Artikel

Instagram-gruppe gav Mie kærlighed ­– og nye idéer til selvskade

”På et tidspunkt var der én, der havde lagt billeder op, hvor hun var var blevet syet. Hendes ar var virkelig brede og store. Det ville jeg også have, så jeg skar så dybt, at jeg var ved at miste livet.” Sådan fortæller Mie, der i fem år delte både kærlige kommentarer og billeder af blodige snit og buler med andre piger på Instagram. I dag har hun brudt med netværket, men hun er stadig afhængig af at skade sig selv og kæmper for at bryde tabu om selvskade.

Af Eva Frydensberg Holm

Tegninger Sine Dyrbye

23. juni 2022

Jeg får øje på hende på kajen på Islands Brygge i København. Lyshåret og iført sort blazerjakke, som hun netop har skrevet til mig i en SMS, så jeg kan genkende hende. Det er en af de første sommerdage på Bryggen, hvor havnebadet og plænen omkring tiltrækker unge, der skal have mest muligt ud af den lune dag. Hun smiler, da vi får øjenkontakt.

Hun har lige været til eksamen. Det er gået godt, fortæller hun.

På dette tidspunkt ved jeg ikke, at jeg i løbet af de næste timer vil blive ført langt ind i et dybt fortroligt netværk på Instagram, det såkaldte PRIV-netværk, hvor Mie gennem fem år fandt fællesskab og forståelse ved at dele billeder af sin selvskade med de andre piger, og hvor konkurrencen om at have den største bule, de fleste sting eller det dybeste og blodigste snit, fik hendes selvskade til at indtage nye og voldsomme former.

Jeg ved ikke, at jeg vil forlade Bryggen med en helt ny forståelse for, hvad det vil sige at være afhængig af den konkrete smerte, kontrol og ro, et snit i armen eller låret kan give. Jeg ved bare, at jeg skal møde en 27-årig kvinde, der har skadet sig selv gennem mange år – og nu læser engelsk på universitetet.

mie privatfoto 600x600 1
I dag læser Mie engelsk på universitetet. Hun er stadig afhængig af at skade sig selv, men hun deler ikke længere billeder af sine snit og buler på Instagram. Privatfoto.

Trist som tretten-årig

Historien om Mies selvskade starter mange år før, hun og hendes selvskade finder vej til PRIV-netværket.

Hun er 13 år den dag, hun i badet hjemme i sit barndomshjem i Greve lægger de første snit. Hun er tidligere kommet til at skære sig selv med skraberen, når hun skal barbere ben, men denne dag lader hun bevidst skraberens blad skære ind i først i den ene ankel, så den anden. Det bløder, men snittene er overfladiske. Uerfarne, som hun kalder dem i dag.

”Jeg kan slet ikke huske, hvor jeg fik idéen fra. Jeg vidste bare, at det var noget, man ikke burde gøre mod sig selv, og at det var et tegn på, at man ikke havde det så godt. Det sidste års tid havde jeg følt mig rigtig ked det. Jeg havde jeg mistet lysten til at spille håndbold, som jeg spillede på eliteplan, og som jeg havde spillet siden jeg var fem år, ” siger Mie og fortæller, at hun indtil da havde været meget optaget af at fremstå perfekt.

”Lige siden jeg var helt lille, har jeg haft en facade, hvor jeg udstrålede, at jeg kunne alt. Jeg klarede mig godt, og var sådan en, der altid hjalp andre. Men jeg følte også, at jeg skulle leve op til alles forventninger. Og pludselig havde jeg det altså virkelig skidt, uden at vide hvorfor. Det var meget forvirrende for mig.” 

Dagen efter episoden i badet går Mie i skole med et plaster på hver ankel. Hun håber, at nogen vil lægge mærke til dem – og spørge, hvad der er hændt. Meget gerne idrætslæreren, som hun godt kan lide. Men intet sker.

Hvad Mie på det tidspunkt ikke ved, er, at hun lider af flere diagnoser, der gør det særligt svært for hende at kontrollere sine følelser.

Vi har sat os på den udendørs café ved Bryggens Kulturhus. Solens varme stråler får Mie til at smide jakken, og mit blik falder straks på hendes arme. Den tætte række af tydelige ar, der blander sig med store tatoveringer, er ikke til at overse. Det bliver pludselig meget konkret, at snittene i badet langt fra blev de sidste.

