“Lad os sætte ord på min søns selvmord”

Kapitel 1: Tabet

I dag for to år siden døde min søn. Han blev 21 år. Normalt ville jeg skrive det i et lukket forum, men min søn var meget åben om sin sygdom – han led af skizofreni – og jeg har valgt at fortælle åbent om det og om hans død.

Sådan lød det i et Facebook-opslag, som sociolog Esther Nørregård-Nielsen postede den 20. november sidste år. To år efter hun mistede sin søn Kristian til selvmord. Hun ønskede at sætte fokus på, at Kristian – ligesom mange andre psykisk syge – ikke fik den hjælp, han havde behov for, og derfor endte med at dø af sin sygdom.

Gid man snart ville tage den slags sygdom lige så alvorligt som kræft, så færre skal opleve, at deres kære dør af en psykisk diagnose, lød det i opslaget.

Jeg møder Esther i hendes lejlighed i Indre København. Hun har sagt ja til at fortælle, hvordan hun mener, vi kan blive bedre til at hjælpe mennesker med psykiske lidelser. Og om den meningsløshed – og skyld og skam, man som forælder må kæmpe med, når ens barn tager sit eget liv.

”Det er jo frygteligt for alle, der mister deres børn. Men der kommer noget oveni, når det er selvmord. Når man får et barn, lover man sig selv, at på min vagt sker der ikke noget. Og så tager han sit eget liv. Jeg føler en kæmpe skyld og skam,” siger Esther, da vi har sat os ved det lange spisebord i stuen.

”Jeg følte mig afmægtig”

Det var Esther, der fandt Kristian den dag for to år siden.

De havde været oppe at skændes. Kristian var vred, som han ofte var, når han havde talt med distriktspsykiatrien, så han smækkede en dør så hårdt, at glasskårene fra dørens vindue stod ud til alle sider. ”Du skal jo ikke ødelægge vores hjem,” råbte Esther. Hun følte sig afmægtig og frustreret.

To år forinden var Kristian blevet diagnosticeret med paranoid skizofreni. Og i den senere tid havde han været virkelig syg, blandt andet fordi han, uden Esther vidste det, havde droppet sin medicin. Han følte den passiviserede ham og forhindrede ham i at være kreativ. At skrive historier blandt andet.

Efter skænderiet gik Kristian. Esther troede, at han var gået ned i gården for at ryge en cigaret, og at de kunne tage en kop kaffe bagefter og blive gode venner igen. Præcis som de plejede, når de havde været oppe at skændes. Men Kristian gik ud på badeværelset og hængte sig selv.

I dag bebrejder Esther sig selv, at hun skændtes med Kristian.

”Jeg har det virkelig skidt over, at jeg råbte ad ham. At jeg ikke så, hvor skidt han havde det – og i stedet sagde: ’Kristian, lad os snakke om det her’. Men det ville han jo ikke,” siger hun og fortsætter:

”Jeg følte mig afmægtig i forhold til Kristians sygdom til sidst. Hvis Kristian kom gående ind ad døren lige nu, så ville jeg spørge: ’Er du syg stadigvæk?’ Og hvis han sagde ’ja’, så tror jeg, at jeg ville sige, at han ikke skulle komme tilbage, for jeg ved ikke, hvad jeg skulle gøre for ham. Jeg føler, at jeg gjorde, hvad jeg kunne. Jeg tænkte ikke på andet, end hvordan jeg kunne støtte og hjælpe ham. Dag og nat. Alligevel ransager jeg mig selv for, om jeg kunne have gjort noget tidligere. Hvis jeg havde passet mere på ham, var han så kommet igennem? Jeg tænker hele tiden på, hvor det gik galt. Jeg tror, det er en måde at forsøge at finde mening i det meningsløse.”

Hun bladrer i de håndskrevne noter, der ligger på bordet foran hende. Hukommelsen er blevet dårlig efter Kristians død. Og der er meget, hun gerne vil sige.

Kampen for at finde fodfæste

I tiden efter Kristians selvmord hang Esther knapt sammen. Men der var ikke meget hjælp at hente. Hun fik hjælp igennem NEFOS, der er en organisation, der hjælper selvmordsramte. Og via sin sundhedsforsikring fik hun en psykolog, men hun følte ikke, at psykologen havde redskaberne til at arbejde med det at have mistet et barn til selvmord.

