Artikel

Voldsramte kvinder står alene, når de forlader krisecenteret. Flere af dem ender på krisecenter igen og igen

Hver fjerde kvinde på landets kvindekrisecentre er genganger. Tre måneder efter et ophold på et krisecenter har hver tredje kvinde igen været udsat for vold. Hjælp og støtte i overgangen fra krisecenter til egen bolig kan hjælpe kvinderne til at holde sig fri af volden, men da hjælpen ikke er lovpligtig, må mange af kvinderne kigge langt efter den.

11. januar 2024

Af Eva Frydensberg Holm

eva@socialtindblik.dk

Illustration: Sille Jensen

sj@socialtindblik.dk

”Det var først, da jeg sad i min egen lejlighed, at det gik op for mig, at min datter og jeg var helt alene.”

Sådan fortæller en kvinde, som Socialt Indblik har mødt et halvt år efter, hun var på krisecenter.

”Jeg troede, at det store skridt var at forlade min tidligere partner og flytte på krisecenter. Men her var der hele tiden mennesker omkring mig. Der var nogen at snakke med, når det var svært, både min kontaktperson og de andre kvinder,” fortæller kvinden.

At det er en brat omvæltning at flytte i eget hjem efter et ophold på krisecenter, gælder for de fleste kvinder, fortæller Karolina Kristinsdottir, der er analyse- og udviklingsmedarbejder hos Landsorganisationen for Kvindekrisecentre (LOKK).

”Mange af kvinderne har levet i voldelige forhold gennem længere tid og er ofte traumatiserede. Efter opholdet på krisecenteret står de helt alene med at skulle skabe en helt ny tilværelse. Har kvinderne børn, har mange også samværssager, som de står alene med,” siger hun.

Ifølge Danmarks Statistik har hver fjerde kvinde på landets krisecentre haft mere end et ophold på et krisecenter, enten fordi de går tilbage til deres tidligere partner, og volden igen eskalerer, eller fordi de finder en ny partner, der udsætter dem for vold.

Skal det tal nedbringes, skal hjælpen til kvinderne i overgangen fra krisecenter til eget hjem være langt bedre, påpeger Karolina Kristinsdottir. Som det er nu, er hjælpen ikke lovpligtig – og derfor er det tilfældigt, hvem der får hjælp, og hvem der må klare sig selv.

”Jeg plejer at kalde det for et postnummerlotteri. Efterværnshjælpen består nemlig primært af uformelle, frivillige og fondsfinansierede indsatser, så den afhænger af, om man har været på et krisecenter, der har en indsats. Så længe efterværnet ikke er en ret, der er skrevet ind i serviceloven, vil det være tilfældigt, hvem der får hjælp,” siger Karolina Kristinsdottir.

I 2015 fik kvinder, der har boet på krisecenter, ret til en koordinerende rådgiver gennem deres kommune. Den koordinerende rådgiver skal rådgive kvinden i forhold til bolig, økonomi, arbejdsmarked, skolegang og sundhedsvæsen. Men ifølge Karolina Kristinsdottir er den indsats langt fra tilstrækkelig. Dels varierer indsatserne fra kommune til kommune, og dels har kvinderne også brug for en anden type hjælp.

”Det er fint at have kontakt til en myndighedsperson, der kan hjælpe med det praktiske. Og nogle steder fungerer indsatsen rigtig godt. Men der er også brug for en person med voldsfaglig viden, som ved, hvordan man tager hånd om de voldsomme oplevelser, kvinderne har haft. Mange af kvinderne har PTSD. Der er derfor brug for en person med voldsfaglig indsigt, der forstår, hvorfor de reagerer og handler, som de gør,” siger Karolina Kristinsdottir.

Efterværn i det skjulte

På trods af, at efterværnet ikke er formaliseret, findes der, ifølge Karolina Kristinsdottir, rigtig mange indsatser ude på krisecentrene, der hjælper kvinderne i overgangen fra krisecenter til nyt hjem. Men den manglende formalisering betyder, at meget af det foregår som skyggearbejde.

