Artikel

”Jeg har altid været bange for at ende på et herberg”

En barndom med svigt, anbringelser og misbrug var medvirkende til, at det blev midlertidige boliger og lånte sofaer, der dannede ramme om Amanda Kristiansens liv op igennem hendes 20’ere, alt imens hun frygtede at ende på gaden. Vi skal være bedre til at spotte og hjælpe de unge sofasurfere, for selvom de ikke ligner de klassisk hjemløse, slås de med nogle af de samme problemer, lyder det fra lektor i socialt arbejde Charlotte Vange Løvstad.

Af Eva Frydensberg Holm

Tegning: Sille Jensen

11. august 2022

På et tidspunkt sov hun i baglokalet hos Baglandet i Skindergade. I et par måneder delte hun seng med veninden Maria. Andre gange googlede hun campingsites i Københavnsområdet. Og et par gange flyttede hun endda tilbage til sin alkoholiserede mormor, selvom hun havde svoret, at det aldrig skulle ske.

Som hun sidder der i solen på en bænk ved søerne i København, smilende med en is-latte i hånden og fortæller om sit årsvikariat som underviser på pædagoguddannelsen, er der ikke meget, der leder tankerne hen på en socialt udsat. Men det er de ord, 32-årige Amanda Kristiansen bruger om sig selv.

For selvom det er lykkedes hende at uddanne sig til pædagog og senere at tage en kandidatgrad i læring og forandringsprocesser på Aalborg Universitet, har en barndom med svigt, anbringelser og misbrug trukket spor ind i ungdommen og voksenlivet. Og det har været medvirkende til, at hun endte med at have ikke færre end 21 adresser, fra hun var 18 og op igennem sine 20’ere.

Morens massive alkoholmisbrug sendte Amanda i anbringelse uden for hjemmet, da hun var bare to år gammel. De næste år tilbragte hun dels på forskellige døgntilbud, dels hos sin morfar og mormor. Senere fandt hun ud af, at også mormoren havde en alkoholmisbrug. Hun var bare bedre til at styre det end moren.

Indimellem blev Amanda hjemsendt til sin mor. Men moren drak stadig og kunne ikke tage vare på Amanda og den lillesøster, der var kommet til. Engang blev Amanda sendt alene til BonBon-Land. Som voksen har hun forstået, at det var en måde at få fred til at drikke igennem på.

Da hun var 10, blev hun placeret hos et ægtepar ude på landet. De havde fire anbragte børn boende på deres gård, og i dag tænker Amanda, at hensigten var, at hun skulle opleve sig selv som del af noget, der lignede en familie. Men snarere end kærlighed og omsorg mødte hun kontrol, kritik og negligering af sine følelser. Hun var angst. Flere gange tissede hun i sengen, fordi hun ikke turde gå på toilettet. Heller ikke i de situationer var der hjælp eller trøst at hente. En dag fik hun det virkelig skidt.

”Jeg følte, at jeg havde meget høj feber, og når jeg rørte ved ting, føltes det virkelig mærkeligt. Og jeg begyndte at høre stemmer i hovedet, der bare rablede derudaf,” fortæller Amanda.

Stemmerne blev ved. Indtil hun en dag hun som desperat 12-årig besluttede sig for at skrige dem væk.

Der skulle gå endnu seks år, før hun som 18-årig pakkede sine ting og forlod gården. Nu skulle livet se anderledes ud, tænkte hun.

”Jeg tænkte: Nu er det her slut. Det er slut med at være udsat, nu kan jeg selv bestemme. Jeg tager en uddannelse, og jeg får en kæreste på et tidspunkt – og selvfølgelig lykkes det. Jeg havde ingen idé om, at det, jeg havde med fra min barndom, ville påvirke mit voksenliv. Der var ingen, der havde fortalt mig om konsekvensen af at vokse op, som jeg har gjort det. At man faktisk får posttraumatisk stress, og at det ville betyde rigtig mange risikofaktorer og benspænd i mit voksenliv,” siger hun.

amanda web
Amanda Kristiansen.

Mere fokus på sofasurfere

Amanda har aldrig sovet hverken på gaden eller i et herberg, og hun har aldrig registreret sig selv som hjemløs – hun tæller derfor ikke med i statistikkerne over unge hjemløse, men indtil for et par år siden var hun en af de såkaldte sofasurfere, der lever i skjult hjemløshed.