”Psykologer arbejder med at få én til at forstå sit eget indre, men det er ikke det, man har brug for. Det er nogle helt andre eksistentielle ting, der er på spil. Præster har nogle andre redskaber til at behandle døden, fandt jeg senere ud af. De har et sprog for sorg, afmægtighed og død, som vi andre mangler.”

I sin kamp for at finde fodfæste gik Esther om bord på nettet, hvor hun begyndte at læse alt, hvad hun kunne finde om mennesker, der havde mistet.

”Jeg har været med i alle de facebookgrupper, der findes og brugt dem på alle tidspunkter af døgnet. Og så har jeg været inde på alle mulige hjemmesider. Meget amerikanske. Jeg har haft et kæmpe behov for at bearbejde den her ’dårlig-mor-følelse’ og for at spejle mig i nogen, der ligesom mig kæmpede med skyld og skam,” siger hun.

Hun mener, at det et kæmpe problem, at vi ikke kan tale om selvmord. Det betyder, at man som pårørende ikke har mulighed for at hjælpe sin kære, når der er selvmordstanker – og måske forhindre, at det ender med selvmord. Og det gør også, at døden bliver ensom.

”Hvis Kristian havde haft kræft, havde vi siddet samlet rundt om ham. Kristian havde en sygdom i hjernen, der gjorde, at han tog sit eget liv. Det anerkender vi ikke. Kristian kunne ikke fortælle mig, at ’Jeg har det så dårligt, at jeg går ud og tager mit eget liv’. Jeg kunne måske ikke have talt ham fra det, men han skulle have talt om det længe før, så kunne vi måske have forhindret det.”

Tabu er for hende ikke det rigtige ord, for der er mange, der gerne vil tale om det.

”Det handler om, at vi ikke må snakke om det. Når jeg fx spørger lægerne, hvad de gør ved folk, der vil tage deres eget liv, så svarer de, at de prøver at undgå det. Læger vil gerne skabe liv. De vil ikke acceptere døden. Og fordi de ikke vil acceptere døden, så har de ikke noget sprog for det.”

Hun peger på, at det er ligesom med andre emner, vi som samfund igennem tiden har besluttet, ikke er legitime – og som vi i dag kan undre os over.

”I gamle dage måtte man fx ikke kysse i det offentlige rum. Kvinder måtte ikke vise deres ankler osv. Og tænk på de udviklingshæmmede, vi burede inde på mentale institutioner, fordi vi troede de var farlige. Det ville vi aldrig gøre i dag. Om 50 år kan det være, at vi siger: Hvorfor kunne vi ikke tale om selvmord? Men vi er nødt til at skubbe på for, at den udvikling sker.”

Kapitel 2: Kristian og sygdommen

”Kristian var ekstremt elsket, og han var megasocial. Det var han, helt fra han var lille,” siger Esther og viser et billede af Kristian. Han sidder på en trappe, ung, mørkhåret. Skjorten er smøget op, så man kan se hans tatovering.

Den dag, han blev begravet fra Trinitatis Kirke i København, var kirken stuvende fuld. Stort set hele hans folkeskole- og gymnasieklasse var der. Der var venner helt tilbage fra børnehaven, der var nye venner, og der var dem, han havde mødt på Fremtidsfabrikken, hvor han kom for at få hjælp til at håndtere sin skizofreni.

”Der var så mange mennesker. Jeg tænkte meget over det, fordi Kristian gik rundt og troede, at folk ikke kunne lide ham. Men meget af det har jo handlet om den paranoide tilgang, hans hjerne gav ham,” siger Esther.

Opdager sygdommen

Kristian var 19, da han fik diagnosticeret paranoid skizofreni. I dag tænker Esther, at han var udfordret allerede som barn. Men det var først, da Kristian var 18, at det for alvor gik op for Esther, at han var syg.

