Vold går i arv, viser ny undersøgelse. Men arven kan brydes

Når man udsætter sin kæreste for fysisk eller psykisk vold, trækker det i mange tilfælde tråde tilbage til vold i barndommen. Det samme er tilfældet, hvis man er den, der udsættes for fx tæv, trusler eller kontrollerende adfærd i sit parforhold.

Det slår en ny og omfattede undersøgelse fra organisationen Lev Uden Vold fast. Har man oplevet vold i sit barndomshjem er der 4,6 gange større risiko for, at man selv udøver vold over for en partner som voksen, viser undersøgelsen. Og der er 3,6 gange større risiko for, at man bliver udsat for partnervold sammenlignet med dem, der ikke har oplevet vold i barndommen.

Undersøgelsen, der bygger på spørgeskemabesvarelser fra over 16.000 danskere og kvalitative interviews med 16 voksne, der er vokset op med vold, er den første i dansk kontekst. Selvom undersøgelsen i tråd med internationale undersøgelser slår fast, at vold i barndommen i sig selv øger risikoen for partnervold, så giver den også håb. Den viser nemlig, at der er en række forhold, der kan mindske risikoen for, at volden går i arv.

Mens følelsesmæssigt omsorgssvigt udover volden, fx ved at den ikkevoldelige forælder støtter eller ignorerer volden, øger risikoen, så mindskes den, hvis man har en omsorgsperson, der giver én følelsen af at være elsket og noget værd.

”Det kan være den ikkevoldelige forælder. Eller det kan være bedsteforældre eller andre i netværket, der får én til at føle sig elsket og værdifuld,” siger Louise Glerup Aner, der er chef for Viden og Formidling hos Lev Uden Vold og har været med til at lave undersøgelsen.

En anden faktor, der kan forebygge, at volden går i arv, er at være en del af et fællesskab. Det kan være at spille håndbold i den lokale klub, at spille musik sammen med andre i fritiden eller at være en del af et uddannelsesmiljø. Fx at være god til en sport giver en mening, og det giver anerkendelse.

Også det at erkende, at det, der foregår i hjemmet, ikke er normalt, kan forebygge, at volden går i arv.

”For nogle af dem, vi interviewede, kom den erkendelse i løbet af barndommen. For andre var det noget, der var sket i løbet af ungdomslivet eller voksenlivet. Nogle fortalte fx, at et højskoleophold havde gjort forskellen. Det at møde mennesker, der kommer fra noget helt andet og blive introduceret til nogle andre normer, kan være med til at åbne øjnene for, at det, der sker eller skete i barndomshjemmet, ikke er normalt,” siger Louise Glerup Aner.

Endelig peger undersøgelsen på, at det at have et ønske om at blive en anden slags mor eller far, er forebyggende for, at volden går i arv. Det kan være et ønske, man allerede har som barn, men for mange er det, når de selv går i gang med at stifte familie, at de bliver opmærksomme på, at de vil noget andet.

Men selvom drømmen om at gøre det anderledes er en drivkraft, fortæller flere interviewpersoner ifølge Louise Glerup Aner, at de har haft behov for hjælp til at bryde med det, de kom fra og til at arbejde med deres selvværd.

”Mange af dem føler en stor skam over deres forældres handlinger, og nogle påtager sig skylden for det, der skete i deres barndom. Og flere har haft brug for hjælp til at udvikle kompetencer til at opdrage og være forældre på andre måder – og nogle til at styre deres vrede og aggressioner,” siger Louise Glerup Aner og fremhæver, at det at overvære vold mellem forældre kan være lige så skadeligt og i lige så høj grad kan trække tråde ind i voksenlivet som det at blive udsat for vold.

Ud af voldens skygge

Hos Mødrehjælpen har de siden 2009 haft rådgivnings- og behandlingstilbuddet ”Ud af voldens skygge”, der er et gratis tilbud til børn og forældre, der lever eller har levet med vold i familien. For både forældre og børn er formålet med behandlingen at mindske de psykiske og sociale følgevirkninger af volden, samtidig skal behandlingen styrke forældrene i deres forældrerolle.

Annette Bugge Dias, der er børnepsykolog i Mødrehjælpen og tilknyttet ”Ud af voldens skygge”, blev opløftet, da hun for et par dage siden læste undersøgelsen fra Lev Uden Vold. Særligt fundene af de faktorer, der kan mindske, at volden går i arv, fandt hun opløftende.

