Fagprofessionelle risikerer at overtage PTSD-ramtes traumer

Man husker ufrivilligt hændelsen og forsøger at undgå situationer, der minder om den. Alarmberedskab er forhøjet – og man føler måske, at man er i fare.

Det er symptomer, vi normalt forbinder med mennesker, der har været udsat for eller været vidne til voldsomme hændelser som vold og overgreb og har udviklet posttraumatisk stress (PTSD). Men lignende symptomer kan ramme psykologer, pædagoger, socialrådgivere og andre, der arbejder med mennesker, der har været udsat for voldsomme oplevelser.

Sekundær traumatisering kaldes det, når man ikke selv er traumatiseret, men udvikler symptomer på traumatisering, fordi man er i tæt kontakt med andre menneskers traumer.

”Vi har kendt til sekundær traumatisering siden midten af 90’erne, hvor man i USA blev opmærksomme på, at fagprofessionelle, der eksponeres for andres traumer, også kan udvikle ufrivillige erindringer og undgåelsesadfærd fra tanker, ting eller steder, der kan minde om det overgreb, deres klienter har været udsat for. Det var bemærkelsesværdigt. De havde ikke selv været udsat for traumet, men udviklede symptomerne, antageligvis fordi de gentagne gange havde arbejdet med andre menneskers traumer og reaktioner på dem.”  

Sådan lyder det fra psykolog og ph.d. Maria Louison Vang, der er adjunkt ved Videnscenter for Psykotraumatologi på Institut for Psykologi, Syddansk Universitet og forsker på Arbejds- og Miljømedicinsk Klinik på Odense Universitetshospital. I 2020 afsluttede hun sin ph.d., hvor hun som den første i Danmark har undersøgt, hvilke faktorer der har indflydelse på udviklingen af sekundær traumatisering, og hvad man som arbejdsplads kan gøre for at forebygge det.

Særligt havde hun fokus på sammenhængen mellem udbrændthed og sekundær traumatisering.

”Man ved fra international forskning, at er man udbrændt, så har man en øget risiko for sekundær traumatisering. At forholde sig til tragedier, der sker i andre menneskers liv og deres reaktioner på dem, kræver ressourcer. Og har man over længere tid været presset, er der færre ressourcer til at håndtere det. Min forskning, der var baseret på en enkeltstående måleundersøgelse, viste nogle af de samme tendenser. Det er altså noget af det, man som arbejdsplads skal have fokus på, hvis man ønsker at forebygge, at medarbejdere udvikler sekundær traumatisering,” siger Maria Louison Vang.

Udbrændthed kan føre til sekundær traumatisering

Udgangspunktet for Maria Louison Vangs ph.d. var et samarbejde med De Danske Børnehuse, der siden 2013 i alle regioner landet over har haft ansvar for at støtte kommuner i sager om børn og unge under 17 år, hvis der er mistanke om vold eller overgreb, og kommunen har truffet afgørelse om en §50-undersøgelse.

Det betyder, at psykologer og socialrådgivere her har som en af deres primære opgaver at udrede børn og unge, der har været udsat for vold og overgreb.

”Det er deres kerneopgave. Der er så at sige ikke noget, der fortynder den, og det kan være voldsomme sager at arbejde med. Derfor ville børnehusene gerne undersøge, hvordan de forebygger både udbrændthed og sekundær traumatisering blandt medarbejderne,” fortæller Maria Louison Vang.

Udover børnehusene deltog også medarbejdere fra landets politikredse og kommuner, der på forskellig vis var i kontakt med børnehusenes sager, i en spørgeskemaundersøgelse, der skulle afdække, hvor udbredt den sekundære traumatisering er.

Ud af de i alt 760 mennesker svarede fire procent af dem, at de inden for de sidste 30 dage havde oplevet symptomer, der indikerede risiko for sekundær traumatisering.

