Artikel

I Joannahuset er de unge ofte medforfattere af deres sagsakter – de kan udtrykke sig i brevform, digte, billeder eller lyd 

De unge kan synge, tegne eller skrive deres oplevelser ud i digte, breve, billeder eller lyd. Det giver dem mulighed for at bruge det stærkeste sprog, de har, og giver de voksne indsigt i værdifuld viden.

22. februar 2024

Af Anne Anthon Andersen

anne@socialtindblik.dk

Illustration: Sille Jensen

sj@socialtindblik.dk

Podcast

Da Joannahuset åbnede i 2020, var udgangspunktet, at de ansatte slet ikke ville skrive om børnene.

Krisecentrets bestyrelsesmedlemmer havde dialoger med flere tidligere anbragte, der havde dårlige oplevelser med den måde, fagpersoner havde beskrevet dem på i deres journaler, da de selv var anbragt.

”De havde haft oplevelsen af, at der var voksne, der sad inde bag en dør på et kontor og skrev ting om dem, som ville få stor betydning for deres liv, uden at de anede, hvad der blev skrevet. Udgangspunktet var, at vi ikke ville skrive om børnene i Joannahuset,” forklarer Marie Skovgaard, der oprindeligt er uddannet socialrådgiver, men som siden har læst jura og i dag arbejder for Joannahuset som krisecentrets jurist. 

Husets medarbejdere var generelt klar til at gøre op med den måde at føre journal på, som de selv tidligere havde praktiseret. Hurtigt stod det dog klart, at de ansatte i Joannahuset var nødt til at skrive en eller anden form for journal for at kunne hjælpe de unge.

Men da ville de gøre det på en ny måde i tråd med husets ånd, hvor de unges perspektiver, kvaliteter, drømme og håb skulle have plads. Fra sit arbejde i Børns Vilkår havde socialrådgiver og husets leder Jette Wilhelmsen gode erfaringer fra bisidderprojektet, hvor børnene sad med og kunne se, hvad de voksne skrev. 

”Vi besluttede, at vi ville skrive sammen med de unge, og at vi ville kalde beskrivelserne børnenes procespapirer for at understrege, at det er børnene og deres udvikling, der er i fokus – at det ikke er de voksnes papirer,” forklarer Jette Wilhelmsen. 

Helt nye udtryksformer 

Joannahuset indførte fire principper for, hvordan procespapirerne skulle skrives: Alt, hvad der bliver skrevet, skal kunne læses af den unge, skrives med den unge og læses op for den unge. Og så skulle beskrivelserne altid have blik for barnets eller den unges ressourcer. 

Principperne foregreb det styrkede fokus på børns ret til medindflydelse, som bliver beskrevet i Barnets lov, som trådte i kraft 1. januar 2024. 

”En væsentlig intention med loven er at styrke den løbende inddragelse af børn og unge. Hjælp og støtte skal altid inddrage deres perspektiv, ressourcer og behov, så de bliver en vigtig kilde til forståelse af problematikken. Intentionen er, at børn og unge skal ses i deres egen ret, og at deres ønsker, behov og perspektiver i højere grad skal være styrende for sagsbehandlingen og den støtte, der iværksættes,” står der blandt andet i loven. 

I 2020 søgte Joannahuset Egmontfonden om midler til at udvikle en ny metode til underretninger.

”Vi ønskede at arbejde indgående med, hvordan man i højere grad får de unges ønsker, drømme, oplevelser, viden og perspektiver i spil i journalskrivningen i børnesager,” forklarer Jette Wilhelmsen. 

Udviklingsprojektet mundede ud i helt nye udtryksformer. De unge fik mulighed for at skrive deres tanker og følelser i brevform, som digte eller dagbøger. Eller at udtrykke sig gennem musik, lyd eller billeder. 

Projektet viste, at nogle unge helst ville lade de voksne stå for at få skrevet det, der skulle skrives, sammen med dem. Men at langt de fleste af de unge tog et stort ejerskab og engagerede sig på en helt ny måde i at udtrykke, hvordan de havde det, når de fik mulighed for at gøre det på deres egen måde, uden at deres oplevelser skulle presses ind i et standardiseret skema, som det ofte er tilfældet i den eksisterende praksis, vurderer Marie Skovgaard:

”Jeg oplever, at det kan være meget styrkende for børn at få lov til at engagere sig og deltage i at skrive med. Det at være medforfatter på sin egen historie styrker børns muligheder for at handle,” siger hun.

Marie Skovgaard Joannahuset Donald Michael Bowie Chambers
Marie Skovgaard. Foto: Donald Michael Bowie Chambers

Det handler også om den anerkendelse, der bliver en del af processen, når man lader de unge udtrykke sig kreativt, mener Jette Wilhelmsen. Fx har en ansat i Joannahuset oplevet, at en rådgiver i en kommune ville hænge et digt, som en ung havde skrevet, op på væggen, og set, hvordan den unge voksede ved episoden. Hvordan den unge blev stolt og glad. 

Det stærkeste sprog

Jette Wilhelmsen husker også den dag, hun skulle holde møde med en 14-årig pige i huset. Da de gik gennem huset for at finde et lokale, hvor de kunne tale sammen, fik den unge øje på klaveret. ”Må jeg bruge klaveret?” spurgte hun.

