Artikel

Eksperter: Skriv om selvmord og selvskade, men gør det uden blod og drama

Skal man som medie holde sig fra at portrættere en ung kvinde, der skader sig selv, fordi det kan inspirere andre? Nej, lyder det fra de to eksperter, som Socialt Indblik kontaktede i kølvandet på en læserhenvendelse. Det er vigtigt, at medierne tager svære emner som selvskade og selvmord op og giver stemme til dem, det handler om. Men det skal ske uden blod og drama, da det risikerer at skabe den såkaldte copycat-effekt.

Af Eva Frydensberg Holm

Tegning: Sine Dyrbye

11. august 2022

”Hvad er jeres overvejelser i forhold til at bringe et portræt af en ung kvinde, der skader sig selv. Har I tænkt over, at det kan smitte?”

Sådan skrev en læser til Socialt Indblik, da vi før sommerferien bragte artiklen om Mie Andersen, der gennem flere år var afhængig af det såkaldte PRIV-netværk på Instagram, hvor unge piger finder fællesskab gennem det at skade sig selv.

Vi skrev artiklen for at belyse de dynamikker, der er på spil i selvskade-fællesskabet. Men skal man overhovedet portrættere en ung kvinde, der skærer i og på anden vis skader sig selv? Og hvordan undgår man at skabe smitteeffekt, når man som medie fortæller historier om mennesker, der prøver at komme indre smerte til livs ved fx at skade eller sulte sig selv?

Lotte Rubæk er leder af Team for selvskade på Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center i Region Hovedstaden. Hun er ikke i tvivl om, at det er vigtigt at give stemme til dem, det handler om. Det kan nemlig både afstigmatisere og bibringe vigtig indsigt og viden, mener hun.

”Tidligere har man tænkt, at det kun var os som forskere og fagpersoner, der skulle udtale os. At dem, der fx skader sig selv eller er selvmordstruede, ikke var i stand til at udtale sig, fordi de er psykisk syge. Men i dag er man indenfor forskningen bevidst om, at det giver et helt andet og unikt indblik at høre det indefra. Hvordan er det at have det sådan her? Det er også med til at afstigmatisere, at man taler med og ikke om dem, det handler om,” siger Lotte Rubæk.

Men, fremhæver hun, når man skriver om selvskade eller selvmord, skal man være bevidst om, at det påvirker læseren.

”Bagsiden af at skrive om emner som selvmord og selvskade er, at man risikerer at trigge nogle til at skade sig selv eller at tage deres eget liv, og derfor skal man overveje grundigt, hvad og hvordan man formidler,” siger hun og refererer til WHO’s media guidelines for omtale af selvmord, som man også læner sig op ad, når det handler om selvskade.

De peger blandt andet på, at man skal undgå fokus på blod, dramatik og nye metoder, da det kan trigge og inspirere læseren. At man skal skabe håb og vise vej til hjælp, og at man skal udvælge sin case med omhu.

Det vender vi tilbage til. Først skal vi en tur til Forskningsenheden i Børne- og Ungdomspsykiatri på Gentofte Hospital, hvor lektor og seniorforsker i Børne- og ungdomspsykiatri Britt Reuter Morthorst i mange år har forsket i forebyggelse af selvmord og i, hvordan mediernes håndtering af selvmord påvirker.

Den unge Werthers lidelser

Ligesom Lotte Rubæk bifalder Britt Reuter Morthorst, at medierne tager emner som selvskade og selvmord op. Det kan bidrage til at skabe en vigtig debat om noget tabubelagt – og være med til at forebygge.

Men det er ikke sjældent, at hun griber telefonen og ringer op til en journalist, der behandler et selvmord uhensigtsmæssigt.

”Mediernes dækning af selvmord kan enten minimere eller øge risikoen for, at nogle efterligner, den såkaldte copycat-effekt, alt efter hvordan man behandler det. Nogle journalister bliver lidt overraskede, når jeg ringer, men vi kan jo se, at det kan have en virkelig negativ effekt, hvis man ikke formidler historierne med omhu. Medierne har en stor magt og dermed også et stort ansvar,” siger Britt Reuter Morthorst.

Den negative effekt kalder Britt Reuter Morthorst for Werther-effekten. Werther-effekten refererer til Goethes roman ”Den unge Werthers lidelser”, hvor den unge Werther tager sit liv, fordi han ikke får sin elskede. I tiden efter bogens udgivelse i 1700-tallet tog flere unge mænd, der var i besiddelse af bogen eller gik i den samme særlige type bukser som Werther, deres liv.

