Overlæge i psykiatrien: ”Tænk, hvis vi så hvert eneste selvmord i psykiatrien som en tragedie”

En ung pige fortalte igen og igen, at hun ikke kunne håndtere sine tanker. De fortalte hende, at hun ikke duede til noget og skulle tage sit eget liv. Hun fik psykoterapi, og hun fik antidepressiv medicin, og det gik langsomt fremad. Men da hun fyldte 18 år, skulle hun skifte fra ungdomspsykiatrien til voksenpsykiatrien, hvor hun fik helt nye behandlere. Det var svært for hende at skulle starte forfra. Da hun henvendte sig på den psykiatriske skadestue og bad om indlæggelse, fordi hun ikke kunne klare kampen mod tankerne alene, blev hun udskrevet efter en enkelt overnatning.

Pigen endte med at tage sit eget liv.

Det er, Nina Tejs Jørring, forperson for Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskab og overlæge i Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center i Region Hovedstaden, der fortæller om den unge pige. Hun har læst artiklen om Esther Nørregaard-Nielsen, der mistede sin psykisk syge søn til selvmord, fordi han ikke fik den hjælp, han havde brug for, som Socialt Indblik bragte for en måneds tid siden – og kan desværre godt genkende billedet.

Omkring halvdelen af de cirka 600 mennesker, der hvert år mister livet til selvmord i Danmark, har været eller er indlagt på en psykiatrisk afdeling, og 90 procent lider af en psykisk sygdom. Nina Tejs Jørring mener, at psykiatrien kunne forhindre en del af disse selvmord, hvis man kunne tilbyde dem den hjælp og behandling, de har brug for.

”Jeg er sikker på, at de mange patienter dør i psykiatrien, fordi der ikke er tid nok til at tale med dem og til at give dem den omsorg og behandling, der kunne forhindre et selvmord. Og fordi vi er så pressede på senge, at vi er tvunget til at udskrive patienter, der er plaget af selvmordstanker og er selvmordstruede. Hvorfor er det, vi bliver så vrede, når patienter med fysiske sygdomme som kræft får forkert behandling og dør af det, men ikke når psykiatriske patienter dør, fordi de ikke fik den hjælp, de havde brug for?” spørger Nina Tejs Jørring og supplerer:

”Jeg blev faktisk ramt helt ind i sjælen, da statsministeren til det første pressemøde under corona-pandemien sagde, at hvert eneste dødsfald til covid ville være en tragedie. Da sad jeg og tænkte: Men er det ikke en tragedie, hver gang et ungt menneske drives ud i et selvmord?”

Nina Tejs Jørring peger på, at mens vi siger nej til assisteret selvmord, hvis man for eksempel har en uhelbredelig fysisk sygdom, kunne man hævde, at vi laver en slags stiltiende assisteret selvmord i psykiatrien.

”Er man psykisk syg og bliver drevet til at tage sit eget liv, taler vi næsten om det, som om folk selv skal have lov til at tage den beslutning. Og nogle gange bebrejder man endda den, der begik selvmord. Men forsøger man at tage sit eget liv, er det, fordi man ikke ser andre løsninger – og mange er ikke ved sine fulde fem,” siger hun og uddyber:

”Der er nogle fællestræk ved alle psykiske sygdomme. De fortæller, at man ikke er værdig at være i denne verden. Derfor kan alle psykiske sygdomme lede til, at man tager sit eget liv. Det skal vi tage alvorligt. Det er vores opgave som samfund at hjælpe mennesker med selvmordstanker til at se andre løsninger,” siger Nina Tejs Jørring og fortæller, at hun har set afskedsbreve fra patienter i psykiatrien, der opgiver livet, fordi de ikke føler sig forstået eller taget seriøst med deres depressive og kommanderende selvmordstanker.

”Så ved jeg godt, at der er nogle, der siger: Vi kan ikke forhindre alle selvmord. Men man kan heller ikke redde alle med kræft. Men man forsøger.”

Registrer selvmordsforsøg

Hun peger på, at hvis man skal blive bedre til at forebygge selvmord i psykiatrien, skal man beslutte at se hvert eneste selvmordsforsøg begået af en patient, der er tilknyttet psykiatrien, som tegn på, at behandlingen ikke har været god nok.

