Kan kunst skabe forsoning mellem utrygge naboer og hjemløse migranter? Det undersøgte to kunstnere på Maria Kirkeplads

Han måtte nærmest træde hen over dem, den dag han var på vej ind i Mariakirken til et møde med menighedsrådsformanden. Nogle sov, andre var vågne. Egentlig ville kunstner Kenneth Balfelt gerne være imødekommende – hilse på dem. Men han gjorde ingenting. For hvilket sprog skulle han henvende sig på? Og ville de i virkeligheden helst være i fred? Heller ikke menighedsrådsformanden introducerede dem.

”Det var, som om de var der, men alligevel ikke var der. De var jo på ingen måde til at overse, alligevel var der ingen kontakt mellem dem og de mennesker, der var knyttet til kirken eller levede i lokalområdet, og vi mærkede jo også selv en barriere,” fortæller Kenneth Balfelt, der er en del af kunstnerduoen Kenneth Balfelt Team // Johan August.

Han taler om de migranter, der indtil slutningen af sidste år overnattede på Maria Kirkeplads på Istedgade på Vesterbro i København, der dels ejes af Mariakirken og dels af Københavns Kommune. Mens kirken i mange år har ladet migranterne være, da de vidste, at de ikke havde andre steder at sove, ønskede naboerne i ejendommene omkring kirken dem væk. De var larmende, chikanerende og utryghedsskabende, mente de.

Den dag for omkring et år siden, da Kenneth Balfelt og Johan August mødtes med menighedsrådsformanden, var det for at tale om deres kommende kunstprojekt. Særligt Kenneth Balfelt havde i mange år brugt kunsten som metode til at inddrage socialt udsatte som hjemløse og stofbrugere. Den erfaring ville han gerne bringe i spil her.

Konflikterne omkring pladsen var eskaleret gennem foråret. Menighedsrådsformanden havde rakt ud til politikerne på Københavns Rådhus og bedt om hjælp til at løse den uholdbare situation og hjælpe migranterne med at finde overnatning. Mariakirken havde gjort sit, blandt andet ved at uddele mad og åbne et nødherberg i de kolde vintermåneder, mente han. Nu måtte kommunen tage ansvar.

Som Socialt Indblik tidligere har skrevet om, har migranter, der er EU-borgere, ifølge EU-lovgivningen, lov til at opholde sig tre måneder i Danmark – og seks måneder, hvis de er arbejdssøgende. De har også ret til at overnatte på natherberger på linje med danske hjemløse, men reelt bliver mange af dem afvist med den begrundelse, at de ikke har det gule sundhedskort eller ikke er i natherbergenes målgruppe.

Naboerne i ejendommene omkring havde sat gang i en underskriftindsamling. De ønskede et hegn om Maria Kirkeplads, der kunne holde migranterne væk.

”Fattigdomsmigranterne skaber ekstrem utryghed i kvarteret ved støjende adfærd, tricktyveri, overfald og de truer endda os lokale for at tiltvinge sig adgang til vores baggårde,” lød det blandt andet i den tekst, der ledsagede indsamlingen.

Og i en artikel i Berlingske Tidende efterlyste en nabo, at nogen tog ansvar:

”Lige nu skyder kommunen ansvaret over på kirken, kirken skyder den over på kommunen og de sociale myndigheder, som igen skyder den over på politiet. Og politiet skyder den tilbage til kommunen.”

Konstruktiv dialog om forandring

Der var så åbenlyst problemer og konflikter omkring kirkepladsen, fortæller Kenneth Balfelt om baggrunden for kunstprojektet Under Pressure, som han og Johan August endte med at skabe, og som er er del af Maria-projektet.

”Der havde været problemer længe. I en lang periode var det stofbrugerne. Nu var det så migranter, blandt andet romaer, der gennem de sidste 10-15 år havde indtaget pladsen, fordi de ikke havde andre steder at sove,” siger han og fortæller, at titlen Under Pressure refererer til alle involverede grupper: Kirken, migranterne, naboerne, kommunen og politiet. Det var nemlig ikke bare migranterne, der ifølge kunstneren, var under pres.

”Maria Kirkeplads er som et sindbillede af hele verden. Det er en komprimering af de konflikter, der opstår, når mennesker begynder at flytte sig rundt i verden og mødes i forskellige sociale lag. Med vores projekt ville vi forsøge at løse konflikterne i fællesskab og på en konstruktiv måde. Som kunstnere har vi til forskel fra mange andre faggrupper en mulighed for at stille os udenfor, risikere noget og prøve nogle ting af,” siger han.

Johan August supplerer:

”Vi kan eksperimentere. Og vi kan konstruere vores opfattelse af, hvordan problemstillingen skal forstås. Vi havde en problemstilling på pladsen blandt andet med naboerne, der lavede underskriftindsamlinger. Vi ville vende det på hovedet og gøre det til en konstruktiv dialog om forandring.”

Inspireret af Sydafrikas sandhedskommission, der i kølvandet på apartheidstyret havde til opgave at kortlægge krænkelser af menneskerettighederne for at skabe forsoning, ville Kenneth Balfelt og Johan August etablere det, de kaldte en forsoningskommission. Den skulle danne ramme for møde og dialog grupperne imellem.