”Forestil dig, at du har været kontaktperson for en voldsramt kvinde, og hun ringer et halvt år efter, hun har været på krisecenter, fordi hun har brug for hjælp, så er det de færreste, der afviser. Også selvom krisecenteret ikke har en formaliseret indsats. Nogle tager måske en afspadseringsdag for at tage med en kvinde i retten eller tager tidligere fri for at tale med hende om, hvordan hun kan håndtere situationen,” siger hun.

Niels-Jacob Ulstrup har de sidste to et halvt år været leder af Krisecenter For Kvinder i Aalborg. Her har de en omfattende efterværnsindsats. Sammen med kvinderne laver de en udflytningsplan og finder ud af, hvordan de bedst støtter kvinderne i tiden efter, de er flyttet i egen bolig. Indsatsen har ingen tidsbegrænsning. Man slipper først kvinderne, når de er klar.

Særligt oplever han, at de har brug for at sparre om sikkerhed og tryghed.

”Mange voldsudøvere giver kvinderne fred, mens de er på krisecenteret, men ved skiftet til egen bolig bliver kvinderne mere sårbare og sikkerheden mindre. Der er også et stort behov for at støtte kvinderne i at holde fast i de strategier, der gør, at de ikke går tilbage til deres tidligere partner – eller finder en ny partner, der er voldelig. Nogle af kvinderne efterspørger også hjælp til at opbygge netværk,” siger han og fortæller, at de nogle gange henviser til civilsamfundets tilbud, fx Røde Kors’ netværk, Q-net, for kvinder, der har været på krisecenter.

Han genkender det billede, Karolina Kristinsdottir tegner af skyggearbejde, men fortæller, at de i Aalborg formår at komme uden om det ved at prioritere grundigt.

”Det må ikke gå ud over arbejdet på krisecenteret, og det skal heller ikke give medarbejderne overarbejde, så vi forsøger at planlægge os ud af det. Måske har vi nogle opfølgninger på de kvinder, der bor på krisecenteret, om formiddagen, og så kan vi lægge efterværnsbesøg ind om eftermiddagen, men det er et administrativt puslespil. For os handler det om at gøre opgaven færdig. Vi kan ikke bare vinke til kvinden i døren – og ønske hende held og lykke. Vi ved, at de fleste kvinder fortsat har brug for støtte, når de forlader krisecenteret,” siger han og fortæller, at de sidste år havde omkring 100 efterværnsbesøg. Lige nu har de tretten efterværnssager, og flere af de ni nuværende beboere er også klar til at flytte ud.

”Jeg bider lidt negle, for indtil videre er det gået, men får vi fire-fem efterværnssager oveni, så bliver det presset,” siger Niels-Jacob Ulstrup.

Tidligere har han forsøgt at bruge paragraf 82 b i serviceloven, der beskriver, at man kan yde 26 ugers bostøtte til en borger med sociale, fysiske eller psykiske udfordringer, men kommunen afslog.

”Jeg foreslog kommunen at lave en timebaseret ydelse, som de kunne købe sig ind på. På den måde kunne vi få finansieret vores efterværnsindsats. Men det ville de ikke. De ved jo godt, at jeg gør det alligevel. På den måde føler jeg, at de fanger mig på mine værdier,” siger Niels-Jacob Ulstrup.

Han er ikke i tvivl om, at efterværnsarbejdet betaler sig, derfor fortsætter han. Men han så gerne, at det blev en ret for alle.

”Vi kan jo se, at det virker. Vi har stort set ingen gengangere her på krisecenteret. Jeg vil tro, at forebyggelseselementet i efterværnet i sig selv kunne finansiere indsatsen,” siger han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

annonce sj skilt

Alt for mange gengangere

Også på Danner Krisecenter i København mener direktør Mette Marie Yde, at efterværnsindsatsen er afgørende.

”Der er alt for mange gengangere på krisecentre. Tre måneder efter, at kvinderne flytter fra et krisecenter, har 30 procent af dem været udsat for vold. Enten fordi de går tilbage til deres tidligere partner, eller de finder en ny kæreste, der også er voldelig. Det gør de, fordi det er svært at holde fast i de strategier, de har lært. For eksempel at mærke efter, hvor deres grænser går,” siger Mette Marie Yde og fastslår, at det at bryde med vold oftest tager meget længere tid end de seks måneder, som kvinderne i gennemsnit tilbringer på et krisecenter.

