Artikel

Kvindeanstalten på Sprogø kan minde os om, hvordan samfundsidéer kan føre til krænkelser af samfundets mest udsatte

Arkivfoto fra Nyborg Lokalhistoriske Arkiv

Hvordan i alverden gik det til, at kvindeanstalten på Sprogø i sin samtid blev betragtet som både progressiv og human?

15. februar 2024

Af Anne Anthon Andersen

anne@socialtindblik.dk

Som leder af Forsorgsmuseet i Svendborg har Sarah Smed gennem flere år stiftet bekendtskab med Sprogøkvindernes historier. Hun har mødt Karoline Olsen, som fra 1951 til 1952 var anbragt på Sprogø og er et af de sidste nulevende vidner. Karoline Olsen har i årevis kæmpet for den officielle undskyldning fra staten, som Social- og Boligminister Pernille minister Rosenkrantz Theil (S) leverede i september sidste år.

Museumsgæster har gennem tiden nysgerrigt spurgt om, hvordan det kunne være, at man for bare hundrede år siden fik den idé at sejle omkring 500 piger og kvinder, som samfundet vurderede, var åndssvage, ud på en ø-anstalt, hvor de skulle afrettes og opdrages til et dydigt, pligtopfyldende liv? Og hvordan det kunne ske, at anbringelserne og steriliseringen af kvinderne foregik helt op til år 1961?

Da Sarah Smed sammen med antropolog Stine Grønbæk Jensen gav sig i kast med at undersøge sagen, blev de med det samme grebet af de kvindeskæbner og mønstre i deres historier, der tegnede sig i læsningen af journalerne. Hurtigt stod det klart, at det var kvindernes perspektiver, de ville forsøge at skrive frem. For kvindernes egne perspektiver var lige så fraværende som deres indflydelse på eget liv, dengang de blev diagnosticeret som åndssvage og sendt til Sprogø.

”Journalerne repræsenterede fagpersonernes blik og definition af kvinderne og deres problemer, og havde til formål at dokumentere og legitimere den faglige praksis. I læsningen af journalerne blev det meget tydeligt, at de, som har skrevet dem, var så opslugte af deres syn på kvinderne som afvigende fra det normale, at de overser mange af de sociale forhold, der præger kvindernes liv og er med til at skabe de udfordringer, de står i,” forklarer Stine Grønbæk Jensen.

Mange af kvinderne blev diagnosticeret som moralsk åndssvage, fordi de brød den gældende køns- og seksualmoral. De rummer formuleringer som, hvordan en kvinde ’sanseløst’ løb efter ’sigøjnermænd’, en anden var ”gæstfri over for hele banden af banearbejdere” og ”skrev liderlige breve til mandfolk”, en tredje ”levede om dagen blandt sømænd på knejperne og om natten i sømandskøjerne”, mens en fjerde færdedes i Nyhavn, hvor hun ”lod sig traktere af ubekendte mænd”.

1 sprogoe
Det var en del af genopdragelsen på Sprogø, at kvinderne skulle lære at udtrykke respektabel feminitet. Derfor syede de deres egne individuelle kjoler. Arkivfoto fra Nyborg Lokalhistoriske Arkiv

Kvinderne blev ofte beskrevet som vilde, hæmningsløse, i deres sansers og drifters vold som ”kønsligt ustyrlige”, ”udpræget erotiske”. Deres seksualitet blev beskrevet som dyrisk, nogle gange ligefrem som naturkatastrofer: ”Hun er en erotisk vulkan, der truer med at eksplodere.”

Med bogen ”Pigerne fra Sprogø” satte Sarah Smed og Stine Grønbæk Jensen sig for at forsøge at skabe et kvindernes modsvar til systemets betragtninger ved at skabe identifikation, forståelse og mulighed for at læserne kunne forbinde sig med kvinderne på tværs af tid og sted.

”Det at skrive mennesket frem er en nøgle, der kan skabe en form for forståelse. Når man vælger kvindernes eller det bredere perspektiv, ser man helt andre forklaringsmuligheder og kan nå frem til nogle mere nuancerede beskrivelser,” siger Sarah Smed.

