Artikel

”Det er næsten værre at give folk håb om, at nu passer vi på dig og så ikke gøre det, så hellere sige: Vi har ikke ressourcerne”

”Vi kan ikke indlægge dig, da dine selvmordstanker er normale.” Med beskeder som denne bliver mennesker forpinte af selvmordstanker afvist i psykiatrien. Det fortæller tre psykiatribrugere. Tidligere overlæge på en psykiatrisk akutmodtagelse genkender billedet: Man er nødt til at vurdere, hvem der har størst sandsynlighed for at tage sit eget liv, og det betyder, at man kan være tvunget til at afvise mennesker i dyb krise og overlade ansvaret til dem selv og deres pårørende.

10. november 2022

Af Eva Frydensberg Holm

eva@socialtindblik.dk

Illustration: Sille Jensen

sj@socialtindblik.dk

En forårsdag i 2021 havde Jacob angst og voldsomme selvmordstanker og ringede til akutmodtagelsen. Her fik han at vide, at han kunne komme derud, hvis han vurderede, at han havde brug for det.

”Jeg forstod det nærmest, som om at det var op til mig selv, om jeg ville tage derud. Men det at ringe ud til akutmodtagelsen var lige, hvad jeg kunne overskue. Jeg havde jo nærmest brug for, at nogen kom hjem til mig. Man har det virkelig skidt, når man har selvmordstanker.”

Jacob er 44 år og diagnosticeret med skizofreni. Han har været i kontakt med psykiatrien, siden han blev indlagt første gang i 2005. Flere gange har han haft konkrete selvmordstanker, som han ikke føler er blevet taget seriøst.

Jeg møder ham hos Outsideren på Ydre Nørrebro i København. Outsideren er en forening, hvor mennesker med psykiske lidelser mødes om at producere blandt andet film og tekster. Han har sammen med Sanne og Mette sagt ja til at tale om, hvordan han føler, at psykiatrien har svigtet, når han har henvendt sig forpint af selvmordstanker.

At der ikke er meget hjælp at hente, når man har konkrete selvmordstanker, har også Sanne oplevet. Hun er diagnosticeret med skizotypi og har været i kontakt med psykiatrien, siden hun som 14-årig blev indlagt på børnepsykiatrisk afdeling. I dag er hun 44.

”Jeg har haft selvmordstanker næsten hele mit voksenliv. Jeg kan huske en aften for nogle år siden, hvor det hele eskalerede. Jeg stod overfor at skulle afslutte mit forløb i distriktspsykiatrien. Det var jeg stresset over. Jeg havde det virkelig skidt og bønfaldt om, at jeg kunne blive indlagt, da jeg henvendte mig til akutmodtagelsen. Men lægen sagde, at mine tanker var habituelle, dvs. at det er normalt for mig at have selvmordstanker, så de kunne ikke hjælpe mig, og så blev jeg sendt hjem i en taxa,” fortæller Sanne.

Da hun blev afvist hos akutmodtagelsen, greb hun til selvmedicinering.

”Jeg tog noget medicin, så jeg kunne falde i søvn, og da jeg vågnede, tog jeg noget ekstra medicin. På den måde kunne jeg sove i halvandet døgn.”

Tidligere havde Sanne faktisk prøvet at tage sit eget liv, men rakte ud efter en ven, da hun blev bange. Han tog hende med til akutmodtagelsen, hvor hun blev udpumpet. Hun overnattede på en afdeling, men blev herefter sendt hjem. Et par uger senere skadede hun sig selv kraftigt og blev igen indlagt en enkelt nat. Og et par måneder senere havde hun så mange selvmordstanker, at hun henvendte sig på psykiatrisk akutmodtagelse igen. Igen fik hun en enkelt overnatning.

”Jeg følte mig virkelig svigtet i den periode. Det endte med, at det var mine forældre og venner, der måtte tage ansvaret for mig, hvilket var virkelig hårdt for dem.”

Også Mette har oplevet at måtte kigge langt efter hjælp, når hun har være selvmordstruet. I 2017 ringede hun til livslinjen, da hun var fyldt op af selvmordstanker og havde brug for at snakke med nogen. Men hun følte ikke, at hun blev hørt.

