Hvorfor er udsathed og mistrivsel aldrig en hastesag?

Det har været gentaget flere gange fra skiftende regeringer, at specialeplanen var nøglen til at sikre, at mennesker med handicap får specialiseret hjælp uanset hvor i landet, de bor. Men selvomFolketinget skulle have behandlet planen i februar, er den nu udskudt. På ubestemt tid.

I 2022 præsenterede den daværende S-regering ellers et storstilet udspil. Nu skulle handicapområdet styrkes med en specialeplan. Udspillet hed ’Et liv med ligeværdige muligheder’, og ministeren dengang i maj måned 2022 var Astrid Krag (S).

Hun sagde dengang i en pressemeddelelse:

”Børn og voksne med handicap, psykiske lidelser eller sociale problemer skal have den rette hjælp, og de skal have den fra start. Vi skal have de rette tilbud med tilstrækkelig høj specialisering til de forskellige målgrupper. Derfor foreslår vi en ny og stærkere struktur på området, som bevarer og opbygger specialiseret viden, kompetencer og kvalitet i indsatserne – og ikke mindst i den kommunale visitation,” sagde ministeren og mindede om det, der var blevet sagt før valget i 2019.

”Vi sagde før valget, at vi ville indføre en specialeplanlægning. Nu er det forberedende arbejde tilendebragt, og jeg ser frem til at forhandle det med partierne. Når vi står med en fuldt udrullet specialeplanlægning, så vil det være et strukturelt løft og et af de største fremskridt for socialområdet ganske længe.”

Det var dengang. Nu skriver vi 2024. Ministeren hedder nu Pernille Rosenkrantz-Theil. Hvad nogen sagde før et valg i 2019 går ingen tilsyneladende op i. Og specialeplanen er stadig blot noget, man taler om. Og de mennesker, det handler om, sidder stadig tilbage og venter.

Landsformand for Lev (Landsforeningen for udviklingshæmmede) Anni Sørensen skrev i går på LinkedIn:

”Nødråbet i mørket vokser sig større og større – sammen med kravet om reformer og forbedringer. Men ingen handling. Og Specialeplanen udsat! Uforståeligt. Et kæmpe svigt. Og dybt frustrerende!”

Hvorfor haster det ikke?

Hvordan et løfte om handling for samfundets mest udsatte mennesker kan løbe ud i sandet er svært at forstå. Den daværende minister taler jo om et åbenlyst behov for at ”børn og voksne med handicap, psykiske lidelser eller sociale problemer skal have den rette hjælp, og de skal have den fra start”. Men at sørge for at de får det, haster åbenbart ikke.

Så kunne nogen formentlig indvende, at det er kompliceret. At det kræver tid. Og det gør det utvivlsomt. Men det er og bliver også en prioritering både i et embedsapparat og politisk.

Vi har set, hvad systemet kan, når politikerne (og systemet) er enige om, at det haster. Coronakrisen viste os, hvor hurtigt systemet kan handle. Folketinget tog på kort tid vidtgående beslutninger, som kostede tocifrede milliardbeløb. Fordi det hastede, sagde man.

Eller koranloven. Den blev foreslået i sommeren 2023, og i december var den vedtaget. Fordi det hastede, sagde man.

Men en specialeplan haster tilsyneladende ikke. Og det er vel egentlig ikke den store overraskelse. For hvis der er noget, der kendetegner debatten om og indsatsen mod udsathed og mistrivsel, så er det en langsommelighed, som ikke ville blive accepteret i ret mange andre sammenhænge.

Det er, som om det bare ikke er særlig akut eller presserende for denne gruppe mennesker.

Som ph.d. og docent ved Københavns Professionshøjskole Nana Vaaben for nylig sagde i et afsnit i Socialt Indbliks podcast ”Forråelsens ansigter”:

”Hvorfor er det, at når vi taler om brand og trafikuheld, så tænker vi, at det er akut, og det er vigtigt med et beredskab, der sender hurtig og relevant hjælp. Hvorfor tænker vi ikke det om den mistrivsel, vi kan se hos børn og unge? Det virker ellers akut nok.”

Her peger hun på noget helt centralt, som vi har brug for at få sat meget tydeligt fokus på. Der har sneget sig en meget stor langsommelighed ind i vores systemer, når det handler om mennesker med handicap, social udsathed eller psykiske lidelser.

