Lærerne er blevet prygelknabe, og skolen er i krise. Nu er en faglig aktivisme på vej

”Det er første gang i mange, mange år, at jeg som forsker er med i et initiativ, der er så fagligt håbefuldt som det her. Ja, det er kaotisk, og vi har ikke nogen penge. Men der er en fantastisk energi. Og jeg tror simpelthen, det er, fordi vi forener vilje med viden. Der er et stort forandringsdrive blandt dem, der er med, ’vi vil det her’,” siger skoleforsker Helle Rabøl Hansen, der sammen med Andreas Rønne Nielsen og Robin Vickery er blandt initiativtagerne til bevægelsen ”Skole i morgen”, der den 15. marts afholder et halvt døgns arrangement, der sætter skolens udvikling til debat.

Initiativet kommer efter et år med en række arrangementer og værksteder, der har samlet flere og flere stemmer i skoledebatten med ambitionen om at flytte fokus henimod løsninger og visioner.

For at forstå den energi, som Helle Rabøl Hansen taler om, skal vi cirka 12 måneder tilbage og ind i den såkaldte ”Fishtank – Social HUB”, der er en slags fællesskab/kontorfællesskab for mennesker, organisationer og virksomheder, der har fokus på at løse forskellige sociale udfordringer i samarbejde mellem en række aktører på socialområdet, kultur- og fritidsområdet og civilsamfundet. Det er et initiativ, der er taget af Borgercenter Børn og Unge i Københavns Kommune netop i en erkendelse af, at mange af tidens store sociale udfordringer skal løses i samspil mellem sektorer.

” ’Skole i morgen’ er vokset fra nogle samtaler over frokostbordet. Så blev det til nogle samtaler, vi flyttede ud i nogle mødelokaler. Og flere og flere sluttede sig til. Det kulminerede så til et arrangement den 17. marts sidste år, da der lige pludselig dukkede næsten 200 mennesker op, selvom kun 150 var tilmeldt. Og så har vi efterfølgende jo haft fat i de folk, der var med, og har afviklet seks-syv fysiske og tematiske værksteder med i gennemsnit sådan 20-30 mennesker, der dukker op,” fortæller Andreas Rønne Nielsen, der selv arbejder med at facilitere og undervise både netværk, ledergrupper og teams, og som også har en baggrund som formand for skolebestyrelsen for Langelinieskolen på Østerbro i København.

En syntetisk diskussion

Ambitionen har fra start været at flytte skoledebatten hen imod løsninger, visioner og ikke mindst samling.

”Vi gad ikke at bruge tid på at skulle sidde og diskutere eller slå hinanden i oven i hovedet med, hvad krisen var. Altså er det skærmen? Er det forældrene? Er det testene? Er det alle de her ting? Vi konstaterer bare, at det simpelthen går den forkerte vej. Den forkerte vej udtrykt i en entydig tendens mod mere mistrivsel, og udtrykt i en entydig bevægelse mod mere segregation af børnene. Og vi har denne her følelse af, at det kan vi sådan set godt gøre bedre,” siger Andreas Rønne Nielsen og fortsætter:

”Der eksisterer jo en enorm viden, en enorm mængde af praksis og en enorm mængde af ildsjæle. Men af en eller anden grund er hver enkelt medarbejder i skolen og hver enkelt skole blevet en ø i et politisk stormvejr, hvor vi nærmest bare driver fra hinanden. Så vores store ønske er at samle. Samle både viden og de mange ildsjæle,” siger Andreas Rønne Nielsen.

Helle Rabøl Hansen er oprindeligt uddannet jurist og har i snart 25 år arbejdet med skoleforskning på en lang række forskellige felter. Hun ser også et behov for at flytte skoledebatten.

