Skoleforsker: Vi har alt at vinde ved at slippe skolen fri

Som led i sin forskning interviewede skoleforsker Louise Klinge en gruppe børn, der igennem mange uger på tværs af årgange havde arbejdet med projektet ”Byplanlægning – hvis børn kunne bestemme”. Børnene havde frit slag til at finde ud af, hvad byen skulle bestå af for at være en by, hvor alle havde det godt, og som tiltrak flere borgere. En gruppe børn designede en hundelegeplads og brainstormede sammen over, hvorfor den var vigtig for byen, og hvordan den skulle se ud. Idéen om at bygge en hundelegeplads og planerne for den kom til at række langt ud over projektugerne og planerne i værkstedet.

”De fortalte mig, hvordan de i det projekt var blevet venner, fordi hundelegepladsprojektet havde bragt dem sammen om at skabe noget i fællesskab, og om hvordan de i flere måneder efter talte videre om hundelegepladsen, de ville bygge, og hele tiden fandt på nye idéer og argumenter for, hvorfor de ville gøre byen endnu bedre at bo i,” siger Louise Klinge.

Siden 2011 har hun interviewet skoleelever, pædagoger og lærere for at finde ud af, hvad der skal til for at skabe en skole, hvor flere børn og lærere trives. Hun har kigget på tværs af forskningsfelter, og hun har identificeret seks grundlæggende behov, der er afgørende for børns trivsel, udvikling og læring.

Kort fortalt er de seks grundlæggende behov, at (1) skolens rammer er både fysisk og psykisk trygge, (2) at børnene oplever autonomi/medbestemmelse samt (3) kompetencer til at løse udfordringer, at de oplever (4) samhørighed med kammerater og voksne, og (5) mulighed for at bidrage og føle sig værdifulde og (6) leve sundt.    

Eksemplet fra projektugerne indfanger essensen af Louise Klinges forskningskonklusioner:

Børns læring, udvikling, glæde og grundlæggende trivsel vokser, når de får frihed til at fordybe sig legende, kreativt skabende i aktiviteter og leg, der optager dem på tværs af alder og uden afbrydelser i kreative miljøer, der stimulerer og beroliger nervesystemet, viser hendes forskning.

Den tiltagende mistrivsel blandt børn og det stigende antal børn, der får diagnoser, er et vink med en vognstang, mener Louise Klinge.

”Børn, der enten hænger i gardinerne, får angst, lider af ensomhed, skolevægring, spiseforstyrrelser eller viser andre tegn på mistrivsel, er vigtige whistleblowere. Deres ageren er et råb om hjælp, som skal få os andre til at se, at der er noget galt med måden, vi har organiseret deres hverdag og skole på,” siger Louise Klinge.

Hendes forskning trækker på forskningslitteratur i pædagogik, psykologi, filosofi og hjerneforskning. Da hun præsenterede sin Ph.d.-afhandling i 2017, fik hendes budskaber medvind og lydhørhed, og Louise Klinge vandt Ph.d.-Cup på DR2. Afhandlingen leverede redskaber til, hvordan man på læreruddannelsen og i efteruddannelse systematisk kunne styrke kvaliteten af lærernes interaktion med eleverne.

Hendes seneste forskning og de seks principper for trivsel, læring og udvikling har nu fået to skoler i henholdsvis Aarhus og på Vesterbro til at eksperimentere med at skabe skole på en helt ny måde.    

Men hvad er så hendes visioner for en ny kreativt skabende skole med mere flydende rammer, styret af kreativitetens glæde?

”Min forskning dokumenterer, at der er seks grundlæggende behov, der er afgørende for børns trivsel, udvikling og læring. Min vision er at hjælpe skolerne til at implementere de seks principper for trivsel, jeg har identificeret i min forskning, og støtte skolen i at skabe de bedste forudsætninger for, at alle kan trives og udvikle sig – også de voksne,” siger hun.

Flere af principperne kræver et opgør med vaner og strukturer, der er blevet så indgroede i skoleverdenen, at vi let glemmer at forholde os kritisk til dem. Det gælder fx skoleskemaet.

Afbrydelser på skoleskemaet

Hjernen bryder sig ikke om at blive afbrudt. Det fratager den muligheden for fordybelse og læring. Det gælder både voksnes og børns hjerner. Men for børn, hvis hjerner endnu ikke er udviklede, er afbrydelserne særligt hæmmende for både læring og trivsel. Det går igen i de interviews med skolebørn, Louise Klinge har lavet, at mange børn oplever, at de mange afbrydelser gennem dagen stresser dem og gør det svært for dem at lande i det, de er i, at fokusere og fordybe sig, fordi de hele tiden er på vej til næste aktivitet på skemaet og med nye voksne omkring sig.

