Vi skal alle blive bedre til at spotte OCD

Der er stadig for mange OCD-ramte, der går alt for længe med en ubehandlet OCD, skriver Søren Rossé Segel, der er formand for OCD-foreningen. Han peger her på øget viden og større åbenhed om OCD som afgørende for, at lidelsen bliver opdaget og den OCD-ramte kan opsøge den rette behandling.

23. november 2023

Af Søren Rossé Segel, formand, OCD-foreningen

Del indlægget

Hvis man ikke ved, at man lider af OCD, kan man så overhovedet gøre noget ved det?

Mange af dem, vi møder i OCD-foreningen, har først meget sent i livet fundet ud af, at det er OCD, der er årsag til de tvangstanker, de i alt for mange år har kæmpet med.

Følelsen af at have givet op er desværre fremherskende for mange, vi møder, og den første og sommetider største barriere for at opsøge behandling for de tvangstanker og tvangshandlinger, der måske i flere år har været fuldstændig styrende for deres liv. Forfatteren Olav Hergel fortæller i artiklen ”Genkendt: Det var en kæmpe hjælp at finde ud af, at jeg ikke var alene – at tvangstankerne havde et navn”, at det først var som 43-årig han lidt tilfældigt ved at læse en kronik af psykiater Tom Bolwig fandt ud af, at der var OCD’en, der gennem mange år havde givet ham store udfordringer og havde udløst skyld og skam og i sidste ende en depression. Da han først fandt ud af, at han led af OCD, og ikke mindst at han ikke var den eneste i verden, der havde det som ham, kunne han begynde aktivt at opsøge hjælp.

For mange ubehandlede

Der er desværre alt for mange OCD-ramte, som kan spejle sig i Olav Hergels fortælling. Selvom der i de seneste år heldigvis er kommet meget mere åbenhed om psykiske lidelser som OCD, så er der stadig for mange OCD-ramte, der går alt for længe med en ubehandlet OCD. Deres nærmeste omgivelser har ikke spottet det, og hvad værre er: Fagpersoner, der burde have spottet det, har ikke reageret. Så selvom vi synes, at mange tabuer om psykiske sygdomme er blevet nedbrudt, og vi taler mere om dem end tidligere, så taler vi stadig for lidt om dem – både generelt i den offentlige debat, og i de konkrete tilfælde, hvor vi er sammen med en person, der udviser en adfærd, der burde tænde adskillige advarselslamper.

Første led i kæden er udbredelse af viden om OCD. Jo flere der ved mere om OCD, jo større er chancen for, at man fanger signalerne og kan hejse et flag det rette sted. Det er afgørende, at de fagpersoner, der har tæt kontakt med vores børn og unge, har i det mindste en grundlæggende viden om OCD, og meget gerne om andre varianter end de mere klassiske som bakterieangst med overdreven håndvask til følge eller tjekkeadfærd, hvor man skal tage i håndtaget lige nøjagtigt syv gange for at føle sig sikker på, at døren er låst. For en del OCD-ramte er tvangstankerne og ritualerne rent mentale og kan være ekstremt tabubelagte og skamfulde som for eksempel aggressive eller seksuelle tvangstanker – tænk, hvis jeg kunne finde på at myrde mine nærmeste eller forgribe mig på et barn, er blot nogle af de typiske eksempler. Også i de tilfælde skal fagpersonerne – og alle vi andre ­– være bedre til at blive opmærksomme på det og skabe et rum, hvor der kan tales om det, hvor pinagtigt det end måtte være.

Forebyggelse og tidlig opsporing

I september 2022 blev der indgået en bred politisk aftale om en 10-års plan for psykiatrien. Planen afspejler en erkendelse af, at vi som samfund i dag står med massive udfordringer med et voldsomt stort antal psykisk syge og sårbare – ikke mindst blandt børn og unge. Det kan der være mange grunde til, men en af dem er uden tvivl, at psykiatrien og indsatsen over for psykisk sygdom helt generelt har lidt under mange års mangelfuld politisk opmærksomhed og helt utilstrækkelige bevillinger.