Ingen ser arene på inderlårene

I årene efter tager mistrivslen til. Selv om Mie knokler for at holde facaden, går det stejlt ned ad bakke. Og på en studietur i 9. klasse bryder hun sammen. Lærerne griber hende. Hendes forældre bliver involverede, og Mie starter i et coach-forløb. Men det kommer ikke at gøre den store forskel, fortæller Mie.

Efter folkeskolen bliver et år på high school i USA hendes vej væk. Og det lykkes faktisk et godt stykke hen ad vejen at starte på en frisk. Særligt fodboldholdet på den highschool, hun går på, hiver hende for en tid ud af den mørke grundstemning.

”I starten var det svært for mig at finde fodfæste, og jeg nåede at skære i mig selv to gange, før fodbolden blev mit go to. Men det er, da jeg kommer hjem, at det går rigtigt galt. Jeg havde fået et liv og venner i USA, som jeg var blevet glad for, og som jeg nu skulle jeg forlade. Samtidig startede jeg på gymnasiet, hvor de høje forventninger til mig selv kom igen, ”fortæller hun.

Mie begynder at skærer fast i sig selv, som hun udtrykker det. En gang om ugen – eller en gang om måneden alt afhængigt af, hvordan hun har det, bruger hun en hobbykniv til at snitte i sig selv, oftest højt oppe på inderlårene, hvor ingen kan se de ar, det efterlader. Det er ikke længere opmærksomheden, hun søger, men det at skære i sig selv, giver hende ro, og en følelse af, at der er noget, hun har kontrol over.

”Samtidig tror jeg også, at jeg følte, at jeg fortjente det. I starten tænkte jeg: Det nemt nok det her. Jeg kommer til at kontrollere det. Jeg kan sagtens kontrollere det. Men det kan man ikke. Det bliver værre og værre og værre. Man bliver afhængig af det. Og det er jeg jo stadig,” siger Mie.

Det hele kulminerer en august-aften, to uger inde i 3.g. Mie har på det tidspunkt fem fag på a-niveau. Hun spiller håndbold. Og lige nu er hendes forældre ude at rejse, så også hunden og huset er hendes ansvar.

I familiens medicinskab i badeværelset er Mies mor begyndt at vende glassene med smertestillende piller, så Mie ikke kan se etiketterne. Det er de piller, der nu står foran hende.

”Jeg tænker, at nu er det nu. Jeg kan ikke mere. Men så slår det lidt klik for mig, tror jeg. Eller måske får jeg håb. Jeg ringede i hvert fald til den psykolog, jeg presset af mine forældre, så på det tidspunkt.”

Mie bliver indlagt på psykiatrisk afdeling, og det næste halve år er hun i pendulfart mellem åben og lukket afdeling.

Og i den tid skadede du så ikke dig selv?

”Lad mig sige det sådan her. Det er ret nemt at smugle barberblade ind, hvis man virkelig vil, og det ville jeg. Op til jul gemte jeg dem i min chokoladejulekalender. De kunne ikke forstå, hvorfor min selvskade blev dybere og dybere. Lige pludselig havde jeg skåret mig så dybt i foden, at jeg skulle sys. De troede, at jeg gjorde det med plastikkniv. Min selvskade eskalerede under min første indlæggelse. Og det var også her, jeg kom ind i den digitale verden.”

selvskade skiller 800 sine dyrbye

Hjælpen findes på Insta

På den psykiatriske afdeling hører Mie flere gange personalet sige, at hun er for ung til at have selvmordstanker. Det får hende til at føle, at heller ikke her, har hun ret til at have det, som hun har det. At hun ikke engang nu, hvor hun endelig har rakt ud efter den hjælp, hun så desperat har haft brug for i så mange år, kan få den. I det hele taget, føler hun, at hun passer lige så dårligt ind på psyk som i den virkelige verden. Det får hende til at søge i andre retninger.

På sociale medier som Pinterest og Instagram støder hun i begyndelsen mest på udenlandske profiler. Men langsomt finder hun frem til en gruppe på Instagram, hvor danske piger deler billeder af deres selvskade. PRIV-netværket, hedder det. Hun opretter en profil med et brugernavn, der ikke kan forbindes til hende selv, søger om optagelse og slipper gennem nåleøjet.

