KLUMME

Af Knud Aarup, cand.scient.pol og var direktør for Socialstyrelsen fra 2012 til 2015

Undskyld, fordi vi ikke værner om jeres historie

Stat og kommuner har ansvar for mennesker med fysiske, psykiske eller sociale problemer. Det er samfundets forpligtelse at sikre ordentlige vilkår for disse grupper, og derfor er det på sin plads at sige undskyld, når samfundet har svigtet sin opgave.

Del klummen

Stat og kommuner har ansvar for mennesker med fysiske, psykiske eller sociale problemer. Det er samfundets forpligtelse at sikre ordentlige vilkår for disse grupper, og derfor er det på sin plads at sige undskyld, når samfundet har svigtet sin opgave. Det var undskyldningen til Godhavnsdrengene et rigtig godt eksempel på. Men den kunne kun lade sige gøre, fordi der var udarbejdet den såkaldte Godhavnrapport i 2011. Det er en ualmindelig veldokumenteret rapport udarbejdet af Forsorgsmuseet i Svendborg i samarbejde med Syddansk Universitet. Da den i 2016 blev til filmen ”Der kommer en dag”, var vejen banet for en offentlig undskyldning fra selveste statsministeren. Det er et helt konkret eksempel på, at vi har brug for et nationalt velfærdshistorisk museum, og Forsorgsmuseet er et rigtig godt udgangspunkt.

Men der er andre, som velfærdssamfundet har svigtet. I vinter blev der afleveret en rapport med titlen ”Historisk udredning vedrørende børn, unge og voksne anbragt i særforsorgens institutioner 1933-1980”. Den er bestilt af Folketingets Social- og Ældreudvalg og handler om vilkårene i den danske særforsorg frem til nedlæggelsen i begyndelsen af 80’erne. Den beskriver den behandling, som det offentlige har udsat børn, unge og voksne med fysisk og psykisk udviklingshæmning for på de store institutioner under det, som oprindeligt hed ”Åndssvageforsorgen”.

Rapporten er skræklæsning, for den påviser en lang række grove mishandlinger af en meget svag gruppe mennesker. Børn med Downs syndrom, som er blevet slået, spærret inde og misbrugt af de voksne, som skulle passe på dem. Det er et kapitel i dansk socialhistorie, som er grimt og grumt, og hvor vi ligesom med Godhavnsrapporten ser såkaldt voksne mennesker i ansvarsroller, som har fået plads til at udleve nogle af deres mest bestialske sider. Mange af de fysisk-psykisk udviklingshæmmede har derfor måttet leve under kummerlige forhold. Det kommer der nok ikke en film om, og derfor bliver der ikke den store folkelige opbakning til en undskyldning. Men socialminister Astrid Krag har her i starten af august annonceret, at regeringen vil komme med en undskyldning. Allerede her fornemmer man en vis devaluering af undskyldningerne, fordi det ikke som sidst er statsministeren. Hvem siger også, at Astrid Kragh er socialminister, når nu valget er overstået?

Behov for nye undskyldninger?

Allerede nu er der også plads til endnu en undskyldning. Den kan man finde belæg for i Stine Grønbæk Jensens forskning, som er beskrevet i hendes bog: ”Livtag med fortiden”, som udkom i april i år. Også den er et resultat af det forskningsarbejde, som foregår med udgangspunkt i Forsorgsmuseet i Svendborg. Bogen er en analyse af, hvordan forskellige tidligere børnehjemsbørn finder tilbage til og bearbejder deres historie, og også den beskriver forhold og vilkår under anbringelse, som er på linje med dem, som Godhavnsdrengene oplevede.

Men børnehjemsbørn har statsministeren på sin vis allerede givet en undskyldning. Undskyldningen til Godhavnsdrengene var en undskyldning til alle børnehjemsbørn. Så er der grund til yderligere en undskyldning?

Ja, det er der. For en meget vigtig pointe i Stine Grønbæk Jensens arbejde er retten til at få fortalt sin historie. Det er et enormt problem for mange anbragte, at de mangler og har svært ved at finde viden om deres egen historie. Mange oplever, at de lever et helt liv uden, at deres historie bliver fortalt. De kan ikke rekonstruere deres tidlige liv, fordi der ikke er systematisk indsamling af viden og arkivalier fra de forskellige anbringelsessteder. Det, som forsvinder, er ikke blot deres familie, men også dem, de kom til at leve sammen med, fx andre anbragte og personaler. Alle anbringelser er traumatiserende, men det, ikke at vide hvor man kommer fra, gør traumerne større. ”Livtag med fortiden” viser, hvor vanskeligt arbejdet med at rekonstruere sin historie kan være.

Derfor er der behov for, at nogen fortæller historien og bevarer historien på samme måde, som det sker på Forsorgsmuseet i Svendborg. Men det er på ingen måde sikret for fremtiden.

Historien skal bevares

Forsorgsmuseet er ikke et godkendt museum efter museumsloven. Det er en afdeling under Svendborg Museum. Det eksisterer alene i kraft af nogle dedikerede mennesker besjælet med et stort velfærdshistorisk forskningsgen og i kraft af en stor velvilje fra Svendborg Museum og Svendborg kommune. Forsorgsmuseet er et kraftcenter, som har formået af skaffe sig midlertidige forskningsbevillinger og et internationalt forskningsnetværk. Men det lever på midlertidighed og uden sikkerhed for fremtiden.

På samme måde er der rundt omkring i landet en række små institutionsmuseer, som fortæller dele af den meget omfattende sociale institutionshistorie. Det er typisk frivillige, som har haft tilknytning til en tidligere institution, og som arbejder for at fortælle netop den institutions historie. Igen er det noget, som kan komme de tidligere beboere og deres pårørende til stor hjælp.

Et lille, meget sigende eksempel på det er ”Museet i Hammer Bakker” nord for Aalborg. Det drives af frivillige med en støtteforening og fortæller om “Åndssvageanstalten ved Vodskov”, som blev oprettet i 1916. Det var en stor institution, som rummede både mands- og kvindehjem, kostskole og landbrugshjem, sygeafdeling og arbejdspladser. Over 800 mennesker var beboere eller arbejdede på institutionen, og derfor er den grundlaget for mange menneskers konkrete livshistorie. Og på samme måde som ”Museet i Hammer Bakker” er der lignende museer over hele landet.

Alt dette er godt og vigtigt, men det sikrer ikke, at historien bevares for de mennesker, som har den tæt på. Men oven i det skal lægges, at vi som samfund har behov for at kunne fortælle den konkrete udvikling af velfærdssamfundet. Ellers laver vi bare de samme samfundsmæssige fejl igen. Der er således behov for at sikre den nationale velfærdshistoriske fortælling. Det har Godhavndrengenes, børnehjemsbørnenes og de udviklingshæmmedes fortællinger vist. Og sådan vil det også være om 20-30-40 år – der vil være konkrete historier at fortælle.

Så hvorfor ikke ved den kommende finanslov – oven i undskyldningerne – lægge et fast permanent finansieringsfundament under vores velfærdshistorie ved at gøre Forsorgsmuseet i Svendborg til det nationale danske velfærdshistoriske museum? Start med en selvstændig museumsgodkendelse og en fast årlig finanslovsbevilling på 10 millioner kroner. Det vil være en undskyldning, som batter!