“Har du prøvet med en kop te?”

”Har du prøvet med en kop te?”

Med det spørgsmål blev jeg engang sendt ud ad døren efter at have opsøgt den psykiatriske skadestue. Jeg havde det rigtigt skidt. Jeg var alvorligt depressiv og jeg sov kun ganske få timer om natten. Jeg kunne ikke holde ud at være nogen steder og jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre.

Til sidst blev jeg så desperat efter hjælp, at jeg tog hen på den psykiatriske skadestue. Det var ikke noget, jeg bare lige gjorde. Jeg syntes, at det var skræmmende og pinligt og aldeles grænseoverskridende.

Det er omkring femten år siden, jeg for første gang opsøgte psykiatrien. Jeg havde ikke nogen diagnoser og jeg anede ikke, hvad der var galt. Jeg vidste bare, at jeg havde det forfærdeligt. I dag ved jeg, at jeg var overbelastet. Mange år efter, at denne samtale fandt sted, blev jeg diagnosticeret med autisme og ADHD. Senere har jeg fået andre diagnoser som følge af for stort pres og for lidt hjælp. I min journal står der, at jeg er svært depressiv og har en tilpasningsreaktion. Autisme og ADHD er medfødt, det er de to sidste diagnoser ikke. De kunne godt være undgået, hvis jeg havde fået den støtte, jeg har brug for.

For de fleste mennesker er det meget sårbart at opsøge sundhedsvæsenet. Man kommer der, fordi man har et problem. Der er noget, der ikke er, som det skal være, hvad enten det er fysisk eller psykisk. Når problemet er psykisk, er der tilmed den udfordring, at det typisk er mindre håndgribeligt, og at man kan skamme sig, fordi det stadig er stigmatiseret at være psykisk syg.

Med andre ord: jeg sad ikke på den psykiatriske skadestue for sjov dengang. Jeg sad der, fordi jeg havde brug for hjælp.

”Jeg har aldrig følt mig så latterlig”

Jeg er ikke læge, så jeg ved ikke, om jeg rent lægefagligt havde brug for en indlæggelse. Det er muligt, at det var rigtigt at sende mig hjem.

Det, der til gengæld ikke var rigtigt, var, at jeg ikke blev mødt med respekt og anerkendelse. Måske virkede mine psykiske problemer små og fjollede på en læge, der på daglig basis mødte langt alvorligere tilfælde. Måske var jeg slet ikke i målgruppen for psykiatrisk behandling. Men jeg var helt sikkert i målgruppen for at blive taget alvorligt. Det blev jeg ikke.

I stedet for at få hjælp eller i det mindste bare forståelse fik jeg en oplevelse af at være tåbelig og i vejen. Mine bekymringer blev fejet af bordet og da jeg insisterede på, at jeg ikke kunne blive ved med at holde til ikke at sove om natten, spurgte hun, om jeg ikke bare kunne prøve at drikke en kop te.

Jeg har aldrig følt mig så latterlig. Jeg tror ikke, at jeg svarede hende. Jeg gik uden at få nogen hjælp. Den manglende hjælp var desværre ikke det eneste, jeg forlod skadestuen med. Jeg forlod den med den helt klare opfattelse, at der ikke var hjælp at få og at jeg ikke ville blive taget alvorligt, hvis jeg forsøgte. Jeg gik derfra og havde det værre end da jeg kom.

Jeg tror ikke, at den her læge havde noget ønske om at gøre min situation endnu sværere. Slet ikke. De fleste af de fagfolk, jeg har været i kontakt med i psykiatrien, har virket som engagerede mennesker, der gerne vil hjælpe andre så godt som muligt. Intentioner er bare ikke nok og psykiatrien har store problemer med at møde patienterne med respekt.

”Det er ikke til diskussion!”

Ud over at jeg adskillige gange har haft følelsen af ikke at blive taget alvorligt, har jeg også oplevet, hvordan man som patient nemt mister noget af sin værdighed og selvbestemmelsesret. Nogle gange er der måske ikke så meget at gøre ved det; autonomi eller ej, det er ikke smart at have skarpe genstande på en psykiatrisk afdeling. Det giver god mening og det er et vilkår, der næppe står til at ændre.

Til gengæld kan man godt ændre den måde, man forsøger at forhindre de skarpe genstande i at komme ind på en afdeling.

Sidst jeg blev indlagt, skete det ret pludseligt og jeg havde ingenting med. Senere på dagen kom min kone derfor med nogle ting til mig. Personalet fulgte hende ind på stuen og sagde, at de skulle undersøge alt det, hun havde haft med. Det overraskede os, fordi de ikke havde gjort det under en tidligere indlæggelse. Min kone spurgte, hvorfor de pludselig skulle gøre det.

”Det er ikke til diskussion!” svarede en af sygeplejerskerne, hvorefter de gik i gang med at tage alt mit tøj op ad tasken, vendte vrangen ud på det, bladrede bøger igennem og rodede i mine toiletsager.

Jeg kan godt se fornuften i, at der ikke skal komme knive eller stoffer ind på en psykiatrisk afdeling. Jeg forstår også godt, at der for personalet bare er tale om en rutineopgave. Men for mig som patient var det ydmygende og ubehageligt. Det er næppe muligt at gøre det til en positiv oplevelse at få gennemsøgt sine ejendele, men man bør være bevidst om, hvordan det bliver gjort og sørge for at forklare patient og pårørende, hvorfor det sker.

