Fri os fra integration

Vi hører tit om integrationsfaglighed, integrationsindsats, integrationsbarometer, integrationsydelse, integrationsafdeling, integrationskontrakt, integrationserklæring osv. Derudover har vi et ministerium og en minister, som har begrebet integration foran. Men hvad er der sket de sidste par år? Ikke store resultater, og der er stadig ikke enighed om, hvad integration betyder, og hvordan man kan opnå det. Politikere siger, at integrationen er på rette vej, men når de ønsker noget andet, læser de statistikerne med negative briller.

Tiden er nu kommet til, at vi enten fjerner begrebet eller finder et alternativt begreb, som der er konsensus om, i det mindste hos fagpersonerne.

Som socialrådgiver har jeg selv arbejdet med dette begreb, og jeg har også selv været i den position at skulle integreres i det danske samfund. Jeg kan konkludere, at jo mere vi sætter fokus på integration, jo mere bliver vi forvildet. Jo mere vi fokuserer på individet, jo bedre opnår vi derimod resultater, og jo hurtigere får vi løst opgaverne.

Jeg tror ikke på integration

Siden jeg kom til Danmark, har jeg kæmpet med det begreb, som kaldes integration. Jeg er kommet frem til, at jeg ikke tror på integration. Det vil sige, at integration er et brand både hos nogle politikere og fagpersoner, som man markedsfører sig med. Vi er som velfærdsstatens medarbejdere blevet farvet af den politiske retorik, uden at vi er opmærksomme på, hvor vi er på vej hen, og hvad det hele handler om.

Integrationsbegrebet er blevet så elastisk, at vi kan snakke om og diskutere det i al evighed, uden at vi kommer frem til en klar betydning. Efter mange år som socialarbejder stiller jeg stadig dette spørgsmål: ”Hvornår er en person med anden etnisk baggrund egentlig integreret?” Svaret er stadig ukendt – i hvert fald for mig.

Så hvad tror jeg på, hvis jeg ikke tror på integration? Hvordan kan jeg mødes med folk? Er det nødvendigt at se på menneskers etnicitet? Hvorfor fylder etnicitet så meget i vores dagligdag, i vores medier og generelt i samfundet? Findes der integrationsproblemer, eller er det i virkeligheden bare almene sociale, pædagogiske, psykologiske og juridiske problemer?

Hvor er den enkelte, når det bliver talt om integration? Hvorfor bliver individet glemt i vores individualistiske samfund? Kan vi ikke lade være med at tale om etnicitet, kulturer og integration? Svaret kan være, jo, det kan vi godt, men hvordan?

Min personlige rejse

Jeg begynder med mine egne oplevelser, som har bidraget til min faglige tilgang til mit arbejde og i mødet med andre. Da jeg kom til Danmark, skulle jeg finde mig selv i de nye komplekse fællesskaber, som tilsammen hedder Danmark. Da jeg fik lov til at blive i Danmark, skulle jeg indgå en integrationskontrakt og skrive under på en integrationserklæring. Det vil sige, at jeg skulle skrive under på at ”jeg anerkender, at mænd og kvinder har lige pligter og rettigheder i Danmark ” og ” jeg anerkender, at det danske samfund tager skarpt afstand fra terrorisme, og virkelig mange andre punkter”. Dette var mit første chok, fordi jeg blev set på en måde, som jeg ikke kunne genkende mig selv i.

Før jeg kom til Danmark, var nogle af mine værdier, at jeg var demokrat, feminist og sekulær. Men mødet med det danske samfund gjorde mig i en periode usikker og fortvivlet, og jeg begyndte at tvivle på mig selv.

Jeg blev usikker på både mit selvbillede og – ikke mindst – på samfundets billede af mig. Det var meningen at interagere med mig, men jeg oplevede at blive skubbet væk fra det danske samfund og blive mere i tvivl. Jeg var fortvivlet over mig selv og over alt. Hvad laver jeg her? Hvem er jeg? Hvordan skal jeg leve mit liv? Er den måde, jeg er på, okay, eller skal jeg lave om på mig selv?

Ligesom Søren Kierkegaard siger, at når man er fortvivlet, er man ikke fortvivlet over “noget” – men man er fortvivlet “over sig selv”. Fortvivlelsen skyldes, at mennesket ikke kan holde ud at være den, det er, men hellere vil være en anden. Jeg har fundet ud af, at jeg ikke vil være en anden, og jeg var ikke forkert, selvom jeg fik den fornemmelse, da jeg blev modtaget i Danmark.