Ligesom Karolina Kristinsdottir mener hun, at den lovpligtige koordinerende rådgivning langt fra er tilstrækkeligt, og at den fungerer, ’som vinden blæser’. Ligesom de ti timers psykologhjælp, som kommunen er forpligtet til at tilbyde kvinderne, i mange tilfælde ikke er omfattende nok.

”Mange steder er den koordinerende rådgivning blot en formidling over til jobcentret og lidt støtte til børnene. Det er langt fra godt nok. Det er også lovpligtigt at tilbyde kvinderne op til ti timers psykologhjælp, men nogle af kvinderne har PTSD og kompleks PTSD og har derfor brug for meget mere traumebehandling. Det er forskelligt, hvad kvinderne har behov for,” siger hun.

I Danner Krisecenter laver de ligesom i Aalborg efterværnsindsatser, selvom de ikke får en tillægstakst for det. Blandt andet har de individuelle samtaler og gruppeforløb, der ledes af en pædagog og en socialrådgiver, hvor kvinderne har mulighed for at bruge hinanden og drøfte temaer som økonomi, samarbejde om børn eller nye kærester.

”Nogle gange tager vi også på opfølgende hjemmebesøg. Og der er også kvinder, der har boet her for mange år siden, som stadig ringer til os, fordi de står i en svær situation,” siger Mette Marie Yde.

Herudover har Danner Krisecenter, ligesom andre krisecentre, mulighed for at indstille kvinder med særligt behov til boliger i Kong Frederik Den Syvende Stiftelsen. Her kan kvinder med børn leje en lejlighed til en favorabel husleje i to år med mulighed for forlængelse.

”Der er både en socialfaglig medarbejder og en pædagogisk medarbejder, som løbende har samtaler med kvinderne, laver aktiviteter med kvinder og børn, og som understøtter kvinderne i at finde et job eller starte på en ny uddannelse. Det er en brobygning, der består af alt det, der burde ligge hos den koordinerende rådgiver i kommunen, kan man sige,” siger Mette Marie Yde og fortæller, at Danner Krisecenter lige nu også har et tilbud særligt rettet mod kvinder med migrant-baggrund, der er finansieret af Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI).

”For de fleste af disse kvinder har det at forlade deres partner betydet, at de måtte bøde med hele deres netværk. Vi giver dem derfor socialfaglig støtte ude i deres egne boliger, hvor de skal bygge et nyt netværk op,” fortæller Mette Marie Yde.

Investering betaler sig

For Karolina Kristinsdottir og Niels-Jacob Ulstrup er der ingen tvivl om, at retten til efterværn bør skrives ind i serviceloven, så kvinderne får den hjælp, de har brug for – og det ikke skal ske i det skjulte.

”Jeg ville jo egentlig mene, at der allerede var en paragraf i serviceloven, der gjorde det muligt at tilbyde efterværn, men jeg har konstateret, at den ikke virker. Så ja, det burde skrives ind i paragraf 109,” siger Niels-Jacob Ulstrup.

Mette Marie Yde mener også, at det er en vej at gå, men hun ser også en anden mulighed:

”Man kunne gøre den koordinerende rådgivning til en CTI-indsats,” siger hun og fortæller, at Danner Krisecenter for nogle år siden sammen med krisecentre i Aalborg, Randers og Odense var med til at teste en tilpasset version af den CTI-metode (Critical Time Intervention), som man blandt andet bruger til at hjælpe tidligere hjemløse på plads i egen bolig.

Med CTI-metoden tog man højde for, at kvinderne har forskellige behov, når de flytter fra et krisecenter. Nogle har brug for intensiv praktisk og personlig støtte, mens andre måske har behov for støtte til at opbygge et nyt netværk. Den enkelte kvinde var tilknyttet én gennemgående medarbejder i ni måneder, der støttede hende i at opnå sine mål og ønsker for fremtiden.