”PRIV-netværket er møg-hemmeligt, så når nogen ansøger om at blive medlem, tager et af medlemmerne et screenshot af profilen og spørger alle de andre profiler: Er hende her save? Så er der måske nogle af de profiler, man allerede følger, der siger god for en, ” forklarer Mie, der meget hurtigt lader sig omfavne af det fællesskab, hun møder.

”Jeg var dybt fascineret af den verden, jeg trådte ind i. At der faktisk var et rum, hvor man kunne komme ud med det allerinderste. Når jeg lagde et billede op, hvor jeg lige havde skåret i mig selv eller af mine indlæggelser eller min medicin, skrev folk: Kæmpe kram – og det skal nok gå.  Det føltes virkelig godt. Pludselig var der nogen, der forstod mig og mig selvskade 100 procent.”

Hun holder en pause.

”Det kan godt være, at det lyder som om, at jeg glorificerer det. Men det var sådan jeg oplevede det. Jeg så det ikke som noget negativt. Jeg så det som noget, jeg havde brug for. Som noget, der manglede i mit liv, og som jeg lige pludselig fik. Samtidig var jeg også enormt stresset over, at nogen skulle finde ud af det.”

Brugte du også PRIV til at hente inspiration til din selvskade?

”Hvis du havde spurgt mig dengang, ville jeg have sagt nej. Man er så opslugt og fanget, at man ikke fatter det. Men når du spørger mig nu, så ja, 100 procent. Jeg blev trigget til at skære dybere og til at lave større buler. Og det blev meget voldsomt. På et tidspunkt var der én, der havde lagt billeder op, hvor hun var var blevet syet. Hendes ar var virkelig brede og store. Det ville jeg også have, så jeg skar så dybt, at jeg var ved at miste livet, ” siger Mie og fortsætter:

”På skadestuen sagde de, at havde det været en millimeter dybere. Det vil sige, havde jeg skåret bare en enkelt gang mere, havde jeg ikke været i live. Men på det tidspunkt var jeg ligeglad,” siger hun.

Senere opstår en trend, hvor alle skulle have en bule i panden. Og den skal være både stor og blå.

”Først slog jeg måske hovedet ind i væggen 20 gange. Og det blødte bare en lille smule. Men det var jo ikke godt nok til, at jeg kunne lægge den op på PRIV. Så jeg gjorde det igen. Måske 150 gange, så der kom den der kæmpe bule, der gjorde, at nu kunne jeg godt lægge det op.”

Hun kigger på mig.

”Jeg ved det godt, det lyder meget voldsomt, men det var det jo ikke for mig længere.”

mie privatfoto 600x750 1
Når Mie postede billeder af sin selvskade i PRIV-netværket på Instagram fulgte et hav af kærlige kommentarer: Hold ud, stort kram, du klarer den. Privatfoto.

Kold tyrker og fortsat selvskade

Der skal gå fem år, flere indlæggelser og rigtig mange besøg på skadestuen, før Mie langsomt indser, at hun ikke får det bedre af at hente hjælp hos piger, der har det lige så skidt som hende selv. Blandt andet reaktionen fra en veninde, som hun kommer til at betro sig til om, hvad der sker på PRIV, får hende ansporet. Hun tager tilløb og skriver til sidst til netværket, at nu melder hun sig ud.

”Det var jeg nødt til at skrive til dem, for jeg havde selv oplevet, at når nogen ikke havde svaret i et stykke tid, så var det, fordi de havde taget deres eget liv. Det er også noget af det, der er sindssygt hårdt. For I dag tænker jeg: Kunne jeg have gjort noget? Men på den anden side, vi havde jo tavshedspligt. Der var hele tiden den der dobbelthed. Jeg føler mig ikke skyldig, men det plager mig, at jeg muligvis kunne have gjort noget ved at bryde tavsheden,” siger Mie.

Tiden efter bruddet er som en kold tyrker. På den ene side er der savn. Ikke bare efter støtte og anerkendelse, men også efter den profil, hun har identificeret sig med gennem fem år og de relationer, hun har knyttet. På den anden side er lettelsen over ikke konstant at skulle være bange for at blive afsløret.

I dag er det snart tre år siden, Mie brød med fællesskabet. Hun er er ikke bukket under for abstinenserne efter at dele sin selvskade, men hun skader stadig sig selv.

