Emma fik hverken hjælp i psykiatri eller rusmiddelbehandling. Så mødte hun en psykolog, der spurgte: ”Hvordan har du det egentlig?”

”Jeg følte mig altid forkert og havde svært ved det sociale. Jeg prøvede at passe ind, også i forhold til mine forældre, fordi jeg kunne mærke, at de ikke havde så meget overskud. De havde problemer nok at se til,” siger Emma, som Socialt Indblik møder en lun septemberdag i København.

Emma er i dag clean og har valgt at være anonym i artiklen, fordi hun ikke ønsker, at hendes fortid skal fylde i forholdet til nye venner og kolleger.

Med egne ord var hun en stille, indadvendt pige:

”Jeg var følsom og var nok på mange måder et lidt ’usynligt’ barn. Jeg gik under radaren i skolen, fordi jeg klarede mig ok fagligt. Og så fandt jeg sammen med nogle lidt ældre børn, som drak og røg hash. Sammen med dem tog jeg ind til Christiania, når vi fik fri, og købte joints. Jeg havde en fest med dem på staden og kom først hjem ud på aftenen, når skæverten var dampet af.”

”Ingen opdagede, at jeg stjal og begyndte at drikke og ryge hash. I dag kan jeg se, at rusen slukkede min overaktive hjerne og hjalp på følelsen af at være låst fast i mig selv. Det gjorde det nemmere at være social, gav mig et rart sus indeni, og fungerede som en slags selvmedicinering,” husker Emma, der i løbet af teenageårene begyndte at tage kokain, ecstasy og andre stoffer.

”Der skulle mere og mere til for at dulme min angst og lindre mine svære følelser i de perioder, hvor jeg knækkede helt sammen og ikke kunne fungere,” siger hun.

Forkert hjælp skaber ond spiral

På trods af angst, depressive tanker og et eskalerende misbrug formåede Emma at tage en HF-eksamen, flytte i lejlighed med en kæreste og passe sine jobs som tjener på københavnske restauranter. Hun opretholdt facaden, så ingen opdagede, hvor galt det stod til.

Inderst inde vidste hun, at hun havde brug for hjælp. Men de gange, hun fik det så dårligt, at hun rakte ud til behandlersystemet, blev hun ikke hjulpet, fortæller hun:

”Første gang jeg selv bad om hjælp, var jeg omkring de 18 år. Jeg fik en tid hos lægen og fortalte, at jeg havde selvmordstanker, og at jeg røg hash hver dag. Lægen gav mig lykkepiller og en henvisning til en psykolog. Men psykologen havde ingen erfaring med at hjælpe unge i min situation, så vi var et meget dårligt match. Jeg følte mig overhovedet ikke forstået og kom kun hos hende én gang. Ingen henviste mig videre til misbrugsbehandling.”

I stedet blev Emma overladt til sig selv og udviklede et voldsomt blandingsmisbrug i kombination med lykkepillerne. Udadtil var hun en velfungerende, ung kvinde, der passede sit arbejde og betalte sine regninger. Men i virkeligheden brugte hun alle sine penge og al sin fritid på stoffer. Hun var stærkt undervægtig, men gik op i sit ydre med makeup og pænt tøj, så ingen skulle opdage, hvor dårligt hun havde det.

”Jeg kunne bedst lide at tage til grænsen af en overdosis, så jeg ikke kunne mærke mig selv. For det var kun dér, det var rart at være for mig: når jeg ikke var der.”

Da selvmordstanker tog yderligere til i styrke, søgte hun hjælp igen. Denne gang i psykiatrien, hvor hun efter måneders ventetid fik en samtale hos en psykiater. Efter en kort samtale fik hun diagnosen borderline. Men psykiateren ville ikke indlægge hende til behandling: Hun blev afvist pga. sit misbrug.

”Så kunne jeg gå hjem og google, hvad borderline personlighedsforstyrrelse var for noget. Jeg fik indtryk af, at der ikke var udsigt til at blive rask nogensinde, slet ikke uden behandling. Det var fucking hårdt at stå helt alene i, og det eneste, jeg kunne gøre, var at tage endnu flere stoffer for at prøve undgå at mærke noget.”

At blive mødt som menneske

Vendepunktet kom, da misbruget forhindrede hende i at gå på den uddannelse, hun var kommet ind på: Hun kunne kun sove, når hun var stærkt påvirket, og om dagen var hun for påvirket til at kunne møde op og deltage i undervisningen.

”Nu kunne jeg ikke længere lyve om, hvor slemt jeg havde det. Hverken overfor mig selv eller overfor min familie, som jeg havde prøvet at beskytte. Min facade krakelerede. Så jeg gik igen til egen læge. Denne gang var jeg så heldig, at det var en god læge. Og at den kommune, jeg var flyttet til, havde bedre økonomi og tilbød mig den rigtige hjælp,” fortæller Emma.

Hun blev tilknyttet Novavi Stofrådgivningen i København, som bl.a. har særlige rådgivnings- og behandlingstilbud til unge med dobbeltproblematikker. Og hun fik en kontaktperson, der hjalp hende med transport til og fra behandlingen.