Kvindernes handlinger kan opfattes som udtryk for jagten på frihed og forlystelser og ønsket om at mærke livet intenst. Men i mange tilfælde var der snarere tale om nød, overgreb og ensomhed. Kvinderne kom fx ofte fra splittede hjem, liv præget af elendige arbejdsforhold og fravær af rettigheder, hvor myndighedernes kontrol og straf ofte satte kvinderne i en umulig situation. Selv når piger og kvinder stak af fra misbrug og uønskede seksuelle tilnærmelser eller overgreb, kunne de ende med at blive straffet for løsgængeri. De mange nætter i skiftende skibe og køjer handlede for eksempel for kvinden Dorothea også om hjemløshed, fattigdom, træthed, kulde og sult; om ønsket efter at få et varmt sted at sove, smørrebrød og kaffe.

Svarene findes i konteksten

Ud over læsningen af 50 af Sprogøkvindernes journaler, har de to forskere talt med en håndfuld kilder, der er i familie med kvinder, der var anbragt på Sprogø og de sidste to nulevende kvinder, som selv var anbragt.

De har også besøgt Sprogø sammen for at kunne skrive kvindernes fortællinger scenisk. De har gået gennem Sprogøanstaltens fordelingsgang under jorden, hvor kvinderne arbejdede, oplevet fløjene og udsigten fra de forskellige vinduer. De har stået under kastanjetræet, som står midt på gårdspladsen. Alt sammen for at kunne bringe en sanselighed ind i fortællingerne og aktiverer deres forestillingsevne om, hvordan det har været for kvinderne at være anbragt på Sprogø.

”Først når man står på Sprogø, forstår man for alvor, hvor lille øen er, og hvad det vil sige på den måde at være omgivet af hav,” som Stine Grønbæk Jensen konstaterer.

Kvindernes hverdag på Sprogø bestod i disciplinering til et dydigt, arbejdsomt liv. De blev således arbejdsprøvet i landbrugs-, husholdning- og håndarbejde. Opførte de sig ikke efter bogen, og brød de skrevne eller uskrevne regler, blev de straffet, fx ved at blive fratrukket en del af deres såkaldte arbejdsdusør eller at blive anbragt i ’cellen’, hvor de kunne blive fikseret med bælte. Der var ikke fra statens side lovgivning om brug af disciplinære straffe under åndssvageforsorgen. Anstalterne havde således frit slag til at vælge, hvordan de ville disciplinere kvinderne. Forstanderinden noterede løbende brugen af tvang og straf i kvindernes journaler og indberettede nogle af hændelserne til overlægen. Og som Sarah Smed og Stine Grønbæk Jensen beskriver det, synes der ikke at være den store systematik i, hvilke straffe der blev anvendt for hvilke forseelser.

Sarah Smed og Stine Groenbaek Jensen
Stine Grønbæk Jensen og Sarah Smed.

Selvom det har været et erklæret mål for de to forfattere at insistere på at skrive de fraværende kvindeperspektiver frem, har de samtidig gjort sig umage med at beskrive de samfundsmæssige projekter og ambitioner, der lå til grund for, at Sprogø blev en realitet. Hvad var det for en ånd i tiden? Hvad var det for bekymringer, der gjorde sig gældende? Hvad det var for reformer, der fødte projektet og gjorde den til et statussymbol og en demonstration af, at Danmark var verdensmestre i at udvikle og drive åndssvageforsorg?

For at svare på, hvordan det kunne lade sig gøre, at ø-anstalten på Sprogø fik så omfattende opbakning og støtte, politisk, i pressen og befolkningen, må man forstå tiden. Og den leverer bogen et solidt indblik i.

Kontrol med farlige drifter

Idémanden bag Sprogø var overlægen ved De Kellerske Anstalter, Chr. Keller, der også stod bag oprettelsen af en lignende anstalt på Livø. Chr. Keller mente, at der blandt de ’lettere åndssvage’ var en gruppe kvinder, der på grund af deres løsagtighed var så farlige, at de måtte isoleres på en ø. Men Chr. Keller stod ikke alene med disse tanker. Også indenfor den etablerede videnskab mente man, at mange sociale problemer kunne forklares med arvelighed, og at eugenik derfor var løsningen.

