Sivitas: Bæredygtig forandring skal komme fra familien – ikke socialarbejderen

”Når vi kommer ind i en familie, skal vi ofte akut medvirke til en hurtig og umiddelbar forandring, hvis der fx er tale om vold eller omsorgssvigt. Men for at forandringen skal holde på sigt, skal løsningen og motivationen være forankret i familien. Det skal give mening for familien,” siger Julie Thuen, der er kandidat i pædagogisk psykologi og faglig leder i Sivitas.

Sivitas er en konsulentvirksomhed, der tilbyder familiebehandling, støttekontaktpersoner, støttet samvær og andre relevante indsatser til familier. Virksomheden, der har eksisteret siden 2017, beskæftiger i dag 25 konsulenter, der dagligt samarbejder tæt med børn, familier og forvaltninger.

Julie Thuen og de øvrige medarbejdere i Sivitas står ofte i helt akutte situationer, hvor en familie har brug for hjælp og støtte. Det kan være en familie, hvor der er tale om vold og omsorgssvigt, og hvor en anbringelse måske er næste skridt. Men selvom anledningen til indsatsen ofte er akut, så handler det for Julie Thuen om at holde fokus på varige og bæredygtige forandringer.

”Vi skal altid stille os selv spørgsmålet, om den måde, vi arbejder på, er med til at skabe bæredygtig forandring for familien. Det betyder, at vi aldrig kommer med én bestemt faglig metode eller tilgang. Vi skal finde en metode, der passer til familien, så det ikke er familien, der skal tilpasse sig metoden,” siger Julien Thuen og understreger pointen:

”En bæredygtig tilgang handler for mig om at se, om familien kan leve et godt liv, hvor børnene trives også i fremtiden uden at modtage støtte. Vi må altid have for øje, at støtten er midlertidig i langt de fleste tilfælde.”

Kan stikke i mange retninger

Julie Thuen medgiver, at målet om bæredygtighed nemt kan lyde som en selvfølgelighed. Men det sociale arbejde rummer nogle udfordringer i tanken om bæredygtighed, mener hun.

”Vi skal være opmærksomme på, at vi ikke kommer til at lave løsninger, som bliver kortsigtede. Vi kommer meget let til at påtage os en ekspert- og rådgivningstilgang, når det handler om udsatte familier og børn i mistrivsel. Og jeg synes, at vi kan se, at effekterne af den tilgang oftest er kortsigtede, medmindre borgerne i forvejen selv er meget ressourcestærke,” siger Julie Thuen og fortsætter:

”Der er en risiko for, at vi med vores viden og erfaring rådgiver forældre om, at de skal være forældre på en anden måde. Men det er både en ufølsom tilgang til andre mennesker, og det skaber modstand hos familien. Særligt, hvis de ikke selv synes, at det, man kommer med, er godt.”

Julie Thuen ser desuden en stor risiko for, at vejledningen kan stikke i mange retninger, hvis vi forudsætter, at den skal komme fra fagpersonen eller rådgiveren. For ofte er der mange skift i de personer, der omgiver en familie, og derfor kan familien ende med at skulle navigere efter forskellige rådgiveres opfattelser og metoder.

”Det bæredygtige skal være forankret i familien selv. Det betyder, at man bliver nødt til at møde dem på en måde, hvor man ikke selv er eksperten. Der findes ikke en opskrift på forhånd til den unikke families situation. Vi må i stedet gå på opdagelse sammen og have tålmodighed og en mere ’ikke-vidende’ og ydmyg tilgang.”

Selvejerskab i fokus

Julie Thuen nævner, hvordan man lige nu med blandt andet barnets lov taler meget om inddragelse. Men for Julie Thuen kræver inddragelse tæt samarbejde.

”Vi skal etablere et samarbejde med forældrene, så de bliver motiverede til at skabe den forandring, der skal til. I den proces bliver vi nødt til at afgive noget af magten til at definere problemet og løsningerne. Det kan være, at familien bruger nogle andre ord eller er optagede af nogle andre nuancer, end vi er. Familier er utroligt forskellige, og derfor bliver man også nødt til at være åben overfor, at metoderne dermed også er forskellige, og at løsningerne er forskellige. Vores rolle bliver at hjælpe forældrene med også selv at gå på opdagelse i deres egne ressourcer og kompetencer,” siger Julie Thuen og nævner et eksempel.