”Jeg tænkte: Det er det, vi gør, og det er det, vi skal gøre mere af,” siger hun.

Hun fortæller, at mange af de forældre, overvejende kvinder, der henvender sig til Mødrehjælpen, ikke er klar over, at det er vold, de har været udsat for. Det samme gælder de børn, der har levet – eller stadig lever med volden. Det første skridt er derfor at åbne forældre og børns øjne for, hvad de har været udsat for.

”Jeg talte med en pige i går, hvor jeg sagde: Alle forældre skændes en gang imellem, men det, du fortæller mig, lyder voldsomt, og det er ikke okay. Selvfølgelig bliver du ked af det og bange. Det er ofte det første skridt til erkendelse, at nogen gør opmærksom på, at volden ikke er i orden,” fortæller Annette Bugge Dias.

Hun genkender billedet af, at en del af dem, der enten udsættes for – eller selv udøver vold, bærer på en historie med vold i barndomshjemmet.

”Vi møder en del kvinder, som ikke er er tunet ind på at sætte grænser for dårlig adfærd. De reagerer mange gange med at være overtilpassede og have mere fokus på andres behov end egne. Måske fordi der er det, de har været vant til. Rigtig mange af kvinderne fortæller også selv, at de har oplevet vold og omsorgssvigt som børn,” siger hun og tilføjer:

I Mødrehjælpen arbejder de ud fra en opfattelse af, at kærligheden og støtten fra den ikkevoldelige forælder er afgørende for barnet, særligt da man ved, at volden fra den voldelige forælder sjældent stopper. Heller ikke, selvom forældrene går fra hinanden. Derfor er det i centrum for deres arbejde at klæde forældrene på til at kunne støtte og tale med deres barn.

”Ofte har de mistet deres selvtillid som forældre. Det kan typisk være en del af volden, at man er blevet nedgjort og har fået at vide, at man er en dårlig forælder. Det betyder virkelig meget, at der er én forælder, der er kompetent og kærlig,” fortæller Annette Bugge Dias og fortsætter:

”Nogle forældre er nødt til fortsat at aflevere deres børn til en voldelig ekspartner. Måske fordi børnene gerne selv vil, eller fordi det er den beslutning, der er truffet i Familieretshuset. Noget af det, vi taler om, er, hvordan man kan lytte, korrigere og normalisere uden at kritisere den anden forælder. Det kan man fx gøre ved at spejle barnet og sige: Hvor må du være blevet ked af det og bange, da far lukkede dig inde. Som forælder kan man være den bedste ’traumeterapeut’, men det er også en virkelig svær opgave,” siger hun og fortæller, at de også opfordrer forældrene til at hjælpe barnet til at udvikle et sprog for og sætte ord på det, det oplever.

For mange af kvinderne klæder samtalerne i ”Ud af voldens skygge” dem på til at støtte og rumme deres børn – og også række ud i netværket og fx forklare en lærer, hvorfor barnet kan ryge ud i konflikter eller er indadvendt og stille i timerne.

Normale reaktioner på unormale oplevelser

De børn, der kommer til Mødrehjælpen sammen med deres mor eller far, er helt op til 18 år. I teenagealderen kan det, de har oplevet i deres primære familie, vise sig gennem den måde, de indgår i kæresterelationer på, fortæller Annette Bugge Dias.

”Vi ser tit, at pigerne træder ind i en rolle, hvor de synes, at det er synd for deres kæreste – også selvom han optræder urimeligt. De kommer til at træde ind i hjælperrollen. De udholder også længere at være udsat for devaluerende adfærd, fordi de har en oplevelse af, at det er normalt,” siger hun.

Den største opgave i forhold til de unge er, ifølge Annette Bugge Dias, at få italesat, hvad det kan betyde at have levet i en familie, hvor der var vold.

”Det er et stort arbejde at hjælpe børnene og de unge til at forstå, at de har normale reaktioner på ’unormale’ oplevelser. De føler sig ofte forkerte og alene med deres følelser, og de ser ofte forældrenes adfærd som ’den rigtige’ og dem selv, som ’de forkerte’. Mange af børnene er gentagne gange blevet kritiseret og nedgjort og føler sig derfor grundlæggende forkerte. Det kan få nogle børn til at føle, at de skal præstere noget for at kunne elskes,” siger hun.

Hun fortæller, at Børn reagerer meget forskelligt på at have vokset op med vold.