Det var op mod jul, og Esther havde sammen med Kristian og sin anden søn, Ulrik, en tradition for at tage i Eventyrteateret. Men Kristian meldte fra, fordi han havde fået en vagt i Netto. Det undrede Esther, for det havde været aftalt længe.

”Tilfældet ville, at jeg smækkede mig ude og tog ud til Netto for at låne hans nøgle, men han var der ikke. Jeg prøvede at sms’e, men han svarede ikke. Til sidst skrev jeg, at jeg var virkelig bekymret, og så svarede han endelig. Det viste sig, at han havde siddet oppe på sit værelse på loftet. Da jeg så ham, kunne jeg se, at han havde det dårligt, jeg tog fat i ham og sagde: ’Kristian, hvordan kan jeg hjælpe dig?’ Så begyndte han at græde, men jeg kunne ikke nå stykket videre,” fortæller Esther.

Senere forstod hun, at han den dag havde haft et skizofrent udbrud, som han ikke kunne håndtere. Og senere igen, da hun efter hans død læste hans journaler, forstod hun, at han i perioden omkring den dag havde haft sit første selvmordsforsøg.

På loftet havde Kristian sit eget værelse. Ligesom hans bror Ulrik havde haft, indtil han flyttede hjemmefra. På den måde kunne sønnerne leve deres eget liv, mens de gik i gymnasiet, og komme ned i lejligheden, når de havde lyst – og for at spise og gå i bad.

Et par dage efter sammenbruddet på loftet tog Kristian på skiferie, og Esther besluttede sig for at låse sig ind på loftsværelset. Hun følte, det var forkert, men hun var bekymret. Selvom Kristian på overfladen igen så ud til at have det godt, havde hun en fornemmelse af, at noget var galt.

Og det var der grund til.

Værelset var splittet ad. Der var bare en madras på sengen. Tøjet lå overalt på gulvet. Noget af det var klippet i stykker. Og der var forskellige redskaber til at ryge hash. Alt stod i kontrast til den velklædte og velsoignerede Kristian, hun så, når han kom ned i lejligheden.

Kristian havde fortalt Esther, at han havde otte procents fravær i gymnasiet. Men det splittede rum fik Esther til at tvivle på, om han var i stand til at passe sin skole. Hun ringede derfor til gymnasiet.

”De sagde, at det ikke var rigtigt, at det var otte procent, men at de ikke måtte oplyse mig om, hvor meget fravær han havde. Jeg var meget bekymret, så jeg pressede dem virkelig, og til sidst sagde de til mig, at han havde 40 procents fravær,” siger Esther. Hun holder en kort pause, inden hun fortsætter:

”Jeg anede det ikke. Hvorfor får man ikke de unge til at skrive under på, at hvis der er noget, der bekymrer gymnasiet undervejs, så må de ringe til forældrene?”

At være i to verdener

Langsomt gik det op for Esther, at Kristian levede i to verdener. Han var intelligent, han var dygtig til at gennemskue ting, og han var god til at opretholde en facade, så det var svært at finde ud af, at det hele hang sammen på en anden måde.

”Jeg tror, at han brugte ekstremt meget energi på at holde sammen på sit liv. Han prøvede at få mening i den verden, han selv var i, og den verden, han kunne forstå, vi andre var i. Det har været meget hårdt arbejde, og måske særligt når man er så kvik, som Kristian var,” siger Esther.

Da Kristian nogle måneder efter sammenbruddet på loftet stoppede i gymnasiet, lagde han netop vægt på, at det var, fordi han ikke længere kunne holde fast i at fremstå som sig selv.

Enkelte gange delte Kristian en flig af den verden, han levede i, når han var i skizofrenien. Som fx den dag, hvor Esther talte om sin far, der er meget dement og kom til at grine af noget, han havde gjort.

”Lige pludselig sagde Kristian: ’Det er så hårdt at have det sådan mor, for jeg ved ikke, om jeg har en samtale med dig lige nu, men jeg tror, at jeg har en samtale med dig,” fortæller Esther.

Kristian havde masser af planer for sit liv. Han ville gerne fx gerne være psykolog. Men som sygdommen udviklede sig, blev forskellen mellem det, han kunne, og det, han gerne ville, ifølge Esther, større og større.