Smuk musik om natten

I sommeren 2023, lige inden de to skulle i gang med deres projekt, skete der imidlertid en udvikling i situationen på pladsen. Underskrifterne, som naboerne havde samlet sammen, blev sendt afsted til kommunen – og resulterede i, at politiet ryddede Maria Kirkeplads.

De ankom en juninat og bad om at se migranternes ID.”’Er det jeres ejendele” spurgte de også og pegede på de cykler, trækvogne, tasker og andet, som stod på pladsen. Svarede migranterne ikke, blev det destrueret.

Migranterne måtte nu sove alle mulige steder rundt om i byen – uden værn og fællesskab, fortæller Kenneth Balfelt.

”De havde det virkelig skidt. Fx sov nogle af dem foran et hotel, hvor de en morgen fik hældt iskoldt vand i hovedet. Intet var selvfølgelig løst. Det er essensen af problemet. De her mennesker har intet sted at gå hen, selvom de på papiret har ret til at være her,” siger Kenneth Balfelt. 

Som planlagt satte han og Johan August i sensommeren gang i deres projekt og inviterede blandt andet alle aktører, kirken, migranterne, naboerne, kommunen og politiet, til forsoningsmøde.

”Ved at lade de involverede mødes i et rum, tale sammen – og måske åbne op for deres fordomme, ubegrundede analyser eller smertefulde handlinger over for hinanden, håbede vi, at det kunne føre til en større forståelse for hinandens perspektiver,” fortæller Johan August.

Omkring 15 migranter dukkede op til mødet, en fra kirken, et par stykker fra politiet, og en formand for en af de boligforeninger, der ligger op til kirken, repræsenterede som den eneste naboerne. Han fortalte, at naboerne var utrygge og havde været generede af støjen. Fx at én spillede saxofon klokken fem om natten. Det var, som han sagde, smukt, men det forstyrrede beboernes nattesøvn.

En af de migranter, der var med til mødet, begyndte at grine: ”Det var mig,” sagde han på rumænsk, men en tolk oversatte. Han var tydeligt flov.

”Det var sådan en menneskelig reaktion. Det forvitrede – og pludselig var der en kontakt mellem dem,” fortæller Johan August.

Fortolkning af lejrloven

Men selvom der opstod kontakt mellem formanden og migranten, var de to kunstnere frustrerede. Naboernes ringe fremmøde lod meget tilbage at ønske sig. Og heller ikke til det næste møde dukkede de op. Sammen med kirken forsøgte de på forskellig vis at skabe forståelse for migranternes situation, blandt andet hjalp de migranterne med at komme i medierne og fortælle deres historie.

Men der måtte andre tiltag til. De to kunstnere besluttede at invitere migranterne tilbage på pladsen og sove. Det ville de gøre af to grunde: De ville vise, at migranterne eksisterede, at man ikke løser sociale problemer ved at skubbe dem andre steder hen, og de ville etablere dialog mellem migranterne og de øvrige aktører.

Med hjælp fra Stenbroens Jurister, der yder retshjælp til blandt andet hjemløse og stofbrugere, lavede de derfor en fortolkning af den såkaldte lejrlov, der siden 2017 har givet politiet udvidede beføjelser til at slå ned på hjemløselejre i det offentlige rum. Men for at noget juridisk skal kunne vurderes til at være en utryghedsskabende lejr, er det et krav, at lejren har permanent karakter.

”Hvis de skulle være der, skulle de altså hver dag pakke deres ting sammen og rydde pladsen. De måtte heller ikke være utryghedsskabende, så de skulle være søde og venlige og sørge for, at pladsen blev holdt ordentlig. Det havde vi meget sjov ud af. Man kan sige, at vi overholdt loven, men vi fortolkede den også,” siger Kenneth Balfelt og fortæller, at de blandt andet skaffede et læsejl, som migranterne hver aften pakkede ud og overnattede under.

Som en sidegevinst begyndte migranterne at gå op i at holde pladsen pæn.

”Jeg tror, at de fandt en værdighed i at rydde op efter dem selv. Jeg spurgte på et tidspunkt kirken, om de nogensinde havde talt med migranterne om, hvad deres opførsel på pladsen betød for naboerne. Det havde det ikke. Nu havde vi mulighed for at skabe en god dialog om, hvordan de kunne være på pladsen uden at genere,” siger Kenneth Balfelt.

Han fortæller, at det var første gang i hans 20-årige karriere som kunstner, at han valgte at gøre noget, han vidste ville provokere.

”Jeg har aldrig brugt provokation som greb før, men her følte jeg, at det var nødvendigt at få migranterne tilbage til pladsen, fordi vi skulle have nogen op af stolen – og fordi vi ville hjælpe de her mennesker,” siger han.

Troede at problemet var løst

Ønsket om at få nogen op af stolen blev hurtigt opfyldt, da kunstnerduoen igen inviterede til forsoningsmøde. Her kom socialborgmesteren, menighedsrådsformanden og ikke mindre end 17 naboer.