”Det måtte hun selvfølgelig gerne. Hun satte sig ved klaveret og gik i gang med at spille sine følelser og historie. Det var en helt vildt stærk følelse, som gav en uvurderlig indsigt i hendes livssituation. Hun brugte det stærkeste sprog, hun havde,” siger Jette Wilhelmsen. 

Det er netop inddragelse af følelsesaspektet og det at få indsigt i de unges oplevelser indefra, den nye kreative metode til inddragelse af børnenes perspektiver skaber mulighed for, oplever Marie Skovgaard.

”Som socialrådgiver har jeg arbejdet med klassiske underretninger i børnesager i 15 år. Nu ser jeg pludselig alt det kreative, børnene kan, som de sagsbehandlingsskemaer, jeg tidligere har skullet bruge, ikke giver indsigt i. For mig har det været en øjenåbner. Hold da op hvor bliver jeg mere oplyst og klogere på sagen. Det kan også være beskrivelser af, hvad børnene har af bekymringer for familien, og at de har en meget stor omsorg og gør sig mange tanker om, hvad det betyder at række ud efter hjælp,” siger Marie Skovgaard. 

Mens mange unge er begejstrede for at være medforfattere af deres egen historie, møder Joannahuset også modstand mod deres praksis. Fx kritik af, at underretningerne kan bidrage til konflikt, og at de ikke er tilstrækkeligt objektive, når interessekonflikterne mellem børn, forældre og myndigheder bliver skrevet tydeligt frem i en mere åben form. 

Jette Wilhelmsen og Marie Skovgaard anerkender, at det at lade børnenes stemme få mere plads stiller høje krav til alle og særligt de professionelle voksne om at tale med børnene om sårbare dilemmaer.

”Børnene bryder jo måske med tabuer og loyalitet over for deres forældre og familien. Vi gør meget ud af at arbejde med nuancer. Fx at få skrevet ind at de holder meget af deres forældre, eller at de bekymrer sig for, hvad underretningen kan komme til at betyde,” siger hun og forklarer, at de i Joannahuset fx arbejder med tidslinjer, som kan skabe et overblik og konkretisere et sagsforløb – nogle børn kan jo være enormt bekymrede for, hvilke konsekvenser deres beskrivelser kommer til at få. 

”Den kritik, vi er blevet mødt med, om at børn kan få det dårligere af at fortælle om deres liv, følelser og problemstillinger, er reel nok. Og jeg forstår godt, at det kan være vanskeligt for kommunerne at håndtere sådanne svære og komplekse problemstillinger,” siger Jette Wilhelmsen.

Det er svært

Men hvis ikke myndighederne og andre aktører møder børnene i deres svære og konfliktfyldte følelser, bliver det svært at hjælpe dem. Hvis man gerne vil hjælpe børnene, må man sikre, at de føler sig hørt, set og forstået. Og her er skriftlighed et meget centralt greb, mener hun.

Jette Wilhelmsen Foto Donald Michael Bowie Chambers
Jette Wilhelmsen. Foto: Donald Michael Bowie Chambers

”Vi møder ofte en praksis, der er udfordret i at gribe den mulighed for at give børnene ordet, som den nye Barnets lov skaber. For det griber jo ind i et forløb og planer, som er lagt, og som man nu oplever bliver forstyrret. Vi har myndigheder, der har et enormt ansvar i at varetage både børn og forældres perspektiver. Hvis underretningen fra en ung ikke bliver håndteret med blik for alle perspektiver, kontekster og nuancer, er der stor risiko for, at der kan opstå yderligere konflikter og problemer. Det kræver meget af alle os fagprofessionelle. I Joannahuset oplever vi også, at det er svært, men vi bliver hele tiden klogere på, hvordan vi navigerer i det felt,” siger Jette Wilhelmsen.

Det at sikre, at børnene får mulighed for at komme til orde i deres egne sagsakter, har også et retssikkerhedsmæssigt perspektiv, minder jurist Marie Skovgaard om. Det er snarere reglen end undtagelsen, at de unge oplever flere gange at få en ny socialrådgiver, vurderer hun: 

”De skriftlige dokumenter i børnesager ender med at danne den virkelighed, som sagernes vurderes ud fra. Det gør det endnu vigtigere, at barnets perspektiv fremgår tydeligt i de skriftlige dokumenter. Det, at børn og unge er medforfattere på de skriftlige dokumenter, som vedrører deres egne historier, er med til at oplyse de sociale sager på nye måder, og det vil kvalificere den viden, myndighederne lægger til grund for deres afgørelser. Det er et kæmpe retssikkerhedsmæssigt problem, hvis ikke børnenes perspektiv er dokumenteret på skrift i sagerne. Og med Barnets lov har børn fra 1. januar i år fået partsstatus, fra de er 10 år gamle,” siger hun.

Til Socialt Indblik live den 7. marts 2024 kl. 15-17 kan du møde både Jette Wilhelmsen og Marie Skovgaard fra Joannahuset. Se mere her om arrangementet og tilmelding.