Hjemløsereformen: Succesen afhænger af, om borgerne får den støtte, de har brug for, når de skal klare sig i eget hjem

3000. Det er er antallet af hjemløse, der lige nu overnatter på et af landets cirka 100 herberger og forsorgshjem. Tallet har været stigende de senere år – og det samme har længden af opholdene. For nogle borgere ender herberget eller forsorgshjemmet med at være deres base gennem flere år.

Men med hjemløsereformen, der trådte i kraft 1. oktober i år, kommer det til at se anderledes ud. Reformen giver kommunerne økonomisk gevinst, når de får deres borgere hurtigt videre fra herberg til permanent bolig. Efter fire måneder på herberg – og tre måneder, når loven er fuldt indfaset – overgår det statslige tilskud, kommunerne modtager for en borger på herberg, nemlig til bostøtte i eget hjem.

Kernen i hjemløsereformen er Housing First-tilgangen, hvor grundtanken er, at man ved hurtigst muligt at hjælpe hjemløse borgere i egen bolig og give støtte til alt fra praktiske opgaver til netværksopbygning og misbrugsbehandling, kan gøre op med hjemløshed.

”Det er selvfølgelig godt, at borgerne kommer hurtigere i egen bolig. Det er den helt rette vej at gå Men skal det lykkes, er det er vigtigt, at borgeren får den rette støtte,” siger Jeanette Bauer, der er chef for Kirkens Korshær, der driver herberger og forsorgshjem over hele landet.

Hos WeShelter, der driver to herberger i København, bakker direktør Ole Mikkelsen også op om reformen.

”Der er ingen grund til at opholde sig længere end højst nødvendigt på et herberg. Det er et hårdt miljø, og det har aldrig været tænkt som et hjem.”

Han peger på, at reformen skaber en ny virkelighed, hvor herbergerne hurtigt skal hjælpe de hjemløse beboere videre til egen bolig. Det er godt, men det stiller nye krav til både indsatsen på herberget og til samarbejdet med kommunen.

”Jeg har arbejdet i WeShelter i snart fire år, og nogle af de hjemløse beboere har boet på vores herberger næsten lige så længe. Det betyder, at der har været god tid til at opbygge en relation – og til at give ro og omsorg. Fremover skal vi fra dag ét have fokus på at hjælpe beboerne i egen bolig. Det er værdigt og respektfuldt at kunne møde et hjemløst menneske i dets ønske om at få en permanent bolig, men det kræver et andet fokus og en anden socialfaglig tilgang – og at vi hurtigt starter et tæt samarbejde med kommunen om overgangen til eget hjem,” siger Ole Mikkelsen.

WeShelter har det sidste år været med i et pilotprojekt med Københavns Kommune med fokus på Housing First og har derfor allerede gjort sig erfaringer med samarbejdet. Blandt andet har de skabt en arbejdsgang, hvor kommunens sagsbehandler tidligt i forløbet kommer ud på WeShelters herberger og i samarbejde med både den hjemløse borger og WeShelter afklarer, hvilken bolig-løsning der er hensigtsmæssig.

I Københavns Kommune har man imidlertid en udfordring, nemlig mangel på betalbare boliger. Det står i vejen for at få de hjemløse beboere på herbergerne hurtigt videre i egen bolig.

”Vi kan mærke, at der kommet mere udskiftning blandt de københavnske beboere, men der er stadig nogle, der kommer til at opholde sig længe på herberg. Både københavnere og beboere fra andre kommuner. Det betyder, at vi er nødt til at køre i to spor,” siger han.

Retten til selv at bestemme

I de kommuner, hvor man allerede har brugt Housing First-tilgangen, har det kunnet læses på bundlinjen, når antallet af hjemløse skulle optælles. Metoden virker, men Ole Mikkelsen kan – ud over manglen på betalbare boliger – være bekymret for, om borgerne med reformen faktisk får den støtte, der skal til, for at de kan opbygge et liv i eget hjem.

”Jeg kan godt frygte, at kommunerne ikke er parate til at betale for den dyre støtte uden udløbsdato, men i stedet vil vælge en billigere midlertidig støtteform. Det kan få den konsekvens, at nogle tidligere hjemløse vil vende tilbage til hjemløshed,” siger han.

Med reformen er kommunen forpligtet til at give borgeren, der flytter fra herberg eller forsorgshjem til eget hjem, bostøtte ud fra en af Housing Firsts tre evidensbaserede metoder, alt efter hvor stort behovet er. Borgere med stort støttebehov skal tilbydes den såkaldte ACT-metode, hvor støtten varetages af et tværfagligt team med både bostøttemedarbejdere, sygeplejersker, misbrugsbehandler, psykiater og socialrådgiver, og som ikke har nogen tidsbegrænsning.

Jeanette Bauer deler Ole Mikkelsens bekymring:

”Reformen er båret af en incitamentsstruktur, og derfor kan jeg godt blive bekymret for, om borgerne faktisk får den støtte, de har brug for. Når man har en presset økonomi, kan man så komme til at vælge noget, der ikke er det helt rigtige?” spørger Jeanette Bauer.

