Mestringsforløb bør være en del af beskæftigelsesindsatsen for voksne med ADHD

Fordomme og misforståelser om ADHD leder alt for ofte til både ydmygende og nedværdigende håndtering af personsager i det offentlige – fx at ADHD kan fikses med medicin og meditation, skriver debattør Fie Vesterled, som først som 40-årig blev diagnosticeret med ADHD. Det er både en god økonomisk og medmenneskelig investering at tilbyde mestringsforløb som en del af beskæftigelsesindsatsen, argumenterer hun.

25. januar 2024

Af Fie Vesterled, Ejer af virksomheden Neurodivergent Ledelse og sendiagnosticeret med ADHD

Del indlægget

”Stop med at fokusere på de udfordringer ADHD måtte give, og begynd fx i stedet at meditere”.

Det var det skriftlige svar på sin ansøgning om et ADHD-mestringsforløb, som min nydiagnosticerede, langtidssygemeldte bekendte for nyligt modtog fra jobcentret.

Uden at underkende de mange positive effekter, som meditation uomtvisteligt bidrager med, så gætter jeg alligevel på, at det er eksempler som dette, der har inspireret Nina Smith, professor i økonomi ved Aarhus Universitet og formand for Reformkommissionen, til konklusionen om, at mange borgere ikke opfatter beskæftigelsessystemet som en medspiller.

Reformkommissionen blev nedsat af regeringen i 2021 og havde blandt andet til opgave at komme med forslag til reformer, som styrker beskæftigelsen og skaber bedre rammer og arbejdsforhold for mennesker, der har svært ved at opnå eller fastholde deres arbejde.

Jeg er selv sent diagnosticeret med ADHD, og via mit arbejde og personlige netværk er jeg stødt på utallige variationer over dette eksempel på nedladende jobcenterbehandling. Det er nærliggende at tænke, at årsagen skal findes i det mangeårige besparelsesregime, som jobcentrene har været underlagt. De vedvarende nedskæringer har både ført til idéen om, at alle problemer kan løses med en virksomhedspraktik; og til en offentlig sektor, som fra politisk niveau er indoktrineret med et menneskesyn, der klassificerer langtidsledige som snedige samfundsnassere. Jeg har bare endnu til gode at møde en sagsbehandler, som ikke ønsker det bedste for sine borgere, og derfor tror jeg heller ikke, at samfundsøkonomi og politisk ansvarsfralæggelse udgør hele forklaringen.

Fordomme spænder ben

Derimod kan forældede opfattelser af ADHD-diagnosen, samt af behandling og mestring af ADHD, meget vel føre til utilstrækkelig og forfejlet sagsbehandling. En hyppig antagelse er, at ”nu har du jo fået en diagnose og noget medicin, så nu må problemerne være løst”. Men mens nogle lidelser ganske rigtigt passer ind i formlen Diagnose + medicin = rask, så minder vejen til behandling og mestring af en ADHD-diagnose i højere grad om definitionen på den fysiske kaosteori: ”komplekse og uforudsigelige systemer, der er meget følsomme over for små ændringer, og hvor selv små variationer kan føre til store konsekvenser”.

Særlig udtalt er antagelsen om, at medicin er lig med mestring. Det er det ikke.

Medicin er indiskutabelt en afgørende og virksom del af behandlingen for langt de fleste. Den medicinske behandling regulerer døgnrytme, energibalance, og kernesymptomer som impulsivitet, hyperaktivitet og opmærksomhed og forebygger burnout. Men medicinen lindrer kun symptomerne – den fjerner dem ikke. Effekten af medicinen er desuden på daglig basis påvirket af faktorer som fx søvnkvalitet, fysisk aktivitet, ydre og indre stress-faktorer, følelsesmæssige påvirkninger, mængden og intensiteten af krav, og muligheden for planlægning og forudsigelighed. For kvinder kommer dertil vores hormonelle cyklus, som i høj grad påvirker ADHD-medicinens effekt. Du kan dermed som ADHD-patient opleve virkelig god effekt af din medicin den ene dag, og knap så god den næste.

Da ingen medicin effektivt kan fjerne alle symptomer på ADHD, er det helt essentielt, at nydiagnosticerede med ADHD tilbydes hjælp til at udvikle og implementere mestringsstrategier. Og her duer en plug-and-play håndbog ikke. ADHD kommer meget forskelligt til udtryk fra person til person, så effektiv mestring opstår først, når man kombinerer indgående forståelse for ADHD-diagnosens biologi med en god selvforståelse. Først da kan du foretage den løbende årsags- og virkningsanalyse, som gør dig i stand til at udvikle og implementere nye metoder, vaner og leveregler. Det er et komplekst og meget omfattende stykke mentalt arbejde, som mennesker med ADHD i dag overvejende står alene med.

Respektfulde reformveje

Gode mestringsstrategier er afgørende for, at mennesker med ADHD kan trives og være langtidsholdbare på arbejdsmarkedet.

Min personlige oplevelse er, at ADHD-medicinen løfter mig op og væk fra den brændende platform, mens mestringsstrategierne giver mig livskvalitet og forbedrer min præstationsevne. Det er ligesom med peanutbutter og syltetøj – du kan godt spise dem hver for sig, men i kombination opnår du lige præcis den sammensætning af sødt, salt, og fedt, som fylder dine energidepoter op til max og får dine frontallapper til at juble. Derfor bør mestringsforløb betragtes som en god samfundsøkonomisk investering.

Vejen til en ADHD-diagnose som voksen er, for de flestes vedkommende, lang, opslidende og belagt med stress, angst og depressioner. Tilknytningen til arbejdsmarkedet har sandsynligvis allerede været envanskelig øvelse i årevis, inden diagnosen stilles. Det er derfor nedslidte, desillusionerede mennesker, som møder op på jobcenteret med hjertet i hånden for at få hjælp. Det er både respektløst og ydmygende at blive mødt af et autoritært positivitetstyranni i en så sårbar situation.

Nina Smith og Andengenerationsreformkommissionen anbefaler i deres rapport ”Nye reformveje 3”, at borgere med funktionsnedsættelser skal mødes med individuelle indsatser, som er tilrettelagt i respekt for og med inddragelse af borgens egne ønsker og perspektiver, og med fokus på at opnå mestringsevne hos den enkelte person. Jeg håber, at nogen lytter til Nina og Reformkommissionen!