Artikel

Handleplanen skal være det anbragte barns anker. Men handleplanerne er mangelfulde – og kun halvdelen af børnene har en ved anbringelsen

Handleplaner er anbragte børns garantibevis og et anker for anbringelsen. Men kun 44 procent af institutionerne modtager en handleplan forud for anbringelsen, viser ny forskning. Såvel forstanderen for døgninstitutionen Godhavn, formanden for De Anbragtes Vilkår og en forsker i socialrådgiveres arbejde med handleplaner efterlyser reform af handleplanen, som er realistisk, meningsfuld og løfter skylden af de anbragte børn og unges skuldre.

Af Anne Anthon Andersen

Tegning Sille Jensen

15. september 2022

Da det blev indført ved lov tilbage i 1992, at anbragte børn skulle have udarbejdet en handleplan, var det for at sikre barnets ret til en barndom med retning og tryghed: en lovsikret garanti for, at der var voksne, der inddrog dem i, hvad der skulle ske, og som lyttede til deres behov og ønsker.

Samtidig var handleplanen et værktøj, der skulle justeres undervejs og herved sikre, at mål og udvikling var realistisk og førte den rette vej.

Handleplanen var barnets anker – eller som formålet står beskrevet i Serviceloven: ”Handleplanen er et redskab, der sikrer, at familien får medindflydelse, og lægger op til dialog, samarbejde og gensidighed mellem alle involverede.”

Derfor er det et brud på anbragte børns retssikkerhed, at handleplanerne ikke bliver lavet, som bogen ”Anbragte børn og unge på døgninstitutioner og socialpædagogiske opholdssteder” viser. Bogen redegør for to et halvt års forskningsarbejde, der med professor Inge Bryderup i spidsen er foregået i samarbejde mellem Aalborg Universitet og Rockwool Fonden.

Kun 44 procent af institutionerne modtager en handleplan forud for anbringelsen. Næsten halvdelen (47 procent) af institutionerne har ikke modtaget en udredning/beskrivelse, som er dækkende for barnet eller den unges vanskeligheder. Og for en tredjedel af børnene og de unge er der ikke sket den justering af handleplanen, som skal foretages inden for de første tre måneder, viser undersøgelsen, som udkom i bogform i august.

”Jeg taler altid om handleplanen som barnets garantibevis. Det handler om at skabe en bevidsthed hos barnet om, hvorfor det er anbragt, og en plan for hvad barnet skal i anbringelsen. Børn har krav på at vide, hvad vi gør med dem. Hvis de ikke ved det, og ikke forstår det, er det et kæmpe svigt og i værste fald et overgreb,” siger forstander på døgninstitutionen Godhavn i nordsjællandske Tisvildeleje, Søren Skjødt.

Han har i 37 år arbejdet med anbragte børn og unge, 33 af dem på døgninstitutionen Godhavn, de seneste 21 år som forstander, og han oplever ofte, hvordan det at blive anbragt er forbundet med skyld – netop fordi det ofte ikke er klart for børnene, hvorfor de bliver anbragt – og den skyld kan en konkret og velbeskrevet handleplan være med til at løfte af barnets skuldre ved at forklare, hvorfor det er anbragt, og hvad der skal til, for at barnet kan flytte hjem til sine forældre igen.

”Jeg har oplevet børn bryde grædende sammen og sige: ’Jeg er så ked af det. Jeg er ikke dygtig nok til at komme hjem’,” siger Søren Skjødt.

Sagsbehandlere foretrækker blankt papir

Forsker og adjunkt i socialt arbejde med udsatte børn og unge på Professionshøjskolen Absalon, Louise Harkes, har i sin ph.d.-afhandling ”Jeg gad godt, de skrev en ny” undersøgt henholdsvis sagsbehandleres oplevelser af at lave handleplaner og børn og unges oplevelser af at få lavet en handleplan.

Hendes afhandling er baseret på interview med unge og sagsbehandlere og observationer af sagsbehandlere og sagsdokumenter fra to forskellige kommuner.

Forskningen viser, at handleplanen ikke er et samarbejdsdokument med inddragelse af forældre og de anbragte unge, som det ellers er ambitionen. Analyserne viser også, at der samarbejdes uden om handleplanerne, og at 60 procent af handleplanerne i stedet kommer til at fungere som ’døde’ dokumenter.

