Et bad i skovens varierede natur kan hjælpe mennesker med stress og depression

”Det handler om at tage alt det ind, naturen giver os.”

Sådan indleder Ann Berit Frostholm, da vi en lun sensommeraften har samlet os i en cirkel på plænen ved Flyvesandet på Nordfyn.

”Jeg vil gerne invitere jer til at tage skoene af – og gå rundt og mærke underlaget, mærk, om der er forskel. Det kan være, at noget er tørt, og noget er fugtigt. Det kan være, at der er noget, der stikker eller noget, der kilder,” siger hun, inden hun inviterer os til at stoppe op et plant sted og finde god balance.

”Lad nu fødderne slå rødder ned i jorden,” siger hun.

Hun er i gang med at grounde os. At hjælpe os til at opnå jordforbindelse, inden vi begiver os ind i skoven. Her skal vi de næste to timer sanse, mærke og fornemme dens atmosfære.

Skovbadet – eller Shinrin-yoku – bygger på en gammel japansk livsfilosofi og har i dag som formål at afhjælpe stress, angst og depression. Det var buddhistiske munke, der udviklede skovbadet for flere tusinde år siden. Men tilbage i firserne valgte den japanske regering at få dokumenteret effekten og inddrage skovbadet som en rehabiliterende indsats.

”Mange japanere arbejdede enormt meget og blev stressede og deprimerede. Og mange begik selvmord, så det blev et samfundsproblem,” siger Ann Berit Frostholm og fortæller, at det gør, at man i dag har en velafprøvet og dokumenteret metode, som nu også har fået en nordisk form.

Selv blev hun certificeret skovbadsguide for tre år siden og har siden haft mange forskellige grupper af mennesker med ude at bade i skoven.

”Som skovbadsguide bliver du uddannet til at guide mennesker til at sanse skovens atmosfære gennem forskellige aktiviteter. Skovbadet er ikke en terapiform, men det kan hjælpe til at finde ro og få nervesystemet til at slappe af,” siger hun.

Guider til ro og lykke

Med noget, der minder om museskridt, bevæger vi os tavse og i række hen langs vandet og videre ind skoven. Jeg mærker ujævnhederne, grenene og den fugtige skovbund under mine bare fødder.

Flere gange skal jeg lægge bånd på mig selv for ikke at sætte farten op. Det er uvant for mig at bevæge mig i dette tempo.

Vi stopper op ved et stort kroget birketræ.

”Jeg vil nu invitere jer til at tage fat i spidsen af en gren og følge den helt ind til stammen,” siger Ann Berit Frostholm.

”Det var for at sætte gang i den taktile sansning,” forklarer hun mig senere.

”Når man inviterer til stop undervejs, har det til formål at hjælpe den enkelte deltager til at aktivere sine sanser, så man bliver mere fokuseret og afslappet,” siger hun.

Et skovbad har, ifølge Ann Berit Frostholm, gevinster for både vores fysiske og mentale sundhed.

”Vi får frisk luft og D-vitamin, som man altid gør, når man går ud i naturen. Men du får også afbalanceret dit nervesystem. Når vi skal tage hurtige beslutninger og være fokuserede, har vi rigtig meget gang i vores sympatiske nervesystem. Gennem skovbadet aktiverer vi vores parasympatiske nervesystem. Det er der, hvor hjernen restituerer, og vi hviler os,” siger hun og fortsætter:

”Så kan der være en masse andre effekter. Det kan være, at man får afklaring på nogle ting, man har gået og tænkt på. Det, at man holder op med at tænke bevidst, gør nogle gange, at der kommer et svar fra ens indre,” siger hun og fortæller, at hun ofte afslutter skovbadet med at bede deltagerne om at sætte et enkelt ord på, hvad det har givet dem.

Klarhed, nærvær, ro, hjertelighed og sanselighed er ord, der ofte bliver nævnt. Forskellen på hendes deltageres kropssprog fra de starter, til de slutter, taler sit eget sprog.

”Der er en helt anden ro,” siger hun.

Et lavere blodtryk og et styrket hjerte-karsystem er nogle af de fysiske gevinster ved at opholde sig i naturen, viser forskningen. Og så gavner det at bade i skoven, ifølge Ann Berit Frostholm, både vores immunforsvar og vores lykkefølelse.

”Når vi siger, at vi bader i skovens atmosfære, kan man faktisk godt forstå det ret bogstaveligt. Blandt andet nåletræerne udsender nogle aktive kemiske forbindelser, phytoncider, som vi indånder. De har direkte indvirkning på både vores immunforsvar og vores lykkehormoner. Der er også nogle jordbakterier, der gør det samme,” siger hun og fortæller, at nogle undersøgelser endda indikerer, at et skovbad kan aktivere vores natural killer cells, som er med til at bekæmpe kræft.