”Dengang havde man ikke noget register, så det er svært at sige noget om, hvor mange der kopierede Werthers selvmord. Men det endte med, at kirken forbød bogen.”

Et eksempel på Werther-effekten er ifølge Britt Reuter Morthorst den tyske fodboldspiller Robert Enkes selvmord i 2009. Efter begravelsen, hvor han blev hyldet med en smuk og storslået ceremoni på sit stadion, som medierne transmitterede, steg antallet af selvmord blandt unge mænd med 19 procent.

Et andet eksempel er den amerikanske skuespiller Robin Williams, der tog sit eget liv i 2014. I tiden efter var medierne fulde af historier om selvmord – og flere af dem satte fokus på, at Robin Williams havde taget sit liv ved at hænge sig. Antallet af mænd mellem 30-44 år, der tog deres liv blev øget med 10 procent i kølvandet på Robin Williams død, mens antallet af selvmord ved hængning steg med 32 procent.

”Hvis man ser sit store fodboldidol blive heltegjort efter sin død, så vil man måske gerne være ligesom ham. En høj grad af identifikation kan øge risikoen for at handle på samme uhensigtsmæssige måde. Dette kan blandt andet forklare, hvorfor det særligt var mænd, der tog deres liv i kølvandet på både Enkes og Robin Williams selvmord,” siger Britt Reuter Morthorst.

Hun forklarer, at vi aldrig ved, hvem der bærer den kim, der kan blive aktiveret. Livet rammer os alle. Vi kan alle komme i en situation, hvor vi ikke oplever at have de ressourcer, som livet kræver af os. Dog viser forskningen, at der særligt er grund til at være bekymrede for sårbare individer, de unge – især hvis de er isolerede – og for mænd, fordi de ofte benytter nogle mere voldsomme metoder.

Der er en anden løsning

Den positive udgave af medietilgangen kalder Britt Reuter Morthorst for Papageno-effekten. I Mozarts Tryllefløjen er Papageno meget forpint og selvmordstruet, da han ikke kan få sin Papagena. Tre små alfer dukker op og siger: Spil på din fløjte. Når hun hører dig, så kommer hun tilbage.

De tre små alfer repræsenterer, ifølge Britt Reuter Morthorst, støtte og løsning: Der er hjælp at hente, og du kan godt få det bedre. Og det er det, medierne skal søge at formidle.

”Da Kurt Cobain (amerikansk musiker, red.) tog sit liv i 1994, gik hans hustru straks i medierne og sagde: Det her er ikke måden at gøre det på. Hun gjorde ham ikke forkert, men hun sagde meget klart, at det her er ikke vejen, selvom man er forpint. På MTV blev dækningen konsekvent fulgt op af en henvisning til, hvor man kunne få hjælp,” siger Britt Reuter Morthorst og fortæller, at Kurt Cobains selvmord frem for at øge antallet af selvmord betød, at flere ringede til livslinjen.

Et andet eksempel er metroen i Wien. Her lavede man i slut 80’erne en kampagne rettet mod medierne, som førte til en 80 procents reduktion i, hvor mange der årligt tog deres liv i metroen.

”Der skete en ændring i den måde, medierne dækkede selvmordene på. Hvor man før havde meget fokus på det konkrete selvmord og beskrev, hvordan mennesker sprang ud foran metroen, kom der nu mere fokus på, hvad der lå bag, og hvordan man kan få hjælp, hvis livet synes smertefuldt. Jo mindre drama og jo mere fokus på cases, der er kommet ud på den anden side og har fået det bedre – og på at der er hjælp at hente – jo større er sandsynligheden for, at medierne forebygger,” siger Britt Reuter Morthorst.

Hun fortæller, at hun hvert år er med til at uddele Papageno-prisen til ”mediearbejdere, som gennem deres virke har belyst selvmordsproblematikken på en etisk og oplysende måde.” Sidste år gik den til podcast-serien ”Jeg plejede at tro på for evigt”.

Casen skal mødes med omsorg

Både Britt Reuter Morthorst og Lotte Rubæk har kastet et blik på Socialt Indbliks artikel om Mie og selvskadefællesskabet, og de vurderer begge, at den formidler det håb, som forskningen og WHO’s media guidelines anbefaler.