”Jeg kunne ikke rigtig trænge igennem til den person, der var i den anden ende. Jeg kunne ikke mærke hende, så det endte med, at jeg sagde, at nu har jeg det bedre, selvom det ikke var rigtigt,” fortæller Mette.

En anden gang havde hun et aktivt selvmordsforsøg, hvor hun fik en til at give hende heroin. Det blev stoppet af en ven. Men den smerte, der havde ført til selvmordsforsøget, var der stadig, og hun forsøgte at holde den på afstand ved at drikke – og endte på et tidspunkt i behandling.

”Dengang var jeg diagnosticeret med borderline og skulle egentlig i behandling for det, men det blev annulleret pga. mit misbrug. Jeg prøvede at sige til dem, at det med heroinen faktisk var et selvmordsforsøg, men fordi jeg blev opfattet som misbruger, blev det ikke hørt,” fortæller Mette, der i dag mener, at hun burde have været indlagt i kølvandet på sit selvmordsforsøg, men at der var så meget fokus på hendes misbrug, at de ikke så det, der lå bag.

”Det er virkelig et problem, at systemerne ikke arbejder sammen,” siger hun.

Ligesom Sanne har hun brugt selvmedicinering for at holde selvmordstankerne væk. Udover, at hun ikke har følt sig set og mødt af systemet, når hun har haft det skidt, har hun også holdt sig tilbage med at tage kontakt, fordi hun har været alene med sin datter, siden datteren var lille og har været bange for, at hun skulle blive taget fra hende.

I dag er Mette diagnosticeret med skizotypi og kompleks PTSD og er tilknyttet distriktspsykiatrien. Her har hun en aftale om, at hun skal kontakte dem, hvis hun får det skidt. For nylig var hun så dårlig, at hun ikke kunne snakke i telefon, og hun skrev derfor en sms.

”De vidste godt, at det var selvmordsrelaterede tanker. Alligevel reagerede de ikke. Jeg er virkelig glad for det sted og synes, at de gør deres bedste, og jeg ved godt, at de mangler personale, men det er en ærlig kritik. Det er næsten værre at give folk håb om, at nu passer vi på dig og så ikke gøre det, så hellere sige: Vi har ikke ressourcerne.”

Halvgode løsninger frem for at afvise

Mikkel Rasmussen har arbejdet som overlæge på en psykiatrisk akutmodtagelse fra 2014-19, siden har han været overlæge på en psykiatrisk afdeling, og i dag arbejder han som praktiserende psykiater og som lægekonsulent i Vejen Kommunes Jobcenter. Han er desuden næstformand i Dansk Psykiatrisk Selskab. Han kan godt kende det billede, som Sanne, Mette og Jacob tegner.

”Da jeg arbejdede i den akutte psykiatri, kom patienterne ofte ind til et overfyldt venteværelse, så allerede inden, de havde haft en samtale, var mange af dem klar over, at der var et pres, og at det ville blive svært at blive indlagt,” siger han.

”Og ja, når der er et kapacitetsproblem, er man tvunget til at lave en vurdering af, hvor akut selvmordstruet, en patient er. Der er ingen tvivl om, at det nemmeste – ikke mindst for en ny læge – er at indlægge, så har man sin ryg fri. Men når det ikke er en mulighed, så er man nødt til at lave en vurdering, og her kommer fagligheden i spil. Er man godt nok klædt på til at vurdere, om en patient er selvmordstruet?” siger Mikkel Rasmussen.

Selv har han flere gange stået i situationer, hvor der ikke var plads til at indlægge flere, men hvor han samtidig ikke turde sende patienten hjem. Det har resulteret i det, han kalder halvgode løsninger, hvor andre rum på hospitalet kom i brug, så en patient kunne overnatte under observation i stedet for at blive afvist.

”Om det så var et skyllerum eller en sækkestol, så var det bedre end at lade de pårørende stå med et for stort ansvar og ikke give tryghed til en patient i svær krise. Andre gange blev det et kompromis, der krævede tæt samarbejde med både den syge og de pårørende, og hvor jeg lavede en klar aftale med dem om, at de kunne komme igen. Men det er klart, at det er et kæmpe ansvar at lægge på de pårørende. Nogle gange har jeg instrueret dem i at låse knive inde,” siger Mikkel Rasmussen og fortæller, at han andre gange har fået patienter flyttet til en anden region.

