Afsnit: 12

Struktur giver børn ro og udvikling

”Det giver en enorm indre sikkerhed og ro hos børnene, når de kan mærke, at der er nogen, der tager ansvar. Der er nogle børn, der alt for tidligt har erfaringer med, at de skal tage et større ansvar, end de er klar til, fordi strukturen ikke er der,” siger Anja Kristine Hvidberg Olsen i 12. episode af podcasten ”Pædagogisk kvarter”.

Ugens episode handler om struktur, og hvordan man som pædagog, lærer eller forælder kan arbejde med at skabe struktur for både børn og voksne. For budskabet i programmet er, at alle har brug for struktur og klare rammer, de kan navigere i – ikke mindst børn. Men ansvaret for strukturen er de voksnes.

”Vi skal altid have blik for, at det er os voksne, som har ansvaret. Det er os, der har ansvaret for at skabe strukturen. Det er os, der har ansvaret for kvaliteten af relationen, og at stemningen er god. Der er ikke nogen, der kan trives og udvikle sig, hvis man ved, stemningen i rammen ikke er god,” siger Anja Kristine Hvidberg Olsen, der mener, at strukturen både gør børn mere trygge og selvstændige.

”Med struktur er der ikke så mange muligheder for at fejle, fordi vi ved, hvad vi skal. Vi ved, hvad vi skal samarbejde om. Så der er ikke tusind huller i jorden, vi kan falde ned i, fordi vi bliver guidet. Det giver børnene en oplevelse af at blive mere selvstændige. Man tør flere ting, når der er sat struktur for en, og man føler også, at man mestrer meget mere, fordi det er nemmere at lykkes,” siger Anja Kristine Hvidberg Olsen.

Hun advarer dog mod at forveksle pædagogikken med strukturen.

”Strukturen er rammen, hvori pædagogikken kan indfinde sig. Jeg ser også institutioner og specialtilbud, hvor strukturen er så stram, at al den professionelle kærlighed, der også skal være for børn og unge, den er der et fravær af, fordi der så meget fokus på struktur. Og det er der, hvor struktur bliver fuldstændig misforstået. Struktur er bare en ramme, hvori vi kan fylde alt det i, som gør, at mennesker udvikler sig. Så det skal balanceres. Vi skal også have blik for alt det andet,” siger Anja Kristine Hvidberg Olsen.

I podcasten fortæller hun mere om, hvordan man kan arbejde med struktur for børn og unge.

Medvirkende

Anja Kristine Hvidberg Olsen

Tilrettelæggelse

Niels Svanborg

Musik

Johannes Elslo

Grafik

Sille Jensen

Følg Socialt Indblik

Medvirkende

Anja Kristine Hvidberg Olsen

Musik

Johannes Elslo

Grafik

Sille Jensen

Tilrettelæggelse

Niels Svanborg

Lyt til Socialt Indblik