”Jeg synes, at der er en god balance. Mie er jo fortsat selvskadende, men I slutter alligevel med at fortælle, hvordan hun gerne vil ændre verden, og hvordan hun kom ud af PRIV-netværket. Og I fortæller også, at hun arbejder på at komme ud af sin selvskade og er begyndt at læse engelsk, og der er henvisninger til, hvor man kan få hjælp,” siger Lotte Rubæk.

”Allerede i starten får vi hovedbudskabet om, at tingene kan ændre sig. Og én ting er, at Mie får det bedre. Men hendes kontaktperson på bostedet, der tidligere har skadet sig selv, er også et eksempel på, at man kan have det rigtig, rigtig svært, men at man kan komme ud på den anden side og gøre en forskel for andre,” siger Britt Reuter Morthorst.

Britt Reuter Morthorst fremhæver, at artiklen enkelte steder unødvendigt fremhæver metoder, fx at Mie skærer sig med en hobbykniv, og at hun smugler et barberblad ind på den psykiatriske afdeling, hvor hun er indlagt.

For Lotte Rubæk er det ok, da artiklen ikke præsenterer nye metoder, men tværtimod den mest anvendte metode – og fordi artiklens primære målgruppe ikke er de unge selv, i så fald skulle man være mere påpasselig. Til gengæld kalder hun billedet, der ledsager artiklen, ”inden for skiven, men lige på kanten”. Her ses Mie i hospitalstøj og med en række ar op ad armen.

”Jeg tænker, der er en fornuftig overvejelse bag, at der er tale om lukkede ar. I kunne også have valgt et, hvor blodet drev ned ad armen,” siger hun og fremhæver, at man generelt skal være meget forsigtig i forhold til eksplicitte fotografier af fx blod og åbne sår. Ligesom blodigt og dramatisk sprog kan det virke triggende.

”Og samtidig fjerner det fokus fra det, det handler om. Fremhæver vi det ydre, gør vi faktisk ligesom dem, der skader sig selv. De forsøger hele tiden at gøre en indre smerte til noget ydre. Hvis vi skal hjælpe både dem, det handler om, og andre til at forstå, hvad det er for dynamikker, der er på spil, så skal fokus være på det svære indeni,” siger hun.

Også videofilm og link eller henvisninger til steder på de sociale medier, hvor man kan hente inspiration til selvskade, er no-go. Det samme gælder beskrivelser af steder, hvor det er nemt at begå selvmord. Det kan betyde, at en selvmordstruet, der får en spontan trang til at tage sit eget liv og handler på impulsen, ved præcis, hvor han eller hun skal tage hen.

Lotte Rubæk mener, som nævnt, at det er værdifuldt at give ordet, til dem, det handler om. Men vælger man at tage sit udgangspunkt i en case, skal man sikre sig, at den er repræsentativ. At man ikke får fat i lige præcis den ene unge ud af 1000, der bekræfter en myte, fx at man skader sig selv for at få opmærksomhed.

”Langt de fleste skader ikke sig selv for at få opmærksomhed, men for at nedregulere nogle svære følelser. Det handler om at sætte sig godt ind i emnet, før man vælger sin case. Og så kan det være en god idé at have flere cases med – og dermed forskellige vinkler,” siger Lotte Rubæk og peger på en anden overvejelse, man skal gøre sig, når man vælger sin case:

”Er de bevidste om konsekvenserne af det, de fortæller? Og hvad er deres motivation for at stille op? Man skal virkelig være obs på, hvordan de har det.”

Britt Reuter Morthorst opfordrer til at udvise særlig omsorg, når man vælger at fortælle historier om mennesker, der er forpinte.

”Man må gå til dem med stor omsorg. Og særligt, hvis det handler om pårørende til nogen, der er død ved egen hånd. De efterladte er i højrisiko for selv at tage deres eget liv. Det er der mange, der ikke er klar over,” siger Britt Reuter Morthorst.

Udover selv at ringe medierne op og kommentere på deres indslag, bliver Britt Reuter Morthorst også ofte inddraget som konsulent eller sparringspartner, når fx DR eller TV2 skal producere dokumentarfilm om selvmord. Og sidste år, da forsangeren i bandet Liss mistede sit liv til selvmord, rakte bandet ud efter hjælp til at få udarbejdet pressemateriale.

”Det handler jo i bund og grund ikke om at opstille en masse regler – eller om at forbyde noget. Men om at vi låner hinandens faglige briller, når noget svært skal formidles bedst muligt,” siger hun.