”Skemastrukturen er blevet så indgroet en del af vores måde at lave skole på, at vi har glemt at forholde os til, om det er den bedste måde at gøre det på. Men når man skal nå at have fem fag på en dag, hæmmer det bl.a. de kreative processer, fordi der ikke er tid nok til at fordybe sig,” forklarer Louise Klinge.

Mange af lærerne, hun har interviewet, giver udtryk for samme frustration; at de kun lige når at finde materialerne frem, før de igen skal pakke sammen og lave sceneskiftet til næste fag, mens både lærere og børn ofte sætter ord på, at der, hvor de trives allerbedst i skolen, er, når der er projektforløb, for her har de tid til at fokusere og fordybe sig i at skabe noget helt konkret på det værksted, de er på.

”Når børn er så glade for projektarbejde, er det, fordi de oplever at få mulighed for at fordybe sig uforstyrret. Mange børn kan ikke overskue deres afbrudte hverdag. Og det er det, vi byder dem med et skoleskema, hvor de hver eller hver anden time skal skifte fag og lærer,” siger Louise Klinge.

Som led i sin forskning har hun undersøgt, hvad der ligger til grund for skemastrukturen, kravet om at hvert fag har et obligatorisk timetal, og at timerne skal strøs ud over ugerne ligeligt. Et af svarene er, at det skal sikres, at børn, der skifter skole, når at have det samme antal lektioner i fagene.

”Det er en sympatisk tankegang om, at hvis et barn skifter skole, kan man være sikker på, at barnet ikke går glip af noget. Men at noget står på skemaet, er bestemt ikke en garanti for, at børnene har lært det – for det kræver fordybelse. Når vi ved, at det skaber en forjaget hverdag, at klokken hele tiden ringer, at vi hele tiden skal skifte fag, mener jeg, at vi bør indrette skolen anderledes,” argumenterer Louise Klinge.

På tværs af klasser

Også de fysiske rammer skal tænkes om i Louise Klinges vision for den nye skole. Børn skal i højere grad blandes aldersmæssigt og samarbejde om at løse konkrete problemstillinger i projekter, hvor de samarbejder på tværs af alder. Hendes forskning viser, at det styrker børns udvikling, trivsel og læring, når de skaber noget konkret og synligt sammen. Gerne i rammer, hvor de kan træde på scenen og spille en rolle i det, de skaber.    

”Børn vil gerne være mere kreative, lave mere teater, danseopvisninger, lave restaurant for deres forældre, bygge et hus på legepladsen. Børn ønsker i høj grad at træde ind i noget, der er vedkommende, virkelighedsnært og rækker ud over dem selv. Hvis vi giver dem lov til at skabe noget sammen, giver vi dem samtidig mulighed for at træde i karakter som dem, de er, og udvikle sig herfra. Det er en fejl, at vi indretter skolen, så alle skal lære på samme måde, når vi ved, at vi er så forskellige,” siger Louise Klinge.

Alle har vi en iboende trang til at lykkes som mennesker. Når vi skaber noget, mestrer noget, udfører et stykke arbejde, der har værdi for andre, oplever vi, at vi lykkes. Det er af enorm betydning for skoleglæde, motivation og selvværd, mener Louise Klinge.

”Vi skal have en skole med langt større muligheder for at udtrykke sig – børn skal kunne udtrykke deres skaberkraft ved at udfolde sig kreativt. Bygge scene, lave rekvisitter, øve dansetrin, skrive manuskriptet, lave lys og lyd. I sådanne kreativt skabende projekter bliver det tydeligt, at der er brug for og plads til alle kompetencer. Der bliver klappet ad alle, når stykket skal opføres for lokalsamfundet.”

Det er den oplevelse, vi skal give alle børn, og det er ikke alle, der får den i dag. Alt for mange føler sig mislykkede, og det er det, vi bl.a. ser give udslag i diagnoser, stress og generel mistrivsel blandt børn, vurderer Louise Klinge.

Samhørighed

Kreative processer som teater, håndarbejde i værksteder, robotkodning, koncerter, skolehaver m.m. skaber mulighed for at udtrykke sig og vise noget af sig selv, som boglig viden ikke giver mulighed for, når den står alene. Det at skabe noget i samarbejde med andre, imødekommer det dybe behov for at føle samhørighed med andre, som er afgørende for trivsel. Når børn og voksne samarbejder om læringen ved at skabe noget, giver den et helt andet fundament til at opbygge positive relationer. Fordi det at skabe noget sammen, kræver og skaber et naturligt rum for at lære hinanden at kende, som ikke opstår, når alle sidder og fordyber sig i hver deres skoleopgaver. 

Louise Klinges forskning dokumenterer, hvordan både lærer-elevrelationerne og børns indbyrdes venskaber styrkes, når de arbejder med at skabe og opbygge noget.

