Artikel

Vi skal investere i sociale indsatser på linje med det grønne område

Hackyourfuture foto Thomas Cervenca

Foto fra Hack your future: Thomas Cervenca

Selv om vi som samfund har brug for deres innovative løsninger, løber de sociale iværksættere ofte panden mod muren, når de forsøger at sælge deres idéer til for eksempel kommunerne. Vi skal fremme vilkårene for de sociale iværksættere ved at turde investere i sociale samfundsløsninger på linje med det grønne område, lyder det fra Akademiet for Social Innovation.

Af Eva Frydensberg Holm

Fotos fra HackYourFuture: Thomas Cervenca

8. juni 2022

Når flygtninge og indvandrere lander i Danmark med en lang uddannelse i bagagen, er det ofte svært for dem at bringe den i spil.

Det skal der laves op på, mener nonprofit organisationen HackYourFuture, der har stor succes med at uddanne flygtninge og indvandrere til webudviklere – og på den måde hjælpe dem ud på det danske arbejdsmarked.

Men på trods af succesen takker mange kommuner nej, når de forsøger at sælge dem deres løsning.

HackYourFuture er langt fra de eneste sociale iværksættere, der løber panden mod muren, når de tilbyder deres ydelse til kommunen. Det viser en kortlægning af såkaldte samfundsiværksættere, som Akademiet for Social Innovation har lavet. I det hele taget er det svært for de fleste samfundsiværksættere at skabe en bæredygtig forretning, konkluderer kortlægningen, som bygger på svar fra 99 iværksættere i en survey og 50 dybdeinterviews.

”Vi har konstrueret vores velfærdsstat sådan, at størstedelen af ansvaret for at løse samfundsproblemerne ligger i den offentlige sektor. Det er derfor også der, pengene bliver kanaliseret ind. Vil man have adgang til de penge, så skal ens tilbud passe ret præcist ind i det offentlige system og en meget detaljeret lovgivning, ellers kan man ikke sælge det. Heller ikke selv om det virker, ” forklarer Clara Dawe, der er programleder i Akademiet for Social Innovation og har været med til at lave kortlægningen.

Hun mener, at vi som samfund bør skabe langt bedre vilkår for, at sociale iværksættere kan lykkes med at skabe en bæredygtig forretning. Ikke bare for at skabe iværksætteri, men for at udvikle nogle bedre løsninger på de samfundsproblemer, som vi bliver ved med ikke at løse, selv om vi bruger rigtig mange penge på det.

”Her er nogle aktører, der arbejder i andre kontekster, og som har nogle andre idéer og udgangspunkter. Men selv om de viser resultater, har de svært ved at finde en forretningsmodel, der er bæredygtig. Det betyder, at vi som samfund går glip af rigtig meget innovation,” siger Clara Dawe.

Skal bøtten vendes, skal der ifølge Clara Dawe skabes nye incitamenter for, at blandt andet kommunerne vil investere i de sociale iværksætteres tilbud.

”Det handler om, hvordan vi bruger samfundets penge. Kan man for eksempel få private penge til at arbejde sammen med de offentlige penge inde i kommunen, så man kan lave investeringer i indsatser, der giver afkast på sigt?,” spørger hun.

Hackyourfuture foto Thomas Cervenca
Foto fra HackYourFuture: Thomas Cervenca

Silo-tænkning står i vejen

Investeringer og risikovillighed trives meget dårligt i det offentlige. Selv om man i kommunerne godt ved, at det betaler sig at sætte ind og investere i tidlige indsatser og forebyggende løsninger, så har de svært ved at finde pengene. Særligt silo-tænkningen i kommunerne spænder ben for investeringerne.

”Silo-tænkningen er en kæmpe udfordring i forhold til investeringer i kommunerne. Så snart indsatser går på tværs af forvaltninger, bliver finansieringen et problem. Når investeringen sker i en forvaltning, mens afkastet sker i en anden, så strander tingene ofte på, hvem der skal betale, selv om man godt kan se gevinsten,” siger Clara Dawe.

Og netop det kommer til at stå i vejen, når de sociale iværksættere forsøger at sælge deres løsninger.