Men selvom Kristian i den sidste tid var meget tynget af sin sygdom, gik der ikke en dag, uden at Esther kunne mærke den søn, hun savner i dag.

”Han havde ikke længere overskud til at hjælpe med at lave mad, som han tidligere havde haft. Men så kom han ud i køkkenet og lavede en musikquiz, mens jeg lavede mad. Eller han fortalte om en artikel, han havde læst, eller om amerikansk politik, som han gik meget op i. Han havde god humor – og elskede at stille mig spørgsmål, der afslørede, at min hukommelse var blevet så dårlig,” siger hun og fortæller, at han også lige til det sidste var en god ven, der arrangerede middage og gik på værtshus med sine venner.

Skulle vi have set det tidligere?

Esther har tænkt over, at da Kristian fik sin diagnose, havde hun – og resten af familien – meget travlt med at gøre ham så normal som muligt. I dag ville hun ønske, at hun have vidst bedre.

”Vi sagde: Selvfølgelig kommer du i arbejde – og selvfølgelig er du ikke den, der er ramt hårdest. Han havde jo en måde at fremtræde på, så du overhovedet ikke kunne mærke det på ham. Jeg ville gerne have vidst, at når han er debuteret så tidligt, han debuterede højst sandsynligt i 5.-6. klasse, så var sandsynligheden for, at han kom i arbejde, under 10 procent. Sandsynligheden for at tage sit eget liv var 50 procent. Det ville jeg gerne have vidst.”

Efter 9. klasse var Kristian et år på highschool i USA. Han havde det virkelig godt det år hos en sød familie. Esther har overvejet, om det skyldtes familiens mindre ambitiøse måde at leve på, hvor der blev stillet få krav. Det var fint bare at sidde og drive i sofaen, handle lidt ind og træne.

”Jeg har tænkt på, om de kunne have fået ham igennem, hvor jeg ikke kunne, fordi jeg har en mere ambitiøs måde at leve på. Uanset om jeg sagde det eller ej, ville Kristian føle, at han skulle være psykolog eller noget andet akademisk. Det var det, jeg udstrålede.”

Esther har også tænkt meget over, om de svigtede Kristian ved ikke at opdage skizofrenien tidligere, men er nået frem til, at hun faktisk er glad for, at han ikke blev diagnosticeret tidligere.

”Så var Kristian måske kommet ind i psykiatrien som 10-12-årig og ville have haft enormt mange år, hvor han var psykiatrisk patient, og måske var han alligevel død i begyndelsen af 20’erne. Nu fik han færdiggjort niende klasse. Han har været et år USA. Han nåede at udforske sin seksualitet, at have en sød kæreste, og at finde ud af at han måske var homoseksuel. Og så har han haft to år, hvor han var rigtig syg.”

Kapitel 3: Psykiatriens store svigt

Der skulle en tur til den psykiatriske akutmodtagelse til, før Kristian som 19-årig blev diagnosticeret med paranoid skizofreni.

Både Esther og storebror Ulrik havde gennem en tid været stærkt bekymrede for Kristian. Han lå ofte i sofaen med sine høretelefoner og hætten på sin trøje trukket godt op om hovedet. Og en dag kom han til at tale over sig og sagde, at han følte sig overvåget.

En aften, hvor han havde det rigtig skidt, konfronterede Esther og Ulrik Kristian med deres bekymring – og han indvilgede i at tage med på den psykiatriske akutmodtagelse.

 ”Der var så meget kaos. Der var sådan nogle jerndøre, der hele tiden smækkede. Og de mennesker, der sad der, havde det jo virkelig dårligt,” siger Esther og fortæller, at den sygeplejerske, de i første omgang kom til at snakke med, talte med Kristian i cirka ti minutter – og konstaterede så, at der ikke var noget galt med ham.

”Jeg blev rasende og råbte, at vi ville have en ordentlig person til at snakke med ham. Jeg var jo slet ikke i tvivl om, at Kristian var virkelig syg på det tidspunkt. Så kom der en læge, og det endte med, at Kristian røg videre til OPUS-programmet. Hvis vi var gået med sygeplejersken, så havde vi været nødt til at tage hjem igen. Sandsynligheden for, at Kristian havde taget sit liv den dag, var kæmpestor. Vi havde lige hevet masken af ham,” siger Esther.