25 procent af de danske hjemmeløse lever, ifølge Socialstyrelsen, som såkaldte sofasurfere i skjult hjemløshed. De har ikke et hjem, men overnatter hos venner og familie. I Danmark har vi ikke meget viden om, hvem de såkaldte sofasurfere er, men blandt andet et australsk studie peger på, at der er en del af sofasurferne, der kommer fra brudte hjem og er tvunget tidligt hjemmefra. Ved at låne sofaer prøver de at undgå systemets stigmatisering og mærkatet ’hjemløs’.

Charlotte Vange Løvstad er forsker og lektor i socialt arbejde på Via University College. Hun mener, at vi skal have langt mere fokus på sofasurferne. De er nemlig i risiko for at ende i decideret hjemløshed.

”En del af de unge, der i en periode sover på campingpladser eller hos venner, er helt uproblematiske. De skal måske starte på en uddannelse i en ny by og mangler midlertidigt et sted at bo. Men der en gruppe af de såkaldte sofasurfere, der kæmper med den samme bagage som de egentlig hjemløse: Anbringelser, brudte familier, traumer og misbrug. Men de ser ikke sig selv som hjemløse. De tager ikke stoffer, og de formår at opretholde facaden, og de forstår, at de skal præstere. De lægger måske perfekte billeder op på instagram og er i gang med en uddannelse. Der er et stort gap imellem den måde, de lever deres liv på, og hvordan de faktisk har det,” forklarer Charlotte Vange Løvstad.

”Problemet er, at når de surfer rundt på sofaer, så slider de deres netværk – og når de så har gjort det i en tre-fire-fem år, så ender de på herberger eller på gaden. Og så er der gået tre-fire-fem år, hvor deres problemer er blevet værre.”

Hun peger på, at systemets silotænkning er noget af det, der er med til at gøre blandt andet anbragte unge udsatte for at ende i hjemløshed. Når de bliver 18 år, anses de for at være voksne og selvstændige. De går fra en lovgivning til en anden, og så er der ikke meget hjælp at hente.

”Da jeg selv var 18, kørte min mor mig hen til det værelse, jeg havde lejet og købte en dyne til mig, for det havde jeg slet ikke tænkt på. Den hjælp har de anbragte børn ikke. Jeg ved godt, at der er alle mulige efterværnsparagraffer. Men systemet gør ikke nok for at hjælpe på samme måde, som familie og netværk gør. Det har øje for de problemer, der skal løses, men disse unge har ikke umiddelbart et problem,” siger Charlotte Vange Løvstad.

Også fra de unges side kan der være et ønske om, at systemet holder sig væk, fortæller Charlotte Vange Løvstad.

”Måske er de ved at brække sig over pædagoger, når de fylder 18, og vil klare sig selv. Det er fuldt forståeligt, men mange af dem har ikke ressourcerne til det. På nogle områder er de modne og vant til at tage ansvar – for fx forældre eller mindre søskende, men på andre områder er de umodne. Ofte er de asynkront udviklede. Samtidig har de typisk dårlig økonomi og mangler kompetencer til at vurdere, hvad der er et godt sted at bo,” siger Charlotte Vange Løvstad.

Tvunget til at flytte hjem til mormor

Da Amanda var 21, lejede hun sig efter en del flytninger ind i et værelse hos en veninde. Hun havde netop afsluttet HF og knoklede nu som privat børnepasser for Københavns Kommune for at tjene penge til at tage på højskole. Hun var ved at lykkes, følte hun, og det fik hende til at opsøge sin mor, som hun ikke havde haft kontakt med i mange år.

”I begyndelsen gik det fint. Min mor var for første gang i sit liv begyndt at gå til psykolog, og det var jeg også. Vi talte om håb og drømme. Men på hendes fødselsdag i slutningen af februar ringede hun og var fuld. Jeg blev virkelig vred, og det fik min mor til at spise alle de piller, hun kunne finde på toilettet,” fortæller Amanda.

Amanda endte med at bryde med sin mor efter selvmordsforsøget. Men hændelsen satte gang i de gamle traumer. Hun kunne ikke længere passe sit job som børnepasser. Og senere måtte hun afbryde det højskoleophold, hun havde sparet op til og set frem til. Hun var angst, sov ikke om natten og kunne ikke holde ud at sidde i spisesalen sammen med de andre højskoleelever.