”Når de sociale iværksættere henvender sig til kommunen, er de ofte motiverede af, at de har oplevet, at det etablerede system ikke virker. De har måske arbejdet på en skole eller i en beskæftigelsesforvaltning, hvor de har stødt panden mod muren. Når de så kommer til kommunerne med deres nye innovative løsningsforslag, bliver de afvist, fordi de ikke passer ind i kommunernes systemer og måde at tænke på. Det kan være, at de arbejder med at skabe tilknytning til arbejdsmarkedet i udskolingen, og hvilken forvaltning skal så betale?,” spørger Clara Dawe.

Det er ikke alene i kommunerne, at silo-tankegangen står i vejen for de langsigtede investeringer. Også mellem kommune, region og stat er der uoverensstemmelse mellem, hvor der investeres – og hvor gevinsterne høstes. Det fortæller Camilla Bjerre Damgaard, der er fondschef i Den Sociale Investeringsfond, hvor man arbejder for at fremme sociale investeringer i det offentlige.

”Hvis vi for eksempel ser på børn og unges stigende psykiske mistrivsel, så er der mange ting, der skal løses ved, at kommunerne styrker deres indsats, men det er regionerne, der i vidt omfang høster gevinsten, da det gerne skulle lette presset på distriktspsykiatrien. Det skaber et økonomisk incitamentsproblem i kommunerne, som der skal findes en løsning på,” siger hun.

Investeringer skaber marked for sociale iværksættere

Den Sociale Investeringsfond, som blev etableret af Folketinget tilbage i 2019, arbejder med at lave sociale effektinvesteringer, hvor man låner kommunerne penge, som de kan investere i forebyggende indsatser. Det kan være indsatser, kommunerne selv står for, men i halvdelen af investeringerne løses opgaven af leverandører udefra.

For eksempel har Den Sociale Investeringsfond investeret i rådgivning til børn og unge fra misbrugsfamilier i Brøndby Kommune, og kommunen har så hyret TUBA (Terapi og rådgivning for Unge, der er Børn af Alkohol- og stofmisbrugere) til at løse opgaven.

”Kommunerne kan godt se den langsigtede business-case, men de kan ikke finde pengene på den korte bane. Derfor laver vi et lån og bærer også risikoen, hvis for eksempel TUBA ikke leverer resultaterne. Tilbagebetalingen til os er nemlig knyttet op på resultaterne hos borgeren. Ved at investere i kommunerne frem for direkte i de sociale iværksættere, hjælper vi iværksætterne med at skabe et marked samtidig med, at vi gør det muligt for kommunen at arbejde forebyggende, ” forklarer Camilla Bjerre Damgaard.

Den første investering, Den Sociale Investeringsfond lavede, var i Aarhus Kommune, hvor man ønskede at sætte ind over for ungdomshjemløshed.

”Der er evidens for, at ’Housing First’, hvor man starter med at give den unge en bolig, betaler sig og hjælper. Men selv om det samfundsmæssigt giver mening, er det en dyr investering for en kommune. Derfor tilbød vi at låne Aarhus Kommune pengene. Lad os sige, at vi lånte dem 15 millioner. Vi lavede så en business-case, der viste, at der er gevinster for 18 millioner kroner. Ud af de penge tager vi så en risikopræmie for at have lånt dem penge, men vi efterlader også kommunen med en bedre økonomi totalt set, ” forklarer Camilla Bjerre Damgaard.

Camilla Bjerre Damgaard
Camilla Bjerre Damgaard.

For at skabe større villighed til at investere langsigtet i det offentlige har Den Sociale Investeringsfond netop foreslået, at staten opretter såkaldte resultatbetalingsfonde.

Idéen er allerede afprøvet i Aarhus Kommune. Her har man lavet Rådet for Sociale Investeringer, som med egne midler kan investere i tiltag, der går på tværs af forvaltningerne. På den måde slipper man for at diskutere, om det er i skole- eller beskæftigelsesforvaltningen man skal betale. Rådet investerer, og gevinsterne høstes på tværs af forvaltningerne.

