Følelsesmæssig ro er afgørende i børnesager, viser nyt studie. Selv små anerkendelser skaber overraskende stor forandring

Centralt i Hanne Warmings forskning er begrebet ’det dobbelte blik’. Det handler kort fortalt om at have blik for børn og unges ressourcer – og at se kvaliteterne i det, der ellers umiddelbart vil blive set og beskrevet som udfordringer.

Ofte kan det at få skrevet børnenes ressourcer frem i børnesager være udfordret af den måde, man i praksis griber sagerne an på. Måden, man udformer handleplaner på med stor vægt på barnets udfordringer og problemer, velmenende bekymringer for barnet eller reglerne for vederlag til plejeforældre, kan være et argument for, at det først og fremmest er udfordringer og problemer, der kommer til at fylde i beskrivelsen af barnet.

Der er meget, der kan spænde ben for, at børns ressourcer og håbefulde beskrivelser bliver ført til journal i børnesager.

Men når det lykkes at bruge det såkaldt ’dobbelte blik’ til at skrive ressourcerne frem, får det en ofte overraskende positiv effekt. At bruge det dobbelte blik handler om at få øje på ressourcerne i barnet, også i de udfordringer og karakteristika, som umiddelbart er noget, vi bekymrer os om, eller som kan være irriterende.

”At møde børn og unge med det dobbelte blik handler om at få øje på og tydeliggøre børn og unges ressourcer – både for barnet selv og for omgivelserne, samtidig med at vi ikke bliver blinde for, at der også kan være en sårbarhed i den selv samme karakteristika,” siger hun.

Det viste blandt andet forskningsprojekt og udviklingsprojektet ”Det ’særlige’ som potentiel ressource” støttet af Den Obelske Familiefond, der kortlagde udfordringer og potentialer i at arbejde med at se ressourcerne i det, der ellers blev betragtet som problematisk og bruge det dobbelte blik i forbindelse med arbejdet med børn i udsatte positioner.

At vende tanken

Mange af deltagerne i projektet var til at starte med begejstrede, men mente, at de allerede gjorde det i forvejen. Men det gjorde de ikke, for de tænkte ressourcer og udfordringer adskilt – noget som det ene og andet som det andet.

”Men de, der så alligevel kastede sig ud i det, oplevede, at det gjorde en stor forskel for både børnene/de unge og dem selv,” forklarer Hanne Warming.

Projektet viste, at alene det at tage fat i én lille ting, som barnet almindeligvis blev konfronteret med som en udfordring, at vende det til barnets ressource og tale det frem som noget konstruktivt, gjorde en stor forskel, fordi det skabte ringe i vandet og forplantede sig til andre positive forandringer.

”Selv tilsyneladende små anerkendelser viste sig at være meget betydningsfuldt og forandrende,” forklarer Hanne Warming.

Projektet viste også noget andet interessant, som er en bærende præmis i argumentet for at forandre børnesynet og se mere ressourceorienteret på udsatte børn og unge: Det viste, at det ikke nødvendigvis altid var afgørende, at de fagprofessionelle kommunikerede deres ændrede opfattelse af barnet eller den unge til andre end sig selv.

”Alene det, at de havde fået vendt tanken inde i sig selv, gjorde, at de begyndte at sende nogle andre signaler til barnet,” siger hun og fortæller om en plejemor, som havde brainstormet på alle de ting, hun oplevede, var svært og udfordrende for hendes plejebarn.

Plejemoderen havde haft plejesønnen hos sig, fra han var helt lille, de havde et stærkt følelsesmæssigt bånd, men da han blev teenager, kom plejesønnen ud i problemer og kriminalitet og havde svært ved at passe skolen. 

Sammen med en konsulent satte plejemoren sig ned og lavede en brainstorm over alle de bekymringer, hun havde for plejesønnen. Hun skrev dem alle ned på et stykke papir. Og bagefter gik de sedlen igennem sammen og prøvede at vende alle udfordringerne til muligheder.

