Man kan lære at holde op med at bruge psykisk vold mod sin partner. Men hjælpen er svær at få

Jeg råber ad min kæreste. Jeg kontrollerer min kone for at sikre mig, at hun ikke er utro. Jeg har gaslightet min partner gennem 35 år. Nu har hun udviklet kompleks PTSD.

Sådan lyder nogle af de e-mails, som lander i psykolog Ditte Brorsons mailboks. De kommer fra mennesker, der bruger vold mod deres partner – og som har et stærkt ønske om at stoppe det.

De sidste fem år har Ditte Brorson arbejdet med at hjælpe mennesker med at komme ud af deres voldelige adfærd, både som privatpraktiserede psykolog og som psykolog i organisationen Lev Uden Vold, der tilbyder terapeutiske samtaler over telefon.

Mens henvendelserne for fem år siden mest drejede sig om fysisk vold, er det i dag den psykiske, der fylder.

”Debatten om psykisk vold blandt andet i medierne – og nok også metoo – har sat fokus på, at den psykiske vold også er vold – og ikke er okay. Mange af dem, jeg møder i min praksis i dag, er meget bevidste om, at de udøver psykisk vold. Flere af dem har læst grundigt på lektien og ved præcis, hvad de har gjort. At de fx har kontrolleret, stalket eller gaslightet deres kæreste. De fleste af dem bærer på en stor skam. De angrer – og har måske mistet respekten for dem selv,” siger Ditte Brorson.

Blandt de klienter, der finder vej til Ditte Brorson, er der en overvægt af mænd på 30-40 år. De er måske flyttet sammen med den kæreste, de vil stifte familie med, eller er begyndt på familielivet – og har erkendt, at de har et voldsproblem. Men det er ikke bare unge familiefædre, der henvender sig. Det er mennesker i alle aldre og fra forskellige socialklasser, og både mænd og kvinder. Fælles for dem er, at de er motiverede for at komme ud af volden. Og er man det, er der, ifølge Ditte Brorson, en vej.

”Jeg anskuer vold som et personligt problem på lige fod med fx alkoholmisbrug eller angst, som man udvikler over tid, og som man godt kan få hjælp til at udvikle sig væk fra igen. De, der kommer hos mig, har erkendt, at de har et voldsproblem, og de vil gerne ud af det. Det er et godt udgangspunkt, men det er ikke det samme som, at det er nemt,” siger hun og uddyber:

”Vi tænker tit på personer, der bruger vold mod deres partner, som psykopater, der leger med andre menneskers følelser. Den gruppe findes. Men der er også ganske almindelige mennesker, som har høje moralske værdier, men hvor noget er gået galt, der gør, at de har svært ved at være i nære relationer. Det har fået dem til at udvikle nogle strategier, der er meget skadelige, og som kan ødelægge hele familier, hvis de ikke får hjælp.”

Hun fremhæver, at det at hjælpe de mennesker, der selv henvender sig med deres voldsproblem, kan være med til at sætte fokus på, at vi faktisk kan hjælpe mennesker ud af vold.

”Jo mere vi får talt frem ude i samfundet, at der er nogen, der kommer ud af deres vold, jo mere får vi fokus på, at det lader sig gøre – og på, at vi er nødt til også at rette fokus på udøverne, hvis vi som samfund vil volden til livs.”

Evnen til at beherske sig

Når Ditte Brorson møder sine klienter i sin praksis på Ydre Nørrebro i København eller hos Lev Uden Vold, er hendes indgang, at det er den, der bruger volden, der har ansvaret for volden. Og modsat, hvad man måske kunne tro, falder den tilgang i god jord hos de fleste af hendes klienter.

”Mange af dem har selv været forvirrede. For er det egentlig hende, der driver mig til at være voldelig? Er jeg er et offer for mine egne reaktioner, og kan jeg ikke styre mig selv? Når jeg så siger: Det er dit ansvar – og du kan gøre noget ved det, så gør det dem faktisk glade og får dem til at sænke skuldrene.”

Noget af det første, Ditte Brorson beder sine klienter om, når de møder op i hendes praksis, er at komme med eksempler på den vold, de bruger. Gerne detaljeret. Ad den vej kan hun nemlig hjælpe dem til at få øje på, at de har evnen til at beherske sig.

”Når jeg spørger ind til detaljerne, er der næsten altid tegn på beherskelse. Det kan være, at de ikke hæver stemmen eller chikanerer deres kæreste, når børnene er til stede, eller at de altid slår med flad hånd og ikke knyttet, hvis det drejer sig om fysisk vold. Ad den vej begynder nogle af dem at få fokus på, at de faktisk godt kan styre sig, og det kan vi så arbejde videre med,” siger Ditte Brorson og fortæller, at langt de fleste har evnen til at beherske sig.

”Hvis der fx bliver rejst sigtelse, så stopper alt vold, også den psykiske. De kan godt styre det. Og det er motiverende for mange at opdage det.”