”Det kan være med til at sætte udviklingen i gang, fordi det øger incitamentet i kommunerne. Business-casen bliver bedre, og så bliver det interessant for andre investorer. På samme vis kunne man forestille sig, at staten lavede en resultatbetalingsfond. At de står for betalingen, når indsatser går på tværs af kommune, region og stat – og så også høster gevinsten,” siger hun.

Filantropiske fonde skal tage medansvar

Så længe de sociale iværksættere er udfordrede i forhold til at sælge deres ydelser til blandt andet kommunerne, må de kigge i andre retninger for at finde finansiering. Mange af dem jagter puljer eller filantropiske fonde. Men også her peger kortlægningen på en udfordring. De fleste fonde giver støtte til aktiviteter, men ikke til drift og forretningsudvikling.

Det betyder, at mange sociale iværksættere konstant er på jagt efter en ny portion penge, og at det er svært at skabe en bæredygtig forretning.

Også her foreslår Clara Dawe at introducere investortilgangen.

”Vi foreslår at tænke relationen til de filantropiske fonde mere som en invester-relation. At relationen ikke bare er, at de filantropiske fonde giver penge til aktivitet, men også er med til at investere i, at organisationen opbygger sin kapacitet, så organisationerne på sigt kan blive bæredygtige. Når man søger penge hos en fond, skal man dybest set overbevise fonden om, at man ved præcis, hvad der kommer til at ske for pengene. Henvender man sig til en investor, kommer pengene med kompetencer, engagement og fælles interesse i afkast,” forklarer Clara Dawe.

Clara Dawe
Clara Dawe.

Inspiration fra den grønne omstilling

At se investeringer i sociale problemer som noget, der kan give afkast, er en ny tankegang. I hvert fald i Danmark, hvor vi stadig diskuterer, om det overhovedet er ok at tjene penge på at løse sociale problemer.

”Det er jo i sig selv interessant, at vi diskuterer det. Hvorfor må man tjene penge på vind-energi, olie-energi eller medicin, men ikke på at løse sociale problemer?”

”Hvis vi skal have skub i en ny økonomisk tankegang inden for sociale samfundsproblemer, tror jeg, at vi skal lade os inspirere af den grønne omstilling. Her har vi et samspil mellem stat, marked og civilsamfund, hvor der bliver sat politiske mål, og hvor der bliver sat offentlige penge af til at udvikle teknologi og løsninger for at nå målene. Det er som om, at det er en helt anden diskussion, når vi taler sociale samfundsproblemer. Det er ikke et område, vi synes er værd at investere i, ” siger Clara Dawe.

Skal der skubbes til villigheden til at investere i det sociale område, peger Clara Dawe på, at der skal ske en udvikling af markedet, som blandt andet de sociale iværksættere kan bidrage til:

”Der er nogle megatrends i forhold til, hvor de institutionelle investorer gerne vil investere. De har øje for det sociale. Men hvis for eksempel pensionskasserne skal synes, det er en god investering, så skal der være potentiale for afkast. Det kræver en udvikling af markedet. Og den udvikling, tror jeg, skal ske i feltet mellem iværksætterne, den offentlige sektor og de private penge. Det er ikke udliciteringsdebat, men et spørgsmål om at skabe et innovationsspor – og den risikovillighed, der skal til, og som har svære vilkår i det offentlige,” siger Clara Dawe.

Tilbage i den Sociale Investeringsfond peger Camilla Bjerre Damgaard på, at deres mission netop er at vise, at løsninger på sociale udfordringer også kan være en god investering.

”Vi vil gerne vise, at her er et marked, hvor du kan få forrentet dine penge. Når vi viser, at det betaler sig at investere i for eksempel at bekæmpe ungdomshjemløshed, kan det være, at der er en filantropisk fond, der vil investere noget af sin egenkapital i det – i stedet for i et grønt projekt.”

web annonce test1

Artiklen er en del af artikelserien om sociale iværksættere. Temaet er sponsoreret af EKKOfonden. I sponsorerede temaer har Socialt Indblik den redaktionelle frihed.

Du er måske også interesseret i