I 1930’erne fandtes der på Københavns Universitet et institut for Human Arvebiologi og Eugenetik. Lederen af dette institut hed Tage Kemp, og han gav sig til at undersøge og kortlægge den gruppe af borgere, han kaldte de asociale – hvem er de, ”som ikke passer ind i samfundet i dets nuværende form, som ikke kan eller vil være med til at opbygge det, men som stiller sig eller bliver stillet udenfor?” indledte han en artikel i Ugeskrift for Læger i 1937. Tage Kemp anslog, at de asociale udgjorde cirka ti procent af befolkningen, og mente, at de udgjorde ”en sygdom på samfundslegemet”. Løsningen var, mente Tage Kemp, en omfattende registrering, kontrol og eugenetik.

Tage Kemps tanker lå i tråd med eugenetikkens udbredelse i det 20. århundrede – båret af en angst for civilisationens undergang. Også den italienske psykiater Cesare Lombrosos teorier om kvinders farlige seksuelle drifter, som måtte styres for samfundets skyld, prægede tiden.

”Det var mange forskellige idéhistoriske strømninger i tiden, der muliggjorde anstalten på Sprogø. Men mest afgørende var, at man begyndte at have et videnskabeligt blik på sociale problemer og at bruge forklaringsmodeller som fx, at det at være åndssvag var arveligt og genetisk betinget. Man indførte videnskabelige undersøgelser af befolkningskvaliteten og var meget optaget af at få skabt en god, sund arbejdsstyrke og at forme mennesker, der var i stand til at regulere sig selv og træffe de rigtige valg, fordi samfundet udviklede sig mod mere demokrati,” forklarer Stine Grønbæk Jensen.

Ønsket om at forme bestemte borgere blev centralt, og Sprogøanstalten leverede løsningen – for den gav mulighed for at afrette de såkaldt åndssvage, ustyrlige og unyttige kvinder og forhindre dem i at føde børn. At det er en ø, man vælger at anbringe kvinderne på, har også en stærk symbolsk funktion og er en del af grunden til, at det lykkes politikere og videnskabsfolk at skabe fortællingen om Sprogøanstalten som en stor succes, vurderer de to forskere.

”Fagpersoner havde interesse i at vise deres virkefelt frem. Og det lykkedes politikere og idéfolkene bag at tegne et billede af, at de virkelig gjorde noget for at løse et alvorligt samfundsproblem,” forklarer Stine Grønbæk Jensen.

Det er samme logik og symbolværdi, der gør, at ø-idéer bliver ved med at dukke op, også den dag i dag, som når politikere foreslår at placere flygtninge på et udrejsecenter på en ø, mener Sarah Smed.

”Man dyrker fortællingen og skaber en offentlig bevidsthed om et problem, der virker skræmmende. Det bliver således oplevelsen af problemet, der kommer til at definere løsningen, og hermed får myndighederne definitionsmagten til at beslutte, hvad samfundet skal stille op med de socialt udsatte,” siger hun.

For at forstå sin nutid og være klædt på til sin fremtid, må man kende sin fortid, lyder et historisk ordsprog. Og det er akkurat den indsigt, Sarah Smed og Stine Grønbæk Jensen med bogen ”Pigerne fra Sprogø” ønsker at levere.

”Bogen skulle gerne skabe større indblik i, hvad det er for mekanismer, som kommer i spil og kan gøre, at man kan blive revet med af en strømning og ekstremt radikalt og ensporet sætter ind med løsninger, som virker som tryllestave og vidundermidler,” siger Sarah Smed.

Historien om kvinderne, der blev anbragt på Sprogø, er et eksempel på, hvordan samfundsbekymringers kraftfulde potentiale kan føre til uhyrligheder, som under andre omstændigheder ville blive betragtet som overgreb, mener hun.

”Bekymringerne og ambitionerne om at sikre befolkningskvaliteten udgjorde en form for ’perfect storm’, som lagde fundamentet for, at kvindeanstalten på Sprogø blev til. Hvis vi vil forstå sådanne samfundsdynamikker, må vi forstå, at det er bundet i noget meget bredere end nogle slette enkeltpersoners dystopiske tanker. Det er meget mere sammensat end det,” siger Sarah Smed.

