Mie og Fransiska deler åbent deres sårbare historier i medierne: Det gør en vigtig forskel

”Jeg var vred. Jeg havde været anbragt som barn og havde en kæmpestor kritik af hele det system, jeg var vokset op i.”

Sådan beskriver Fransiska Mannerup årsagen til, at hun som 18-årig stillede op til en dokumentar på DR1. Dokumentaren handlede om ensomhed, og Fransiska tænkte, at hun kunne bidrage med at belyse den ensomhed, der ligger i at vokse op uden familie. Samtidig var hun lidt ’krads mod systemet’, som hun udtrykker det. Men det ønskede DR ikke at tage med.

”Det var ikke det, det handlede om, så jeg gik derfra uden forløsning. Jeg følte, at de havde skabt et narrativ om en pige, der var ked af det. Og det var jeg ikke. Jeg var sur. Og det var ikke det samme for mig,” fortæller Fransiska, der i dag er 27 år og næstformand i organisationen De Anbragtes Vilkår.

Den manglende forløsning for ni år siden skubbede til, at hun blev ved med at stå frem i medierne og også som foredragsholder på blandt andet socialrådgiveruddannelsen. Hun mener, at hendes historie er vigtig. Blandt andet for fagprofessionelle, der skal tage stilling i anbringelsessager – og de politikere, der bestemmer rammerne. Hun har på egen krop oplevet, hvad det vil sige at vokse op i et system, hvor barnets tarv ikke altid kommer først, som hun tidligere har fortalt i Socialt Indblik.

Også Mie Andersen har, siden hun var 21 år, stået frem med sin selvskade-historie i medierne, fordi hun tror på, at hun kan være med til at gøre en forskel. Mie har skadet sig selv, siden hun var 13 år, hun har været medlem af det såkaldte PRIV-netværk på Instagram, hvor især unge piger deler inspiration til selvskade, som Socialt Indblik tidligere har skrevet om. Og hun har en lang historik i psykiatrien.

”Jeg vælger at tro på, at jeg kan gøre en forskel ved at stille mig frem. Jeg startede med at holde foredrag for ergoterapeuter og fysioterapeuter. Det gjorde jeg, fordi jeg gerne præge synet på psykiatrien med mit perspektiv som patient. I dag er jeg fx i Go’ Aften Live på TV2, hvor jeg får mulighed for at sige direkte til Marie Bjerre (digitaliseringsminister og minister for ligestilling, red.), hvad jeg synes, skal gøres anderledes. Jeg har også oplevet, at Instagram har kontaktet mig for at få råd til, hvordan de kan opspore og stoppe opslag, der handler om selvskade og selvmord,” siger Mie.

Modbydelighed på sociale medier

Når Fransiska og Mie stiller op i medierne eller holder foredrag i andre sammenhænge, oplever de, at det gør indtryk.

”Jeg holder blandt andet foredrag for læger i psykiatrien, og ofte kommer de op til mig og siger tak for, at jeg fortæller min historie. Det giver dem et helt andet perspektiv og indblik at høre mine erfaringer som selvskadende og patient i psykiatrien. Også når jeg har været i medierne, får jeg tilbagemeldinger fra mennesker, der synes, at det er modigt, at jeg står frem, så andre kan lære, og nogle måske føle sig mindre alene,” siger Mie.

Men selvom både Fransiska og Mie mærker den forskel, de gør, oplever de også bagsiden af at dele deres meget personlige historier offentligt. Blandt andet peger de på, at kommentarerne på de sociale medier, som ofte følger i kølvandet på en medvirken i en artikel eller et indslag i medierne, kan være hårde.

”Der er altid nogen, der lige har en kommentar om ens udseende. Det kan være virkelig sårende. Der var også engang en, der kaldte mig og en anden fra De Anbragtes Vilkår for nogle halvretarderede anbragte børn. Jeg synes, det er svært at vide, hvornår man skal tage kampen og markere, at det er for meget,­ og hvornår man puster til ilden,” siger Fransiska og fremhæver, at det kan være lige så grænseoverskridende, når nogen prøver at ’redde’ hende.

”Jeg kan fx få beskeder fra nogle, der gerne vil invitere mig hjem til jul, fordi jeg ikke har en familie. Det er jo velmenende, men det er samtidig meget grænseoverskridende, for det er jo slet ikke min hensigt med at stille mig frem, at nogen skal hjælpe mig,” siger hun.

