Artikel

Læger rører sjældent ved mennesker med psykisk sygdom og risikerer derfor at overse fysiske sygdomme

Illustration Sine Dyrbye

Har din læge rørt ved dig i dag? Det kan være et relevant spørgsmål at stille en person med svær psykisk sygdom. For mange sundhedsprofessionelle overskygger den psykiske sygdom nemlig så meget, at de forsømmer at røre ved og undersøge patienter med psykisk sygdom fysisk, selvom de har fysiske smerter. Dermed risikerer de at overse sygdomme. Når mennesker med psykisk sygdom møder sundhedsvæsenet, sætter det spot på den uhensigtsmæssige opdeling i somatik og psykiatri, mener Iben Emilie Christensen, der i forbindelse med sin ph.d.-afhandling tog med patienterne rundt i sundhedsvæsenet.

14. december 2023

Af Eva Frydensberg Holm

eva@socialtindblik.dk

Illustration: Sine Dyrbye

En ung kvinde henvender sig til akutmodtagelsen med voldsomme mavesmerter. Hun er psykotisk, og hun er forvirret: For er de voldsomme smerter fysiske eller psykiske? Hun ved det ikke.

Uden at undersøge kvinden indlægger lægen, hun taler med, hende på psykiatrisk afdeling. Mavesmerterne fortsætter, og da kvindens mor et par dage senere kommer på besøg og insisterer på, at datteren skal undersøges, viser det sig, at blindtarmen er sprunget.

Kvinden er en af 16 personer med svær psykisk sygdom som skizofreni, bipolar lidelse eller svær depression, som senioranalytiker på VIVE, Iben Emilie Christensen, fulgte i 16 måneder i forbindelse med sin ph.d.-afhandling for at undersøge, hvordan mennesker med svær psykisk sygdom lever med og håndterer fysisk sygdom. 

Flere gange var Iben Emilie Christensen med rundt i sundhedssystemet, blandt andet til konsultation hos den praktiserende læge. Og selvom lægen set fra hendes perspektiv oftest var empatisk, lyttende og spørgende, følte hendes informanter næsten aldrig, at de blev set, hørt og forstået.

”Jeg tænkte meget over, hvad der var på spil. Og så gik det op for mig, at der meget sjældent var fysisk berøring – hverken den omsorgsfulde og betryggende som fx en hånd på skulderen, eller den berøring, der er relateret til undersøgelse af kroppen. Lægerne rørte simpelthen ikke ved dem. De lavede ikke en somatisk undersøgelse, selvom patienten gav udtryk for fysiske symptomer. Jeg var fx med en kvinde til læge, der sagde, at hun længe havde haft ondt i maven, men lægen rørte aldrig ved hendes mave, han undersøgte hende ikke fysisk,” siger Iben Emilie Christensen.

Hun peger på, at det kan handle om berøringsangst eller misforstået hensyn til grænser, men det handler også om noget andet.

”Når man uden at undersøge patienten konkluderer, at symptomerne er psykiske, tyder noget på, at den psykiske sygdom skygger over den fysiske. Der kan selvfølgelig være nogle lægefaglige grunde til ikke at lave en fysisk undersøgelse. Det kan jeg ikke vide, men jeg kan konstatere, at det sker utroligt sjældent. Og det bakkes op af den internationale forskning på området, hvor man peger på, at sundhedsprofessionelle er mindre tilbøjelige til at røre ved og fysisk undersøge mennesker med svær psykisk sygdom,” siger hun og fortæller, at den manglende undersøgelse havde store konsekvenser for de mennesker, hun fulgte.

”Udover, at der kan være sygdomme, der ikke bliver opdaget, så betød det for flere af mine informanter, at de ikke følte sig troværdige. I forvejen bebrejder de sig selv, at de ikke kan skelne mellem fysisk og psykisk smerte. Man kan sige, at det er dobbelt. Kvinden, hvor den sprængte blindtarm ikke blev opdaget, var meget mærket af det. Hun så sig selv som utroværdig patient, fordi hun ikke kunne mærke, hvad der var galt. Men hun blev også mødt som utroværdig. De tog ikke hendes fysiske smerte seriøst,” forklarer Iben Emilie Christensen.

