”Vi er nødt til at begynde at tale om ADHD på en ny og mere holistisk måde”

Da Mikkel Bech for nyligt startede på et nyt arbejdsprojekt, fortalte han helt nøgternt sin nye chef, at han præsterede bedst, hvis han kunne arbejde i zoner uforstyrret uden afbrydelser, fx ved at tage høretelefoner på og have hjemmearbejdsdage. Ligesom han bad chefen om at kridte banen op, så han kendte spillerummet – vidste præcis, hvad der forventedes af ham, og hvornår han var i mål med opgaverne.

Det var først efter et par måneder, at Mikkel Bech som en sidebemærkning over frokosten nævnte, at han skulle til lægen og have en ny recept på ADHD-medicin.

”Det var helt bevidst fra min side, at jeg ikke til at starte med præsenterede mig med udgangspunkt i diagnosen, men i hvordan jeg fungerer som menneske. Jeg tror, at havde jeg på første arbejdsdag slået på glasset og sagt, at jeg havde ADHD, ville jeg være blevet set og mødt på en anden måde – i skyggen af min ADHD. Jeg ville have haft en stor opgave i at forklare og forsvare alle fordommene – ’nej, det er ikke alle, der klatrer på væggene, og nej alle har ikke lidt ADHD’,” siger han.

Siden han i 2021 blev udredt og fik diagnosen i en alder af 40 år, har han søgt og selv udviklet redskaber til, hvordan han skaber et godt liv med ADHD. For eksempel til at skabe struktur i hverdagen, holde fokus og motivation og sætte grænser, så han kan bruge sin energi uden at brænde ud. Dem deler han i bogen ”Min (u)perfekte hjerne – En personlig guide til et godt liv med ADHD”, som udkom i sidste uge.

Han anerkender, at ADHD er en diagnose og mener, at det er godt og vigtigt, fordi ADHD skal tages alvorligt. Alligevel insisterer han i bogen helt bevidst på ikke at kalde ADHD en diagnose – men bare bruge bogstaverne ADHD. Ligesom han kalder ADHD for en ”klub, som stadigt flere bliver medlem af”.

Fordi han har oplevet, hvor rart det er at være en del af et fællesskab af ligesindede, hvor man bliver rummet. Og for at gøre op med det negative stigma og de fordomme, der hersker om ADHD.

”Vi, der har ADHD, er ikke syge. Vores hjerner er bare anderledes. Jeg og andre med ADHD er ikke vores diagnose. Vi er mennesker med hjerner, der som alle andre hjerner har sine særlige udfordringer og kvaliteter,” siger han.

ADHD har mange ansigter

Da Mikkel Bech i slutningen af 2020 blev udredt af en psykiater og fik stillet diagnosen ADHD, var det som kulminationen på, hvad der føltes som et ungdoms- og voksenliv, hvor alt igen og igen var faldet ned omkring ørene på ham.

Han var lige flyttet sammen med sin kæreste i Aarhus og oplevede nu, hvordan København trak i ham, samtidig med at han var dybt optaget af det nødhjælpsprojekt i Tanzania, han havde kastet sig ud i, og hvor han var ved at starte et børnehjem.

Hans kæreste var stresset over alt det, han havde gang i, og det aldrig at vide, hvad der ventede om næste hjørne, og Mikkel Bech endte med at flytte tilbage til København alene.

De seneste mange år havde han som projektansat journalist arbejdet på ofte mange forskellige tv-projekter samtidig, pendlet mellem boliger i Aarhus og København, rejst på adskillige udlandsrejser.

”Jeg kunne aldrig være i ro i det, jeg var i. Der skulle altid ske noget mere. Jeg prøvede hele tiden at gå med det, der føltes meningsfyldt for mig, men endte hele tiden med at skuffe mig selv eller andre omkring mig. Det var virkelig nedbrydende for mit selvværd,” forklarer han.

En veninde havde spurgt ham, hvorfor han altid skulle brænde sit liv ned. Det ramte ham med en følelse af at være forkert. Måske derfor blev hans svar en forsvarstale på melodien: ”Jeg kan godt lide at prøve nye ting.”

Det var mødet med en veninde, der havde fået konstateret ADHD, der fik ham til at opsøge en psykiater.

”Da hun fortalte, at hun havde ADHD, tænkte jeg: Det kan da ikke passe. Hun har altid så meget styr på sit liv. Først da forstod jeg, at ADHD har utroligt mange ansigter. Og det er blandt andet det budskab, jeg med bogen vil have ud i verden: Har du mødt et menneske med ADHD, har du mødt et menneske med ADHD,” forklarer han.   

Den dag tilbage i 2020, hvor Mikkel Bech mødte den mur, der fik ham til læge og psykiater for at blive udredt, var han netop landet hjemme igen efter endnu en rejse til Tanzania, hvor han havde arbejdet med børnehjemsprojektet. I dag kan han godt se, at det ikke var alle, der som han ville have kørt direkte fra lufthavnen ud for at møde ind til et nyt tv-projekt.

Men den dag var det, som så mange gange tidligere, det, han gjorde.

”Men da jeg satte mig ved tasterne for at skrive dagens første mail, kunne jeg simpelthen ikke skrive den. Jeg var helt brændt sammen, simpelthen,” forklarer han.

Hjerne på overarbejde

Efter at han er blevet udredt for ADHD, ved han, at det har været ADHD’en, der har gjort, at han altid har givet alt, hvad han havde i sig, smidt alt, hvad han havde i hænderne, og brugt al sin opsparing på blandt andet frivilligt arbejde og rejser i Afrika.

