Artikel

”I stedet for bare at stille autisme- og ADHD-diagnoser, burde vi spørge: Hvorfor får mennesker det dårligere?”

Der skal færre og færre symptomer til at få en diagnose som ADHD eller autisme. Det har ført til en eksplosiv stigning i antallet af disse diagnoser. Men med de mange diagnoser risikerer vi ikke bare at miste alvoren i diagnosen, vi forsømmer også at undersøge, hvad den stigende mistrivsel egentlig handler om, mener forsker i psykiske diagnoser Sebastian Lundström.

4. april 2024

Af Eva Frydensberg Holm

eva@socialtindblik.dk

Illustration: Sille Jensen

sj@socialtindblik.dk

Rastløs og impulsiv, svært ved at koncentrere sig eller svært ved at sætte sig i andres sted.

Flere og flere diagnosticeres med udviklingsforstyrrelser som ADHD og autisme. Ifølge tal fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet var 117 procent flere børn og unge under 18 år i Danmark diagnosticeret med en autismeforstyrrelse i 2023 sammenlignet med i 2013, mens antallet af børn og unge med en ADHD-diagnose er steget med 83,8 procent i samme periode.

Og det er ikke bare i Danmark, at antallet af diagnoser er på himmelflugt. Det er en tendens, vi ser verden over, fortæller Sebastian Lundström, der er forsker i psykiske diagnoser ved Sektionen for psykiatri og neurokemi på Göteborg Universitet og blandt andet har forsket i udbredelsen af ​​autisme og ADHD i befolkningen.

Men ifølge forskeren skyldes den voldsomme stigning i antallet af diagnoser ikke, at der er mere autisme eller ADHD i befolkningen, end der var tidligere. Derimod handler det om, at der skal mindre til, før man får stillet en diagnose.

”Der er ikke noget, der tyder på, at flere mennesker har autisme og ADHD. Men man stiller diagnoserne på betydeligt færre kriterier i dag end tidligere, især autisme,” siger Sebastian Lundström og fortæller, at antallet af symptomer, der skal til for at få en autismediagnose, når man er mellem 7 og 12 år, er reduceret med 50 procent på 15 år.

”Når autismen skal være mindre tydelig for, at man får en diagnose, så er det klart, at der vil ske en stigning i antallet af diagnoser,” siger han og fremhæver, at når diagnoserne stilles på færre kriterier, betyder det også, at forskellene mellem mennesker med og uden en ADHD- eller autismediagnose bliver mindre.

Netop det bekræfter et studie fra Københavns Universitet, der i 2019 undersøgte, om forskellen mellem mennesker med og uden autisme er faldet i løbet af de sidste 50 år. Det viste sig, at forskellene gennem årene var blevet mindre og mindre på en række af de områder, man undersøger, når man stiller en autismediagnose. Herunder evnen til forstå andre mennesker og evnen til kognitiv fleksibilitet.

For at undersøge, om tendensen var unik for autisme, analyserede forskerne også data fra studier om skizofreni. Her fandt de ud af, at forekomsten af ​​skizofreni var den samme over årene, og at forskellen mellem mennesker med og uden skizofreni er stigende.

FAKTA

Hvorfor får flere diagnoser som ADHD og autisme?

Antallet af særligt børn og unge, der bliver diagnosticeret med udviklingsforstyrrelser som ADHD og autisme, er steget markant de senere år. Hvad betyder det? Hvad er årsagen? Og hvordan bør vi som samfund forholde os til det stigende antal diagnoser? Det spørger Socialt Indblik i den kommende tid en række eksperter om.

Fjerner diagnosens alvor

At flere får diagnoser, og forskellene mellem mennesker med og uden diagnoserne bliver mindre, kan, som Sebastian Lundström udtrykker det, være med til at afstigmatisere diagnoser, men det betyder også, at diagnoserne mister deres tyngde.

”Vi ser det allerede. I Sverige snakker alle om, at de har lidt ADHD eller lidt autisme. Det kan selvfølgelig fjerne noget af den stigmatisering, der knytter sig til diagnoserne. Men det er også problematisk, for pludselig ved vi ikke rigtigt, hvad ordet betyder. Diagnosen mister tyngde og alvor. Og ikke mindst betyder det, at der bliver færre ressourcer til dem, der er sværest ramt af diagnosen. Sundhedsvæsnet har jo begrænsede ressourcer, så hvis alle skal have hjælp, bliver der mindre til dem, der virkelig er udsatte og har brug for den,” siger han.

Når vi stiller diagnosen på færre og færre kriterier, så leder det til en overdiagnosticering, fastslår Sebastian Lundström. Og jo færre kriterier, diagnosen stilles på, jo mindre stabil bliver den også.

Han vurderer derfor, at vi i højere grad kommer til at skulle se på, om diagnoser er livslange.

”Jeg møder voksne, der siger: ’Ja diagnosen hjalp mig, da jeg gik i skole. Jeg fik den støtte, jeg havde brug for. Men da jeg blev voksen, føltes den bare som en byrde’. Der er uddannelsesveje, der lukkes, og der er jobs, man ikke kan få. I Sverige forhindrer en diagnose som ADHD blandt andet i at kunne søge ind i politiet, militæret og flyveindustrien,” siger han.

Han fremhæver, at de hårdest ramte med autisme og ADHD altid vil komme til at leve med deres diagnose, men, at han tror, at vi vil se flere og flere, der ønsker at komme af med deres diagnose senere i livet blandt dem, der ligger i den ’mildere ende’. Han mener, at vi som samfund er nødt til at overveje, hvor mange døre vi skal lukke for personer med en diagnose.