Veje-dag

”Godmorgen, det er onsdag og det er veje-dag!”

Jeg hadede at blive vækket til den besked.

Veje-dag går i al sin enkelhed ud på, at patienterne skal vejes. Det giver god mening, fordi nogle kan tage meget på af den medicin, de får, mens andre måske mister appetitten og taber sig.

Det, der ikke giver god mening, er måden, det gennemføres på. Patienterne forventes at stå op og gå hen til et lille rum, hvor der står en vægt. En fra personalet læser vægten op, mens en anden skriver tallet ind i et skema. Det hele foregår for åben dør, mens de andre patienter står i kø ude på gangen.

For mig er krop og vægt privat. Jeg har et kompliceret forhold til det og det er slet ikke noget, jeg kan overskue at skulle forholde mig til med halvdelen af afdelingen som tilskuere. Den første onsdag gik jeg med til det, fordi jeg blev overrasket og ikke kunne finde ud af at sige fra. Resten af tiden nægtede jeg at deltage.

Jeg fandt det både grænseoverskridende og ydmygende at skulle stå i kø på gangen for at blive vejet i fuld offentlighed. Det mindede mig om en række kødkvæg, der lydigt skulle traske frem for at få vurderet, om deres vægt var tilfredsstillende.

Personalet undrede sig over, at jeg ikke ville vejes. Til sidst spurgte jeg en af sygeplejerskerne, om hun ville have lyst til at skulle stå i kø på gangen for derefter at blive vejet foran sine kolleger. Det ville hun ikke. Hvorfor skulle man så som patient synes, at det var helt okay?

Kaffe forbudt efter kl. 22.00

På den afdeling, hvor jeg var indlagt, var der en regel om, at patienterne ikke måtte drikke sort te eller kaffe efter kl. 22. Det havde noget med nattesøvn og døgnrytme at gøre. Det kan godt lyde fornuftigt, men er sådan en regel virkelig strengt nødvendig? Døren til afdelingen er låst, køkkenet er lukket og man har på mange måder mistet en stor del af kontrollen med sin egen situation. Her burde respekten for patienternes autonomi i min optik veje tungere end hensynet til, hvordan fornuftige drikkevaner ser ud med personalets øjne.

Når man er patient i psykiatrien, kan der være perioder, hvor man ikke er i stand til at tage vare på sig selv. Det betyder, at andre må tage over. Det betyder også, at der uundgåeligt er en meget skæv magtbalance. Især i de tilfælde, hvor en patient er indlagt mod sin vilje.

Denne skævhed er måske nok et vilkår ved psykiatrien, men det må ikke blive en undskyldning for ikke at behandle patienterne med respekt og anerkendelse – tværtimod.

I de fleste tilfælde tror jeg, at det handler mere om vaner og manglende omtanke end om dårlige intentioner. Det gør det bare ikke ret meget rarere for patienterne at være i. Mit håb for den kommende psykiatriplan er derfor, at der ikke bare bliver tilført flere ressourcer til området, men også at vi i fællesskab får startet en samtale om værdighed og autonomi i psykiatrien. Her ville det give god mening at starte med at tale med os, der er patienter i psykiatrien. Desværre er det ikke så ofte, vi bliver spurgt.

Det skal være vilje til at lytte

Jeg tror, at en del af problemet er, at man som psykiatrisk patient nærmest per automatik mister noget af sin troværdighed i sundhedsvæsnet. Det er i hvert fald den følelse, jeg mange gange har siddet med. Man er ikke helt tilregnelig og der bliver stillet mere eller mindre tydelige spørgsmålstegn ved sandhedsværdien af ens udsagn. Den dynamik fører nemt til, at man føler sig umyndiggjort. Jeg har flere gange hørt personalet blive omtalt som ”de voksne” af andre patienter og også gjort det selv. Det blev sagt med en vis ironisk distance, men der lå også en oprigtig følelse af afmagt bag.

Det er heller ikke nok bare at spørge. Der skal også være vilje til og mulighed for at agere ud fra de svar, der bliver givet. Jeg har i forskellige situationer oplevet, at jeg først har fået at vide, at personalet er der for at hjælpe, så jeg skal endelig sige til, hvis der er noget, de kan gøre. Når jeg så bagefter har sagt til (og især når jeg har prøvet at sige fra), er jeg blevet mødt med kommentarer som: ”nu er det jo ikke en bed and breakfast” (jeg spurgte, om jeg kunne få medicin udleveret på mit værelse i stedet for i opholdsstuen, fordi jeg syntes, det var privat) eller ”hvis du er utilfreds, kan du jo bare tage hjem” (jeg var på papiret frivilligt indlagt, men min psykiater havde sagt, at hvis jeg ikke gik med til at blive indlagt, ville hun tvangsindlægge mig).

Udfordringerne på området er massive og jeg har langt fra alle løsninger. Der er tale om et strukturelt problem på alle niveauer fra landspolitik til det enkelte møde mellem patient og personale. Hvis det skal blive bedre, kræver det, at der sættes målrettet ind på at skabe en kulturændring. Det kræver, at man med ægte interesse taler med patienterne og tager det, de siger, alvorligt. Det er os, der har oplevet systemet indefra og på egen krop og psyke, der ved, hvordan det er at være afhængig af et system, der alt for ofte glemmer både at spørge og lytte.