Gennem, det psykosociale behandlingstilbud OPUS, som Kristian var blevet henvist til, fik han en fast kontaktperson, Dorte, som han talte med cirka en gang om ugen. Og der gik ikke længe, før Esther oplevede en forandring.

”Han gik fra hele tiden at ligge på sofaen med høretelefoner på til at sidde nede i min mors antikvariat tre gange om ugen og hjælpe med at arkivere.”

Dorte og Esther skrev jævnligt sammen. Fx kunne Esther skrive til Dorte om en udfordring, der havde været derhjemme, som Dorte kunne have i baghovedet i sine samtaler med Kristian.

Men så en dag gik det den anden vej. Kristian fik en ny kontaktperson – og endte igen på sofaen med høretelefoner. Esther forsøgte forgæves at opbygge et samarbejde med den nye kontaktperson. Men det lod sig ikke gøre. Blandt andet GDPR forhindrede, at der må være skriftlig kommunikation, fik hun at vide.

Igen måtte hun kæmpe og insistere. Efter et halvt års kamp lykkedes det Esther – med hjælp fra personlige kontakter – at få en ny kontaktperson. Men det halve års ventetid betød dels, at Kristian blev banket måneder tilbage i forhold til det, der var blevet bygget op, dels at OPUS-programmet, der er et begrænset forløb på to år, de facto blev reduceret med et halvt år.

Da Kristian endelig fik den nye kontaktperson, var de to år i OPUS næsten gået, hvilket betød at han skulle over i distriktspsykiatrien. Men Corona kom – og ingen hjalp ham på plads i distriktspsykiatrien.

”Han holdt op med at komme der. Kristians kontaktperson ringede en dag og spurgte, hvor han blev af, og jeg hjalp med at finde ham. Men jeg var ikke klar over, at han holdt helt op med at komme der – og dermed også var holdt helt op med sin medicin,” siger Esther og uddyber:

”Kristian havde sagt til mig, at han gerne ville trappe medicinen ned – og det, syntes jeg, var en god idé, men det viste sig, at han havde taget kold tyrker. Han gik fra at være nogenlunde velfungerende og havde sagt ja til at lave noget journalistisk arbejde på Fremtidsfabrikken, til at han ikke kunne hænge sammen.”

Efter Kristians død bad Esther og bror Ulrik om en samtale med lederen af distriktspsykiatrien. De ville helst have talt med kontaktpersonen, men det lod sig ikke gøre. Et af de spørgsmål, de gerne vil have svar på, var, hvorfor samarbejdet med pårørende er så godt som ikkeeksisterende.

”Ulrik spurgte blandt andet: Hvorfor i alverden lader I en 21-årig, der er så syg, have så meget bestemmelsesret? Hvordan kan det være, at man ikke laver en ordning, hvor man, frem til man fx er 25-30 år, stadig er inde under en værge? Og jeg spurgte, hvorfor de ikke kontaktede mig, når det stod i journalen, at de gerne måtte. Igen var GDPR undskyldningen,” siger Esther og tilføjer:

”Men så kunne man jo sige til Kristian: ’Det er en god idé, at du har en pårørende med til samtalen.’ Det ville man jo gøre, hvis han havde kræft, så ville man sige: ’Kom aldrig alene, helbredelsen øges, når man har et stærkt netværk.’ Men i psykiatrien gør man det modsatte. Man starter med at sige til patienten, at man ikke kontakter de pårørende uden at få lov.”

Psykiatrien giver en diagnose og medicin

Esther mener, at psykiatrien svigter mennesker med psykiske diagnoser ved at behandle dem, som havde de en somatisk sygdom, der kan kureres med medicin. Hun anerkender, at nogle har brug for medicin til stabilisere, men den har også en bagside.