”Vi må hjælpe med at stille de gode spørgsmål, der baner vejen for, at forældrene fx kan aflæse og forstå deres barn, og at barnet får et sprog til at udtrykke sine følelser og behov. Hvad er det faktisk, barnet har brug for? For hvis vi fortæller, hvad barnet har brug for, så hjælper det jo ikke, når det barn så om et år er blevet til et ældre og lidt andet barn. Så forældrene skal have kompetencerne til selv at kunne aflæse, hvad det barn så har brug for om et eller to år. Og den kompetence kan jeg ikke give dem ved at fortælle dem, her og nu, hvad barnet har brug for. Men vi kan hjælpe med, at de oparbejder kompetencen ved at skabe refleksion og øve det.”

I Sivitas er begrebet ’selvejerskab’ derfor centralt i arbejdet med borgerne og familierne.

”Det er målet for, at borgerne og familierne har en oplevelse af, at de har fået lov til at eje deres egen situation og deres eget liv ved, at de selv er med til at definere problemer og løsninger. Det vil også betyde, at de bliver stolte af sig selv og det, de har opnået,” siger Julie Thuen og uddyber:

”Det betyder ikke, at vi skal smide vores viden og kompetencer væk. Vi skal bruge dem til at åbne perspektiver i en fælles samtale med forældrene som eksempler på, hvordan man kan forstå og arbejde med trivslen i deres familie. Det kunne eksempelvis være et barn, der har en adfærd, som udfordrer forældrene, hvor vi sammen prøver at forstå barnet og ser på, hvad man som forældre kan gøre anderledes. Og her må vi sikre, at forældrene ikke siger ja, uden at det er meningsfuldt for dem. Vi må arbejde på, at de finder det meningsfuldt og selv er motiverede for at skabe forandringen, så trivslen i familien bliver vedvarende og bæredygtig, ”siger Julie Thuen.

Filmer mentalt

Selvom Sivitas ikke som udgangspunkt bruger bestemte tilgange eller metoder, så er der ét redskab, der ofte går igen i måden at arbejde på. Det er metoden LOM eller ’Løbende Opfølgningsmetode’, som Sivitas har udviklet som et redskab til netop at skabe større selvejerskab hos borgerne.

”Det er et redskab, der på nogle måder minder om metoden ’Marte Meo’, hvor man bruger video til at filme samspil mellem voksne omsorgspersoner og børn. Vi filmer mentalt. Det vil sige, at vi observerer, når vi er sammen med familien eller er med familien ude til en bestemt begivenhed, hvor vi bagefter taler observationerne igennem med familien. Vi spørger ind til konkrete episoder om eksempelvis interaktion med deres børn. Hvordan oplevede de barnets reaktion? Og så bliver det meget konkret, når man taler om noget ud fra en bestemt situation, hvor forældrene også var til stede. Det bliver mindre abstrakt,” siger Julie Thuen.

Hun ser det som et godt redskab til at skabe en mere ligeværdig dialog med forældrene.

”Med metoden LOM får vi en slags ’genstand’, at tale om. Vi taler om situationen og adfærden, i stedet for at det er forælderen, der skal lave om på sig selv. Vi skal være opmærksomme på, at man som forælder nemt kan komme til at føle skyld eller føle sig forkert, hvis der fx er kommet en underretning, eller man har fået tilbudt familiebehandling. Og den følelse må vi forsøge at undgå. Det kan vi fx gøre ved at arbejde med den konkrete adfærd og de hensigter, forældrene har med deres opdragelse. Gik situationen, som forældrene ønskede? Og hvis ikke kan vi arbejde på at finde ud af, hvad forældrene kan gøre, for at situationen går bedre eller mere hensigtsmæssigt næste gang. På den måde kan vi lave eksperimenter, vi prøver af,” siger Julie Thuen, der nævner nogle konkrete eksempler.

”Det kan være en mor eller en far, der måske har et misbrugsproblem, hvor det er vigtigt, at de ser børnenes adfærd som en reaktion på misbruget, eller et forældrepar, der får en forståelse af, hvad det betyder, når de skændes meget voldsomt foran børnene. Det er ikke nødvendigvis, fordi forældrene skal være enige. Men det kan være, at vi kan åbne et perspektiv til, at forældrene kan forstå, hvorfor en anden person har kunne se det hos barnet,” fortæller Julie Thuen. ”Ved hjælp af LOM-metoden kan vi sætte nogle mere præcise og konkrete mål, som ikke er så abstrakte for forældrene. Og vi kan igennem dialogen hjælpe forældrene til en bedre forståelse af reaktionen hos deres børn. Det kan de bruge i den aktuelle udfordring, de står med, men de kan også bruge det, når børnene bliver ældre, og problemerne måske ændrer karakter og udtryk. På den måde har vi skabt grundlaget for en varig forandring, fordi det kommer fra forældrene selv. Og det er hele målet med vores arbejde,” slutter Julie Thuen.