Derudover viser forksningsprojektet, hvordan handleplanen ikke fungerer som det inddragende redskab, det er tænkt som. De unge bliver ikke inddraget i handleplanens udformning, men bliver i stedet forelagt handleplanen til kommentering. Deres kommentarer tilføjes, men indarbejdes ikke i selve handleplanen. Det er også en udfordring, at handleplanen har enormt mange intentioner og formål, og at det er vanskeligt for sagsbehandlerne at imødekomme alle de formål i et dokument.

Alle parter bør kende målet

Hvis man anbringer et barn på ti år uden at inddrage det og lade barnet kende formålet for anbringelsen, er der alt for meget, der er op til barnets egen fantasi og fortolkning, oplever Søren Skjødt:

”Da efterlader vi børn med en forstærket følelse af, at det er dem, der skal ændre sig for at komme hjem.” 

Handleplanerne er også vigtige som pejlemærke for de indsatser, institutionen skal iværksætte, når et nyt barn ankommer.

”Hvis de mål, der er sat, ikke er realistisk beskrevet, reagerer vi på det. For det er jo de mål, vi bliver målt på,” forklarer Søren Skjødt.

Han kalder handleplanerne for anbragte børns anker i tilværelsen. For mange anbragte børn oplever en vis udskiftning af myndighedspersoner i løbet af deres anbringelse. De kan have forskellige perspektiver, vurderinger og idéer om barnet og møder det på forskellige stadier, og da er handleplanen barnets eller den unges sikkerhed for, at der er en fælles retning og en realistisk plan for barnets udvikling og trivsel.

Forældede handleplaner kalder på revision

Barnets situation forandrer sig. Derfor skal handleplanen følge med, og det er da også vedtaget ved lov. Men ligesom det halter med at få udarbejdet handleplanerne, bliver der heller ikke i tilstrækkelig grad fulgt op og justeret, viser undersøgelsen ”Anbragte børn og unge på døgninstitutioner og socialpædagogiske opholdssteder” fra Rockwoolfonden: For en tredjedel af børnene og de unge er der ikke sket den justering af handleplanen, som skal foretages inden for de første tre måneder.

”Man kan godt blive lidt lang i hovedet, for handleplaner er noget, vi har talt om i hvert fald i 25 år – siden 1995 – Det undrer mig. For handleplanen er jo en god disposition – en form for tjekliste for anbringelsen,” siger Søren Skjødt.

”Vi havde en rigtig udfordrende dreng – vi fik en handleplan, hvor der stod: Han skal have det godt. Man kunne ønske sig, at man blev langt mere konkret og retningsanvisende. For vi skal kunne vide, hvornår formålet er opfyldt og give børnene et realistisk blik for, hvad der skal ske, og hvornår de kan komme hjem igen.”

Justeringen undervejs er med til at sikre, at man kan vise de anbragte børn og unge, at de rykker sig, og at man tager højde for de ønsker og det udviklingspotentiale, de har. Hvad kunne du godt tænke dig at blive dygtig til?

Der er flere forskellige udfordringer, der spænder ben for, at socialrådgiverne får udarbejdet handleplaner, viser Louise Harkes’ forskning. En del er, at de it-systemer, kommunerne anvender, gør det svært for socialrådgiverne at lave meningsfulde planer for familierne.

”Flere af dem, jeg har interviewet, ville foretrække at kunne skrive handleplaner på et blankt stykke papir, så de ikke skulle sidde og udfylde skemaer med felter, der ikke giver mening i den konkrete sag. Det ville måske gøre det lettere at inddrage familierne og bruge handleplanen som det samarbejdsværktøj, som den er tiltænkt,” siger Louise Harkes.

Dernæst er det et problem, der påvirker arbejdet med handleplaner, at lovgivningen ift. anbragte børn og unge er skruet sammen som en lineær proces. For man kan ikke opstille mål for børns trivsel som en trappe med trin, der følger et foruddefineret diagram, argumenterer Louise Harkes:

”Børns liv er meget mere komplekse end, at nu opstiller vi tre mål, og så indfrier vi dem i den definerede rækkefølge et for et,” siger hun.

Det er hele tanken om at styre komplekse liv i dokumenter, hun anfægter.

”Fra man laver børnefaglig undersøgelse, til man har fået lavet en handleplan, kan der let gå et halvt år. Der kan være sket alt muligt i et barns liv. Og så er de problemer, som man opstiller mål på, måske ikke længere relevante. Derfor er man nødt til at tilbyde sagsbehandlerne nogle meget mere dynamiske værktøjer, der følger børns udvikling.”