”Jeg oplever, at mange mennesker, der har en psykisk diagnose, føler, at de med medicinen mister sig selv. Kristian var fx fantastisk til at skrive historier, men det kunne han ikke, når han var på medicin. Medicinen stabiliserede ham, den dulmede ham – men den gav ham ikke et liv, og den fjernede heller ikke sygdommen. Det fik ham til at smide medicinen,” siger hun og fortsætter:

”Læger ser en sygdom, som de gerne vil kurere, men forstår ikke, at det er individet, de risikerer at udslette. Det er der, hvor meget psykisk sygdom adskiller sig fra det til somatiske. Findes der nogen som helst somatiske sygdomme, som folk ikke er interesseret i at få fjernet? Men i psykiatrien er der rigtig mange patienter, der ikke er interesseret i, at deres sygdom forsvinder. De er interesserede i at håndtere den og i, at den ikke kammer over, men de vil samtidig gerne bevare dem selv,” siger Esther.

I stedet for at anskue psykiske diagnoser som sygdomme, mener Esther, vi burde se på dem som en måde at være i verden på.

”Så længe man overhovedet kalder det sygdom og dermed antyder, at der noget, der hedder rask, vil vi gå efter at kurere. Derfor mener jeg, at vi skal finde nogle andre ord – måske forpint kontra det at være i balance,” siger hun og refererer til sociologen Niklas Luhmann, der har sagt, at grunden til, at vi har så svært ved at tale sammen, er, at vi alle sammen tænker i dualisme. Jurister tænker ’lovligt eller ikke lovligt’, og i sundhedsvæsenet tænker man ’syg eller rask’.

”Det er først, hvis du får nogle nye ord på, vi kan begynde at arbejde på nogle nye måder,” fastslår Esther.

Psykiatrien sætter sig selv i centrum

En anden udfordring, Esther ser i forhold til psykiatrien, er, at den er en ø – uden sammenhæng til resten af samfundet.

”Man får en diagnose i psykiatrien. Og føler sig måske genkendt og forstået. Så er det, at psykiatrien svigter ved ikke at tilbyde meget behandling – ud over den medicinske. Men også sammenhængen til det øvrige samfund er et problem. Som psykisk syg skal du ud at agere i det almindelige samfund, som slet ikke forstår dig – og som ikke forsøger at skabe en plads til dig,” siger hun og kommer med et eksempel fra Kristians liv. 

Han ville gerne tage en HF, men han kunne kun få SU, hvis han tog et bestemt antal timer, som var helt urealistiske i forhold til hans psykiske diagnose.

Hun mener, at psykiatrien putter sig selv i midten. Der, hvor patienter burde være. Patienten skal passe ind i psykiatrien.

Esther fortæller, at man fx nogle steder i USA har helt anden tilgang til behandling af mennesker med psykiske diagnoser.

”Jeg mødte en kvinde, hvis datter også er diagnosticeret med skizofreni. Datteren tog til USA, fordi hendes far er amerikaner. Det endte helt forfærdeligt med, at hun stak sin farmor ned, fordi hun troede, hun var besat af onde ånder. Farmoren overlevede, men pigen kom i fængsel og blev dømt til behandling,” fortæller Esther.

Danmark ville ikke tage hende tilbage. Og det endte, ifølge Esther, med at blive pigens redning.

”Hun fik en 360 graders behandling. Det var noget med at arbejde med maden, at arbejde med kroppen, male og dyrke mindfulness blandt andet. Psykiatrien fyldte nærmest intet. Hun arbejdede med det i to år i USA og kom så til Danmark, hvor hun fortsatte arbejdet i privat regi. I dag er hun nået rigtig langt,” fortæller Esther.

”Så længe rammen bliver sat af psykiatrien, holder vi fast i et system, der ser meget ensidigt på psykiske lidelser. Der er mange, der siger, at psykiatrien skal have flere penge. Jeg mener, vi skal investere helt anderledes.”

Kapitel 4: Meningsløshed, afmagt … og håb

Meningsløsheden har, to år efter Kristian tog sit eget liv, stadig et stærkt tag i Esther.

I den gruppe for pårørende til selvmordsramte, hun er med i, er hun blandt de få, der er forblevet i arbejde. Men selvom hun har et spændende job, har hun svært ved at finde meningen i det – og samtidig er det svært at finde kræfterne. Ligesom hos de andre i gruppen fungerer hendes hoved ikke, som det gjorde før.