Symptomerne kom særligt til udtryk ved, at de følte sig på vagt og nedtrykt på grund af deres arbejde med at hjælpe andre, at de havde vanskeligheder med at adskille deres privat- og professionelle liv, en følelse af at opleve den andens traume, og at de undgik situationer eller aktiviteter, der mindede dem om de oplevelser, de havde mødt i deres arbejde.

Undersøgelsen viste desuden, at 20 procent af den samlede gruppe havde symptomer, der indikerede, at de var i risiko for udbrændthed. I gruppen af dem, der var i risiko for sekundær traumatisering, var det cirka halvdelen.

For børnehusene isoleret så det lidt anderledes ud. Der var færre, der var i risiko for et af syndromerne, og fordelingen og sammenhængen mellem sekundær traumatisering og udbrændthed var anderledes.

”Her var der kun en enkelt af dem, der var i risiko for sekundær traumatisering, der samtidig var i risiko for udbrændthed. Til gengæld var der cirka lige mange, der var i risiko for sekundær traumatisering og udbrændthed. Det indikerer, at der kan være noget særligt på spil, når man har arbejdsopgaver med høj indirekte eksponering,” siger Maria Louison Vang.

Hun fortæller, at der er meget få studier, der har undersøgt sammenhængen mellem udbrændthed og sekundær traumatisering over tid, men generelle teorier peger på, at vi har en mængde ressourcer at investere i at håndtere de udfordringer, vi møder i hverdagen. Når man gennem længere tid har været udsat for pres og krav, der overstiger de ressourcer, så sker der langsomt over tid en ressource-udtrætning.

”Det betyder, at man ikke har de ressourcer, det kræver at forholde sig til traumatiske oplevelser i andres liv. Og så stiger risikoen for, at det påvirker en selv ud over, hvad man almindeligvis må forvente.”

Voldsomme sager og uforudsigelighed

Særligt sager, hvor der indgik selvskade og selvmordsforsøg, viste sig at udgøre en risikofaktor for sekundær traumatisering. Det tilføjede sagerne et ekstra lag af alvor og kunne derfor betyde et ekstra pres på medarbejderen.

Desuden fremhævede nogle medarbejdere i børnehusene, at også uforudsigelighed var en faktor, der spillede ind.

”Var medarbejderne ikke forberedte på indholdet eller voldsomheden i en sag, kunne de føle sig mere overvældede af den. Det kunne være et barn, der var blevet henvist til børnehusene, fordi nogen havde set eller hørt, at barnet havde fået en lussing. Og så kommer der til afhøringen pludselig historier om andre typer af vold og overgreb, som man ikke havde forventet, og som er mere voldsomme,” siger Maria Louison Vang og fremhæver, at det kan være svært at afgøre, hvad præcis i en voldsom sag eller fortælling, der kan bidrage til sekundær traumatisering.

”Selvom man er forberedt på karakteren af en hændelse eller sag, kan et uforudsigeligt element ændre betydningen og dermed bidrage til sekundær traumatisering.”

Hun illustrerer med et eksempel fra et udenlandsk forskningsprojekt, der tog udgangspunkt i nogle ambulancereddere, der skulle ud til en væltet bus.

”De var forberedte på, at den bus, der var væltet, havde kørt med børn. Og at der både var døde og kvæstede børn. De vidste godt, hvad de kom ud til, men synet af det er voldsomt. Studiet beskriver, hvordan en redder klarer det godt. Men da vedkommende går tilbage mod ambulancen, ser han en gul sok, der ligger på jorden, og det minder ham om hans egen datter. Datteren var ikke involveret i ulykken, men den personlige kobling, der opstod, var uforudsigelig, og bidrog til, at hændelsen fik en særlig betydning for ambulanceredderen,” fortæller Maria Louison Vang.

Netop den personlige koblings betydning for udvikling af sekundær traumatisering er Maria Louison Vang lige nu ved at gøre sig klogere på i et projekt, der følger op på hendes ph.d. I det hele taget er der flere spørgsmål, hun gerne ville have svar på, i forhold til hvad der karakteriserer de sager, der kan bidrage til sekundær traumatisering.