”Der er ingen grund til igen at tage den der syntetiske og politiske diskussion om, hvorvidt der er en mistrivsel. Når man som jeg har været i skoleforskning længe, så kan man tydeligt se, at der er et motivationstab og et tilhørstab i skolen. Samtidig er det en meget mere diffus verden for børn og unge i dag. Den ændring, som jeg har været optaget af de seneste ti år, er, at det at høre til er blevet mere diffust. Det har noget at gøre med samfundsudviklingen,” siger Helle Rabøl Hansen og uddyber:

”Det er for enkelt at sige, at det er forældrene, eller det er teknologi. Meget af livet er digitaliseret, og det, der ikke er digitaliseret, er ikke, som da vi andre voksede op, hvor vi måske mere naturligt flød ind i nogle fællesskaber i lokalkvarteret, i en livsstil, i socialklasse, eller i familiestrukturer.”

Skolen er en social portal

Helle Rabøl Hansen understreger dog, at det ikke bare er et sort hul af mistrivsel. Skolen har for hende netop potentialet til at blive en central aktør i trivselskrisen for børn og unge.

”Det er ikke bare en negativ udvikling. Tværtimod, fordi skolen er den social portal, vi alle sammen kommer igennem. Og der kunne man skabe noget mere tilhørsro for børn og unge. Det er i dyb respekt for det, vi ved om læring. Vi har siden slut 1920’erne vidst, at læring er en social dynamik. Men vi glemmer det indimellem, når det forsvinder i test, i internationale standarder og alt det der. Skole kan være et sted, der samler, og vores udgangspunkt i ”Skole i morgen” er, at vi ville have en mere favnende skole. Vi vil tilbage til en bredere forståelse af læring og en bredere og mere visionær forståelse af, hvad læring og undervisning er,” siger Helle Rabøl, der lige nu ser en brydning mellem en visionær og en mere tilbageskuende vej i måden at tilrettelægge skolen på.

”Når man kan se, at det ikke rigtig går på denne måde, så er der noget trygt ved at søge tilbage.

Og der er da også perioder i skolehistorikken, hvor vi kan hente noget inspiration. Men vi kan ikke rykke fuldstændig tilbage. Det er fremtiden, vi er optagede af. Alle lærere ved, hvordan de skaber passioneret undervisning. Men når de også bliver trykket af samfundskrav, smalle læreplaner, for mange læringsmål og en eksamen til slut, som har set ud på samme måde i over 100 år, så sætter vi dem i en umulig situation,” siger Helle Rabøl Hansen.

Lærerne er blevet prygelknabe

Både Helle Rabøl Hansen og Andreas Rønne Nielsen vil med ”Skole i morgen” bringe både den viden, de muligheder og de erfaringer frem, som de mener, allerede nu findes i skoleverdenen.

”Erfaringerne fra de frikommuneforsøg, man har lavet på skoleområdet, ligner fuldstændig til forveksling de erfaringer, man fik på ældreområdet. Nemlig at de mange spændende tiltag, man gjorde, i vid udstrækning kunne lade sig gøre inden for gældende lovgivning. Der er noget, der tyder på, at der mange steder er et billede af, at meget ikke kan lade sig gøre. Der er en form for selvcensur. Man er bange for at gøre noget, fordi man tænker, det er umuligt. Det kan vi ikke. Men det kan man godt. Så der ligger en opgave i at frisætte fantasien ude i skolen igen. Den er blevet fastlåst i et billede af, at vi ligesom kun kan styre efter nogle bestemte ting,” siger Andreas Rønne Nielsen, der har mærket stor tilslutning fra lærere til de værksteder, hvor der er blevet arbejdet med forskellige temaer inden for skoleverdenen.

”Vi mærker en kæmpefaglige begejstring, fordi det lige pludselig bliver tilladt at begynde at dele visioner på tværs. Vi har jo mange lærere, der er aktive i vores netværk. Og det med at finde ligesindede har en kæmpe betydning for dem. Det er bare for vildt. Så jeg tror, at den der selvcensur, det, at man lukker sig om sig selv, er en konsekvens af, at skolen har fået så mange bank de sidste 20 år. Lærerne har afgivet et kæmpe prestigetab i forhold til, hvad det er for en rolle, de har haft tidligere. De er blevet prygelknabe for alt muligt,” siger Andreas Rønne Nielsen.