På Stofrådgivningen samarbejder psykologer, psykiatere, socialrådgivere og misbrugsbehandlere om at hjælpe de unge med at løse både psykiske problemer, rusmiddelmisbrug og vanskeligheder i forhold til at overskue økonomi, uddannelse, bolig og job. Og denne integrerede, helhedsorienterede behandling, som er tilpasset unge, var præcis, hvad Emma havde brug for.

”Den psykolog, jeg fik i Stofrådgivningen, begyndte vores første møde med at spørge: Hvordan har du det egentlig? Får du noget at spise? Det føltes helt fantastisk. Her var en voksen, som interesserede sig oprigtigt for mig, og som engagerede sig personligt i at hjælpe mig. For første gang mødte jeg en behandler, der så mig som det menneske, jeg er. Selvom jeg stadig havde det svært, så begyndte jeg at få det bedre,” siger Emma.

Skarpt blik for fejldiagnose, fleksibel nedtrapning

Psykologen kunne se, at den borderlinediagnose, Emma havde fået, ikke passede på hendes symptomer. Hun sørgede derfor for, at Emma blev udredt af en psykiater igen. Det viste sig, at Emma ikke havde borderline. Hun havde ADHD.

”Det var vigtigt at få den rigtige diagnose, fordi det gjorde, at jeg nu kunne begynde at blive bedre til at forstå den måde, jeg fungerer på. Men det, der især hjalp mig, var, at min behandler ikke fokuserede på hverken diagnose, medicinering eller fremmøde. Eller endda på at jeg skulle stoppe misbruget. I stedet mødte hun mig med oprigtig varme og interesse for, hvad der skete i mit liv. Hun troede på, at jeg nok skulle få det bedre, hvis jeg oplevede, at jeg blev set og hørt som den, jeg var. Og at jeg nok skulle komme ud af misbruget, når bare jeg fik det bedre, ” siger Emma, der ikke er i tvivl om, at netop den personlige, tillidsfulde relation til behandleren er afgørende for unge som hende selv.

”Hvis flere unge som mig skal hjælpes, er det vigtigt, at det bliver nemt og overskueligt at søge hjælp. At man ikke bliver afvist, fordi man ikke lige passer ind i systemet, dér, hvor man henvender sig. Og så er det helt afgørende, at behandlerne møder os som dem, vi er, har tålmodighed med os og tror på os, også når vi får tilbagefald og dropper ud i perioder. Der er meget, man ikke kan overskue, netop fordi man ikke er voksen endnu,” siger hun.

Behandler: De unge skal have bedre hjælp

Psykologen, som var Emmas behandler på Stofrådgivningen, hedder Silas Houlberg. Hun har over 25 års erfaring med at hjælpe unge, der er ramt af dobbeltproblematikker, og arbejder i dag dels på KKUC, Udviklings- og Behandlingscenter, dels i sin egen private praksis i København.

Hun har mødt mange unge, der som Emma har kæmpet med et massivt misbrug og psykiske vanskeligheder. Unge, som fortæller, at det er første gang, de oplever at blive taget alvorligt og lyttet til, når de sidder i hendes terapilokale.

”Sådan som systemet er indrettet i dag, får de unge slet ikke den hjælp, de har brug for. Mange bliver afvist eller dropper ud igen og igen, fordi de ikke passer ind i enten psykiatrien eller misbrugsbehandlingen,” siger hun.

Rusmiddelbehandling tilbyder ofte de unge gruppeforløb, fortæller Silas Houlberg, men mange unge har svært ved at åbne sig foran andre.

”Ofte er gruppeterapi ikke et trygt rum for unge mennesker. De har brug for at blive mødt en-til-en,” siger hun.

Ligesom Emma mener hun, at det dels skal gøres enklere for de unge at få den rette hjælp, dels at der er brug for at tilpasse rusmiddelbehandlingen til de unge. 

”Der bør etableres tværfaglige behandlingstilbud i de større byer med satellitter ud i landet, hvor unge både kan få hjælp af fx psykiater, psykolog, socialrådgiver, osv. Hvor miljøet er indrettet, så det passer til de unge, og hvor de unge kan få en kontaktperson, hvis de ønsker det, så de ikke står alene. Det ville gøre en kæmpestor forskel,” siger Silas Houlberg.

Husk, det er unge, vi møder

”Og så er det utroligt vigtigt, at vi behandlere møder de unge med åbne arme, også selvom de måske ikke er særligt motiverede for behandling. Vi er nødt til at tage deres alder og modenhed i betragtning og ikke give dem for meget ansvar for deres egen proces,” siger hun, der altid prøver at spørge nysgerrigt ind til, om den unge overhovedet har lyst til at holde op med fx at ryge hash.