”Jeg tænker tit: Hvorfor skal jeg tjene penge? Hvad laver jeg her i lejligheden? Det er meningsløst,” siger Esther og refererer til en præst, der for nylig sagde til hende, at når noget er meningsløst, så er det, fordi det er løst fra meningen.

”Meningen for mig var jo, at jeg skulle være mor for Kristian. Men det er jeg ikke længere. Der er rigtigt meget, der er nemmere, end da Kristian var levende og var syg. Jeg behøver ikke længere at tage mig af min syge søn og diskutere med psykiatrien. Jeg skal ikke være angst, søvnløs og bekymret hele tiden. Men jeg har ikke lyst til, at det skal være nemmere, for det har gjort alting meningsløst,” siger Esther.

I kølvandet på Kristians død har hun været nødt til bryde med sin kæreste gennem ti år. Det har betydet endnu et meningstab.

”Han så Kristian fra alle aspekter. Han har oplevet Kristian gå rundt om natten og ikke kunne finde hvile, og han har set mig fuldstændig tyndslidt. Mange i familien har jo ikke set andet end den Kristian, der hang sammen. Med bruddet mistede jeg et vidne til Kristian og en teamkammerat.”

Esther har netop købt et sommerhus med sin store søn Ulrik. Det er hun virkelig glad for. Men hun tænker over, om hun burde vaske tavlen endnu mere ren?

”Skulle jeg tage afsted med Mellemfolkeligt Samvirke i tre år? I stedet for at jeg hele tiden bliver i en sammenhæng, der alligevel aldrig bliver den samme – og som fastholder meningen i noget, der ikke er mere. Hvor meningsløsheden før bare gjorde mig handlingslammet, kan jeg godt se nu, at det er, fordi jeg skal have en ny mening. Ligesom i andre livssituationer. Når man bliver skilt for eksempel. Men problemet er, at jeg ikke har lyst til at give slip på den mening, der var.”

Ny indsigt giver håb

Esther plages stadig meget af skyld og skam, men for nylig hørte hun en præst på Rigshospitalet tale om afmagt på en måde, der gav mening for hende.

”Han sagde, at når du får det barn, så bliver du mægtig. Du påtager dig den magt, som du skal som forælder. Barnet ligger i vuggen, skal have mælk, en ny ble, opdragelse osv. Når dit barn så vælger at tage sit eget liv – eller får en sygdom, som man ikke kan gøre noget ved, kan vi ikke acceptere, at vi er afmægtige. Derfor prøver vi at forklare, hvorfor noget af det, vi gjorde, havde indflydelse på det barn. At gøre os skyldige. Men Kristian var jo var stor – og tog magten over sit eget liv. På den måde var jeg afmægtig,” siger Esther.

Det er stadig nyt for Esther at erkende, at det handler om afmagt, og at hun måske skal erkende, at hun ikke er almægtig. Men hun kan mærke, at indsigten får et håb til at spire – for det kan være vejen ud af skyld- og skamfølelsen.

Hun fortæller, at præsten på Rigshospitalet også forklarede meget fint, at når man får et barn, så får man det 100 procent. Næste barn er også 100 procent – ikke 50 eller 33 procent. Det betyder, at når man mister et barn, så mister man 100 procent, og her hjælper det ikke at have et andet barn.

”Alle de, der siger: ’Du har jo et andet barn og et barnebarn’. Der må jeg sige, at i forhold til, at jeg har mistet Kristian, så er jeg helt ligeglad med det. Jeg er glad for, at jeg i mit andet barn har 100 procent, og jeg elsker mit barnebarn, men det ændrer ikke på, at jeg har mistet 100 procent, da jeg mistede Kristian,” siger hun og tilføjer:

”Vi lever i en verden, hvor vi får så mange chancer for at forbedre os og gøre tingene om. Jeg har spillet en del spil med mine sønner, hvor man efter hver runde kan starte forfra og lære af sine åbenlyse fejl fra sidste runde. Jeg drømmer om at få lov til at spille om, at få en ny chance for at spille rigtigt. Men her er der ikke noget at gøre. Jeg får aldrig min søn igen.”