”Jeg har flere gange haft den lægefaglige direktør i røret for at få lov til at indlægge en patient i en anden region. Det er man jo ikke så glade for, men jeg har nogle gange ringet og sagt: Jeg kommer ikke til at sende patienten hjem nu. Kan jeg få lov til at sende ham eller hende ud af regionen?”

”Det er klart, at den logistik og alle de telefonopkald, det krævede, tog tid,” siger Mikkel Rasmussen.

Han peger på, at tallene for selvmord hos psykiatriske patienter generelt er alt for høje. Siden 2020 har 65 mennesker, der var tilknyttet psykiatrien, mistet deres liv til selvmord.

”Det er mennesker, som kunne have været hjulpet. Mange selvmord sker lige efter udskrivelse fra indlæggelse i psykiatrien,” siger Mikkel Rasmussen.

At man gennem tiden havde nedlagt sengepladser uden at opruste den ambulante behandling og uden opfølgende indsatser, der fx kan køre ud til mennesker i krise, er, ifølge Mikkel Rasmussen, et af problemerne.

Brug for at nogen tager over

Tilbage hos Sanne, Mette og Jacob er deres vigtigste budskab, at det aldrig må være op til en patient med svære selvmordstanker selv at kæmpe for at få hjælp.

”I det øjeblik man er selvmordstruet, har man brug for, at der er nogen, der tager over. Det der med at stå og kæmpe for at få hjælp skal ikke lægges over på os. I den situation vil man tages ved hånden – frem for at skulle stå og tænke: Nå, ok, jeg har det virkelig skidt, men det kan godt være, at der er nogen, der har det værre end mig,” siger Mette.

”Jeg har hørt, at man faktisk skal overdrive sine selvmordstanker for at få lov til at blive indlagt. At man faktisk skal spille lidt skuespil, og det er jeg fx ikke særlig god til, ” siger Sanne og fortæller, at hun for nylig har fået det, der hedder en patientstyret indlæggelse. Det betyder, at hun nu kan ringe til et psykiatrisk sengeafsnit og sige, at hun har brug for en seng, og så står der en seng til rådighed.

”Jeg har ikke ringet endnu. Jeg har irrationel angst for at blive afvist. Jeg har også fået at vide, at jeg skal gøre det forebyggende, for hvis de vurderer, at jeg er for syg, så skal jeg op i køen til akutmodtagelsen. Så jeg skal lære at mærke efter og gøre det i opløbet. Men grundlæggende er jeg glad for at vide, at muligheden er der og synes, det skal udbredes til flere.”

Det kan Mette godt følge:

”Det at man har en seng, giver en tryghed. Samtidig er der et ansvar og noget værdighed i, at man selv får lov til at vurdere, om man er syg. Jeg ved godt, at det selvfølgelig ikke er muligt at tilbyde det til alle. Og der er også et problem i, at man skal være i stand til at tage det i opløbet. Det fleste af os mærker det først, når vi har det rigtig skidt.”

Jacob peger på, at en af løsningerne kunne være at ansætte flere peers. Dvs. ansatte, der selv har været psykiatribrugere. Dels fordi man kan spejle sig i dem, og dels fordi de har en anden forståelse for selvmordstanker.

”Da jeg gik i distriktspsykiatrien og havde selvmordstanker, spurgte de mig ikke. Men selvom de havde gjort det, er jeg ikke sikker på, at jeg havde sagt det. Selvmord er den ultimative straf, jeg kunne give mig selv. Og det ville jeg have lov til at have for mig selv. De skal jo ikke komme og redde mig, hvis jeg har bestemt mig for at begå selvmord. Den problematik tror jeg, en peer vil have bedre forståelse for – og derfor stille de rigtige spørgsmål, ” siger Jacob og fremhæver, at adgangen til hjælp ikke kun bør afhænge af, hvorvidt man er i akut fare for at tage sit eget liv.