”For at gøre historien til et historisk spejl, vi kan kigge i for at blive klogere af fortiden, har det været vigtigt for os at skrive nogle forskellige personer frem, som man kan spejle sig i. Men vi har også haft en del overvejelser om at gøre beskrivelsen af konteksten så personbåren. For selvom der er enkeltpersoner, der har spillet en stor rolle for øens oprettelse og drift, er de jo først og fremmest repræsentanter for en tidsånd,” supplerer Stine Grønbæk Jensen.

Stemplet tilfældigt for altid

De piger og kvinder, der blev anbragt på Sprogø, kom næsten alle fra fattige kår, ofte fra hjem der allerede var i myndighedernes søgelys på grund af forskellige sociale problemer, søskende der allerede var under forsorg.

En anden fællesnævner for Sprogøkvinderne var påstanden om, at de var løsagtige. Men når man læser journalerne, står det klart, at det var et meget bredt begreb.

”Det dækkede både over kvinder, der havde levet som prostituerede, men også bare kvinder, der brød tidens normer og dyder, kvinder, der blev betragtet som smittefarlige, kvinder, som havde været anbragt på pigehjem, og hvor de andre institutioner havde måttet give op, fordi de løb bort eller var for vilde og forstyrrede opdragelsen af de andre kvinder,” forklarer Stine Grønbæk Jensen.

Når lægerne stillede diagnosen, gennemførte de en intelligenstest, som var bygget op om skoleviden, og hvad man burde vide, hvis man var vokset op i et borgerligt miljø. Det gjorde, at børn fra fattige miljøer var dårligt stillet.

I bogen kan man fx læse fortællingen om Carla, der var en af de mange børn, som kom ind under åndssvageforsorgen, fordi hun havde svært ved at følge med i skolen og kom fra en slægt, som allerede var i myndighedernes søgelys.

Hun var samtidig en af de unge kvinder, der blev sendt videre til Sprogø på grund af hændelser, vi i dag ville omtale som overgreb og voldtægt. I journalernes beskrivelser af kvinderne fra Sprogø er der en klar tendens til, at lav intelligens forbindes med en abnorm erotisk drift, og at de næsten altid ses som skyldige eller i hvert fald medskyldige, fordi de ikke formår at modstå eller modsætte sig mændenes tilnærmelser.

”Mange af pigerne var i en gråzone i forhold til at få diagnosen. Alligevel blev de diagnosticeret med den konsekvens, at de kom til Sprogø og blev steriliseret, når de skulle fra øen. Ophold på Sprogø var forbundet med ganske meget stigma efterfølgende. Når man kom fra Sprogø, var det ikke unormalt, at man fx ikke blev troet på, fx hvis man havde været udsat for seksuelle overgreb. Kvinderne mistede rettigheder, fx til at få børn, og samfundets blik på dem var farvet af at se alt som tegn på løsagtighed og ustyrlighed.

Det virker, som om der var mange tilfælde, hvor diagnoserne blev stillet på et meget spinkelt grundlag. Hvad var det udtryk for?

”Dels var der en meget stærk social bias i diagnosesystemet. Dels stillede man ikke diagnosen alene på baggrund af intelligens, men også på baggrund af en opfattelse af moral. Dette beroede i høj grad på et lægeligt skøn ud fra de indberetninger, der lå i journalen. Hvis der var tegn på løsagtighed, tillagde man det meget stor vægt, selv hvis det bare var løse rygter fra naboer i byen,” forklarer Stine Grønbæk Jensen.

2 sprogoe
Hver sommer holdt kvinderne en uges sommerferie i ”Friheden”, et lille hus på den vestlige del af øen. Her kunne de bruge dagene på at bade, lytte til grammofonplader, drikke kaffe og ryge cigaretter. Arkivfoto fra Nyborg Lokalhistoriske Arkiv

Når løsningen fastholder problemet

Hver gang nye fagpersoner opdaterede diagnosen åndssvag, skrev de sig videre i samme spor. Og således blev diagnosen cementeret gang på gang; de samme sætninger gik igen, og det var meget svært at ryste beskrivelser af sig, selv når de var startet med tilfældige rygter.