Jeg var nødt til at finde ud af, hvordan jeg kunne tilpasse mig det nye samfund, og hvordan jeg kunne forholde mig til det billede, samfundet har af mig. Hvordan skal jeg leve med det stigma, som jeg har fået?

Det er meget svært at ændre på sig selv, især hvis man ikke er enig i den forventning, andre har, eller hvis andres forventninger er utydelige, hvis det for eksempel kaldes integration. Jeg er nødt til at acceptere mig selv, som jeg er, fordi samfundets forventninger er, at jeg skal respektere kvinder og tage afstand fra terrorisme osv. Det er uforståeligt for mig, for den respekt og de holdninger har jeg, også uden at jeg skriver under på det. Det vil sige, med Kierkegaards tilgang, at vi som mennesker er gode, som vi er, og vi kan bygge på det fundament, der allerede er til stede – man behøver ikke at rive ned og starte helt forfra. Jeg skal anerkende og acceptere mig selv som den, jeg allerede er. Og den stempling, jeg har oplevet, skal ikke påvirke min opførsel og mine planer. Jeg skal vide, at der kun findes én udgave af mig, og jeg er nødt til at acceptere den, jeg er. Den modtagelse, jeg oplevede, var medvirkende til, at jeg følte mig stigmatiseret.

Der er en kurdisk filosof (Faruq Rafeq), som læste og boede en del af sit liv i Canada. Han mener, at i den vestlige verden bliver folk kategoriseret i forskellige grupper, og ikke-vestlige immigranter kategoriseres i den muslimske kasse. Dette sker, selvom man prøver at fortælle, at man er anderledes, at man ikke er enig med islam, at man læser islamiske værker med et kritisk perspektiv og betragter sig selv som demokrat. Det kan også være, at det billede, som vesten har om islam, ikke er det rigtige billede. Det er meget vanskeligt at samle alle muslimer i en kasse. Der er også muslimer, som er lige så glade for demokratiske værdier som alle andre. Men facit er, at man opfattes som muslim. Og islam bliver set af vesten som en religion, der ikke er rationel, som ikke kommer fra den civiliserede verden, som ikke kan kritiseres, og som der ikke sættes spørgsmålstegn ved, mener Rafeq.

Han peger på, at når etniske minoritetsborgere mødes med forestillingen om, at man ikke er demokrat, ikke respekterer kvinder, og at der er risiko for, at man bliver terrorist, medfører det tre typer af påvirkninger eller rektioner hos etniske minoritetsborgere. Den første type reaktion er, at man erklærer sig enig i denne opfattelse af sig selv, og fra dette perspektiv ser man verden. Det vil sige, at man accepterer, at man er på den måde, som man omtales. Den anden type reaktion er, at man mister det kritiske perspektiv, det vil sige, at man reagerer kraftigt på denne stigmatisering. Man kan blive isoleret eller blive en radikaliseret muslim og afvise alt og hade alt, som er vestligt. Den tredje mulighed er meget svær. Det er ikke alle, der kan vælge den. Denne mulighed er, at etniske borgere ikke mister det kritiske perspektiv, men forbliver fordomsfri. Personen er kritisk over for dette stigma og kritisk over for sin egen kultur og tradition/religion.

Dette er, som Rafeq peger på, et fundamentalt problem, som kan være resultatet af det, der kaldes en integrationsproces med integrationskontrakt og integrationserklæring.

Måske kan jeg netop her gøre en forskel som fagperson. 

Mødet med andre

Der er et væsentligt spørgsmål, som handler om, hvordan vi som fagpersoner møder borgerne, på trods af den modtagelse man med sin etniske minoritetsbaggrund oplever i modtagelsesfasen og generelt i diskursen om fremmede. Da der ikke er enighed om, hvad integration betyder, og hvordan og hvornår man er integreret, kan jeg sige, at en del af integrationsarbejdet i Danmark tager udgangspunkt i, at “du skal blive ligesom mig”. Så hvad kan vi gøre som fagpersoner for, at etniske minoritetsborgere føler sig som en del af selskabet, og at de ikke er forkerte, sådan som de er? Søren Kierkegaard beskriver det som kunsten at hjælpe. Han siger:

At man, naar det i Sandhed skal lykkes En at føre et Menneske hen til et bestemt Sted, først og fremmest maa passe paa at finde ham der, hvor han er, og begynde der. Dette er Hemmeligheden i al Hjælpekunst.

