Alle børn har ret til det skoletilbud, der er det rigtige for dem

Det sidste stykke tid har jeg gået rundt med en tiltagende knude i maven på vegne af de børn, der har brug for et behandlings- og specialundervisningstilbud. Det har jeg, fordi jeg er så uendeligt bekymret for, at snakken om inklusion igen vil gøre, at de børn og unge, der ikke kan passe ind i folkeskolens rammer, presses ud af skolen. At den urimelige snak om, at børn i specialundervisningstilbud tager penge fra børn i folkeskolen, vil gøre livet endnu sværere for de børn, der er uden skyld i deres egen situation, og for hvem livet i forvejen er rigeligt udfordret.

Vi skal være ambitiøse på alle børns vegne. Alle. Og netop derfor skal alle børn have det skoletilbud, der er det rigtige for dem. Den skole, der kan skabe trivsel, læring og et godt voksenliv for dem med afsæt i de liv, de har. De børn, der går i behandlings- og specialundervisningstilbud, går der, fordi de har behov for et andet skoletilbud end folkeskolen. De lever fx med angst, psykiatriske diagnoser, diagnoser inden for autismespektret, massive sociale udfordringer eller en kombination af det hele. Mange bliver visiteret til det rette skoletilbud alt for sent, og der er alt for mange eksempler på børn, der har siddet hjemme uden undervisning i flere år, inden de får et specialundervisningstilbud, der kan hjælpe dem tilbage til et undervisningsrum.

Den livssituation, børnene står i, er en blandt mange grunde til, at man ikke uden kontekst kan sammenligne de børn og unge med dem, der har haft et ubrudt skoleforløb fra 0.-9. klasse. Og derfor øger en ukritisk formidling af undersøgelsen fra Kommunernes Landsforening (KL) om, at knap halvdelen af de børn, der har gået i et specialtilbud, er på offentlig forsørgelse 10 år efter, de er gået ud af 9. klasse, knuden i min mave. Særligt når det kobles sammen med argumenter om, at de børn tager penge fra børnene i folkeskolen.

Se på det enkelte barns behov

Der er netop trådt en ny lovgivning om behandlings- og specialundervisningstilbud i kraft, hvor den socialfaglige og den undervisningsfaglige visitation styrkes, hvor der indføres bl.a. både et undervisningsfagligt og et socialfagligt tilsyn, og hvor der er lagt op til et tættere samarbejde mellem behandlings- og specialundervisningstilbuddet og kommunerne. Lovgivningen har skønhedsfejl, men grundtanken er god, fordi vi skal sikre, at alle børn modtager et undervisningstilbud af den allerhøjeste kvalitet. Skulle vi ikke lade den lovgivning virke, inden vi laver noget om igen.

Og skulle vi først og fremmest ikke begynde på at hjælpe de børn og unge, der har det svært i folkeskolen, på den måde, der er bedst for dem, i stedet for at for at tromle dem i et korstog om, at folkeskolen skal kunne rumme alle børn og unge. Nogle børn både vil og skal utvivlsomt med en hurtigere indsats fastholdes i folkeskolen. Men det er ikke af hensyn til de børn, der har brug for en struktureret skoledag med tæt voksenkontakt, små grupper og voksne med indsigt i både deres udfordringer og en undervisningsfaglighed, at vi vil proppe dem i folkeskoler med 1.000 elever og 28 børn i klasserne.

Mit håb er, at alle børn får det skoletilbud, de har behov for. At vi ser på det enkelte barn og barnets behov frem for økonomi og ideologi. At vi lader den nye lovgivning virke, inden vi igen vil lade økonomien tale før hensynet til børnene. Vi skal forholde os til de stigende udgifter, ja. Men hvis børnene fra begyndelsen fik det rigtige tilbud, ville vi spare en masse andre udgifter – og ikke mindst ville vi øge chancen for, at de som voksne får gode liv i trivsel, hvor de også kan forsørge sig selv.