”Er der forskel på, om der er tale om lyd eller billeder – eller om det er på skrift? Hvad betyder den personlige identifikation? Og det følelsesmæssige indtryk? Det er noget af det, vi er ved at undersøge,” siger Maria Louison Vang og fortæller, at sager, der handler om børn og unge, udgør en særlig belastning.

”Det ser ud til, at når hændelserne involverer børn og unge, opleves de som særlig belastende. I hvor høj grad forskellige sagstyper hænger sammen med udviklingen sekundær traumatisering over tid, er noget af det, vi arbejder med at forstå.”

Forebyg mistrivsel og udbrændthed

På baggrund af sin ph.d. har Maria Louison Vang udarbejdet 12 forskellige anbefalinger til, hvordan De Danske Børnehuse kan arbejde med at forebygge sekundær traumatisering. Flere af anbefalingerne gælder bredt. Nummer ét er at forebygge udbrændthed.

”Skal medarbejderne have ressourcer til at rumme andre menneskers voldsomme oplevelser og traumer, skal man først og fremmest sørge for, at de ikke får opbrugt deres ressourcer af andre belastninger. Der ligger et fundamentalt følelsesmæssigt krav i at skulle forholde sig til andre menneskers voldsomme oplevelser. Det skal arbejdspladsen være bevidst om og forholde sig til i planlægningen af arbejdet,” siger Maria Louison Vang.

Hun peger på, at der samtidig er nogle belastninger, man ikke kan planlægge sig ud af, fordi de er en del af den arbejdsopgave, man har. Udover den rette faglige uddannelse til at arbejde med opgaverne, har man her brug for støtte og supervision.

”Der er nogle risikofaktorer, der er integreret i arbejdet på arbejdspladser som fx børnehusene eller hos politiet, fordi det er en del af kerneopgaven at beskæftige sig med vold og overgreb eller selvmordstruede mennesker. Man kan ikke fjerne de belastninger gennem planlægning. Men man kan ruste medarbejderne igennem faglig kvalificering og give ekstra støtte til de medarbejdere, der skal arbejde med dem,” siger hun og fremhæver, at det desuden er vigtigt at tilbyde supervision, hvis der er tale om en særlig belastende sag.

”I det hele taget bør der være supervision til rådighed på arbejdspladsen, så det er muligt at tale sagerne igennem, hvis de er udfordrende enten fagligt eller følelsesmæssigt. Psykologer er en af de professioner, hvor supervision på deres arbejde er et krav, men andre får det ikke nødvendigvis. Og endelig skal der være klarhed om, hvor man kan henvende sig, hvis man begynder at opleve symptomer på sekundær traumatisering,” siger hun og pointerer, at arbejdspladsen også skal være særlig opmærksom på, om der er medarbejdere, der er i mistrivsel. Er en medarbejder anspændt, trist eller irritabel over en længere periode kan det være symptomer på sekundær traumatisering.

Optimisme i forhold til behandling

I forhold til de fagprofessionelle, der allerede er blevet ramt af sekundær traumatisering, er der, ifølge Maria Louison Vang, grund til at være optimistisk i forhold til behandling.

”Vi er stadig ved at forstå karakteren af sekundær traumatisering og mekanismerne bag udviklingen af symptomerne. Jeg kender ikke til studier af forskellige terapiformers effekt i forhold til sekundær traumatisering, men man har arbejdet med behandling af både arbejdsrelateret og posttraumatisk stress i mange år, og der findes effektive behandlingsformer. Når man kan behandle PTSD, så er der god grund til optimisme i forhold til sekundær traumatisering,” siger hun og tilføjer:

”Hvis man genkender nogle af de her symptomer hos sig selv, så skal man snakke med sin supervisor eller leder og finde ud af, hvad der er af muligheder for at få hjælp.”