”Det er ikke sikkert, den unge overhovedet vil standse misbruget. Men for mig er det fint, hvis de bare har lyst til at tale med mig og blive ved med at komme til vores møder. Så ser vi, hvad der sker derfra. Mange har en idé om, at hvis de unge stadig tager stoffer eller ryger hash, kan man ikke arbejde terapeutisk med dem. Det mener jeg slet ikke er rigtigt. Selvfølgelig skal de ikke være dybt påvirkede, hver gang vi ses, men det er de typisk heller ikke. Man kan sagtens få en behandling i gang, selvom den unge måske stadig fx har et hashmisbrug. Det, der er vigtigt, er, at vi sammen finder ud af, hvordan den unge kan undgå, at misbruget styrer alting og spænder ben for, at man kommer videre i livet.”

Vær nysgerrig på diagnoser og årsager til misbruget

Silas Houlberg minder om, at der altid er gode grund til misbruget:

”Det er ikke sjovt at være afhængig af hash eller stoffer. Man misbruger kun, fordi man føler, at man ellers ikke kan være i verden. Vi skal snakke om, hvad grunden til misbruget er, og forstå det bedre,” siger hun.

”Tit har de unge traumatiske oplevelser med sig, eller har tilknytningsforstyrrelser. Men de kan også have fx autisme eller ADHD, hvor der ikke nødvendigvis er traumer på spil. Hvor de ikke har lært, hvordan de skal håndtere den måde, deres hjerne fungerer på,” fortæller hun, der også møder mange unge, der ligesom Emma har fået en forkert diagnose, som en læge måske har givet ud fra en hurtig afkrydsning i et skema.

”Det kan betyde årevis af fejlbehandling for den enkelte unge, og det kan give dem alvorlige belastningsreaktioner som angst og depression, der kan forstærke behovet for at bruge rusmidler. Derfor er det så vigtigt, at vi tilbyder grundig udredning. Det kan tage op til fire-fem måneder, hvis det skal gøres ordentligt med både behandling, tests og samtaler, men det er helt afgørende for at hjælpe de unge videre i livet.”

Vis ydmyghed som behandler

Vellykket behandling bygger på godt relationsarbejde, og relationsarbejde tager tid, understreger Silas Houlberg:

”Det er ikke nok med fire-fem psykologsamtaler, som der typisk lægges op til i kommunalt regi. De her unge har ofte mødt mange voksensvigt i deres liv, både i behandlersystemet, i skolen og måske også i deres egen familie. Mange af de unge, jeg taler med, fortæller, at de har haft ti forskellige psykologer, og de har ikke følt sig set af nogen af dem. Det tager tid at opbygge tillid. Og det kræver ydmyghed af os som behandlere at sige: Gider du prøve at give mig en chance, selvom du har så mange dårlige erfaringer med at blive afvist.”

For Emma blev mødet med Silas begyndelsen på det, begge kvinder føler, er et livslangt venskab. Efter behandlingen var afsluttet, blev Silas Emmas ’voksenven’ i en særlig efterværnsordning, som Stofrådgivningen havde dengang. Og selvom ordningen ikke længere findes, har de to kvinder stadig tæt kontakt i det daglige.

”Jeg bliver inviteret hjem til Silas til julehygge og det er hende, jeg ringer til, når jeg har brug for en klog voksen at tale med om fx mit arbejde og mine tanker om videreuddannelse,” fortæller Emma, der nu er uddannet pædagog og passer et fuldtidsjob, hun trives i. Men hun kæmper stadig med senfølger:

Unge står et særligt sted i livet

”Jeg lever med følgerne af det svigt, det er, når de professionelle, som er ansat til at hjælpe, ikke formår at gribe én. Jo længere tid det tager at få den rigtige hjælp, jo længere tid tager det også at få et liv til at fungere, når man kommer ud på den anden side. På mange måder er ens udvikling gået i stå, når man har været ramt af de her ting, så det går langsomt med at komme ind i voksenlivet,” siger hun, der efterlyser langt bedre og mere hjælp til unge som hende selv:

”Her i Danmark er holdningen, at man fx kan drikke sig ihjel, hvis man vil, uden at nogen griber ind. Men sådan kan man ikke gøre med unge. Du kan ikke overlade hele ansvaret til de unge selv. Hjælpesystemet må forstå, at unge er unge. Unge er i proces med at skabe sig selv og danne en identitet. Unges verden er fuld af alkohol, stoffer og fest, og det er svært, når man melder sig ud af det. Så står man pludselig i et ukendt land med svære følelser og skal forholde sig til venner, uddannelse og en masse krav til, hvordan et vellykket ungdomsliv skal se ud. Nogle gange er tilbagefald til misbrug en pause fra hele det pres. Men det betyder ikke, at man ikke er motiveret for at blive clean, eller at man ikke har nogen drømme eller håb. Det betyder bare, at man behøver mere tid,” siger Emma.

”Som ung har man brug for at vide, at der er nogle voksne, der gerne vil dig, nogen, der gerne vil hjælpe dig, når du er parat til at bede om hjælp. Som du kan gribe fast i, og som ser dine styrker. Der mangler nogen i systemet, der bliver ved med at være der for de unge, uanset hvad, og som ser alle de ressourcer, vi faktisk har.”

Læs også: ”Unge med dobbeltdiagnose bliver afvist: Lyt til os, og tag os alvorligt”