Prøver at passe ind i sundhedssystemets kasser

Iben Emilie Christensens afhandling er en del af forskningsprojektet SOFIA på Københavns Universitet, hvor man gennem fem år har haft fokus på at undersøge, om man kan reducere overdødeligheden blandt mennesker med svær psykisk sygdom, hvis den praktiserende læge bliver klædt bedre på til at møde denne gruppe.

I gennemsnit lever mennesker med svær psykisk sygdom 10-20 år kortere end den generelle befolkning. Undersøgelser peger på, at manglende diagnosticering og underbehandling af fysiske sygdomme som fx hjertekarsygdomme, blodpropper og kræft er medvirkende årsager.

”I forskningen har der været nogle bud på, at det psykiske overskygger de fysiske symptomer, og at man derfor ikke opdager de fysiske sygdomme. SOFIA-projektet har derfor haft fokus på, hvordan somatikken og psykiatrien kan spille bedre sammen, og hvordan den praktiserende læge kan blive bedre til at møde denne gruppe. I min ph.d. har jeg haft særligt fokus på patientperspektivet,” forklarer Iben Emilie Christensen.

Gennem de 16 måneder, hvor hun fulgte sine informanter, nøjedes hun ikke bare med at besøge dem i deres hjem eller på det bosted, hvor de boede. Hun gik med dem, når de købte ind, når de skulle til scanning på hospitalet, til neurolog eller til konsultation hos den praktiserende læge. Hun prøvede, som hun siger, så vidt muligt at stille sig i deres sko for at undersøge, hvad det var for nogle barrierer, de mødte, og hvordan det er at leve et liv med både fysisk og psykisk sygdom.

”Mange af de mennesker, jeg fulgte, havde ikke bare en psykisk sygdom. De havde også mange fysiske sygdomme. Måske var de angste eller havde skizofreni og led samtidig led af KOL, astma eller havde haft en blodprop. Jeg var overvældet over, hvor mange symptomer og fysiske fornemmelser, de konstant havde i deres liv. Hvis jeg spurgte: ’Hvad er der sket, siden vi sås i mandags?’ så handlede det næsten altid om deres krop. Om hvad de følte, mærkede eller fornemmede i deres krop,” siger Iben Emilie Christensen.

Men hun oplevede, at det var noget, de gik med derhjemme, snarere end at søge læge.

I sundhedsvæsenet kan der være et narrativ om, at denne gruppe er meget besværlig, fx at de ikke søger læge i tide eller tager vare på sig selv. Men at følge dem hjemme hos dem selv og i deres hverdag og få en fornemmelse af, hvor store smerter de ofte gik med i kroppen, og hvor svært det var for dem at vurdere, hvad der var psykisk, og hvad der var fysisk, fordi de jo hele tiden havde ondt i ’hele dem’, efterlod mig med et billede af nogle mennesker, som forsøger at efterleve de krav og forventninger, som sundhedsvæsenet har opstillet. Jeg så nogle ansvarlige borgere, der virkelig prøvede at passe ind i de kasser, vi har skabt, hvor man enten har en fysisk eller psykisk sygdom,” siger Iben Emilie Christensen og fortæller, at hun begyndte at undersøge den proces, der lå forud for, at de søgte læge.

”Mange år som patienter i sundhedsvæsenet havde gjort dem meget bevidste om, at de skulle gå det rigtige sted hen. Man går til sin egen læge, når det er noget fysisk. Og man går til den psykiatriske sygeplejerske, hvis det handler om noget psykisk. De brugte utrolig meget tid på at finde ud af, hvor det var det rette sted at søge hen, for de kunne ikke mærke, hvad der var hvad. Og egentlig ville de bare ønske, at de blev mødt af nogen, der kunne begge dele. Flere af dem gav udtryk for, at de gerne så, at deres praktiserende læge vidste mere om psykiatri og modsat, at man i psykiatrien havde større viden om somatisk sygdom,” siger hun.

Iben Emilie Christensen oplevede, at den måde, vi har opdelt vores sundhedssystem i krop og psyke, bliver sat på spidsen, når man lever med en svær psykisk sygdom.

