20. april 2023

Højt arbejdspres blandt socialrådgivere rammer udsatte børn

Socialrådgiverne på børne- og familieområdet er så pressede, at det går ud over kvaliteten af deres arbejde. Det viser en rundspørge blandt medlemmerne af Dansk Socialrådgiverforening.

Ni ud af ti peger på ”højt arbejdspres”, når de skal svare på, hvad de oplever som forhindringer i deres arbejde med udsatte børn, unge og familier.

Det høje arbejdspres har ifølge socialrådgiverne konsekvenser for kvaliteten af deres arbejde.

26,5 procent svarer, at deres arbejdspres ”i meget høj grad” har negative konsekvenser for kvaliteten af deres arbejde, mens 41,2 procent mener, at det ”i høj grad” gør sig gældende.

Dertil angiver otte ud af ti af socialrådgiverne, at manglende tid udgør en forhindring i forhold til at inddrage børn og unge i deres egen sag. Det er dermed den mulighed, som flest angiver, når de skal pege på forhindringer i forhold til at få inddraget børn og unge i deres sager.

Undersøgelsen viser desuden at:

  • Seks ud af ti oplever, at økonomiske hensyn indimellem, ofte eller altid står i vejen for fagligt korrekte anbringelser.
  • Otte ud af ti oplever, at økonomiske hensyn indimellem, ofte eller altid står i vejen for fagligt korrekte forebyggende indsatser.
  • Næsten halvdelen af socialrådgiverne overvejer at søge væk fra børne- og familieområdet.
Del artikel