Vi skal have stjerner og forbilleder blandt pædagoger, socialrådgivere og SOSU’er

Forleden talte jeg med kvinde, der arbejder inden for socialområdet. Hun var holdt op med at rette henvendelse til medierne, når hun havde nogle vigtige budskaber og indsigter at dele. For alt for ofte endte det med, at overskriften blev strammet så meget, at hendes budskab ikke bare forsvandt, men også kunne risikere at blive modsat af intentionen.

Årsagen var ofte, at det skulle gøres til en historie, der tog udgangspunkt i en konflikt eller var sensationspræget, så mange klikker på artiklen.

Desværre er hun ikke ene om den opfattelse. Ofte hører jeg medarbejdere, ledere eller institutioner/virksomheder, der ikke tør stille sig frem i medierne og fortælle af frygt for, at det bliver drejet i en forkert retning.

Devisen om, at den, der lever stille, lever godt, har sneget sig ind i socialsektoren. Resultatet er en socialsektor, der mere og mere lukker sig om sig selv og meget sjældent proaktivt går ud med historier om deres arbejde og de udfordringer, de står med.

Det betyder, at når vi endelig hører fra sektoren, så er det enten de negative historier, eller det er historier, hvor vi er mere i metaplan og taler om ’vilde problemer’, reformer, ekspertudvalg og strukturer. Det er naturligvis vigtige emner, som vi skal dække som medier. Det er positivt med dygtige eksperter, men jeg savner medarbejdere, og jeg savner historierne fra praksis.

Hvad med det, der virker?

Det kritiske blik skal være hos pressen. Det specialiserede socialområde alene har et budget på omkring 50 milliarder. Socialsektoren tager sig af nogle af de mest udsatte børn, unge og voksne i vores samfund. En presse, der ikke kigger en sådan sektor ordentligt i kortene, vil være en dårlig presse. Så kan vi med rette diskutere, om pressen gør det på en fair måde, og her kan man bestemt savne en selvransagelse hos pressen.

Det, der er galt med dækningen, er fraværet af alt andet. Det er fraværet af det, der fungerer. Det er fraværet af perspektivet fra medarbejderne. Og det er fraværet af indsigt fra offentligheden i en sektor, der ikke bare tager sig af de mest udsatte i vores samfund, men også i høj grad er forudsætningen for både vores velfærd og velstand.

Tag et kig i de fleste mediers erhvervssektioner og forestil dig, at socialsektoren var genstand for samme dækning. Se hvordan de omtaler erhvervssucceser og talenter. Så balancen kan lade sig gøre.

Hvor er medarbejderne?

Jeg kunne sagtens skrive en meget lang klumme om, hvorfor pressen ikke prioriterer socialområdet højere, hvorfor det negative har det med at fylde for meget i journalistikken, og hvorfor historierne og overskrifterne skal være så skarpe, at de ikke altid holder vand.

Men det er faktisk uinteressant. For der, hvor vi for alvor kan ændre noget, er indefra i socialsektorens institutioner og virksomheder. For det er, som om man har resigneret og givet magten til de kritiske medier og til de sociale mediers algoritmer. Og skal jeg være lidt hård, så er man måske også bare blevet lidt doven.

For samtidig med det tiltagende kritiske fokus på socialområdet, så har vi fået store kommunikationsafdelinger rundt om i både kommuner, organisationer og aktører på socialområdet. Lidt forsimplet sagt, så er det blevet deres opgaver at undgå de dårlige historier og profilere de øverste ledere. Det er ”ingen kommentarer”, interne undersøgelser og intetsigende historier med lederne. Her på redaktionen ser vi det hver uge i den håndfuld af pressemeddelelser, vi modtager. Ledere og politikere, der skal profileres. Men alt for sjældent hører vi om medarbejdere med noget spændende fra praksis.

Et godt eksempel er fra forrige uge, hvor Aarhus Kommune ville have omtale af et forskningsprojekt, der skulle skabe hjemlighed på de aarhusianske plejehjem. I pressemeddelelsen fik vi et langt citat fra en politisk valgt rådmand, som vel nok var længst væk fra virkeligheden, og vi fik et par citater fra forskerne. Men ingen af de medarbejdere, der stod i virkeligheden og skulle skabe hjemligheden.

