31. august 2023
Livslinien har udsigt til at lukke afdeling med 7.000 årlige samtaler fra selvmordstruede
Ingen rådgivning hos Livslinien efter klokken 23 om aftenen og 7.000 færre samtaler om året. Det kan blive konsekvensen af det finanslovsforslag, som regeringen netop har præsenteret. Det fortæller direktør for Livslinien Jeppe Kristen Toft, der kalder det både paradoksalt og bekymrende.
I Livsliniens afdeling i Aarhus sidder 70 frivillige, som hvert år besvarer knap 7.000 af de henvendelser, der kommer til Livsliniens chat- og telefonrådgivning fra mennesker, der er truet af selvmord. Afdelingen åbnede i september 2021, og organisationen har ifølge direktør Jeppe Kristen Toft haft stor succes med at rekruttere frivillige rådgivere fra det midtjyske.
Men med en bevilling på Finansloven på 7,7 millioner kroner vil organisationen være nødt til at lukke afdelingen. Samtidig er en særbevilling til rådgivning om natten ikke videreført, og det betyder, at telefonerne må stå stille efter kl. 23.
Det vil betyde, at flere selvmordstruede må ringe forgæves, når de har brug for rådgivning.
”Vi har i forvejen svært ved at følge med. Vi har oplevet en stigning i henvendelser på 20 procent. Men bliver finanslovsforslaget til virkelighed, så vil det betyde, at flere vil ringe forgæves. Der er ikke mange andre steder, hvor de kan søge hen,” siger Jeppe Kristen Toft og fortsætter:
Bevillingen uden den særlige nattebevilling er i år på 7,7 millioner kroner, og det er ikke nok til at kunne efterkomme det stigende behov for rådgivning, som organisationen oplever.
“Det er en national handlingsplan for forebyggelse af selvmord på vej. Målet er at reducere antallet af selvmord i Danmark med 33 procent. Derfor havde vi forventet en øget bevilling, så vi kunne bidrage til forebyggelsesarbejdet. Det er helt uforståeligt, hvis regeringen samtidig med de ambitioner skærer i de permanente midler til Livslinien. Det er både paradoksalt og bekymrende,” siger Jeppe Kristen Toft.
Han ser regeringens netop bebudere psykiatriske akutlinje som et godt initiativ men ikke som en erstatning for Livsliniens tilbud.
”Det er et godt tilbud til mennesker inden for psykiatrien i en akut situation eller krise. De mennesker vil få et nyt tilbud. Men blandt Livsliniens brugere er der mange mennesker, der ikke ser sig i en akut situation og heller ikke betragter sig som en del af psykiatrien. Og en anden styrke er, at her kan du være anonym, hvilket også betyder meget for mange. Så der er rigtig mange, der ikke vil have et tilbud, hvis vores bevilling bliver beskåret, ” siger Jeppe Kristen Toft, der nu vil søge politisk opbakning til at bevillingen fortsætter på samme niveau.
”Vi går i gang med arbejdet nu. Vi er nødt til at samle opbakning til at kunne fortsætte vores arbejde,” siger han.
I dag dør der hvert år omkring 600 mennesker til selvmord. Det er tre gange så mange, som dør i trafikken årligt. Tallet på 600 har været stagneret siden årtusindskiftet.
Har du brug for hjælp?
Hvis du er i krise og har tanker om selvmord, hjælper det at tale med nogen. Det kan du gøre anonymt. Ring til Livslinien: Tlf. 7020 1201, alle årets dage fra kl. 11-05