Tilbage i København uden tag over hovedet søgte hun hjælp hos kommunen. Men hun var for ressourcestærk, fik hun at vide. Løsningen blev at rykke hjem til sin mormor og morfar, hvor hun tidligere havde boet, selvom hun godt vidste, at det ville gøre hende endnu dårligere.

”Jeg sagde til min kæreste, nu bliver jeg virkelig syg, for jeg var godt klar over, hvad min mormors alkoholmisbrug gjorde ved mig. Jeg er jo traumatiseret af en barndom med min mors misbrug. Det er også derfor, jeg altid har været så bange for at ende på et herberg. Det ville være det samme som at bo hos misbrugere. Det reagerer jeg meget voldsomt på,” siger Amanda.

For Amanda har det at bo rundt omkring hos venner og familie føltes som at være hjemløs, også selvom mange åbnede døren for hende.

”På den ene side har jeg jo haft venner, der bare har sagt; kom og bo her. Og jeg har haft min mormor og morfar, der gerne ville hjælpe. Så jeg har altid haft muligheder og følt, at jeg ikke kunne tillade mig at være kræsen. Men jeg har samtidig følt, at jeg skulle tigge, at det var sådan en slags sympatiting, når nogen lod mig bo hos dem. Det har fået mig til at føle mig mindre værd, og det forfølger mig stadig. På et tidspunkt talte jeg med en venindes mor om at låne deres autocamper, bare for ikke at leve i den usikkerhed, der er, når nogen kan smide en ud,” fortæller Amanda.

Følelsen af at stå i gæld og at være tvunget til at indordne sig, genkender Charlotte Vange Løvstad fra de sofasurfere, hun møder gennem sin forskning.

”Mange af dem fortæller, at de er nødt til at være usynlige. Men i det ligger der også, at de skal tilpasse sig fællesskabet. Hvis der bliver røget eller drukket, så er det det, man gør. Hvis man skal være larmende, så er det, man gør. Det er den pris, man betaler for at overnatte.”

”I en meget sårbar alder, hvor man skal finde ud af, hvem man selv er, er der intet rum til at være sig selv. Det er den alder, hvor vi andre brugte venner, netværk og fritidsaktiviteter til at finde ud af, hvem vi var. De skal hele tiden tænke: Hvem vil de andre gerne have, at jeg er? Det gør det virkelig svært at blive sig selv,” siger Charlotte Vange Løvstad.

Charlotte Vange Løvstad
Charlotte Vange Løvstad.

De cirkulerer i uddannelsessystemet

Spørger man Charlotte Vange Løvstad, hvem der er ansvarlig for at spotte og hjælpe de unge, der lever i skjult hjemløshed, peger hun blandt andet på uddannelsessystemet.

”Ofte cirkulerer de rundt mellem forskellige uddannelser, erhvervsuddannelser og gymnasiale uddannelser, hvor de har svært ved at møde op, men her bliver deres udfordringer ofte reduceret til en fraværsproblematik. Igen er det silotænkningen. Man ser det udelukkende som en fraværsproblematik og ikke som et boligproblem og et socialt problem. Og derfor ender de ofte med at ryge ud,” siger Charlotte Vange Løvstad – og opfordrer til, at man bliver bedre til at anskue de unges fravær i et bredere perspektiv.

”Det at være på en uddannelse er adgangen til identitet – og til et fællesskab, hvor man kan bidrage med det, man kan, så i stedet for at sige: Nu får du en sidste chance osv., så sig: Fedt at du kom, hvordan kan vi hjælpe dig?” siger Charlotte Vange Løvstad.

”Uddannelsessystemet er en rigtig vigtig aktør. Det er er folkeskolen også. Og det er de kommunale sags- og familierådgivere, der er i kontakt med den anbragte unge, inden de fylder 18 år, også. Langt de fleste af disse unge har været i kontakt med systemet, før de ender som sofasurfere.”

For Amanda blev TUBA (Terapi og rådgivning for Unge, der er Børn af Alkohol- og stofmisbrugere)redningen. Her fandt hun den hjælp, det offentlige system ikke tilbød hende. Og hun er i dag overbevist om, at hun ikke ville være i live, hvis det ikke havde været for den terapi, hun har fået gennem TUBA.