Sammen med andre herbergsaktører har hun kæmpet for, at retten til selvbestemmelse kom med i reformen. Ligesom man på andre områder har ret til selv at bestemme, skal det være op til den hjemløse borger selv at vælge, om det skal være kommunen eller en herbergsaktør, der leverer bostøtte, mener hun.

”Mennesker i hjemløshed er ligesom alle andre mennesker forskellige, og det er jo også det, der ligger i Housing First-tilgangen. Det skal være en individuel støtte tilpasset det enkelte menneske, og det er forskelligt, hvad de har behov for. For nogle vil det være helt fint, at det er kommunen, der giver støtte, for andre er det trygt, at det er Kirkens Korshær eller en anden herbergsaktør,” siger hun og peger på, at herbergsaktørerne kan tilbyde en kontinuitet og et kendskab til borgeren, som kommunen ikke kan.

”Vi bruger tid på at opbygge en relation og finde ud af, hvordan vi kan hjælpe den konkrete borger videre i deres liv, mens han eller hun er på herberget. Det vil vi fortsat gøre, selvom opholdene bliver kortere. Det betyder, at vi har øje for nogle ting, som man ikke nødvendigvis kan spotte, hvis man ikke har kendskab til det konkrete menneske. Fx havde jeg en medarbejder, der var hjemme og besøge en borger i eget hjem og kunne se, at hans psykiske sygdom, som hun havde fulgt over måneder, var blusset op igen. Det slags ser man ikke nødvendigvis, hvis man ikke har det lange kendskab,” siger hun og fortsætter:

”Det, at vi har en langvarig relation, gør også, at vi kan bygge videre på og forløse nogle potentialer hos borgeren. Samtidig er der nogle af de mennesker, der har boet på herberg, der har barrierer over for kommunen. De oplever ikke det offentlige system som en hånd i ryggen, men måske snarere som en pisk,” siger hun.

Ifølge aftalegrundlaget for hjemløsereformen skal kommunen lytte til borgerens ønske til leverandør af bostøtte. Hvis kommunen ikke vælger at følge borgerens ønske, skal der argumenteres for det, men der er ikke udviklet en model for frit at kun vælge leverandør af bostøtte, og der er derfor heller ikke afsat de penge, det vil koste.

Sammen om bostøtten

I Aalborg Kommune mener chef for Center for Sociale Indsatser, Tina Maria Larsen, at det er vigtigt, at herbergsaktørerne tager del i bostøtten. I Aalborg Kommune har man en lang tradition for at arbejde sammen på tværs af kommune og civilsamfund, og da hjemløsereformen var på trapperne, samlede hun de aktuelle medarbejdere i kommunen og civilsamfundsorganisationerne om samme bord.

”Alle har siddet ligeværdigt med i planlægningen af, hvad vi skal gøre fremadrettet. Målet er at nedbringe de svære overgange for borgerne. Og her har herbergs- og forsorgshjemsaktørerne en praksisnær viden og en ekspertise om efterforsorg, som vi er helt afhængige af. Allerede på disse møder lagde jeg vægt på, at vi alle skal kunne levere bostøtte, og herbergsaktørerne har både været med til at udvikle, undervise og deltage i det uddannelsesforløb, vi har haft, i de støttemetoder, der ligger i Housing First,” siger Tina Maria Larsen.

Mener du, selvbestemmelsesretten er vigtig, når der skal vælges bostøtte?

”Jeg mener, at man skal lytte rigtig meget til, hvad borgeren ønsker, men hvis det er en hjemtagelse fra København fx, fordi borgeren har boet på herberg her, så kan det være svært. Dels vil det blive dyrt, og dels kan man også spørge, om det er en god bostøtte, hvis man ikke er i nærheden. Jeg mener, at det vigtigste er, at vi som kommune og civilsamfundsorganisationer kan løfte opgaven sammen,” siger Tina Maria Larsen.

At nogle frygter, at kommunerne for at spare penge vil vælge en mindre omfattende støtte, end der er behov for, kan hun godt følge, men hun håber, at det hurtigt kommer til at stå klart for alle, at det betaler sig at investere.

”Jeg forstår bekymringen. Det er altid en udfordring, når man skal beslutte, hvor omfattende en støtte en borger har brug for. Men jeg håber selvfølgelig, at det bliver klart, at det betaler sig at investere i, at disse mennesker kan blive i eget hjem,” siger hun.

I Aalborg Kommune er de ikke så udfordrede på mangel på betalbare boliger som i København. Til gengæld har de en gruppe af særligt grønlandske hjemløse, der er glade for at bo på herberg og forsorgshjem og ikke så gerne vil i egen bolig, derfor er de i gang med at se på alternative boligløsninger.

