Efter otte år, adskillige indlæggelser og forkerte diagnoser blev Maiken Svendsen endelig set og forstået i mødet med en psykolog med speciale i autisme. Nu bruger hun sine erfaringer til at få psykiatrien og samfundet til at forstå autismen indefra.

Når den anerkendte dokumentarfotograf Marie Hald insisterer på at portrættere tykaktivister og anorektikere og deler sine egne erfaringer om at vokse op med uopdaget OCD og ADHD, er motivet det samme: Hun vil lyse på skammen og være den sårbare rollemodel, som hun selv har savnet.

Traumer og psykisk sygdom er blevet en stærk valuta i medierne. Men mediernes lineære traumedramaturgi er også forførende og farlig. For spejler vi os ukritisk i mediernes fortællinger, fortegner vi virkeligheden, lyder advarslen fra Anna Juul, som har erfaring med psykisk sygdom, er forfatter og medlem af Psykiatrifondens bestyrelse. Hun efterlyser de sande mørke historier, som ikke ender i opbyggelig forløsning.

Siden han som 40-årig fik stillet diagnosen, har journalist og forfatter Mikkel Bech kortlagt sin ADHD og søgt de redskaber, han selv savnede. Dem deler han i bogen ”Min (u)perfekte hjerne” i håb om at inspirere andre til, hvordan de kan skabe et liv i balance, vende kernesymptomer til kvalifikationer og gøre deres ADHD til deres wingman/woman.

Vi sygeliggør og individualiserer mistrivsel frem for at arbejde med det pædagogisk og strukturelt. Sådan lyder det fra en læge og en antropolog, der har skrevet bogen ”Snart er vi alle patienter”. I psykiatrien diagnosticerer vi, ifølge de to, mennesker, der ingen funktionsnedsættelse har.

Serveres en autisme-diagnose med viden om, hvad den betyder specifikt for dig, og med mulighed for at få støtte, så kan den være en stor hjælp og en vej til at forstå sig selv. Sådan lyder det fra Naja Føste, der for nylig blev valgt som forperson for Autisme Ungdom, og som mener, at det er overvejende positivt, at flere bliver diagnosticeret med autisme.

Man kan være født med nogle gener, der ligger parat til at give en vis grad af ADHD- eller autismesymptomer. Men de miljømæssige faktorer, vi møder, kan enten aktivere de anlæg, vi er født med – eller omvendt gøre, at generne ikke i samme grad bliver aktiveret. Det fortæller professor i børne- og ungdomspsykiatri Per Hove Thomsen. Han forklarer, at bruges diagnosen rigtigt, kan den øge forståelsen af et menneskes udfordringer.

Hvad er alternativet? svarer speciallæge i børne- og ungdomspsykiatri Pernille Juul Darling, når man spørger til den eksplosive stigning i ADHD- og autismediagnoser. For selvom symptomerne ikke er så tydelige for alle, som de var tidligere, så sender rammerne langt flere børn og unge ud i mistrivsel. Vi har skabt et børne- og ungdomsliv, hvor det kan være svært at trives i, hvis man ikke er 100 procent gennemsnitlig, mener Penille Juul Darling.

Der skal færre og færre symptomer til at få en diagnose som ADHD eller autisme. Det har ført til en eksplosiv stigning i antallet af disse diagnoser. Men med de mange diagnoser risikerer vi ikke bare at miste alvoren i diagnosen, vi forsømmer også at undersøge, hvad den stigende mistrivsel egentlig handler om, mener forsker i psykiske diagnoser Sebastian Lundström.

Mange mennesker med OCD får ikke hjælp, fordi de skammer sig over og skjuler tvangstankerne. Siden barndommen har journalist og forfatter Olav Hergel været plaget af OCD. Først som 43-årig læste han om diagnosen, følte sig genkendt og søgte behandling. I bogen ”Jeg husker dagen som lys” fortæller han åbent om sygdommen og håber, at ligesindede og pårørende kan hente håb og vished om, at de ikke er skyldige.

Efter tre langvarige sygemeldinger med alvorlig stress og adskillige forsøg på at vende tilbage til arbejdet, har Iben Christiane Hansen som 44-årig fået tilkendt førtidspension. Først alt for sent fandt hun ud af, at hun havde ADHD. Hun ville ønske, at hun havde fået hjælp til at finde og holde balancen i arbejdslivet. For hun ved, at hun er dygtig til sit arbejde, og at hendes engagement og energi er en styrke. Vi har alt at vinde ved at skabe et mere rummeligt arbejdsmarked, der anerkender og hylder, at vi som mennesker er forskellige, mener hun.

Alt for ofte brænder mennesker med ADHD ud i arbejdslivet, fordi arbejdet overtager dem, og de glemmer at restituere. De må kompensere for deres udfordringer med konstant overarbejde. Ofte føler de sig også misforstået. Bogen ADHD på jobbet leverer viden og værktøjer til arbejdsgivere, ledere og HR-afdelinger, der vil give deres medarbejdere en hjælpende hånd.

At skyde med riffel eller pistol i en skytteforening hjælper mennesker med ADHD til at fastholde opmærksomheden, skærper hyperfokus og fornemmelsen for kroppens behov. En gruppe børn og unge med ADHD og autisme træner hver uge skydning, og de mærker virkningen af skydetræningen. Nu bakker ny forskning op om, at skydning kan bruges som målrettet træning i ro og fokuseret fordybelse. Socialt Indblik tog med på skydebanen i DGI-Byen.

Som barn talte hun som et vandfald og var nødt til at løbe runder om bordet. I skolen blev hun indadvendt og skammede sig, når hun fyldte for meget. Som voksen kom angst, stress og søvnløshed snigende, når hun havde kørt med 160 i timen i for lang tid. Da Iben Rehling fik konstateret ADHD som 28-årig, fik hun mulighed for at skabe den balance i livet og arbejdslivet, hun altid havde længtes efter. Hun mener, det er afgørende, at flere bliver udredt tidligere, så de kan træffe de rigtige uddannelses- og livsvalg.

15 år med stresssygemeldinger og angstanfald gik der, før Fie Vesterled blev udredt for ADHD. Hverken psykologer eller psykiatere så mønstret, mens lægen advarede hende imod at få diagnosen. Men diagnosen har hjulpet hende til at få et bedre liv, og i dag arbejder hun for at udbrede kendskabet til ADHD, så andre kan få hjælp til et bæredygtigt liv langt tidligere. Der er mange ressourcer at hente og mange at spare, hvis arbejdspladser og uddannelser lærer, hvad ADHD er, argumenterer Fie Vesterled.