Anbragt fanget af konteksten

De nye forskningsresultater om manglende handleplaner kommer ikke som en overraskelse for formand for De Anbragtes Vilkår, David Adrian Pedersen. Det har hans kendskab til anbragte børn og unge vist i årevis.

At handleplanerne i så stor stil ikke bliver lavet og ej heller fulgt op, er måske et udtryk for, at det er et forældet værktøj, som har et alt for individuelt fokus på barnet, og at den måde, handleplanerne bliver brugt på, er noget rod, mener han.

”Handleplansmål er ofte for statiske og alt for fokuserede på barnets udfordringer. De er udtryk for en meget gammel psykologisk forståelse, der groft sagt udtrykker, at udfordringen altid forstås med udgangspunkt i barnet, mens hverken forældrene, plejefamilie, institutionen hvor barnet er anbragt eller miljøet omkring barnet i det hele taget tages i betragtning i analysen og løsningerne. Det er grundlæggende udfordrende, fordi vi ved, at anbringelser kan være en meget mere kompleks virkelighed med en kontekst, som man er nødt til at have for øje,” siger David Adrian Pedersen der kalder det en alt for simpel forståelse af en anbringelse.

”Det virker ikke, som om at værktøjet har ændret sig en disse, siden det blev indført.”

Som handleplaner bliver brugt i dag, bliver de meningsløse og kan skabe mere håbløshed og apati og nogle gange også problemer for anbragte børn og unge. Også fordi handleplanen, som forskningsprojektet viser, sjældent justeres undervejs og følger den udvikling, anbragte børn og unge gennemgår.

”Vi oplever ofte, at handleplaner kan skabe et stærkt negativt narrativ i anbragte børn og unges selvforståelse, som gør det endnu sværere for dem at forstå og finde sig selv. Sådanne handleplaner kan gøre det endnu sværere for anbragte børn og unge at finde sig til rette i deres ungdoms- og voksenliv, fordi handleplanen bliver et forældet papir, der beskriver dem som en udfordring, der bliver ved at hænge ved dem også efter anbringelsen uden at blive fulgt op,” forklarer David Adrian Pedersen.

Nye handleplaner bør være bindeled

Fagpersoner og forskeres opråb om utilstrækkelige handleplaner er på sin vis hørt. I hvert fald stod det indskrevet i reformen Barnet Først, at de skulle revideres. Når de bliver det, som politikerne har lagt op til, er det vigtigt, at handleplanen i praksis bliver et bindeled mellem de mange aktører i anbringelsen, som skal sikre barnets trivsel, mener Søren Skjødt. Ikke mindst forældrene. For hvis ikke forældrene bliver hørt og inddraget, er det svært at hjælpe de anbragte børn og unge. Anbringelse eller ej er forholdet og kommunikationen mellem børn og forældre afgørende.

”Handleplanen bør sikre forældreperspektivet, herunder forældrenes rolle, og hvordan den kan understøtte barnets anbringelse,” siger Søren Skjødt.

Hos De Anbragtes Vilkår har man i flere år ønsket, at handleplansformatet blev revideret grundlæggende. Anbragtes Vilkår har to ønsker til en totalreform af handleplanen. Dels bør handleplanen blive et dokument, hvor både familie, forældre og det miljø, barnet befinder sig i, i institutionen, plejefamilier eller andet, bliver beskrevet.

”For de ting spiller naturligvis en rolle for barnets udvikling, handlemuligheder og oplevelse af stabilitet i deres liv. Barnet er ikke alene centrum for alle de ulyksaligheder, der foregår i dets liv. Som de bliver brugt i dag, kommer handleplanerne alt for ofte til at indsnævre barnets identitet og opbygge en meget negativ selvforståelse og forventning til, hvad det kan opnå i livet,” forklarer David Adrian Pedersen.

Dernæst bør handleplaner opstille konkrete handlingsanvisende og langsigtede mål, mener De Anbragtes Vilkår.

”Den form for handleplaner, man arbejder med nu, arbejder ofte med meget abstrakte kognitive og sociale mål med tunnelsyn på barnet og kan fx lyde Peter skal lære at have adækvat vredeskontrol eller Peter skal blive bedre socialt med børnene i hans omgangskreds. Men sådanne mål er svære at validere færdige og siger intet om, hvad konteksten og omgivelserne skal gøre, for at det skal lykkes. Og så strander hele indsatsen ved barnet. Den potente handleplan er retningsanvisende og viser, hvordan omgivelserne samkoordineres, skaber muligheder og broer i alle elementer rundt om Peter,” siger David Adrian Pedersen, som håber, at fremtidens handleplaner får blik for alle de elementer, der er i barnets liv, og bliver handlingsanvisende med rod i barnets virkelighed.