De kvinder, der deltog i afprøvningen af CTI-metoden, blev bedre til at tage vare på sig selv og tage ansvar for deres situation, viste en evaluering fra Deloitte. De følte sig mere trygge og mindre ensomme sammenlignet med dem, der ikke havde fået hjælp gennem metoden. Det viste sig også, at de kvinder, der testede CTI-metoden, kom hurtigere i beskæftigelse end de øvrige – og at metoden ikke var meget dyrere end den lovpligtige koordinerende rådgivning.

”Problemet er, at som det er nu, er den koordinerende rådgivning kun forpligtet til at tilbyde et halvt års støtte, der så kan forlænges til et år. CTI-metoden er en intensiv indsats i ni måneder, så det er der ikke mange kommuner, der vil betale for,” siger Mette Marie Yde og foreslår, at man laver en visitation, når kvinderne forlader krisecenteret.

”Jeg synes, det skal være lovpligtigt at lave en visitation for at finde ud af, hvad præcis kvinden har brug for, når hun flytter fra krisecenteret. For nogle kan det være, at det er fint med hjælp til praktiske opgaver. For andre skal der mere til, måske traumebehandling og hjælp til sikkerhed,” siger hun og tilføjer:

”Jeg er slet ikke i tvivl om, at det betaler sig at investere i et ordentligt efterværn.”

Også Karolina Kristinsdottir peger på, at det kan betale sig at afsætte flere penge til at styrke efterværnsindsatsen.

”Vi vil få færre gengangere på krisecentrene, bedre tilknytning til arbejdsmarkedet og færre udgifter til sundhedsvæsenet. Og så er der hele problematikken om de voldsudsatte børn. Det har omfattende konsekvenser for børnene, hvis mor igen havner i et voldeligt forhold,” siger hun.

LOKK har netop igangsat projektet ”Et nyt liv uden vold”, hvor de vil undersøge, hvilke efterværnsindsatser der faktisk findes – og hvad der virker.

”Lige nu har vi et meget uklart billede af de mange forskellige indsatser, der findes. Vi vil prøve at skabe et overblik, og så vil vi gennem samtaler med de voldsudsatte kvinder og medarbejderne på krisecentrene blive klogere på, hvilke behov kvinderne har – og ikke mindst hvad der efter deres opfattelse virker,” siger Karolina Kristinsdottir og tilføjer:

”Vi har også en jurist, der kigger på de lovgivningsmæssige rammer. Blandt andet om der er nogle muligheder i serviceloven, der gør, at man her og nu kan få finansieret den vigtige efterværnsindsats til de voldsudsatte kvinder.”

Kommentar fra Aalborg Kommune

Socialt Indblik har spurgt afdelingsleder for Voksensocialafdelingens Visitation i Aalborg Kommune, Ditte-Marie Risager, hvordan kommunen forholder sig til at støtte kvinder efter udskrivning fra krisecenter gennem servicelovens § 82b, evt. i samarbejde med en ekstern leverandør

Aalborg Kommune forstår naturligvis dybden og kompleksiteten af de udfordringer, kvinder står overfor, når de forlader et krisecenter. Og vi anerkender, at den indsats, en kvinde tilbydes efter en udskrivning fra et krisecenter, spiller en afgørende rolle i denne overgangsperiode.

Med hensyn til servicelovens § 82b, som beskriver muligheden for at yde en tidlig forebyggende indsats i form af en individuel og tidsbegrænset bostøtte, ser Aalborg Kommune denne bestemmelse som et værdifuldt supplement til vores eksisterende støttemuligheder. Det omfatter både de indsatser, som vi leverer internt, og de ydelser, der tilbydes af eksterne leverandører, såsom ’Krisecenter for kvinder, Aalborg’. Vi vurderer løbende vores ressourcer og behov og stræber efter at opretholde en balance mellem at udnytte vores egne ressourcer og at indgå i samarbejde med eksterne udbydere, når det er passende.

Denne tilgang sikrer, at vi kan fortsætte med at levere kvalitetsstøtte til kvinder i overgangen til et selvstændigt og voldsfrit liv.