”Jeg havde slået mig selv ihjel. Over flere omgange. Og jeg havde ikke klaret mig igennem den uddannelse, som jeg har nu. Det er jeg ikke et øjeblik i tvivl om. Hos TUBA har jeg fået den hjælp, jeg ikke har fået andre steder. Konsistent. Jeg kunne altid komme der, uden at der bliver stillet krav. Og det kan jeg stadig,” siger Amanda og tilføjer, at det også har haft betydning, at hun fandt ud af, at hun – ud over kompleks PTSD – også har ADHD, som hun nu er i medicinsk behandling for.

”De fleste mennesker med ubehandlet ADHD reagerer jo på impulser, hvis de har det dårligt. Det gjorde jeg også.”

Hun køber ikke fortællingen om, at umiddelbart velfungerende socialt udsatte som hende selv ikke er til at få øje på.

”Jeg nægter at tro på, at mennesker er så dumme, at de ikke kan se nuancerne. De senere år har jeg været i kontakt med mange politikere, og de ved det jo godt. Men når de skal prioritere økonomisk, så lader de, som om de ikke kan se problemet – og afviser sådan en som mig. Jeg er køn, intelligent, jeg er hverken voldelig eller misbruger, og jeg har en god uddannelse. Jeg er den perfekte mønsterbryder. Det har jeg altid været. Når systemet har sagt, det må du selv klare, så har jeg klaret det selv. Men jeg er jo stadigvæk ødelagt indeni.”

Hun sidder lidt uden at sige noget, mens vogne fyldt med glade studenter drøner forbi os og overdøver stilheden. Så tager hun ordet igen:

”Det er rigtigt, at der er mange, der ikke beder om hjælp, fordi de ikke vil stigmatiseres af systemet. På den måde kan du godt sige, at vi er svære at få øje på. Men det er jo, fordi systemet ikke vil kigge nuanceret på det at være udsat, og man ikke vil slås i hartkorn med de rigtige hjemløse. Og samtidig er der frygten for selv at ende der. Jeg plejer at sige, at det gør mig stolt at være blevet bevidst om, at det er lidt af et mirakel, at jeg har klaret mig. Men det sværeste er at vide, hvor meget jeg statistisk set stadig er i risiko i kraft af min baggrund.”

Vi skal undersøge hvordan, vi kan møde dem

Gennem sin forskning søger Charlotte Vange Løvstad at skaffe ny viden om, hvem de unge, der lever i skjult hjemløshed, er – og hvad der gør, at de skyr systemet. Den viden er helt afgørende for at kunne hjælpe dem på en meningsfuld måde, mener hun.

”Hvem er de? Og hvad sker der i mødet mellem de unge og hjælpesystemerne, som de unge ofte afviser? Vi er nødt til at undersøge, om vi kan se nogle mønstre på tværs af de unge sofasurfere. Der er meget, der peger på, at unge, der har været anbragt, er overrepræsenterede, men vi ved alt for lidt om dem,” siger Charlotte Vange Løvstad.

Hun mener, at det er helt nødvendigt at skabe nye rammer og tilgange til mødet mellem de unge og de fagprofessionelle.

”Vi skal lytte til de unges egne stemmer, og vi skal eksperimentere med, hvordan vi som fagprofessionelle kan møde dem på en meningsfuld måde. Som det er lige nu, snakker vi alt for ofte forbi hinanden. Og mødet opstår kun, når de unge har brug for hjælp. Fx når de kontakter kommunen for at søge om kontanthjælp.”

Netop det at blive set som den, hun er, er noget af det, Amanda har kæmpet for.

”Jo mere jeg har prøvet at overbevise om, at jeg er sårbar og udsat, jo mere er jeg blevet gjort til et offer. Det giver ikke en særlig sej selvfølelse. Og så har jeg tænkt: Ok, så fuck jer, så klarer jeg mig selv. Jeg har fået så mega meget credit for at være stærk, men jeg er sårbar. Og jeg er udsat.”

Hun har rejst sig fra bænken, er ved at tage afsked og sætte kurs mod kollektivet på indre Nørrebro. Her har hun boet i to år, men det var først for nylig, hun skiftede de lånte møbler ud og satte en blivende hylde op på væggen. Følelsen af, at et hjem er midlertidigt, sidder stadig i hende.

På trods af, at hun i dag har en lang videregående uddannelse og har godt gang i karrieren, banker frygten for at ende i hjemløshed stadig på.

Du er måske også interesseret i