Jeg har oplevet fagpersoner, som har mødt meget modstand, selvom de ønskede det bedste for borgeren. Fagpersonen var fortvivlet over, hvorfor den pågældende ikke ville have hjælp. Med Kierkegaards tanker kan jeg sige, at det er, fordi den pågældende fagperson tager udgangspunkt i en generalisering. Det var bedre, hvis fagpersonen tog udgangspunkt i den enkeltes helt specifikke situation.

Selvom vi har meget erfaring og lange uddannelser bag os, er vi ind imellem nødt til at stoppe op og reflektere og se os selv som fagpersoner. Vi er nødt til at reflektere over vores metodiske valg og den måde, vi møder borgerne på, og over hvordan vi skal sikre, at borgerne føler sig hørt og forstået. I vores daglige arbejde må vi adskille os 180 grader fra samfundets diskurs og politiske retorik. Og dette skal ikke kun ske verbalt, det skal ske i vores praktik. Borgerne skal ses som ressourcestærke personer, der kan tage ansvar og selv blive aktive, motiverede problemløsere, der finder ud af, at de selv sidder med løsningen. Det handler i høj grad om at inddrage borgerne med udgangspunkt i deres egne ressourcer og deres vilje for nu og for fremtiden. 

Vi som fagpersoner skal glemme forestillingen om, at der findes en kultur, der er ’højere udviklet’ end andre. Vi skal ikke sige, hvad der er bedst for personer fra andre kulturer eller nationaliteter. Især relationen mellem to mennesker kan blive en asymmetrisk relation, hvis hjælperen er fagperson, og modtageren af hjælpen er borger. Det kan let medføre, at borgeren placeres i en passiv klientrolle fra starten og graver en kløft, som giver stor modstand i processen. Dette medfører, at magtfordelingen ikke er ligeligt delt mellem parterne, og dette kan være med til, at borgeren som modtager af hjælpen bliver mere fortvivlet. Kierkegaard minder os om, at kriser er en del af livet. I kriser føler vi os splittede, og vi kan have følelsen af “ikke at være et menneske”. Når vi er fortvivlede, er vi det ikke over noget, men over os selv. Vi kan ikke holde ud at være den, vi er.

Den ydmyge position

Når vi som fagpersoner møder borgere, der er fortvivlede og befinder sig i en usikker position, er det vigtigt, at vi indtager en ydmyg position. Kierkegaard skriver: [Men al sand Hjælpen begynder med en Ydmygelse; …]

Kierkegaard gør os opmærksom på, at vi skal huske at se folk som den enkelte, og vi er nødt til at forsøge at forstå den anden, før vi kan være til støtte. Fagpersonens opgave er at huske sig selv på, at den viden, man har, er en generel viden, og vi ved ikke præcis, hvad den enkeltes problemstilling er. Den ydmyge position giver fagpersonen mindre magt, og deraf følger mere magt til andre. Med denne tilgang får borgere med anden etnisk baggrund end dansk magten tilbage i en situation, hvor de ofte føler sig magtesløse. Derved kan de få noget af den magt tilbage, de har mistet, og med vores ydmyge position sætter vi individet og dets eksistens i centrum.

Det, jeg selv har gjort, er at elske mig selv, som Kierkegaard rådgiver os til, og selv komme i centrum og acceptere mig selv, som jeg er. Det vil sige, at jeg først og fremmest skal blive mig selv, før jeg kan blive en del af fællesskabet.

Den nuværende integrationsdebat har gjort, at integration ofte betyder assimilation – de nyankomne skal med andre ord blive en tro kopi af ’gammeldanskerne’. Som en logisk følge af dette opleves integration af de nyankomne ofte som diskrimination.

Jo mere vi ser mennesket som individ, jo mere kan han eller hun være sig selv, og jo hurtigere finder han eller hun ud af, hvordan de kan bidrage til fællesskabet.

Mere individ og mindre forvrøvlet integrationssnak.

Shadman Salih er socialrådgiver og cand.soc. i socialt arbejde med speciale i diagnosticeringstendens, især PTSD/traumediagnose, og hvordan dette påvirker socialarbejderne i arbejdet med børnefamilier, hvor familien har flygtningebaggrund. Han er stifter af konsulentvirksomheden Sivitas.

Er du hurtig, kan du også nå at tilmelde dig konferencen ”Gør integration overflødigt”, som Sivitas arrangerer med Camilla Fabricius, socialpolitisk ordfører fra Socialdemokratiet. Konferencen faciliteres af Socialt Indbliks redaktør Niels Svanborg.