”Det at have selvmordstankerne er i sig selv enormt pinefuldt.”

Forråelsen kommer snigende

Mikkel Rasmussen er helt enig i, at det aldrig må være op til den enkelte patient at kæmpe for at blive indlagt, men han kan godt genkende Sannes beskrivelse af, at presset på sengepladserne kan få nogle patienter til at gøre sig mere selvmordstruede, end de er.

”Der er nogle, der har sagt til mig, at de gjorde det lidt værre, fordi jeg havde virkelig brug for at komme ind. Det er jo en helt skør situation. Der er jo ingen, der henvender sig til en psykiatrisk akutmodtagelse, medmindre de har det virkelig skidt. Men igen vil jeg sige, at det er her, faglighed og erfaring bliver vigtig, for den stille patient kan være mindst lige så selvmordstruet som den, der råber højt,” siger han og fremhæver, at man som læge skal kende signalerne og vide, hvad man skal spørge ind til – og så skal man skal være bevidst om, at patienten kan være i forskellige faser.

”Der er fx nogle, der oplever en opklaring, der udadtil kan se ud, som om de har fået det bedre, men som i virkeligheden er afklaret med beslutningen om at tage deres eget liv. I den sidste ende er det en mavefornemmelse: Tror jeg på, at det er forsvarligt at sende ham eller hende hjem?” siger Mikkel Rasmussen.

At Sanne, Mette og Jacob alle har oplevet ikke at blive taget alvorligt, når de har haft konkrete selvmordstanker, finder Mikkel Rasmussen dybt beklageligt. Han peger på, at når psykiatrien er så presset, at der på de ekstreme dage kun er tid til at vurdere liv og død, kan konsekvensen være, at der sniger sig en hårdhed og forråelse ind blandt medarbejderne.

”Når mennesker bliver presset til deres yderste både fagligt og i forhold til arbejdsvilkår, kan det føre til, at de gør sig hårde for at overleve. Og det kan gå ud over tilgangen til patienterne. Flere vælger jo også at forlade psykiatrien, fordi de ikke kan stå inde for det, hverken personligt eller fagligt. Selv valgte jeg at råbe op og gå ind i politik. Alternativet ville have været at forlade psykiatrien, ” siger Mikkel Rasmussen.

Men trods pres, mener han også, at der er noget, psykiatrien kan gøre indefra for at bedre forholdene for både medarbejdere og patienter. Igen fremhæver han fagligheden.

”Jo mere presset systemet er, jo endnu vigtigere bliver fagligheden. Hvis man er tvunget til at stå og vurdere, om en patient kan sendes hjem, når man ikke bare kan indlægge, har man brug for større faglighed – og supervision. Jeg hører mange sige: Vi har ikke tid til at supervisere, men det er man nødt til, særligt når man er presset. Det at føle, at der er en ældre kollega, der har ens ryg, kan være helt afgørende for en ny læge.”

Desuden peger han på, at der mangler sammenhæng i psykiatrien, hvilket betyder, at patienterne bliver kastebolde, og at de ofte selv må finde vej til hjælpen.

”Det kan man godt lave om på, uden at det behøver at koste en masse penge,” siger han.

Den pårørende får alt for stort ansvar

Cecilie Elmira Sørensen er rådgivningskoordinator hos Bedre Psykiatri. Også hun kan nikke genkendende til den virkelighed, som Sanne, Mette og Jacob beskriver.

Nogle af de pårørende, der ringer til rådgivningen hos Bedre Psykiatri, fortæller, hvordan de måske endelig har fået overtalt deres kære med selvmordstanker til at tage med på den psykiatriske akutmodtagelse, hvor de så bliver afvist, fordi selvmordstankerne ikke er akutte nok.

”Det fører til afmagt og frustration. Og en enorm stor frygt. Nogle af dem har jo oplevet, at deres pårørende faktisk har grebet til selvmordsforsøg. Nu bliver de så sendt hjem med deres kære, der har det utrolig dårligt og bliver bedt om at agere, hvis det bliver værre. Men hvilken forværring er det, der skal til? Det er et enormt stort ansvar for dem, for det har de ikke forudsætningerne til at vurdere,” siger Cecilie Elmira Sørensen.