Nye presseetiske regler

I ”De vejledende regler for god presseskik”, der er udarbejdet af blandt andet Danske Medier og Dansk Journalistforbund, lyder det sådan her om selvmord:

Selvmord eller selvmordsforsøg bør ikke omtales, medmindre klar almen interesse kræver eller begrunder offentlig omtale, og i så fald bør omtalen være så skånsom som mulig.

I forlængelse af den nye medieaftale blev der i dette forår nedsat en arbejdsgruppe, der skal opdatere de presseetiske regler. Her har Tine Johansen, formand for Dansk Journalistforbund, en ambition om at inddrage den nye viden, man har om omtale af selvmord.

”Jeg er, som nok også mange andre journalister, oplært med, at selvmord skriver man ikke om. Men for nogle år siden blev jeg via Center for Selvmordsforskning bekendt med WHO’s media guidelines. De peger på, at vi skal skrive om det, bl.a. for at aftabuisere, men vi skal være bevidste om ikke at dele detaljer og gøre det til sensationer. Da gik det op for mig, at pressen faktisk halter bagud, når det handler om omtale om selvmord. At der er en ny viden. Og den skal vi selvfølgelig lytte til,” siger Tine Johansen.

Både Lotte Rubæk og Britt Reuter Morthorst peger på, at man frem for at opfordre til at gå uden om et emne som selvmord, skal arbejde på at integrere WHO’s retningslinjer i dansk kontekst.

”Jeg mener absolut, at vi skal skrive om det. Det er måden, vi gør det på, der skal i fokus,” siger Britt Reuter Morthorst.

Hun peger på, at der er ét afgørende spørgsmål, man som medie skal stille sig selv, når man skal tage stilling til, om man skal dække selvmord.

”Man skal spørge sig selv: Hvad er formålet? Hvad er det, vi vil med det? Hvis man hånden på hjertet kan sige: Vi vil gerne hjælpe dem, der har det svært, så skal man lave historien. Og hvis det reelt er det eneste formål, så vil man også være tilbøjelig til at skære alt drama fra og fokusere på at skabe håb.”

Hun opfordrer Socialt Indblik til at fortsætte med at sætte fokus på svære emner som selvmord og selvskade – og med at give de psykisk sårbare taletid:

”Jeg synes, I skal tage udgangspunkt i denne her viden om, hvor vigtige I er. Hvis I går med det, så er det jo et socialt ansvar, I tager på jer. I ved, at flere i jeres målgruppe er fagprofessionelle, der arbejder blandt udsatte mennesker og psykiske syge. Hvis I vil støtte dem i at være rummelige og omsorgsfulde over for de sårbare borgere eller patienter, som de omgås, så bør jeres mål være: undgå drama og stigmatisering.”

WHO’s media guidelines

I 2017 opdaterede WHO sine guidelines til, hvordan man som medie bør behandle selvmord. De er her oversat til dansk og tilpasset både selvskade og selvmord.

Hvad bør man gøre:

  • Angiv, hvor man kan søge hjælp, hvis man er i krise (har selvmordstanker/selvskadetrang).
  • Bring fakta om selvskade og selvmord uden at sprede myter (misinformation). Fx: ”Man selvskader for at få opmærksomhed”.
  • Bring historier om, hvordan man kan takle belastende livsomstændigheder eller selvmordstanker, og hvor man kan få hjælp.
  • Udvis forsigtighed, når der rapporteres om berømte personers selvmord (undgå copycat-effekt).
  • Vær særligt opmærksom og udvis omtanke, når du interviewer familie eller venner, der er efterladte efter selvmord.
  • Brug et ikke-stigmatiserende sprog. Brug fx ikke ”cutter” eller ”selvskader”.
  • Sørg for ansvarlig moderation af online-artikler med kommentarspor.

Hvad bør man undlade at gøre:

  • Gør ikke historier om selvskade og selvmord til ’forsidestof’, og placer ikke teksten på et fremtrædende sted. Ligeledes bør historier heller ikke bringes flere gange.
  • Anvend ikke sensationelt sprogbrug eller vendinger, der normaliserer eller præsenterer selvskade og selvmord som en konstruktiv løsning på problemer. Undgå også sensationelle overskrifter, fx: ”Selvskade-epidemi i Danmark”.
  • Nævn ikke den anvendte metode eller oplysninger om steder/lokaliteter for selvmord.
  • Benyt ikke fotografier, videooptagelser eller links til sociale medier. Særligt blodige billeder smitter/trigger. Ej heller detaljerede, maleriske beskrivelser.

Kilde: Lotte Rubæk og Britt Reuter Morthorst

Du er måske også interesseret i