Hun ringer med en klokke. Der er tid til en ny aktivitet. Snart kravler jeg sammen med resten af gruppen rundt i skovbunden – og snuser til svampe, træstammer og formuldede blade.

Det intuitive og sanselige i fokus

Selvom skovbadet er udviklet til at hjælpe mennesker med angst, stress og depression, vurderer Ann Berit Frostholm, at mange andre også kan profitere af et skovbad.

”Vi er mange travle mennesker, ikke nødvendigvis stressede, der kan have glæde af at komme ud i naturen og komme ned i gear. Det kan gavne alle. Det kan også være mennesker, der har forskellige typer af diagnoser, fx ADHD, der kan få hjælp til at komme i kontakt med sig selv, fordi man får stimuleret sine sanser på en guidet måde,” siger hun og peger på, at skovbadning også kan være en vej ud af ensomhed:

”Det er noget, man er fælles om – uden at man behøver tale sammen,” siger hun.

Marie Raasthøj Hansen er ligesom Ann Berit Frostholm uddannet skovbadsguide. I 2020 gik hun ned med alvorlig stress og fik siden diagnosen ADHD. Det skubbede hende i gang med uddannelsen til skovbadsguide.

”Skovbad inviterer til at finde ro – ved at observere, sanse og være. Det er svært at være stresset, samtidig med at man sanser. Faktisk har jeg ikke prøvet noget, der var så effektivt mod stress,” siger Marie Raasthøj Hansen.

Hun har en ambition om at målrette sine skovbade mod neurodivergente, dvs. mennesker med diagnoser som fx ADHD og autisme. Det betyder blandt andet, at hendes guidning er meget detaljeret. For jo mere konkret, guidningen er, jo bedre kan hendes hjerne slappe af og fokusere, har hun erfaret. Og hun kan se, at det samme gælder for andre, der har ADHD.

”Jeg guidede en, der har ADHD i svær grad, og jeg kunne se, at jo flere instrukser jeg gav, jo mere slappede han af. Hvis man selv skal danne billeder, bruger man meget energi på det, og det kan være virkelig svært at finde ro. Men hvis jeg får at vide, at jeg skal bore mine fingre ned i græsset og mærke efter, hvordan det føles, så kan min hjerne slappe af,” siger hun og peger på endnu en dimension, hun mener, at skovbadet kan tilbyde mennesker med ADHD.

”Det kan hjælpe med at tappe ind i barnligheden og det intuitive. Når man har ADHD, har man ofte kæmpet rigtig meget for at pakke det følelsesmæssige udsvingende væk for at passe ind. I skovbadet er det intuitive og sanselige i fokus. Det har virket selvværdsopbyggende på mig at få lov til at vælge den del af mig selv til, som jeg i mange år har prøvet at skjule eller undertrykke,” siger hun.

Restitution er en mangelvare

På vores stillevandring gennem skoven er vi gået igennem både løvskov og nåleskov. Vi bevæger os nu ud af skovens mørke og ud på den åbne eng, hvor vi mødes af havet og lyset fra den orange sol, der er ved at gå ned i horisonten.

Når man laver skovbad, skal der helst været varieret natur, fortæller Ann Berit Frostholm.

”På den måde vil der være forskellige naturelementer, vi kan sanse. Og også forskellene skaber en påvirkning. Forskellen på temperaturen eller lysintensitet fx,” siger hun og fremhæver, at skovbadet i princippet også godt kan foregå andre steder end i skoven. På stranden, fx.

”Det handler om at få ro og sanseindtryk. Mange danskere er opvokset tæt på havet. Det kan bidrage til at finde ro, at man føler sig hjemme. Men på stranden får man ikke den nyttige effekt af de kemiske stoffer fra træerne og skovbunden.”

Hun ringer igen med klokken og inviterer os til at sætte os ned og betragte solen det sidste stykke, inden den forsvinder i havet.

Der går længe, før hun ringer med klokken igen. Solen er for længst forsvundet, og flere er, ligesom jeg selv, begyndt at rykke rastløst rundt.

”Stillesidning er en mulighed for at være med det, der er, uden at skulle forholde sig til noget eller til nogen. Det er i den tilstand, at hjernen får plads til at restituere, hvilket ofte er en mangelvare i hverdagen,” forklarer hun mig efterfølgende.

Over et glas mjöd laver hun aftenens sidste invitation. Hun inviterer os til at fortælle, hvordan vi har oplevet skovbadet.

En fremhæver det at skulle gå langsomt. Også hun synes, det var svært at sænke farten. En anden havde fået meget ud af at gå barfodet og mærke variationen i underlaget. Flere peger på roen. At komme væk fra telefoner og skærme og bare være.

I Foreningen for Nordiske Skovbadsguider, som både Ann Berit Frostholm og Marie Raasthøj Hansen er medlemmer af, håber de, at skovbadet en dag vil være et tilbud i vores sundhedssystem, særligt til stressede mennesker.