”Mange steder laver man i dag ikke analyser af alle selvmordsforsøg, kun af selvmord. Og det sker for sjældent, at et selvmordsforsøg resulterer i ændrede arbejdsgange. Hvis vi skal ændre den praksis, kræver det, at vi prioriterer det og afsætter de nødvendige ressourcer. Det er ikke nok at registrere det i journalen,” siger Nina Tejs Jørring.

Når psykiatrien ikke er bedre til at hjælpe de selvmordstruede patienter, handler det også om den måde, man politisk måler resultaterne i psykiatrien, vurderer Nina Tejs Jørring:

”Antallet af patienter, der kommer ind i psykiatrien, er steget, men antallet af personaler – ligesom antallet af sengepladser – er ikke fulgt med. Vi måles på, hvor hurtigt patienterne kommer ind til os, efter der er skrevet en henvisning. Vi måles ikke på, om patienterne får den rette behandling, om de får det bedre eller, om de bliver helbredt.”

Sprog for sygdomme i sindet

Bedre forebyggelse af selvmord starter for Nina Tejs Jørring med, at vi bliver bedre til at tale om selvmord. I psykiatrien såvel som i resten af samfundet.

”Vi bliver langsomt bedre til at tale om døden. Det næste skridt er, at vi også kan tale om selvmord. Vi skal have et sprog, der gør det muligt og legitimt at sige ’i øjeblikket har jeg en depression, der fortæller mig, at jeg bør slå mig selv ihjel’, og hvor man kan spørge åbent ind til, om man f.eks. har tanker om, at man ikke er værdig til at være her. Vi skal gøre det legitimt at tale om, at sindet kan blive udsat for nogle så svære belastninger, at man oplever sig helt magtesløs – og at man derved kan se det at tage sit eget liv som den eneste løsning, ” siger Nina Tejs Jørring.

Hun fremhæver, at da direktør for Sundhedsstyrelsen, Søren Brostrøm, præsenterede 10-årsplanen for psykiatriplanen i januar 2022, sagde han, at han havde en vision om, at det skulle være ’lige så fint’ at være psykisk syg som at have en fysisk sydom. Han trak paralleller til, at det engang var skamfuldt at have kræft. At man så det som noget, man selv var skyld i.

”Sådan er det jo slet ikke i dag, men jeg tror ikke, at jeg har mødt en eneste i forælder i børne- og ungdomspsykiatrien, der ikke kan bekræfte, at der er blevet set skævt til dem som forældre. Det er skamfuldt, når ens barn er psykisk sygt. Det er skamfuldt selv at have en psykisk sygdom. De unge fortæller ikke om deres svære tanker til forældrene, fordi de vil skåne deres forældre. De er bange for, om forældrene kan tåle at høre om det, ” siger hun – og tilføjer, at hun heldigvis ser fremskridt:

”Vi er så småt i gang med at skabe et andet syn på psykisk sygdom, der ikke bygger på skyld og skam, og som måske endda befries for skyld og skam. Og det er helt nødvendigt, hvis vi skal lykkes med at tage psykisk sygdom alvorligt og respektfuldt på linje med fysiske sygdomme,” siger hun og peger på, at skal man lykkes med at forhindre flere selvmord i psykiatrien, skal man også arbejde sig væk fra nulfejlskulturen – og skabe åbenhed.

”Vi er opdraget til en nulfejlskultur. Det vil sige, at det er meget svært for os, der arbejder i sundhedssystemet, at udholde, hvis vi ikke gør det rigtige. Der er en fortælling om, at vi ikke må fortælle samfundet, at vi ikke gør det godt nok, for vi må ikke skræmme patienterne. Og vi er hunderæd for at få en klage fra Patientsikkerhedsstyrelsen – og i værste fald miste vores autorisation. Men jeg tror, at vi er nødt til at turde se på det sammen og sige det højt, at vi ikke er gode nok til at hjælpe mennesker, der lider så meget, at de ser selvmord som den eneste løsning. Det er den eneste vej til at blive bedre.”