Også Louise Harkes’ interviews med anbragte unge dokumenterer et kæmpe problem i, at de bliver gjort til problemet og skrevet om på en måde, så de ikke kan genkende sig selv.

”Det er ikke barnet, men konteksten, man bør opstille mål for. Via handleplanerne individualiserer man problemerne. Handleplanerne bør rettes mod konteksten. Hvad skal skolen gøre? Hvad skal forældrene gøre? Hvad skal institutionen gøre?” mener Louise Harkes.

Hun peger også på det, hun kalder fattigdomsproblematikken som en udfordring, som ikke adresseres i handleplanerne. Det handler igen om en del af konteksten, der i de nuværende former for handleplaner ignoreres: At manglende økonomiske ressourcer simpelthen kan være et vilkår, der gør det svært at nå i mål, uanset hvor klare mål man så sætter.

”Kommunerne vil ikke støtte familier økonomisk. På den måde ignorerer man, hvordan fattigdom kan påvirke børns trivsel. Her bør sagsbehandlerne også kunne sætte ind.”

Dårlige handleplaner øger risiko for sammenbrud

Det er i sidste ende kommunernes Børn- og ungeudvalg, der har myndighedsforpligtelsen dvs. ansvaret for, at handleplanerne bliver skrevet og justeret løbende, som det står beskrevet i serviceloven. Og det kan være vanskeligt for en almen kommunalpolitiker, mener Søren Skjødt.

”Det er så komplekst. Langt de fleste gange godkender de bare forvaltningens indstilling,” siger han.

Forskningsprojektet ”Anbragte børn og unge på døgninstitutioner og socialpædagogiske opholdssteder” dokumenterer, at der er sket en massiv stigning i antallet af sammenbrudte anbringelser. Om der er en årsagssammenhæng mellem de manglende handleplaner og antallet af anbringelser, der bryder sammen, giver undersøgelsen ikke entydige svar på.

Men den refererer til en undersøgelse fra SFI 2010, der slog fast, at det, at der er udviklet en handleplan, har en stabil indflydelse i anbringelsen, og at det kan mindske risikoen for sammenbrud.

Mens en undersøgelse fra Ankestyrelsen i 2019 (som byggede på 225 anbringelsessager fra 25 kommuner) konkluderede, at handleplaner kan højne kvaliteten i anbringelsen, og at for sent udarbejdede og eller for dårlige handleplaner og for lidt inddragelse af børnenes perspektiv øger risikoen for, at en anbringelse bryder sammen.

Undtagelsestilstand uden udsyn

Som forstander for Godhavn er Søren Skjødt heller ikke i tvivl om, at de mangelfulde eller udeblevne handleplaner får konsekvenser. Og han kan se, at en kvalificeret handleplan forebygger sammenbrud og konflikt.

”Det får den konsekvens, at anbringelsen ikke bliver retningsbestemt. En manglende handleplan kan have fatale konsekvenser på forskellige niveauer – vigtigst er, at det svækker barnets perspektiv og indblik i, hvad barnet skal,” siger han.

En del af målet med handleplanerne er at skabe accept, som er udgangspunktet for, at man kan skabe trivsel, forklarer han. For handleplanen præciserer formålet med anbringelsen. Det er afgørende for hele indsatsen, at handleplanen er afstemt med, hvilke forventninger der er i forvaltningen, hos forældrene, institutionen og plejefamilien, og at det sikres, at de kan stå på mål for de krav, som handleplanen definerer.

”Uden en handleplan bliver det svært for barnet at samarbejde om udviklingen i dets eget liv. Det skaber afmagt. Du kan se det på svarene fra børn i anbringelsessager. Hvorfor blev du anbragt: ’Fordi min kanin løb væk’. Når det ikke står beskrevet hvorfor og hvordan, begynder de selv at digte historier – det bliver enormt utrygt,” forklarer Søren Skjødt:

”Det at blive anbragt uden en handleplan svarer til at boarde et fly uden at vide, hvor det skal hen, hvor længe du skal være ombord, og hvem de andre er. Det at være anbragt og skulle anbringes er en form for undtagelsestilstand. Vi er simpelthen nødt til at give anbragte børn og unge den plan, de har krav på,” siger Søren Skjødt.

Du er måske også interesseret i