I første del af terapi-forløbet har Ditte Brorson fokus at stoppe den aktive vold, derefter kan hun sætte fokus på, hvordan man så kan kommunikere. Når det drejer sig om den eksplosive vold, fysisk som psykisk, arbejder hun på at få voldsudøveren til at gå væk fra situationer, når han eller hun begynder at mærke uro i kroppen, knytte hænderne eller hæve stemmen. I forhold til den kontrolbaserede vold, som er en af formerne for psykisk vold, er det mere kompliceret.

”Den er ofte drevet af angst. For at miste eller blive ført bag lyset. Angsten kan opleves som en indre uro og drive én til at kontrollere partneren, fx ved at forbyde at hun eller han går ud, eller ved at gennemlæse hele deres Facebookhistorik. Her arbejder jeg med at tage dem hjem til sig selv ved fx at sige: ’Du får alligevel ikke nogen ro ved at gøre sådan. Det øger kun risikoen for, at hun eller han er utro eller forlader dig. Hvordan får du i stedet kontrol over mest muligt i dit eget liv?’”

En anden form for psykisk vold kaldes populært gaslighting, og det er, ifølge Ditte Brorson, den sværeste form at arbejde med. Og samtidig den mest ødelæggende.

Ordet gaslighting stammer fra filmen ’Gaslight’ fra 1944 med Ingrid Bergman i hovedrollen. I filmen manipuleres kvinden til at tro, at hun er ved at blive sindssyg. Der er tale om en subtil manipulationsform, der har til formål at få den udsatte til at tvivle på sin egen dømmekraft og virkelighedsfornemmelse. Nogle gaslightere kan fx lyve uden at fortrække en mine, mens andre bedrager ved at foregive at fortælle sandheden, men udelader vigtige elementer.

”De klienter, der henvender sig med den problematik, fortæller jeg, at den vej, de skal gå, er brolagt med skam. Gaslighting er nemlig ofte en måde at lave røgslør over noget, man skammer sig over. At gå gennem skammen kan være ret voldsomt – og fx vise sig som selvmordstanker, og det er langt fra alle, der magter det,” siger Ditte Brorson.

Blandt andet viljen til at ville parforholdet og en forståelse af, at den her problematik er så indgående, at man kommer til at tage den med til et nyt parforhold, er, ifølge Ditte Brorson, noget af det, der kan skubbe til, at man forsøger sig ud på den svære vej.

Tvunget i behandling

Psykolog Anne Lippert arbejder i organisationen Dialog mod Vold og hjælper ligesom Ditte Brorson mennesker til at holde op med at bruge vold i deres nære relationer.

I Dialog mod Vold tilbyder de dels hjælp til mennesker, der selv henvender sig med voldsproblemer. Dels har de en kontrakt med Kriminalforsorgen, der betyder, at man kan henvise fra fængsler, pensioner eller fra sager, hvor den er løsladt med et vilkår om, at man skal gå til behandling.

Anne Lippert har arbejdet i Dialog mod vold i ti år og har haft succes med at hjælpe begge klientgrupper ud af deres voldsproblemer, men der er forskel på motivationen hos de to grupper.

”De, der kommer fra Kriminalforsorgen, kan fx være motiverede af, at de ikke ønsker flere domme. Det er et andet udgangspunkt end dem, der kommer frivilligt. Men gennem behandlingen begynder nogle af dem at se det på en anden måde: Når jeg gør det her, så skader jeg et andet menneske, og så kan der opstå en anden form for motivation,” siger Anne Lippert og fremhæver, at der ofte er tale om komplekse sager.

”Det handler sjældent kun om vold. Der kan være andre dårlige sociale forhold, økonomi og jobsituationen, som presser og stresser. Og så har mange af dem, der bruger psykisk vold, ofte selv været udsat for enten psykisk eller fysisk vold i deres opvækst, som vi er nødt til at kigge på og forstå sammen med klienten, før vi kan arbejde fremadrettet.”

Selvom det ikke er alle klienter, Dialog mod Vold lykkes med at hjælpe ud af vold, fortæller Anne Lippert, at mange af dem lærer, at de faktisk kan regulere sig selv.

”De opdager, at de kan mærke og registrere noget i deres krop, og at de selv kan vælge, hvordan de reagerer på det. Det er nyt for mange af vores klienter.”

Ligesom Ditte Brorson oplever Anne Lippert, at det i stigende grad er den psykiske vold, der udgør voldsproblemet. Men det kan være sværere for særligt de klienter, der kommer fra Kriminalforsorgen, at få øje på og forstå det.

”For nylig havde jeg en klient, en yngre mand, der havde fået sin første dom. Han havde stalket sin ekspartner ret kraftig. Holdt øje med, hvor hun var henne og kigget ind gennem hendes vinduer, men i hans optik passede han på hende, fordi hun havde en risikoadfærd. Han var virkelig ulykkelig over den dom, han havde fået, men der var lang vej til, at han forstod, at det, han havde gjort, var vold,” siger Anne Lippert og tilføjer:

”Når erkendelsen kommer, er det stort skridt, men det kan også være enormt frustrerende, for han havde stadigvæk en stor trang til at gøre det. Det er en del af erkendelsesprocessen. At man skal modstå sin egen trang til at søge ro.”