”Vi har hele vejen igennem udtrykt sympati for, at naboerne befinder sig i udsat position, fordi der ikke findes en holdbar løsning på, hvor migranterne kan overnatte. Men de naboer, der dukkede op til mødet, var meget sure på os. De sagde: ’Nu troede vi lige, vi havde løst problemet’. Og et par stykker af dem gik efter fem minutter, fordi de ikke fik lov til at overtage dagsordenen,” fortæller Kenneth Balfelt.

At kommunens socialborgmester Karina Vestergård Madsen deltog i mødet, var ifølge de to kunstnere vigtigt, men det førte ikke til nogen handling.

”Hun sagde, at det var en problematik, der skulle gøres noget ved, men hun lovede ikke noget og pegede på, at der manglede penge. Hun sagde også, at det var vigtigt, at vi fik beboernes stemmer med. Det er selvfølgelig rigtigt, men hvorfor skulle det fremhæves? Hun er socialborgmester, så hvorfor sagde hun ikke: ’Det er meget vigtigt, at vi får de udsattes behov med i denne her løsning?’” spørger Kenneth Balfelt.

Selvom stemningen på mødet var både anspændt og skinger, fik alle grupperinger lov til at komme til orde.

Under Pressure sluttede den 31. november 2023, og den 1. december gik Kenneth Balfelt og Johan August ind på rådhuset sammen med 12 migranter, præsten, kuratoren og en nabo og overrakte socialborgmesteren en opsamlingsrapport med deres observationer og forslag til løsninger.

Efter projektets afslutning lejede Mariakirken en container og ryddede pladsen.

”De havde meldt ud, at det var det, der ville ske. Om vinteren driver de et natherberg, og de havde brug for at overveje fremtiden, så det var sådan set fair nok,” siger Kenneth Balfelt, men fortæller, at nogle af migranterne græd, da læsejlet, de havde sovet under og skuret, de havde haft deres ting i, blev fjernet.

”Nu skulle de igen sove under åben himmel og vandre rundt med deres ejendele. Og kirken får det samme problem, når herberget nu lukker ned for sommeren, for kommunen overtager ikke ansvaret,” siger han.

Men kom der så overhovedet noget ud af deres projekt?

”Ja, jeg mener, at det lykkedes os at give migranterne stemme og ansigt. Det er en gruppe af mennesker, som er ekstremt stigmatiserede, og som de fleste af os kun kender som flaskesamlere. Hvis vi skal komme tættere på at integrere dem i samfundet, er kendskab afgørende. Flere af dem har stået frem i medierne og fortalt deres historie – og naboerne kender dem lidt bedre. De har været i samme rum og talt sammen. Det er første skridt. Det er knapt så farligt at gå forbi hinanden. Samtidig har vi fået sat fokus på og diskuteret lejrloven,” siger han.

Indtil for nylig har alt været lukket ned på Maria Kirkeplads, men de to kunstnere er klar over, at der vil komme en ny situation, når natherberget nu lukker for sommeren – og migranterne igen står uden nattely. Når vejret bliver bedre, kommer der også nye migranter til landet.

”Det bliver spændende at se, hvad der sker,” siger Johan August.

Men har jeres projekt ændret ved den egentlige problemstilling: At disse mennesker ikke har et sted at være. Har jeres projekt rykket noget politisk?

”Vi har haft flere møder med de forskellige borgmestre i kommunen, og vi har haft socialborgmesteren med til forsoningsmøde. Vi har også haft en fin korrespondance med overborgmesteren, der er bare ikke kommet noget ud af det,” siger Kenneth Balfelt.

Han fortsætter: ”Jeg tror ikke, der sker noget, før vi får opløst den stigmatisering, der er omkring særligt romaerne. Så længe vi ikke har indset, at vi dømmer de her mennesker ude på forhånd, så længe vi som samfund ikke anerkender dem og ser dem som ligeværdige mennesker, så tror jeg, det bliver svært at ændre noget. Der kommer ikke noget ordentlig hjælp, før folk får et andet syn på dem. Og der håber jeg, at vi har sået nogle frø.”

Fra nogle har der lydt kritik af, at I har inddraget sårbare mennesker i jeres projekt og så efterladt dem. Hvordan forholder I jer til det?

”Vi føler, at vi har gjort det sammen med dem og har inddraget dem i beslutningerne. Vi har hele tiden italesat, hvad vi kunne tilbyde dem for at sætte realistiske forventninger og stillet os til rådighed for, at de kunne fortælle deres historie. Det er ikke os, der har brugt dem til at lave et værk,” siger Johan August og tilføjer:

”Men samtidig er det mennesker, der selvfølgelig føler en stor desperation. Jeg tror, at de synes, vi har gjort meget for dem, men at vi ikke rigtig er kommet nogen vegne. De har jo ikke noget sted at sove. Eller et arbejde for den sags skyld. Vi havde sagt til dem, at der ikke kommer til at ske noget radikalt før om nogle år. Man har en forpligtelse, når man arbejder med sårbare mennesker. Den har vi forsøgt at leve op til, men det er klart, at det kan være skuffende, når man begynder at håbe,” siger han.