”I Skurbyen her i Aalborg, hvor vi har en samarbejdsaftale med Kirkens Korshær, bor nogle af de borgere, der falder uden for kasserne. Kunne man lave samarbejde med boligorganisationer, hvor man skaber en anden måde at bo på, hvor man ikke sidder alene i sin lejlighed? Det er noget af det, vi er ved at se på, og som vi også taler med civilsamfundsorganisationerne om,” siger hun.

Samarbejdet er afgørende for reformens succes

Ilja Sabaj-Kjær er programchef i Hjem til Alle alliancen, der arbejder for at reducere hjemløshed blandt unge i Danmark. Han peger på, at reformens succes hænger tæt sammen med, om kommuner og herbergsaktører formår at skabe et godt samarbejde og have for øje, hvad der er mest hensigtsmæssigt for den enkelte borger.

Også han mener, det er vigtigt at bringe herbergsaktørernes årelange ekspertise i spil – også på den anden side af hjemløsheden.

”Mange af herbergsaktørerne har god erfaring med at opbygge relationer til og støtte de hjemløse borgere, hvoraf nogle har en skepsis overfor det kommunale system. Den erfaring er vigtig. I det hele taget er der brug for, at vi fokuserer på og investerer i at finde ud af, hvordan civilsamfundet og kommunerne kan samarbejde tættere sammen og på nye måder,” siger han og fortsætter:

”Herbergsaktørerne kan fx agere brobyggere i overgangen til eget hjem, fx ved at hjælpe borgeren med at række ud i lokalsamfundet og opbygge netværk. De vil også kunne bidrage til at løfte den konkrete bostøtte – afhængigt af, hvor massiv en støtte borgeren skal modtage. Ved den meget omfattende ACT, hvor også sundhedsvæsenet er koblet på, kan det måske være sværere med en ekstern leverandør,” siger han og fremhæver, at reformen rummer nye muligheder.

”Det er dens sigte at accelerere Housing First – og derfor vil det også give flere muskler til kommunerne, der kan styrke både indsatsen og samarbejdet,” siger han.

Alternative boformer og frivilligt arbejde

Selvom målet med reformen er at komme hjemløsheden i Danmark til livs, vil der være hjemløse borgere, der ikke kan klare sig i eget hjem. Ifølge en undersøgelse fra VIVE vil det dreje sig om omkring 20 procent af dem.

Det vil, ifølge Jeanette Bauer, betyde, at der vil være behov for at skabe nogle alternative boformer. Og her ser hun, at blandt andet Kirkens Korshær kan spille en vigtig rolle.

”Der vil være en gruppe, der har brug for nogle alternative botilbud, hvor man har sit eget hjem, men hvor der er mere støtte og fællesskab. Skurbyen i Aalborg og Hyttebyen i Vejle er eksempler på det. Det kunne også være sociale plejehjem eller sociale hospicepladser. Hvis man kigger ned i hjemløsetællingen, så er gruppen af ældre hjemløse vokset, og de har nogle andre behov end andre ældre. Her kunne jeg godt se, at vores viden og erfaring kunne komme i spil,” siger hun.

Spørger man Ole Mikkelsen hos WeShelter, hvilken rolle herbergsaktørerne skal spille, når der ikke længere er fyldt op på herbergerne, har han et forbehold.

”Det kommer an på, om vi som samfund skubber flere ind i hjemløshed, for så vil der fortsat være brug for herbergspladser. Det helt afgørende er derfor, at vi forebygger hjemløshed. Samtidig skal vi overvåge prisudviklingen, så vi er klar til at sætte ind, når konjunkturerne truer dem, der har mindst,” siger han og peger på et andet problem:

”Det er kun for hjemløse borgere på herberg, at refusionen flytter med til bostøtte. Det gælder ikke for hverken sofa-eller gadesovere. Jeg kan godt frygte, at vi skaber en situation, hvor alle skal forbi et herberg for at udløse refusionen. Eller at sofa- og gadesovere slet og ret kommer til at stå sidst i køen. Refusionen burde gælde for alle,” siger han.

Men han peger på, at uanset belægningen i de fremtidige herberger, så kan civilsamfundsorganisationerne bidrage til at løfte frivilligindsatsen. Han frygter, at den kan blive tabt på gulvet med reformen.

”Hos WeShelter er det frivillige arbejde en integreret del af vores tilbud. Allerede mens de opholder sig på herberget, har de mulighed for at blive introduceret for en frivillig, der følger med og støtter i overgangen til egen boligen. Det vil der ikke være samme tid til, når opholdene forkortes,” siger han og fortsætter:

”Den frivillige relation har en særlig værdi, netop fordi den er frivillig. Der er en værdighed i, at et menneske vælger en til uden at få penge for det. Og så er de frivillige besøg med til at bekæmpe ensomhed og isolation hos den tidligere hjemløse. Derfor er vi i WeShelter meget optagede af at arbejde sammen med kommunerne om at integrere den frivillige indsats i den faglige værktøjskasse,” siger han.