Menneskers dyssociale personlighedsstrukturer er svære at hjælpe

Mens motivationen for at få hjælp for nogle klienter vokser under behandlingen, sker det ikke for alle. Anne Lippert og hendes kolleger møder også klienter, hvor der er langt til refleksion og erkendelse.

”Mennesker med dyssociale personlighedsstrukturer er virkelig svære at komme langt med, da de generelt ikke oplever ansvar og heller ikke har adgang til at sætte sig i andres sted. Her skal vi være opmærksomme på, at vi ikke kommer til at hjælpe dem til at blive bedre til at rette volden mod deres partner ved at give dem en mere instrumentel forståelse af, hvordan andre mennesker føler,” siger Anne Lippert.

Også Ditte Brorson møder, på trods af, at alle hendes klienter kommer frivilligt, mennesker, der er svære at nå ind til og arbejde med. Når det sker, benytter hun sig af psykoedukation.

”Jeg sidder nogle gange over for et menneske, hvor jeg kan mærke, at der ikke er adgang til den del af dem, hvor jeg kan hjælpe dem til erkendelse og refleksion over, hvor meget volden skader. Her kan jeg lave psykoedukation. Hvis det fx er seksualiseret vold, så kan vi snakke om, hvad er det for nogle tegn, de skal lægge mærke til i forhold til, hvornår de skal stoppe. Det skaber ikke en langvarig forandring, men sår måske et lille frø,” siger Ditte Brorson.

Også klienter med personlighedsforstyrrelser som borderline kræver en anden tilgang, fortæller Anne Lippert:

”Mennesker med borderline befinder sig i et skisma, hvor de gerne vil være tæt på andre, men hvis de føler sig svigtede eller forladte, kan de reagere udadrettet og aggressivt. Her må vi arbejde både med den aktuelle vold og den baggrund, der har medvirket til, at de er så udfordrede i deres relationer og i deres evne til at regulere sig selv.”

Hun fremhæver, at Dialog mod Vold ikke laver diagnosticering i forbindelse med behandlingen, så skal der en psykiater ind over. Men at de kan registrere meget under kliniske møder – uden at sætte diagnoser på.

Både hun og Ditte Brorson er forpligtet til at melde det til politiet, hvis de er bange for alvorlig personfarlig kriminalitet. Ligesom de har underretningspligt i forhold til børn.

Større voldsforståelse i kommunerne

Det ligger både Ditte Brorson og Anne Lippert stærkt på sinde, at vi som samfund bliver bedre til at hjælpe udøverne ud af vold. Hos Dialog mod Vold, som er et af de få steder, der tilbyder gratis hjælp til mennesker, der bruger vold i nære relationer, er der lige nu omkring ti måneders ventetid – og de er kun til stede i de store byer. I 2021 havde de 300 udøvere i behandling.

”Voldsudøverne er nærmest ikke til stede i vores sprog. Og der er stort set ingen hjælp at hente. Hvis vi som samfund vil volden til livs skal vi sætte spot på dem, der udøver den: Hvorfor gør de det? Hvad er deres fællestræk? Hvordan kan de hjælpes? Mange af dem, der henvender sig til mig, er bange for, at de er fejlmennesker, som verden ønsker udslettet, og som aldrig kan ændre sig. Vi skal have udbredt viden om, at man faktisk kan arbejde sig ud af volden, og så skal vi gøre hjælpen let tilgængelig,” lyder det fra Ditte Brorson.

Hun peger på, at der er brug for øget opmærksomhed, ikke mindst i det kommunale system.

”Man ved ikke nok om vold. Jeg har selv arbejdet der. Jeg vil vurdere, at der er vold i 85 til 90 procent af de sager, som kommunen modtager, men kun i cirka ti procent af sagerne erkender kommunen det. Der er et kæmpe videnshul.”

Anne Lippert peger på, at kommunerne bør have langt større fokus på at forebygge vold i nære relationer.

”Det gælder om at få øje på volden så tidligt som muligt. At man fx får spurgt ind, når der er nogle børn, der ikke trives. Der kan være mange årsager til, at børn ikke trives, og psykisk vold i hjemmet kan være en af dem. Man er nødt til at benævne noget af det, man definerer som psykisk vold, hvis man skal finde ud af, om det foregår: Råber man fx ad hinanden og kalder hinanden grimme ting? Eller tjekker man hinandens telefoner?” siger Anne Lippert og fremhæver, at det over hele landet skal være muligt at henvise til gratis behandling, hvis man opdager, at én udøver fysisk eller psykisk vold over for sin partner.

”Det er et meget simpelt regnestykke. Hvis vi gerne vil have færre, der bliver udsat for vold, og færre børn, der vokser op med vold, så bliver vi nødt til at have færre, der udøver vold. Og det kræver hjælp,” supplerer Ditte Brorson.