været, at deres beskrivelser skulle sikre den rette hjælp til barnet eller den unge, forklarer Mette Larsen og nævner et eksempel.

”En af de tidligere anbragte, jeg interviewede, fortalte om, hvor hårdt det havde været at læse, at Børn og Ungeafdelingen havde skrevet, at det krævede mange kræfter at varetage omsorgen for hende. Det efterlod hende med en følelse af, at der havde siddet en masse professionelle omkring et bord og blevet enige om, at hun var sådan en, det krævede mange kræfter at tage vare på. At hun var svær at håndtere – et krævende menneske,” forklarer Mette Larsen.

Definitionsmagten

For selvom intentionerne havde været gode – nemlig at sikre den rette støtte til at hjælpe pigen – var beskrivelsen voldsom og en tilføjelse til den selvfortælling, som pigen havde mødt i systemet og i sit liv i det hele taget: Hun var et vanskeligt barn at tage vare på. Den udlægning var helt forkert, syntes pigen. Set med hendes øjne var det forældrene, som udgjorde hovedproblemet, mens hendes egen væremåde var en naturlig reaktion på helt urimelige opvækstbetingelser.

At skrive journal indebærer magt til at definere en i forvejen ulige magtrelation, forklarer Mette Larsen.

”Der ligger jo en meget stor magt i at være den, der skriver og hermed definerer. Og den er særligt afgørende i en i forvejen ulige magtrelation mellem professionelle voksne og børn i udsatte relationer, som er afhængige af, at der er en socialrådgiver, der lytter til dem og se deres behov og ønsker”.

De unge oplever og taler om, at de er i en situation, hvor socialrådgiverne bestemmer alt muligt vigtigt: Hvornår de kan få lov til at se deres far. Hvornår de ikke må komme på weekend hos mor. Hvornår de skal flytte skole osv.

”Når tingene kommer på skrift, bliver de stående. De skriftlige notater bliver en genspejling af en afhængighedsfølelse, de anbragte børn og unge har med sig. Det forstærker uligheden i relationen, når de ikke har haft mulighed for at korrigere. Da bliver de fastfrosset i en skriftlig vurdering af, hvem de er”, forklarer hun.

Omvendt har Mette Larsen også fundet adskillige eksempler på positive beskrivelser i journalerne, der vækker glæde og stolthed. Fx var der en af kvinderne, hun interviewede, der havde læst i sin journal, at hun klarede sig godt i skolen. Det gjorde hende stolt – hun følte sig set og anerkendt.

Men det kan også være oplevelsen af at læse om det svære eller udfordrende, der virker positivt og skaber følelsen af at blive set og anerkendt. Hvis blot det er korrekt beskrevet, er det også med til at underbygge oplevelsen af at blive set i alt det svære.

”Det har de anbragte børn også brug for. Det taler ind i deres identitet og fortælling om, hvem er jeg,” siger Mette Larsen.

Vi bliver til i fortællingen

Vi bliver til i vores relationer og de fortællinger, vi og andre fortæller om os selv. Det er derfor, at tidligere anbragte børn og unge søger med lys og lygte efter brudstykker, så de kan lukke hullerne i deres fortælling.

Og når barndomsfortællingen er så skrøbelig, vækker det ekstra frustration, hvis de oplever, at den person, der har skrevet om dem, ikke forstod dem eller den situation, de beskriver i journalen.

Der er et gennemgående træk i de tidligere anbragtes frustration over at genlæse fagprofessionelles beskrivelser af dem i deres journaler, forklarer Mette Larsen:

”De tidligere anbragte savner først og fremmest, at deres egne ord kunne komme mere med. De kan godt lide, når de kan se citater af noget, de selv har sagt. De savner at have fået lov til at uddybe og forklare det beskrevne.”

Fx har kvinden, som i bogen optræder under navnet Tine, kunne læse i sin journal, at ”hun er bange for at skulle se sin far”. Den beskrivelse ville hun gerne selv have haft lov til at uddybe. For det kan jo tolkes på mange måder. Og hvis hun havde fået lov til at læse med og bidrage til beskrivelsen dengang, havde de fagprofessionelle voksne, der skulle hjælpe hende, måske fået en bedre indsigt i, hvad hun havde brug for, og hvorfor hun var bange.