”Når man skaber noget sammen, bliver man bundet sammen, fordi alle idéer er afgørende for det fælles projekt. Det er fællesskabsopbyggende og understøtter samarbejde – helt anderledes, end hvis det bare handler om at sidde inde på MatematikFessor og skal lave egne matematikøvelser.”

Ud af klasserne

Når kroppen er i alarmberedskab, har den svært ved at lære. Men det er ikke bare travlhed og afbrydelser, der stresser børn i skolen. Også omgivelserne, det at undervisningen først og fremmest finder sted i klasselokaler, mener Louise Klinge.

”Mange klasseværelser ligner fuldstændig de åbne kontorlandskaber. Sådanne miljøer giver ikke tilstrækkelig mulighed for, at man kan trække sig fra larm, kammerater og situationer, der for nogle børn kan virke kaotiske, og for de fleste er stressende at befinde sig i nonstop en hel skoledag. Det er på ingen måde tryghedsskabende. Tværtimod bliver man bragt i alarmberedskab,” argumenterer hun.

I stedet bør man flytte meget mere undervisning ud af skolen – ud i naturen eller ud i samarbejde med lokalsamfundet. Louise Klinge trækker her på forskning af bl.a. neurobiolog Theresa Schilhab fra Danmarks Pædagogiske Universitet, DPU, der i sin forskning dokumenterer, at kontakt med naturen beroliger vores nervesystem, og at hukommelse er en sansemæssig oplevelse, dvs. at konkrete oplevelser lagrer sig dybere i hukommelsen end abstrakt viden, fordi de konkrete appellerer til flere sanser. Theresa Schilhab er også blandt dem, der argumenterer for, at skolen i højere grad indretter undervisningen efter denne viden.

”Det beroliger børns nervesystem at være i naturen. Skoler kunne have en bus, ligesom udflytterbørnehaver, og hver uge tage ud til nedlagte landbrug, hvor de kunne dyrke jorden. Eller have dyr på skolen. Forleden dag talte jeg med en skolelærer, der bygger kaninbure og har kaniner og dyrker en masse planter med eleverne. På nogle skoler er man begyndt at have læsehunde. Man kan helt tæt på få trukket dyr og natur ind i undervisningen,” forklarer Louise Klinge.

Når hun interviewer børn, nævner de ofte mere tid ude blandt deres ønsker om en bedre skole. For børn er det helt naturligt at opsøge naturen og bevæge sig og skabe udendørs. Børn søger instinktivt, hvad der er godt for dem, argumenterer hun:

”Selv hvis vi maler en væg grøn, kan vi se, at det beroliger os. Og så sikrer en kreativt skabende udeskole sundere livsstilsvaner. Det at skabe noget kreativt, kræver, at man bruger kroppen aktivt, henter materialer, bygger og gør ved. Verdenssundhedsorganisationen WHO meldte for et par år siden, at ’sitting is the new smoking’,” siger Louise Klinge, der mener, at det hermed også blevet et større ansvar for skolerne at hjælpe til at understøtte, at bevægelse bliver en naturlig del af børns hverdagsvaner.

Behov for at bidrage

I Louise Klinges vision for skolen står også behovet for at bidrage til noget større end sig selv højt. Hvis børn får lov til at udtrykke sig og skabe noget, som de ser og oplever har værdi for andre, føler de, at deres indsats spiller en vigtig rolle for fællesskabet.

Det er mere end forskningsteorier, for det bliver også allerede anvendt i praksis. Masser af skoler gør allerede flere af de ting, Louise Klinge i sin vision for en skole i trivsel skitserer, understreger hun. Og der er lydhørhed og interesse for hendes visioner. Da hun holdt oplæg på et skoleledelsesseminar, kom ledelsen på Vesterbro Ny Skole efterfølgende op til hende og sagde, at det var lige akkurat den skole, hun beskrev, som de ønskede at lave.

Siden har også den helt nye byskole Gnist i Aarhus meldt sig som forsøgsskole.

Målet med de to forsøgsskoler er at etablere rollemodeller – en slags rendyrket spejl, som andre kan spejle sig i, en slags prototyper der kan rulles ud til flere skoler. Louise Klinge rolle er at byde ind med forskningsforankret viden mod målet om at indfri alle de seks grundlæggende behov for læring, trivsel og udvikling, som hun med sin forskning har identificeret – både for børnene og fagpersonerne.

”Vi skal i virkeligheden bare genopdage det, vi ved virker. Vi ved, hvor meget engagement der er i foreningsliv, hvor stærk fordybelse, der er, når børn får lov at sidde og læse omgivet af bøger på biblioteket. Vi ved det, men holder fast i gamle strukturer og indgroede vaner, selv om vi ved, at de ikke er optimale,” siger Louise Klinge.