”Det kan være svært for alle mennesker at skelne mellem krop og sind, men når man lider af svær psykisk og fysisk sygdom på én og samme tid, så er det endnu sværere at skelne, fordi det er filtret så meget sammen. Og denne patientgruppe er i forvejen sårbar, stigmatiseret og modtager mindre og dårligere behandling i sundhedsvæsenet sammenlignet med mennesker uden svær psykisk sygdom,” siger hun.

Artiklen fortsætter efter annoncen

annonce sj skilt

Lægen skal have flere sanser i spil

Iben Emilie Christensen mener, at man som sundhedsprofessionel skal blive bedre til at bruge alle sanser, ikke mindst når det handler om mennesker med svær psykisk sygdom.

”Det er ikke nok at lytte og se, man skal også mærke. Om det så er et håndtryk, en hånd på skulderen eller en fysisk undersøgelse, så har det stor betydning for denne gruppe af mennesker. Udover at det kan være afgørende for at opdage fysiske sygdomme, så giver det patienterne en følelse af, at deres fysiske symptomer bliver taget alvorligt, og de føler sig anerkendt som mulige somatiske patienter uafhængig af deres psykiske diagnose. Hvis man fik lidt mere forståelse for denne gruppe og for, hvordan de oplever og ser deres krop, så tror jeg også, at man ville blive bedre til at møde dem. Jeg tænker også, at det betaler sig sundhedsøkonomisk, ” siger hun og uddyber:

”Det er en meget lille gruppe, der har svær psykisk sygdom, som der er meget store udgifter forbundet med. Jeg tror, det kunne gøre en stor forskel, hvis man mødte dem mere helhedsorienteret og med forståelse for den måde, deres psykiske og fysiske lidelser kan være svære at skille fra hinanden på,” siger hun.

I forbindelse med SOFIA-projektet har hun haft mulighed for at dele sine fund med praktiserende læger. Og hun oplevede, at de tog rigtig godt imod dem.

”Der var en stor imødekommenhed. Og flere af dem sagde: ’Det kan da faktisk godt være, at jeg ikke undersøger patienter med svær psykisk sygdom, måske fordi jeg prøver at tage hensyn til dem’. Jeg oplevede, at det var ubevidst, når de lod den psykiske sygdom overskygge den fysiske. Det er derfor, det er så vigtigt med mere viden. Også på medicinstudiet – og i psykiatrien,” siger Iben Emilie Christensen.

Og faktisk har hendes fund allerede ændret noget. Ved overenskomstforhandlingerne for praktiserende læger sidste år, blev det besluttet, at patienter med svær psykisk sygdom kan få adgang til længere konsultationer, og at der skal indgå en ’fokuseret somatisk undersøgelse’.

”Desværre er der mange praktiserende læger, der ikke ved det, men med koden 2150 kan man i stedet for de vanlige ti minutter få adgang til en konsultation på 45 minutter, hvor der skal indgå en grundig somatisk undersøgelse. Jeg hørte ofte fra mine informanter, at ti minutter er alt for lidt tid. Det tog ofte virkelig lang tid for dem at sætte ord på, hvad deres smerter udsprang af. Var det symptomer relateret til deres paranoid skizofreni? Eller til influenza? Eller var de i gang med at få en blodprop? Det var ofte meget svært for dem at finde ud af.”

Det største ud over mit barn

Da Iben Emilie Christensen havde afleveret sin ph.d.-afhandling i oktober 2023, sendte hun den til de informanter, der havde ladet hende tage del i deres liv gennem 16 måneder.

”Jeg tænkte, at der nok ikke var mange af dem, der ville læse den fra ende til anden. Den er skrevet på engelsk og i et sprog, der er svært at forstå for de fleste mennesker. Jeg sendte den mest som et vidnesbyrd om, hvad de havde bidraget til, og hvor vigtigt deres bidrag har været. Men jeg fik simpelthen så positive tilkendegivelser. Jeg skrev også, at det havde betydet en ændring i overenskomsten. Det fik én til at svare, at det var det største, hun havde medvirket til ud over at få sin datter,” fortæller Iben Emilie Christensen.

”De følte en stolthed i at kunne være med til at ændre noget for andre. Det var derfor, de bidrog og lukkede mig ind i deres liv,” siger hun.

Del artiklen