Plejefamiliernes Landsforening: Dårlig sagsbehandling og cool cash bliver sat over barnets tarv

Det er alarmerende og triste tal, at hver tredje anbringelse i en plejefamilie slår fejl, og lige så oprørende er det, at hver femte anbringelse på en døgninstitution må afbrydes, skriver Inge Neander, formand for Plejefamiliernes Landsforening, som kalder manglen på plejefamilier uholdbar. Hun mener, at det ville give mere stabile anbringelser og fremfor alt god udvikling og trivsel hos flere anbragte børn, hvis plejefamilierne blev understøttet langt mere end i dag.

21. december 2023

Af Inge Neander, formand for Plejefamiliernes Landsforening

Del indlægget

For øjeblikket kører Social- og Boligstyrelsen en kampagne under overskriften ”Små Liv Søger Store Hjerter” for at skaffe flere plejefamilier til anbragte børn og unge. Allerede i dag mangler der 200-300 pladser i plejefamilier, og om ti år risikerer vi en katastrofal mangel på mindst 2.500 pladser i plejefamilier.

Samtidig har flere forskere på det seneste argumenteret i Socialt Indblik for, at færre børn i fremtiden skal anbringes i plejefamilier til fordel for flere anbringelser på døgninstitutioner med specialpædagogiske fagligheder. Vi skal ikke idyllisere plejefamilierne, fastslår forskerne.

I Danmark bliver cirka to tredjedele af de børn, der anbringes, anbragt i en plejefamilie. Gennemsnitsalderen for et barn, der anbringes for første gang, er ca. 11 år. En anbringelse varer i gennemsnit seks år.

Vi i PLF ønsker bestemt ikke statslige institutioner, og da jeg hørte, at nogle politikere ønsker at gå den vej, blev jeg noget chokeret. Det var ikke en succes for 40 år siden, så der har vi været. Vi skal tænke nyt.

Vi plejefamilier bliver godkendt til at være familie for det anbragte barn. Samtidig skal vi også kunne samarbejde med plejebarnets biologisk familie. Vi er plejefamilie 24/7/365 om året. Derfor kender vi plejebarnet bedre end andre. 

Kan det gøres bedre?

Når en plejefamilie i dag beder kommunen om professionel hjælp til et plejebarn, så er det afgørende, at hjælpen er der. Desværre går der ofte rigtig lang tid, før hjælpen kommer. Kan det ikke gøres bedre?

Især i lyset af, at 80 procent af anbragte børn slås med svære og komplekse problemer, så burde hjælpen jo være klar. Men når kommunerne ikke hjælper i tide, så bærer de et stort ansvar for, at der sker sammenbrud i anbringelsen, og det mest ulykkelige er, når en plejefamilie må kaste håndklædet og opsige samarbejdet. Det sker altid med tungt hjerte.

Statistikkerne viser da også, at en tredjedel af alle anbringelser i plejefamilier bryder sammen, mens der ’kun’ sker sammenbrud i cirka hver femte anbringelse på en døgninstitution. Ergo mener forskerne, at plejefamilier ikke kan skabe den tryghed og kontinuitet for børn og unge, som er tiltænkt ved en anbringelse.

Lad os tale lige ud af posen: Det er alarmerende og trist, at tallene viser, at hver tredje anbringelse i en plejefamilie slår fejl, og lige så oprørende er det, at hver femte anbringelse på en døgninstitution må afbrydes. Først og fremmest for barnet og den unge. Men sandelig også for Danmark som velfærdssamfund, at vi lader det ske år efter år uden for alvor at påtage os ansvaret for at skabe gode, trygge og langvarige anbringelser for de udsatte børn, der ikke kan vokse op hos deres biologiske forældre.

Se på årsagerne til sammenbrud

Som samfund er det et kæmpe kollektivt svigt af vores allermest sårbare børn og unge, der ikke kan bo ved deres biologisk familie, at vi ikke har bedre styr på anbringelsesområdet.

Men skal vi ikke se på årsagerne til, at det går galt i henholdsvis plejefamilier og døgninstitutioner? Og skal vi ikke sammen påtage os et voksenansvar og investere både kræfter og penge i en ny og holdbar reform, så færre anbringelser går galt i fremtiden?

For os som plejefamilier er det på høje tid, at alle parter – regering, Folketinget, KL og kommunerne, Regionerne, Socialtilsynene, forskerne, Socialpædagogernes Landsforbund, Plejefamiliernes Landsforening, civilsamfundsorganisationer, Børns Vilkår og mange flere – tænker ud af boksen og helt fordomsfrit tegner et nyt Danmarkskort for fremtidens anbringelsesområde.

Vi plejefamilier vil gerne advare mod, at der breder sig en stemning af, at døgninstitutioner er bedre for anbragte børn end en opvækst i plejefamilie. Vi oplever, at plejefamilier er den anbringelsesform, der er bedst for flest anbragte børn, men skal anbringelserne have optimale muligheder for at fungere godt, kræver det investeringer, den rigtige og tilstrækkelige psykologiske og pædagogiske støtte, kompetenceudvikling samt ordentlige arbejdsvilkår og rettigheder for plejefamilierne. Kort sagt, at plejefamiliernes udfordringer bliver taget alvorligt og ikke fejet ind under gulvtæppet. Ingen plejefamilier kan gøre det bedre, end de betingelser, som de bliver budt af deres arbejdsgivere, nemlig kommunerne.