”De gik simpelthen udfordringerne igennem én for én og talte om, hvis man nu skal vende udfordringen om, hvad kunne så styrken være i den? Hvor er håbet? Hvor er muligheden i den handling eller det karakteristika?” forklarer hun.

Anerkendelse virker – også uden ord

Selvom plejemoren i situationen mest tænkte det som en rar øvelse, oplevede hun ikke, at hun for alvor kunne bruge den til noget i forhold til at hjælpe sin plejesøn. Men hun smed ikke sedlen ud. Hun lagde den på sit sengebord.

”Da der var gået nogle uger, ringede hun til konsulenten. Hun sagde: Nu skal du høre noget vildt. Jeg gjorde ikke noget, men jeg beholdt sedlen med beskrivelsen af min plejesøns styrker og lagde den på mit sengebord. Træerne voksede ikke ind i himlen, men der var sket mange positive forandringer,” fortæller Hanne Warming.

”Efterfølgende havde de færre skænderier, og plejesønnen havde fået det bedre med sine kammerater i skolen. Der skete en mærkbar ændring i en positiv retning. Plejemoderens egen fortolkning var, at hun havde fået mere ro på følelsesmæssigt, og at det gjorde, at hun sendte nogle andre signaler til ham, som var med til at gøre, at han fik det bedre,” fortæller hun.

Eksemplet viser, at en stor del af det socialpædagogiske arbejde bliver påvirket af måden, vi tænker om barnet eller den unge på, påvirker vores følelser, som igen på et ubevidst plan påvirker vores måde at agere i forhold til barnet eller den unge, lyder vurderingen fra Hanne Warming.

”Derfor handler børneinddragelse også om al den kommunikation, vi har med børn og unge, når vi ikke er klar over det, hvor vi i mødet med dem alene i vores kropssprog møder dem, fortæller og signalerer, hvem de er.”

Så det dobbelte blik har en dobbelt betydning. Det handler både om at have det dobbelte blik på barnet, men faktisk også på sig selv – at man selv ændrer mindset?

”Det handler i høj grad om, at man ændrer mindset. Det handler om at tænke anderledes om andre mennesker. At huske, at vi alle har udfordringer, men at der i dem potentielt også er noget, der kunne være hensigtsmæssigt,” siger Hanne Warming og forklarer, at forskningsprojektet viste, at de fagprofessionelle, der var med i projektet, blev så glade for ressourceblikket, og at de endte med at bruge det i andre relationer.

”Flere af dem sagde efterfølgende: Nu bruger jeg det i alle mulige sammenhænge: I forhold til min mand, i forhold til mit samarbejde med kommunen, i forhold til mine egne børn. Samme budskab har jeg hørt fra flere andre.”

Læs også

I Joannahuset er de unge ofte medforfattere af deres sagsakter – de kan udtrykke sig i brevform, digte, billeder eller lyd

Mette vil revolutionere myndighedernes beskrivelser af udsatte børn og unge

Det var som en grusom billedbog, men det var med til at heale mig at læse sagsakterne

Min journal er et vidnesbyrd om, at jeg var en brik i et spil om vederlag og løntillæg

Anbragte børn og unge vil beskrives korrekt: Journalens ordlyd definerer anbragte børns selvfortælling

Plejefamilien er blevet det foretrukne hjem for anbringelser. Forskere mener, at vi skal gå en anden vej

Tidligere anbragt: Forherligelse af plejefamilier er ude af trit med virkeligheden

Lyt til podcasts

Jeg kan godt få ondt af den Line, der er beskrevet i de papirer

Blikke fra dem vi skriver om – hvordan styrker vi dem i journalskrivningen? Interview med Mette Larsen til socialt Indblik Live

Børn skal kunne læse alt det, der bliver skrevet om dem. Interview med Jette Wilhelmsen og Marie Skovgaard til Socialt Indblik Live