Sprogøanstalten var i samtiden et prestigeprojekt inden for åndssvageforsorgen – den blev af læger, politikere og i pressen fremhævet i rosende vendinger som et billede på fremskridt. Hvilken konsekvens havde det for kvinderne, at de således var vigtige ingredienser i et prestigeprojekt?

”Der er ingen tvivl om, at stigmaet efter at have været en Sprogøpige har forfulgt dem resten af deres liv. Mange af dem efterstræbte efterfølgende at indgå i det almindelige samfund. En del indgik i ægteskab, men de var fortsat under opsyn af myndighederne, der fulgte med i deres liv, selv efter at de var kommet fra Sprogø. Nogle slap aldrig fri fra prædikatet ”Sprogøpige”, konstaterer Sarah Smed.

Sprogøanstaltens historie er et godt eksempel på, at samfundets og myndighedernes opfattelser og definition af løsninger kan være med til at skabe og definere, hvad og hvem vi som samfund ser som problemet. Og det er måske en af de allervigtigste refleksioner, der bør mane til eftertanke i nutiden og fremtiden, mener de to forfattere.

”Det kommer fx tydeligt til udtryk i Chr. Kellers beskrivelser af, hvorfor der er brug for en ø-anstalt. Han taler og skriver meget insisterende om problemet med de lettere åndssvage og løsagtige kvinder, som ikke kan kontrolleres på de åbne anstalter på fastlandet, og som derfor spreder kønssygdomme, føder børn, de ikke kan tage sig af og spreder deres dårlige gener,” siger Stine Grønbæk Jensen. Men i begyndelsen var det faktisk svært for ham at få andre anstalter til udpege kvinder, der passede til denne beskrivelse. Først senere så man den slags kvinder alle vegne. En særlig problemkategori var blevet skabt, uddyber hun.

I bogen møder vi Karoline Olsen i hendes rødmalede træhus i det sydlige Skåne. Selvom det var en sejr, at hendes årelange kamp for en officiel undskyldning endelig bar frugt sidste år, er hun stadig vred. Hun føler sig ensom og savner de børn, hun kunne have født, hvis ikke hun var blevet steriliseret efter opholdet på Sprogø. Og hun længes efter de børnebørn, hun derfor heller ikke har fået.

501 kroner har hun betalt den danske stat for at få udleveret en kopi af sin journal, hvor læger og forstanderinder har beskrevet hende. Hun forstår ikke, at man dengang har kunnet betragte og behandle hende på den måde. Hvorfor skulle hun kaldes ’åndssvag’ og anbringes på en åndssvageanstalt? Da hun læste sin journal, fandt hun en sætning, som fik afgørende betydning for hendes liv.

I 1947 havde overlæge Wildenskov skrevet om hende, at hun var ”interesseret i mandlige alumner, skal steriliseres, før hun udgår til familiepleje.” Karoline kan ikke se, hvor lægen fik den idé fra. Den eneste mand, hun har været interesseret i, er ham, hun blev gift med. i 1948, året efter, indstillede overlægen Karoline til sterilisation med begrundelsen, at hun ”var ude af stand til at opdrage eller forsørge børn”, og at der var ”en overordentlig stor sandsynlighed for, at afkommet ville blive underlødigt på grund af den svære arvelige belastning i hendes slægt.”

Særligt formuleringen, at hun ”var ude af stand til at opdrage og forsørge børn” gør hende vred. Det fylder hende også med vrede, at hun ikke fik noget at vide om indgrebet. At hun blot fik en maske ned over hovedet, og først da hun vågnede op efter narkosen, fik at vide, at nu kunne hun ikke få børn.

I bogen kan man læse mere om Karolines historie og flugten til Sverige for at blive fri for den danske åndssvageforsorg.

”Historien om Sprogø er også fortællingen om, at man, forblændet af at man tror, at man har fundet en løsning, kommer til at forstørre og skabe et problem. Sprogø var således med til at fastholde, at de åndssvage kvinder udgjorde et alvorligt samfundsproblem. Kvindernes egne perspektiver og ønsker var helt fraværende i den fortælling, men det var dem, der måtte leve med konsekvenserne,” siger Sarah Smed.