”Når noget var vigtigt for mig og føltes meningsfuldt, har jeg ikke kunne sætte grænser og passe på mig selv, jeg har brændt mig selv ned i det,” forklarer han.

Psykiateren, der udredte ham, forklarede, at de mange nedsmeltninger, han havde oplevet, var resultat af, at hans hjerne konstant havde kørt på 150 procent.

I bogen ”Min (u)perfekte hjerne” har Mikkel Bech samlet viden om ADHD og beskrevet de værktøjer, han selv har lært sig, siden han fandt ud af, at han havde ADHD for snart fire år siden. Alt det han selv savnede, dengang han selv stod med diagnosen og vished om, at han skulle ændre sit liv, men uden at vide hvad han herfra skulle gøre. Bogen henvender sig til mennesker, der har fundet ud af, at de har ADHD og ønsker sig gode råd til, hvordan de finder balancen i livet med de muligheder og udfordringer, ADHD’en giver dem.  

Flere af kapitlerne er fulgt op af linjerede sider, hvor læseren selv kan skrive sine refleksioner over, hvilke udfordringer og muligheder ADHD’en giver dem.

”Jeg vil gerne inspirere læserne til selv at reflektere, fordi jeg selv har oplevet, hvor vigtige refleksionerne er, når man skal i gang med at leve på en ny og grundlæggende anden måde,” forklarer han.    

Hvis mennesker med og uden ADHD skal trives, er det afgørende, at vi får skabt et nyt sprog for mulighederne og styrkerne forbundet med den hjerne, vi er født med – diagnosticeret eller ej, mener han:     

”Jeg vil gerne være med til at starte en bevægelse, der inspirerer andre til at tale om ADHD på en ny, blød og holistisk måde. Jeg vil bryde både kasserne og rammerne. For når man hele tiden af omverdenen bliver mødt med, at man er forkert, begynder man også at fortælle sig selv, at man er forkert. Og det er ikke godt for nogen.”

Siden han stod frem og fortalte om sin ADHD, har mange henvendt sig til ham på mail for at rose ham for hans mod til at stå frem, men også for at dele deres bekymringer ved selv at gøre det.  

”Mange skriver, at de ikke tør eller orker at fortælle, at de har ADHD, fordi de frygter de fordomme, der potentielt vil følge med. Jeg har endda hørt om en psykiater, der advarer sine patienter imod at fortælle deres arbejdsgiver og kollegaer om det, fordi det vil kunne skade deres karriere! Det er bare ikke okay. Sådan bør det ikke være,” siger han.

ADHD kan komme til udtryk på mange måder. Men hvis man giver mennesker med ADHD de rette rammer, den rette viden om, hvordan deres hjerne fungerer, de rette redskaber og i nogle tilfælde også medicin, kan mennesker med ADHD virkelig bruge deres veludviklede evner til blandt andet fokuseret energi og vedholdenhed omkring det, der optager dem, kreativitet, empati osv. til at skabe fantastiske resultater. 

Derfor er det et kæmpe problem, at der er så fastlåste fordomme, som ofte er forankret i de negative udlægninger af, hvad ADHD er, og hvordan den kommer til udtryk, mener Mikkel Bech. Som et skridt mod at blive ven med sin ADHD har han i bogen oversat ADHD’ens kernesymptomer til unikke egenskaber og muligheder.

Fordommene spænder først ben for, at mennesker får stillet diagnosen og hermed får mulighed for at forstå sig selv bedre, søge og finde redskaber, der kan hjælpe dem med at skabe et liv i balance. Og dernæst skaber de en masse misforståelser og stigma, som gør livet yderligere svært, fordi man så også har dem at bokse med, oplever Mikkel Bech.

”Jeg kæmpede rigtigt meget med ikke at kunne genkende mig i diagnosen. Hver gang jeg læste de her stereotype beskrivelser af mennesker med ADHD, tænkte jeg: Nå så kan det ikke være ADHD, jeg har,” forklarer han.

Det at spejle sig i alle de mennesker, har styrket ham i overbevisningen om, at ADHD kan tage så mange forskellige former, fordi det at få stillet en diagnose er at få en pejling af, hvor ens hjerne befinder sig på et spektrum. 

Og så er vi igen tilbage ved budskabets omkvæd: ”Har du mødt et menneske med ADHD, har du mødt et menneske med ADHD”.

Har du tænkt over, om nogle vil kunne læse din bog som endnu en ADHD-superkraftfortælling, som kan vække endnu en nederlagsfølelse for mennesker med ADHD; at så kunne de heller ikke finde ud af at bruge deres ADHD som en superkraft og styrke?

”Jeg håber ikke, at der er nogle, der læser min bog som udtryk for, at jeg lever et rosenrødt liv. For sådan er det ikke. Det er jo ikke sådan, at jeg vågner op om morgenen og tænker ”yes, jeg har ADHD, står op og danser jitterbug. Jeg har det godt, men det kræver hårdt arbejde, og det er den erfaring, jeg forsøger at lægge åbent og ærligt frem,” siger han og fortsætter:

”Jeg mener ikke, at ADHD er en superkraft. Og jeg har ikke forsøgt at skrive en håndbog til det perfekte liv – hvad det så er … Men jeg forsøger at gå med de ting, der fungerer godt for mig, de ’lifehacks’, jeg har lært mig, så jeg kan bruge min ADHD til noget godt. Alternativet ville være at sammenligne mig med andre mennesker og føle mig forkert. Og det er ikke et godt udgangspunkt for nogen, tror jeg.”