Også Mie har mødt de ubehagelige kommentarer:

”Folk kan blive virkelig modbydelige bag en computerskærm. Jeg har fx fået nogle kommentarer efter en udsendelse, jeg havde medvirket i, hvor der stod: ’Skal du ikke bare spise noget mindre og ud og løbe en tur’. I takt med, at jeg er blevet mere robust, kan jeg bedre slå det hen, men det bliver aldrig rart,” siger Mie og fortæller, at det gør en stor forskel, når medierne tager ansvar for kommentarsporet.

”Det betyder noget, at der er nogen, der bakker op, når nogen er modbydelige og skriver hadefulde kommentarer i kommentarsporet. At man passer på os i kommentarsporene, for vi kan jo ikke undgå at se det,” siger Mie.

Også Fransiska peger på, at opbakning betyder meget. Fx det at have en organisation i ryggen, når man stiller op i medierne.

”De kan hjælpe til, at man bliver briefet ordentligt og ikke siger ja til at deltage i noget, man ikke har lyst til at bidrage til – eller noget, hvor ens historie bliver vinklet på en måde, man ikke kan genkende. De kan også hjælpe med at sortere i henvendelser fra medier – og måske også med at kigge citater og klip igennem. Det er noget af det, vi har fokus på i De Anbragtes Vilkår, når nogle af vores medlemmer skal i medierne,” siger hun.

Hun føler, der er stor forskel på, hvor gode medierne er til at briefe og passe på kilder, der deler deres personlige historie.

”Når det er nogle af de relativt store medier, jeg har medvirket i, har jeg oplevet, at jeg har jo fået lov til at se tingene igennem, men der har også været nogle gange, hvor ’hov, vi glemte lige at fortælle dig, at du lige var med i den her reklame i pausen mellem de to halvlege i fodboldkampen’. Og jeg har oplevet journalister, der gerne vil bruge børnebilleder, og som bliver ved med at spørge, om jeg ikke har nogle flere. Jeg har en række, som jeg bruger, og så har jeg nogle, som er bare mine. På den måde skal man være bevidst om sine grænser,” siger hun.

Mens Fransiska peger på, at mediernes briefing og debriefing er meget varierende, oplever Mie, at der over de år, hvor hun har været i medierne, generelt er sket en forbedring:

”Fx ringede TV2 til mig og sagde: ’Vi lægger en artikel op med dig i dag, bare så du ikke skal blive forskrækket, når du ser et kæmpe billede af dig selv på vores platforme.’ Det har jeg ikke oplevet tidligere. Jeg har også oplevet, at værten inden en live-udsendelse snakkede spørgsmål igennem med mig, og værten forsikrede mig om, at de nok skulle passe på mig – også, hvis jeg pludselig gik i stå. På andre optagelser er jeg blevet tilbudt psykologhjælp, hvis der kom en reaktion efterfølgende. Jeg har aldrig benyttet tilbuddet, men det er trygt at vide, at det er der.”

Når du deler din historie, er den ikke længere din

Skulle Fransiska give et råd til en ung, der ligesom hende selv, ønsker at gøre en forskel ved at stå frem i medierne, lyder det sådan her:

”Når du først begynder at fortælle din historie, så giver du den væk. Den er ikke længere bare din, det bliver alles historie. Og det er noget, som man også senere kan blive taget til indtægt for at have sagt. Det tror jeg, at man skal tænke meget over,” siger hun.

Selv arbejder hun med det, hun kalder ’red flags’.

”Jeg tror, at det er sindssygt vigtigt, at man har styr på sin historie, og at man har gjort sig klart, hvad man vil dele, og hvad man ikke har lyst til at dele, fordi det simpelthen er for privat. Og så skal man holde øje med det, jeg kalder ’red flags’, altså hvor der er nogle landminer, som man kan træde på. Journalister er jo som regel virkelig gode til at skabe et behageligt og trygt rum – og pludselig får man delt noget, som man ikke har lyst til at tale om. Men også noget, som potentielt kan skade ens pårørende,” siger Fransiska.

Var det Mie, der skulle rådgive en ung på vej ud i medier med sin personlige og sårbare historie, ville hun sige: ’Vær klar over, at der er mange, der lige pludselig og på et øjeblik får en holdning til dig, og den kan du ikke ændre’.

”Det kan godt være hårdt at være ung og stå frem med noget, som man synes er virkelig vigtigt, og så blive irettesat. Der vil altid være nogen, der er uenige, og der er altid nogen, der vil blande sig og ikke kan lide en eller det, man siger. Til gengæld er der også rigtig mange, som man hjælper ved at bidrage med sine perspektiver og erfaringer. Man skal bare være obs på, at det har en konsekvens,” siger Mie.