31. august 2023

Pædagoger forlader faget kort efter endt uddannelse

Optaget af pædagogstuderende har været i frit fald de senere år. Og de, der bliver uddannet, forsvinder hurtigt fra faget.

Det viser en ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

Af de nyuddannede pædagoger fra 2017 arbejdede 20 procent ikke inden for faget et år efter endt uddannelse. Og fem år efter – altså i 2022 – var tallet 24,5 procent.

Den faldende andel, som arbejder inden for faget, er ikke drevet af, at færre arbejder, men af at de i stedet arbejder uden for pædagogfaget. 

Ifølge analysen er andelen af nyuddannede pædagoger, der ikke arbejder i faget, steget de seneste 10 år. Blandt nyuddannede pædagoger fra 2007 var der ét år efter endt uddannelse knap 17 procent, som ikke arbejdede inden for faget. Efter fem år var andelen steget til godt 21 procent.

Siden 2016 har næsten 14.000 uddannede pædagoger forladt det pædagogiske område. Heraf har to tredjedele forladt arbejdsmarkedet, mens knap en tredjedel er skiftet til andre brancher. 

I år blev 3.968 personer optaget på pædagoguddannelsen. Det er fem procent færre end sidste år, og sammenlignet med år 2016 er optaget faldet med 25 procent.

Samtidig står faget med et massivt rekrutteringsproblem. Hvert tredje forsøg på rekruttering af pædagoger til landets dag- og fritidsinstitutioner har været forgæves. Det viser nye tal fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering.

Del artikel