”Som det ser ud nu, har 15 procent af alle drenge i Stockholm en ADHD-diagnose, og næsten seks procent har en autismediagnose. Er det så rigtigt at lukke deres udviklingsveje? Diagnoserne er udviklet som et arbejdsværktøj inden for sundhedsvæsner til at forstå, hvordan man bedst hjælper et individ og dets udfordringer. Men diagnoserne får nu også konsekvenser i det virkelige liv. Hos myndigheder som politiet og i militæret tolkes diagnoserne anderledes, og det bliver særligt problematisk, når diagnoserne bygger på færre symptomer – og dermed er mindre stabile,” siger han.

sebastian lundstrom
Sebastian Lundström, der er forsker i psykiske diagnoser ved Sektionen for psykiatri og neurokemi på Göteborg Universitet.

Sværere at have en diagnose

Samtidig med, at antallet af autisme- og ADHD-diagnoser stiger, ser det også ud til, at børn og unge lider mere under deres diagnose i dag end for ti år siden, selv om de har det samme autisme-niveau.

I et studie, som Sebastian Lundström for et par år siden var med til at lave, vurderede forældre til børn født fra 2007-2009 op til 30 procent højere grad af dysfunktion sammenlignet med forældre til børn født i 1995-1997. Og forskellen var størst ved niveauer, som tidligere ville have været anset for under den diagnostiske tærskel.

Skal Sebastian Lundström forklare den udvikling, peger han på, at kravene fra omgivelserne har ændret sig.

”En gisning kunne være, at vi har større sociale krav i dag. I skolen skal man kunne arbejde i grupper, planlægge og reflektere over egen læring. Og samfundet har også forandret sig. Vi skal i højere grad kunne netværke og deltage i det sociale miljø på arbejdet. Det er klart, at individer med socio-kommunikative problemer eller opmærksomhedsproblemer kan være udfordret af det,” siger han.

Mens antallet af autisme- og ADHD-diagnoser er steget, er antallet af børn med indlæringsproblemer, personlighedsforstyrrelser og sproglige forstyrrelser faldet, fortæller Sebastian Lundström. Det skyldes, ifølge forskeren, at klinikkerne fokuserer på at undersøge børn og unge for autisme eller ADHD og ikke for andre vanskeligheder.

”Det betyder, at disse børn og unge ryger ind under autismeparaplyen og ADHD-paraplyen. Det er det, man kalder diagnostisk substruktion,” siger han.

I Sverige er det nærmest blevet nødvendigt at have en diagnose for at kunne få støtte i skolen – eller i hjemmet, fortæller Sebastian Lundström, og det kan betyde, at klinikker begynder at stille ADHD- og autisme-diagnoser til børn, selvom de ikke fuldt ud opfylder kriterierne.

”Så vidt jeg ved, er der endnu ikke lavet nogen systematiske undersøgelser af det i Sverige, men blandt andet et studie fra Australien viser, at klinikkerne stiller autismediagnoser til børn blot for at skaffe adgang til støtte. På den måde forsvinder diagnosens værdi, men man kan godt forstå, at har man et barn, der har problemer, og en diagnose er en vej til at få hjælp, så vil man gerne have den,” siger Sebastian Lundström.

Og ikke bare mister diagnosen sin værdi, når den bliver allemandseje. Han mener også, at der er en fare for, at vi i vores iver efter at stille diagnoser kommer til at overse andre årsager til mistrivsel.

”Jeg tror, at denne her overdrevne fokusering på diagnoser gør, at vi misser andre årsager. Vi søger at forklare det hele med autisme, men der findes så utrolig mange andre årsager – og som er meget lettere kunne arbejde med, og som vi har værktøjerne til at arbejde med. Det kunne være intellektuel funktionsnedsættelse eller motorisk klumpethed fx,” siger han.

Og det er ikke blot andre årsager, der kommer til at stå i diagnosernes skygge. Det store fokus på diagnoser i sundhedsvæsnet betyder, ifølge Sebastian Lundström, også, at man ikke sætter ind med vigtige tidlige interventioner i forhold til fx børn og unge, der mistrives.

”Folk venter måske et til to år på at finde ud af, om de har en diagnose eller ej, og i den tid sætter man ikke ind med indsatser. Det betyder, at man mister nogle år blandt andet i børne- og ungdomspsykiatrien, hvor man måske kunne hjælpe med en tidlig indsats. Jeg mener, at vi burde gøre langt mere, inden vi stiller en diagnose,” siger han.

Hvorfor får mennesker det dårligere?

Allerede for ti år siden, troede Sebastian Lundström, at antallet af autisme- og ADHD-diagnoser havde toppet, at nu måtte det gå den anden vej, men kurven er siden kun gået opad.

Han mener, det burde få os til at for alvor at se på, hvad der ligger bag.

”Hvad er det for et samfund, vi har, når vi sætter psykiatriske diagnoser på normalt fungerende mennesker? I stedet for at stille autisme- og ADHD- diagnoser burde vi spørge: Hvorfor får mennesker det dårligere? Når symptomerne er konstante i befolkningen over tid, hvorfor mistrives vi så i højere grad? Det er et af de store spørgsmål. Og det kan psykiatrien ikke svare på alene. Der skal andre aktører ind over. Skolen blandt andet og socialområdet.”

Mener du dermed, at diagnoser gør os blinde for andre og dybereliggende problematikker?

”Ja, det mener jeg til en vis grad. Men når det er sagt, så vil der altid findes en-to procent med autisme. Og tre-fem procent med ADHD, som altid vil have behov for hjælp, og som virkelig har brug for diagnoserne. Det er virkelig vigtigt.”