Mange har det sådan, at de ønsker at uddybe beskrivelserne, forklarer Mette Larsen.

Det kan også være positive beskrivelser, de unge har lyst til at kommentere.

For eksempel havde Tine kommenteret en beskrivelse af, at ”det ser ud, som om hun er kommet til at trives godt på institutionen” med en smilende smiley og et ”ja, det er rigtigt” i en af de journaler, hun stadig har liggende i en flyttekasse i sit hjem i Vanløse.

Husk afsenderen

I bogen har Mette Larsen, inspireret af de tidligere anbragtes fortællinger og erfaringer, formuleret en række gode principper for, hvordan socialrådgivere og andre professionelle kan skrive respektfuldt om børn og unge og gode råd til, hvordan de kan inddrage børn og unge i skriveprocessen.

”For det vil styrke børnenes rettigheder og gøre det muligt for børnene senere i livet at genkende sig selv i de mange sagsakter,” argumenterer Mette Larsen.

Et af principperne er at skelne mellem nøgterne beskrivelser af fakta og subjektive vurderinger med en afsender. Et andet er altid at huske at skrive konteksten ind, fordi den har stor betydning for forståelsen af beskrivelsen og vurderingen.

”Det, man skriver, bliver jo ikke objektivt af, at man udelader afsenderen og den konkrete kontekst. Den er man nødt til at skrive frem. Man må tydeliggøre, hvornår der er tale om en subjektiv vurdering. Det er markant rarere at læse, end når nogle bare skriver, hvordan du er, sådan meget definerende. Det stejler de tidligere anbragte på. Det er jo ikke den fulde sandhed om dem, men et andet menneskes subjektive vurdering”.

Socialstyrelsen har udarbejdet anbefalinger og skemaer til eksempelvis udarbejdelse af børnefaglige undersøgelser og handleplaner, som lægger op til, at man netop tydeliggør, hvad der er barnets udsagn, og hvad der er den faglige vurdering. Den slags skemaer er styrende, men kan være gode, fordi de netop kan hjælpe til at skille tingene ad og tydeliggøre sagens nuancer, mener Mette Larsen.

Barnet som medforfatter

De, der fører journal, bør også huske at orientere forskellige parter i sagen om, at deres udsagn bliver ført til journal. For journalerne kan ikke alene påvirke de tidligere anbragtes selvfortælling, men også deres fremtidige relationer, advarer Mette Larsen med et eksempel.

En af kvinderne, hun interviewede, havde således valgt at bryde al kontakt med plejemoren i en af de familier, hvor hun havde været anbragt, efter at hun i sin journal havde læst, hvad plejemoren havde sagt om hende til socialrådgiveren i hendes sag. Socialrådgiveren har nemlig pligt til at nedskrive vigtige oplysninger om barnet, og når de kommer på barnet sag, kan barnet selv læse, hvad der blev sagt. Det var plejemoren måske ikke opmærksom på.

En anden kvinde havde i sine journaler ledt med lys og lygte efter positive beskrivelser fra sine tidligere plejeforældre.

”Hun ville så gerne finde udtalelser, der kunne bekræfte hende i, at de et eller andet sted havde holdt af hende. Men det kunne hun simpelthen ikke finde”, forklarer Mette Larsen.

Socialrådgivere og andre professionelle med journalpligt bør også overveje, om de kan tage barnet med i selve skriveprocessen. At de kan læse det, de skriver, højt for barnet eller den unge og lade dem være med til at beskrive situationen.

I mange situationer kan det sagtens lade sig gøre, mener Mette Larsen.

”Nogle steder har man det princip, at man ikke skriver om de unge, men med de unge. Det er et rigtigt godt princip. Børn og unge kan godt blive trætte af, at der bliver skrevet så meget om dem – særligt hvis de føler sig uden for indflydelse”.

Navnene Tine og Sofie er opdigtede navne, da kvinderne i bogen ønsker at være anonyme. Men kvindernes identitet er redaktionen bekendt.

Næste uge fortsætter vi temaet og bringer to historier, hvor tidligere anbragte fortæller, hvad det betød for dem at se sig beskrevet af pædagogerne. Og hvordan de ser tilbage på savnet af deres eget perspektiv i deres hverdag