Der er gode intentioner i planen, men det hele står og falder som altid med, om de tilførte midler så også bliver brugt der, hvor det kommer den enkelte til gode – det må vi alle følge nøje og reagere på, hvis det ikke sker. Der er ikke noget i planen, der konkret sigter mod OCD-ramte, men en øget forskningsindsats samt forebyggelse og tidlig opsporing – som er to hovedpunkter i planen – vil forhåbentlig også komme OCD-ramte til gode.

En af de prioriterede indsatser i planen er ”Opbygning af et lettilgængeligt tilbud i kommunerne til børn og unge med psykisk mistrivsel af ensartet høj kvalitet”, og det kan vi fra OCD-foreningen naturligvis kun støtte op om. For at det kan ske, skal vi dog endnu en gang tilbage til første led i kæden og hele forudsætningen for, at vi kan give det rette behandlingstilbud til de OCD-ramte: Vi skal have udbredt så meget viden og opmærksomhed om lidelsen, at den OCD-ramte selv, de nærmeste omgivelser og de fagpersoner, der har tæt kontakt med vores børn og unge, bliver opmærksomme på de signaler og den adfærd, der kunne bunde i en OCD-lidelse.

Hvordan opdages OCD?

Desværre kommer OCD til udtryk på så mange forskellige måder, at det svært at sige noget konkret og særligt brugbart om, hvordan man specifikt kan opdage OCD. Overordnet handler det om mønsteret med plagsomme ufrivillige tvangstanker, der ofte har en “hvad nu hvis…”-karakter, og de deraf afledte tvangshandlinger for at nedbringe angst eller forhindre noget slemt i at ske. Nogle typer tvangshandlinger kan være tydelige tegn på OCD, fx overdreven håndvask/hygiejne/rengøring, lange tjekkeritualer af fx komfur, dør og elektriske apparater, mens andre tvangshandlinger er sværere at få øje på og derfor genkende som tegn på OCD, fx bønner, talremser, og andre mentale tvangshandlinger, google-søgninger, undgåelse mm.

OCD kan behandles

Fra OCD-foreningens side vil vi gøre alt, hvad vi kan for at bidrage med vores viden og erfaringer. Vi er sat i verden for at udbrede viden om OCD og yde støtte og rådgivning til OCD-ramte og deres pårørende, så brug os endelig, hvis du arbejder med børn og unge, og du og dine kollegaer har brug for at blive klædt bedre på til at spotte OCD’en så tidligt som muligt. Den gode nyhed er nemlig, at der er veldokumenterede metoder til behandling af OCD – både terapeutiske metoder, primært i form af kognitiv adfærdsterapi og andre beslægtede terapiformer – medicin og andre behandlingsformer, der er på vej, som eksempelvis TMS (Transkraniel Magnet Stimulation). Men det hele står og falder med, at vi alle bliver bedre til at se OCD’en tidligere. Så er du en voksen med ansvar for børn og unge, og vil du yde et bidrag til øget psykisk trivsel blandt vores børn og unge, så har du muligheden her. Vil du det?

Om OCD

  • OCD (Obsessive Compulsive Disorder) er en angstlidelse med tilbagevendende tvangstanker og/eller tvangshandlinger. 
  • Det anslås, at over 100.000 børn, unge og voksne danskere lider af OCD. 
  • OCD findes i alle sværhedsgrader, lige fra den helt milde version til den svært invaliderende tilstand, hvor stort set alle døgnets vågne timer er beslaglagt af tvangstanker og -handlinger.
  • De mest kendte varianter af OCD er bakterieangst med overdreven håndvask til følge og tjekkeadfærd, hvor man for eksempel skal tjekke komfuret utallige gange af angst for, at det ikke er slukket, og at man dermed kan være skyld i en ulykke. 
  • En del OCD-ramte er også plaget af meget pinagtige og tabubelagte tvangstanker om, at de for eksempel kunne finde på at skade en af deres nærmeste eller begå overgreb mod et barn.
  • OCD kan behandles med terapi – primært kognitiv adfærdsterapi og beslægtede adfærdsterapeutiske metoder – og/eller medicinsk med SSRI-præparater, som er antidepressiv medicin, populært kaldet ’lykkepiller’. Andre behandlingsformer er på vej som for eksempel TMS (Transkraniel Magnet Stimulation). 
  • Se yderligere information om OCD på OCD-foreningens hjemmeside