Jeg ser samme tendens i de mange konferencer, der er på området. Politikere, forskere, organisationsfolk og meningsdannere kendt fra tv. Men meget sjældent medarbejdere fra praksis.

Medarbejderne som stjernerne

Men hvorfor skal vi så have medarbejderne frem? Ja, for os som medie handler det om, at det er her, vi ser de interessante historier. Men det handler også om det større billede. Lad mig give et par eksempler.

Det handler om at dele viden. Socialsektoren er, som jeg skrev før, en meget stor sektor i Danmark. Ser vi på pædagoger, socialpædagoger, socialrådgivere, lærere på specialskoler, etc., så er det rigtig mange mennesker, der hver især besidder en meget stor specialviden og viden om de mennesker, det handler om. Det er en værdi, som vi har behov for at kapitalisere på som samfund. Vi har brug for at dele den viden, fordi vi gennem det at dele viden gør hinanden bedre.

Når det er sagt, så er det vigtigt at understrege, at det ikke kun er de positive historier, som medarbejderne skal bidrage til. Vi har også brug for at vide, hvilke udfordringer og problemer medarbejderne står med derude, hvis vi skal have en kvalificeret samfundsdebat.

Endelig handler det om den store rekrutteringskrise, som vi står i lige nu. For hvis vi vil løfte velfærdsfagene og have flere til at søge uddannelserne, så må vi også anerkende deres arbejde i praksis. At deres viden og perspektiver er værdifulde og vægter højt. Vi må vise, at pædagogik virker, at den dygtige socialrådgiver gør en forskel, eller hvordan den dygtige lærer får skoleelever med langvarigt fravær tilbage i skolen igen.

Vi skal dyrke og hylde talenterne og stjernerne. Også i socialsektoren. Alle attraktive fag har stjerner og forbilleder. Men det er, som om vi ikke må eller tør fremhæve succeserne inden for socialområdet. Berlingske Tidende kårer hvert år 100 talenter inden for en lang række kategorier. Men ingen fra velfærdsfagene er med i den kåring.

Kom med i det journalistiske maskinrum

Så mit opråb herfra til hele socialsektoren er: Kom nu ud og vis, hvem I er. Vis, hvilken faglighed I repræsenterer, og hvilken forskel I gør. For det er jeres ansvar. Stil medarbejderne helt frem og vis dem og resten af samfundet, at I tør stole på dem, og at I er stolte af deres viden. Hyld talenterne og stjernerne i faget.

Som jeg indledte med, så hører jeg ind i mellem både medarbejdere og ledere klage over pressens manglende fokus på andet end det kritiske. Derfor vil vi i Socialt Indblik gerne åbne vores journalistiske proces, så I får mulighed for at komme med ind i maskinrummet og kan dele jeres historier.

Vi inviterer til en række åbne redaktionsmøder for socialsektorens aktører den 26. september kl. 10. Det første er med temaet ”Pædagogik, der virker”. Fortæl os de gode historier fra jeres verden. Hvordan gør I i praksis en forskel? Hvad kan andre lære af det? I er også velkomne med historier, der ikke udspringer af jeres egen verden, men som er emner, I gerne vil læse om.

Det foregår rent praktisk ved, at I deltager online via et zoomlink og præsenterer jeres forslag til en historie. Vi har en række journalister med, og vi spørger ind til historierne sammen med alle de andre deltagere udefra. Så arbejder redaktionen videre med idéerne og fortæller åbent, hvad vi går videre med, hvad vi ikke går videre med og hvorfor. På den måde kan I også få viden om, hvilken proces medierne har, når historierne skal udvælges.

Det er også et eksperiment for os, så er du I tvivl om, om I har noget at bidrage med, så lad tvivlen komme dig til gode og kom med. Vi glæder os til at se mange, der vil være med til at sætte medarbejderne og praksis på dagsordenen.

Hvis du vil med til det åbne redaktionsmøde, så skal du skrive til mig, Niels Svanborg, på niels@socialtindblik.dk og kort fortælle, hvor du er fra.