”Det er jo ikke en PRIV-profil, der afgør det. Jeg skadede også mig selv mange år før, jeg kom derind. Det er en afhængighed. Når man har gjort det i så mange år, som jeg har, så er det ikke noget, man bare lige stopper med. Jeg arbejder på det, og jeg håber, at det en dag lykkes, men det er svært, for en af mine diagnoser er borderline. Det betyder, at mine følelser er meget ekstreme. For at kontrollere dem, skader jeg mig selv. Og så kan jeg komme over i den anden grøft, hvor der bare er totalt tomt inde i mig, og så skader jeg mig selv for at mærke jeg noget,” forklarer Mie.

selvskade skiller2 sine dyrbye

Tabu i 2022

De sidste fem år har Mie boet på et bosted. Her arbejder hun sammen med sine kontaktpersoner på at føle sig tryg i at sige til, når hun har trang til at skade sig selv. Det handler om at acceptere, at hun han har trangen, at det ikke er tanken, men handlingen, der er farlig. Den støtte, hun får på bostedet, er, ud over at give hende håb om at komme ud af sin selvskade, også medvirkende til, at hun har turdet satse på et universitetsstudie.

”Den ene af mine kontaktpersoner er faktisk selv tidligere selvskader. At se, hvordan hun er kommet ud på den anden side. At det godt kan lade sig gøre, er en kæmpe inspiration for mig. Hun skammer sig ikke over sin selvskade og taler åbent om det.”

Jeg griber den: Du sidder her i en t-shirt, der ikke dækker dine ar. Har du også besluttet dig for ikke at skamme dig over din selvskade?

”Det kommer lidt an på, hvor jeg er. På studiet var det fx svært i starten, men de har taget megagodt imod det. Nok fordi, at jeg er åben om det. Det der med, at folk er nysgerrige, har jeg ikke noget problem med. Det er mere, når nogle bliver bange for det. Eller når folk stirrer eller vender sig om på gaden. Det er ikke særlig fedt, ” siger hun og tilføjer:

”Det lyder måske lidt stort. Men jeg vil gerne ændre verden – eller i hvert fald gøre en lille forskel i forhold til, hvordan folk ser på selvskade og psykisk sygdom. Det er virkelig tabuiseret, og det burde det ikke være i 2022. Derfor er jeg også begyndt at holde foredrag og stille op i medierne. Som jeg siger til min familie, så er nogen nødt til at gå forrest.”

Hvis du ser tilbage med den erfaring og viden, du har i dag, hvad tror du så kunne så hjælpe 13-årige Mie?

”Jeg tror, at jeg havde brug for, at en kiggede mig dybt i øjnene og sagde: Du har det ikke godt.  Én, der anerkendte mine følelser og sagde: Du behøver ikke at være perfekt. Du er god nok, som du er. Og det skal nok gå. Jeg skyder ikke skylden på nogen, for jeg gemte mig jo også selv bag min facade, men det var nok det, jeg havde brug for.”

Hvad med senere: Hvad kunne have fået dig til at bryde tavshedspligten i PRIV og få hjælp udefra, inden din selvskade eskalerede så vildt?

”Åh, den er virkelig svær. For man vil jo gøre, hvad som helst for ikke at bryde den tavshedspligt. Men jeg tror, det at have nogle i den virkelige verden, der ikke dømmer en, er afgørende. Jeg endte faktisk med at fortælle til min psykiater, at jeg var med i PRIV. Og i og med jeg fortalte det til hende, kunne hun jo lige pludselig se nogle mekanismer. Hun prøvede ikke at tage det fra mig, men spurgte til det. Jeg tror ikke, at man kan tage det fra nogen, før de selv er klar til det,” siger Mie og tilføjer:

”Jeg fortalte det også på et tidspunkt, hvor jeg var på en ungdomspsykiatrisk afdeling. Og de sagde, at de havde rigtig mange, der var med i netværket, men at de ikke vidste, hvad de skulle stille op. Jeg foreslog dem at bringe nogle gamle PRIV-brugere i spil. Jeg tror, det er nemmere at snakke med nogen, der selv er kommet ud af gruppen. Ligesom med min kontaktperson, der selv har selvskadet. Det skal selvfølgelig være et samarbejde med en, der har været på PRIV, en der stadigvæk er der, og så en professionel.”

Du er måske også interesseret i