”Nogle børn viser det på ydersiden, fx kommer de til at provokere og ender i konflikter. Andre børn vender det mere indad og bliver præstationsorienterede og tilpassede. De udadvendte reaktioner er klart de nemmeste at få øje på, og dem ser vi overvejende hos drengene. Pigernes reaktioner er ofte mere stille og usynlige, og derfor bliver de oftere overset,” siger Annette Bugge Dias.

Samtalerne i Mødrehjælpen kan være med til at så et frø til at bryde arven fra barndommen med vold. Nogle gange hører de fra børn, som er blevet unge, der fortæller, at samtalerne lagde grund for en positiv udvikling.

Fokus på den arvelige vold

Både Louise Glerup Aner og Annette Bugge Dias mener, at vi som samfund skal sætte langt mere ind for at bryde den arvelige vold. Begge peger de på, at jo tidligere volden opspores, jo bedre.

”Der er flere interessante forsøg i gang, som vi kan lære meget af. Fx samarbejder en række organisationer med Hvidovre Hospital, hvor jordemødre screener for vold i forbindelse med graviditet. Der er et særligt behov og en særlig motivation lige på det tidspunkt, hvor man stifter familie. På den måde er der et vindue,” siger Louise Aner Glerup.

”Man ved, at volden ofte kan begynde eller eskalere i forbindelse med graviditet,” supplerer Annette Bugge Dias.

Et andet tiltag, de begge foreslår, er at tale mere om, hvordan det er ’normalt’ at være sammen – både i kæresteforhold og i familier. Blandt andet i skolen. Annette Bugge Dias foreslår en pendant til den årlige Uge Sex, hvor man sætter fokus på gode måder at være sammen på ­– og som også kunne bidrage til at aftabuisere det at tale om vold i familien.

”Når der bliver et sprog for at tale om sunde og usunde måder at have relationer eller indgå i kæresterelationer på, bliver det lettere at sige højt, hvis man står i en situation, som føles utryg eller forkert.”

Annette Bugge Dias opfordrer desuden til at lave indsatser rettet mod teenagere, der skal gøre opmærksom på kærestevold.

Tidligere på året udgav Lev Uden Vold en guide til lærere og pædagoger, der skulle sætte dem bedre i stand til at opspore vold. Volden er svær at få øje på, og alt for mange børn går under radaren. Annette Bugge Dias fremhæver, at lærere og pædagoger også kan spille en rolle som ’de trygge voksne’.

”Noget af det, der kan bryde den sociale arv, er, at der er nogle, der bakker én op, at der er nogle, der kan lide én – også selvom man er udadreagerende, laver ballade og kommer i konflikter. Og at der fx er nogle, der hjælper én til at koble sig på fællesskaber. Der kan være kæmpe forskelle på, hvordan skoler rummer og hjælper – og det betyder virkelig meget, at børnene føler sig set og rummet,” siger Annette Bugge Dias og fremhæver, at det er vigtigt ikke at betvivle barnets oplevelse.

”Nogle af de børn, jeg har i terapi, fortæller, at de har fortalt andre voksne om det, de har oplevet i hjemmet, men så har de fx fået at vide, at det kan have store konsekvenser for forældrene, at de går rundt og siger sådan noget. Børn, der er udsat for vold, har ofte svært ved at sige det højt og er derfor meget opmærksomme på, hvordan de bliver mødt. Derfor er det så vigtigt at lytte godt efter – og ikke mindst at være nysgerrig på, hvad børnene viser. Børns adfærd er den vigtigste kommunikation om, hvordan de har det indeni,” siger hun.

Endelig fremhæver både Louise Glerup Aner og Annette Bugge Dias, at adgangen til terapi er afgørende, hvis vi som samfund for alvor skal tage livtag med den arvelige vold.

”Mange af dem, vi interviewede, fortalte, at det var terapi, der havde hjulpet dem til at forstå volden – og også, at det var herigennem, de havde fået redskaber til at skabe et andet liv. Men mange af dem har selv skullet opsøge det og betale for det. Skal man bryde den arvelige vold, så er der brug for, at ansvaret hviler mindre på den enkelte, og at vi som samfund investerer i den slags hjælp,” siger Louise Glerup Aner.

“Jeg havde en dreng i terapi, der i slutningen af forløbet sagde til mig, at da han startede hos mig, troede han, at det var hans skyld, men nu vidste han godt, at det var hans stedfar, som gjorde noget forkert. Terapi kan være det, der gør, at man forstår, at det ikke er ens egen skyld – og dermed være med til at bryde den negative arv,” fastslår Annette Bugge Dias.