For nylig kunne Politiken berette om, at en kritisk beretning er på vej fra Rigsrevisionen omhandlende udredningsretten i børne- og ungepsykiatrien. 

I hele 71 procent af sagerne udreder regionerne ikke patienterne inden for tidsfristen ifølge udkastet til beretningen. ”Det svarer til, at 27.991 børn og unge i perioden 2019-22 ikke er blevet udredt inden for 30 dage”, skriver Rigsrevisionen ifølge Politiken.

Det betyder åbenbart ikke noget at overholde tidsfristen, eller lovgivningen om man vil.

For et år siden skrev Camilla Louise Ganzhorn, direktør i ADHD-foreningen, i et debatindlæg til Socialt Indblik, at ventetiden for en udredning for ADHD/ADD er på op til 84 uger. Altså 588 dage for at få et første møde med en psykiater.

Det haster altså tilsyneladende ikke, at børn, unge og voksne får den udredning.

Eller læs de mange beretninger fra #enmillionstemmer. Som fx denne skrevet af en forælder til et barn med handicap:

“Efter 1 års kamp og to afslag på aflastning af vores ene barn med handicap, får vi at vide, at vores ansøgning om aflastning er søgt efter en forkert paragraf. Da vi søger med den rigtige paragraf, bliver det bevilget. Nu er der så bare 1-1,5 års ventetid på en aflastningsfamilie.”

Det hastede altså ikke at give familien hjælpen.

I alle de ovenstående eksempler har vi en helt anden opfattelse af ordet ’akut’ end fx et uheld, et brændende hus, en oversvømmelse eller et brækket ben.

Men hvorfor? Selvfølgelig skal der rykkes ud til en brand, og det brækkede ben skal i gips. Men mennesker, der går med ubehandlede psykiske lidelser, lever også i smerter, og deres pårørende gør det samme. Det handler også om liv og død. Mennesker med handicap har brug for det rette specialiserede tilbud her og nu. Ikke om et halvt år, et år eller to år. Det er akut. Børn i mistrivsel har brug for hjælpen her og nu. Alternativt kan den mistrivsel, der får lov til at udvikle sig i barndommen, trække spor igennem et helt liv.

Det koster ikke bare tab af liv og livskvalitet. Det koster samfundet milliarder af kroner, fordi vi mister arbejdskraft, og børn mister skolegang, og fordi medarbejderne i systemet bliver slidt op, når systemets indbyggede langsommelighed hindrer dem i at udføre deres arbejde. Det er hverken socialt eller økonomisk bæredygtigt.

De blå blink skal lyse

I et rigt og velfungerende samfund som det danske kan vi rigtig meget. Det lyder måske lidt naivt at skrive, at vi kan, hvad vi vil. Men det er ikke meget galt.

Når man nærmest over en nat kan bruge 30 milliarder kroner på erstatninger til minkavlerne, så vidner det jo om et samfund, hvor der virkelig er vide muligheder, når handle- og beslutningskraften er til stede. Og det er som om, at det er den bare ikke på dette område.

Det her er ikke en diskussion om hverken mink eller coronahåndtering. Men om at vi som samfund skal beslutte, hvad der haster, og hvad der ikke haster. Den beslutning får betydning for både politiske aftaler og for embedsapparatet. For langsommeligheden og tilstanden af ’ikkeakuthed’ og deraf manglende handling sniger sig nedad i systemet.

Når en ung mistrives i skolen, når en familie har brug for støtte, når mennesker med handicap har brug for hjælpemidler eller støtte, så skal de blå blink lyse, og hjælpen skal frem. Og de ansatte skal ikke gennem alverdens systemer og ventetider, før de kan komme frem med hjælpen.

Det kræver et fundamentalt nyt syn på begrebet ’akut’. Systemet er nødt til at begynde at opføre sig, som om det haster, også når det handler om socialområdet, handicap og psykiatri. Vi mangler nogen i systemet, der siger ”det haster”. Vi mangler panikstemning og et hasteindkaldt Folketing fremfor fine politiske oplæg, der samler støv ved siden af de andre syltekrukker på hylderne i Socialministeriet.