”Den anden del er, at man måske endelig har fået overtalt et menneske til at opsøge noget hjælp, og så får man at vide, at han eller hun ikke er selvmordstruet i en sådan grad, at der er mulighed for en indlæggelse, så man skal tage fat i egen læge eller ambulant behandling. For nogle betyder det, at motivationen og troen på, at der er hjælp at hente, forsvinder. Måske er de blevet afvist flere gange. Mange pårørende føler, at de skal starte fra nul igen med at overtale den syge til at bruge systemet, ” siger Cecilie Elmira Sørensen.

Hun fortæller, at også selvom den selvmordstruede bliver indlagt, kan nogle pårørende føle en afmagt.

”Mange føler ikke, at de bliver involverede i, hvad der sker under indlæggelsen. Og så bliver vedkommende udskrevet til familien, der skal tage ansvaret, uden at vide hvordan de bedst støtter op. Ligeledes føler mange pårørende ikke, at de bliver hørt i forhold til den syges sygdomshistorie. De har jo ikke nødvendigvis hele billedet, men de kan have vigtige indsigter i forhold til fx at vurdere, hvor længe en patient skal være indlagt.”

Cecilie Elmira Sørensen fremhæver, at de pårørende kan være en stor ressource i forhold til sygdomsbilledet, men det er de også i forhold til at motivere til behandlingsforløb og hjælpe den syge til at tage sin medicin.

”Pårørende spiller en enorm stor rolle i forhold til at nedbringe antallet af genindlæggelser. Derfor er det så vigtigt, at de bliver klædt ordentligt på.”

Det er Mikkel Rasmussen enig i:

”Hvis der er én, der har et forløb i psykiatrien, så skal de pårørende have psykoedukation. De skal vide noget om sygdommen og faresignalerne for bedre at kunne agere rigtigt og vide, hvornår de skal tage fat i psykiatrien, og hvornår de selv kan tage ansvaret. Samtidig skal vi huske, at de pårørende også er pressede, og at en syg kan give flere syge,” siger han.

FAKTA

Har du brug for hjælp?

Hvis du er i krise, har tanker om selvmord eller om at skade dig selv, hjælper det at tale med nogen. Det kan du gøre anonymt:

Livslinien: Tlf.: 70 201 201, alle årets dage fra kl. 11-05

Førtidspension har givet ro

Selvom Sanne, Mette og Jacob ikke har fået den hjælp, de kunne ønske sig i psykiatrien, er der sket ting, der har ændret deres liv i positiv retning. 

”Jeg har fået det bedre efter, at jeg begyndte komme her i Outsideren, og efter jeg er begyndt at lave musik igen. I slutningen af halvfemserne lavede jeg hiphop. Og det er jeg så begyndt at gøre igen. Det har givet mig mere selvtillid og dermed også mindre angst,” fortæller Jacob.

For Sanne har en førtidspension givet hende ro.

”Der er ikke nogen, der vil mig noget mere. Jeg kan faktisk lukke verden fuldstændig ude. Det er måske ikke altid så sundt, men det giver mig fred. En stor del af årsagen til mine selvmordstanker er en enorm belastning fra alle steder. Selvmordet føltes som den ultimative fred. Der er mange, der tror, at folk med selvmordstanker ikke elsker livet. Men mange elsker livet intenst. Tankerne kom, fordi jeg ikke kunne imødegå kravene og presset.”

Sanne er i dag i distriktspsykiatrien, som hun er virkelig glad for.

”Jeg føler, at de viser mig respekt og værdighed. De involverer mig i min behandling. Og de hjælper mig gennem blandt andet samtaleterapi og medicin. Det giver mig tryghed.”

Mette er stadig ramt af selvmordstanker, men hun vil ikke vil handle på dem.

”Efter mit sidste forsøg har jeg forsøgt at vågne op og sige: Okay, jeg er altså nogens mor. Og hvis jeg tager mit eget liv, vil jeg bare være nogens døde mor. Det er ikke okay. Og nu er jeg så begyndt at arbejde med mig selv for at skabe et fremtidsmål.”

Du er måske også interesseret i

No posts