Et skoleeksperimentarium

Dagen, hvor det foreløbig kulminerer, er den 15. marts, hvor der fra klokken 10-22 bliver diskuteret, debatteret, leget og eksperimenteret.

Dagen begynder med, at eleverne får det første ord. 26 klasser fra mellemtrin og udskoling bliver inviteret til et skoleeksperimentarium, hvor de blandt andet kan være med til at bygge et klasselokale og drøfte både elevinddragelse og demokrati i skolen.

Efter det kommer lærere og fagfolk, der brænder for skoleudvikling. De kan deltage i et såkaldt ”nydidaktisk laboratorium”, gå på opdagelse i en udstilling om folkeskolens formålsparagraf, opleve skolearkitektur i børnehøjde, og de kan lade sig inspirere af, hvordan andre ser pauser og frikvarteret som en del af skolen didaktiske potentiale.

Dagen slutter af med fire timers folkemøde fra klokken 18-22, hvor der bliver oplæg og debatter om alt lige fra skolefravær til børnesyn.

Det hele foregår i bygningerne ”Spor 10”, som er fem store haller i Jernbanebyen i Københavns sydhavnskvarter.

”Vi har forsøgt at få så mange sanser i spil, som overhovedet muligt. Der vil være værksteder, hvor man måske bliver introduceret til noget. Der bliver korte oplæg af ti minutters varighed om nogle visioner og tanker. Men det er ikke en konference. Det er ikke et seminar. Det er ikke et kursus. Det er ikke en messe. Hvis jeg skulle kalde det noget, vil det være et skoleeksperimentarium. Lidt ligesom når man er ude på museet ”Eksperimentariet”, hvor man kan prøve ting af og have dem i hænderne. Det bliver det samme her,” siger Andreas Rønne Nielsen.

Nutidsaktivisme uden et ”nej-skilt”

I den kommende måned bliver programmet endeligt fastlagt. Men folkene bag ”Skole i morgen” ser længere frem end arrangementet den 15. marts. Både Helle Rabøl Nielsen og Andreas Rønne Nielsen ser initiativet som en bevægelse, der er sat i gang.

”Selvom arrangementet den 15. marts er et event, der skal leve i sig selv, så ser vi det i et lidt længere forløb. Vi håber på, at det samarbejde, der er etableret mellem de forskellige medvirkende, fortsætter. Man kan også sagtens forestille sig, at der vil være nogle eksperimenter, der fortsætter og måske udvider sig. Man kan forestille sig, at vi samarbejder med kommuner og rykker nogle af dagens eksperimenter ud i kommuner i et lidt mere fast forløb. Man kan forestille sig mange ting. Så vi har mange idéer på tapetet under den arbejdstitel, at det er skolen, der er i krise. Vi siger ikke, at eleverne er i krise,” siger Helle Rabøl Hansen, der ser en optimisme i den bevægelse, der er sat i gang.

”Jeg har været med i mange initiativer inden for skoleverdenen i de sidste mange år. Der, hvor det her er anderledes, er, at der en form for nutidsaktivisme. Altså ikke aktivisme med et nej-skilt, som man tit forbinder aktivisme med historisk. Her er det en faglig aktivisme. Jeg synes, det er befriende. Det er også kaotisk, men det er lidt befriende, at det tør være det. Vi står ved en korsvej med den her krise. Der er en masse muligheder, der skal gribes. Og der må vi så skubbe hierarkierne lidt ud og ligesom sige, at nu går vi med den kreative og faglige stimulans, der er i det her,” siger Helle Rabøl Nielsen.

På hjemmesiden kan man se programmet og mere om ”Skole i morgen”.

Billetter er gratis og kan bestilles her.