Komplekse udfordringer

Lad os zoome ind på de cirka 12.000 børn, der er anbragt i plejefamilie eller døgninstitutioner i dag. To ud af tre bor i plejefamilier, mens hver tredje bor på institution. Kommunernes gennemsnitlige udgift pr. år ved at anbringe et barn i plejefamilie er 470.000 kroner (tal fra 2019), mens det tilsvarende i gennemsnit koster 1.160.000 kroner at anbringe et barn på et opholdssted eller døgninstitution.

Ifølge flere forskningsundersøgelser er 80 procent af de anbragte børn og unge i dag så psykisk og socialt belastede, at de har brug for behandling. Nogle har diagnoser, angst, misbrug, faglige udfordringer i skolen og ofte vanskelige relationer til voksne. Svigt sætter dybe spor.

Utrygge små liv, der har brug for nærhed, omsorg, faste rammer og helt afgjort også brug for en stabil voksenrelation, som er der for barnet så meget som overhovedet muligt.

Nogle børn er så ramte af komplekse udfordringer, at de har allerbedst af en anbringelse på døgninstitution for at få al den voksne fagprofessionelle hjælp, som de har behov for. Desværre ser vi, at nogle kommuner af sparehensyn vælger at anbringe et særligt udfordret barn i en plejefamilie. Der kan være en halv million kroner til forskel på de to tilbud, og sagsbehandlingsteamet kan have fået signaler eller ligefrem pålæg om at spare på anbringelser på døgninstitutioner for at leve op til kravet.

Sådanne anbringelser er i højrisiko for at ende galt. Plejefamilien kan anmode om ekstra støtte hos kommunen, men det ender alt for ofte med, at der ikke bliver lyttet og reageret i tide, fordi ekstra støtte også betyder ekstra udgifter. Anbringelsen går galt, og tilbage står et barn med endnu et smerteligt nederlag, et farvel, et opbrud i rygsækken og skal flyttes til en ny plejefamilie eller på det specialiserede opholdssted, hvor anbringelsen skulle være begyndt.

Dårlig sagsbehandling

70 procent af de godkendte plejefamilier har en pædagogisk, sundhedsfaglig eller anden erhvervsuddannelse. De kommer fra job med ordentlige forhold og overenskomst. Så det er alt for letkøbt, når professor Inge Marie Bryderup peger på, at plejefamilierne ikke har den nødvendige uddannelse og pædagogiske færdigheder til at varetage deres arbejde. Dermed bliver plejefamilierne sat i gabestokken som dem, der bærer skylden for sammenbrud og mislykkede anbringelser.

I PLF er vores erfaring, at det i nogle kommuner ofte handler om dårlig sagsbehandling og cool cash fremfor barnets tarv, og så sparker den ansvarlige myndighed nedad på plejefamilierne i stedet for at påtage sig deres ansvar. Vi er helt bevidste om, at der ikke er nogen socialrådgiver, der har taget denne uddannelse for at gøre det dårligere for de mest udsatte mennesker. Men vi ved også, at det er den faggruppe, som er mest presset på det psykiske arbejdsmiljø. 

Vi skal være de første til at erklære, at psykologisk supervision, vedvarende kompetenceløft af plejefamilier og inddragelse i vigtige beslutninger om plejebarnet er helt centrale for at få vellykkede anbringelser, og vi så gerne, at der blev sat langt mere turbo på dialog og samarbejde mellem kommune og plejefamilie.  

Der er slet ingen tvivl om, at det ville give mere stabile anbringelser og fremfor alt god udvikling og trivsel hos flere anbragte børn, hvis plejefamilierne blev understøttet langt mere end i dag.

Dertil kommer, at mere uddannelse og fagprofessionel støtte til plejefamilier også ville gøre det mere attraktivt at fortsætte indenfor faget. Mange opgiver at være plejefamilie, fordi de ikke føler sig værdsat og understøttet af sagsbehandlerne, der ofte virker magtfuldkomne og ikke går i dialog med familierne om, hvilke behandlings- eller terapeutisk tilbud, der er bedst for barnet. Tværtimod oplever plejefamilier i nogle kommuner sig modarbejdet og blæst på, og når man så ovenikøbet ikke har rettigheder og ordentlige løn- og arbejdsvilkår, kaster de håndklædet i ringen. Mange plejefamilier udsættes også for helt ubegrundet at blive sat ned i vederlag, hvilket giver dem en usikker privatøkonomi. Her taler vi ikke om 200 kr. pr. måned, men det kan være en lønnedgang på mellem 5.000-15.000 kr. pr. måned.

Den klagesang er vi kommet med i Plejefamiliernes Landsforening i mange år, uden at det har ført til bedre rammer og vilkår. Derfor er det også svært at fastholde plejefamilier, selvom deres ambitioner, ligesom hos alle andre faggrupper, er at lykkes med deres arbejde. At se trygge plejebørn i trivsel og læring. Se plejebørnene knytte bånd og have tillid til andre mennesker. Se dem vokse og stå på egne ben. Se dem drømme og turde tro på fremtiden.

Alt for mange fejlslutninger

Som pointeret tidligere er døgninstitutionerne bedre for nogle anbragte børn. Men langt fra for alle. For på en institution er der konstant opbrud. Udskiftning af voksenansigter dagligt. Vikarer i svingdøren. Desværre også mange ufaglærte vikarer, selvom de anbragte børn netop har brug for fagprofessionelle voksne. Det er sværere at opbygge de tætte voksenrelationer på en institution end i en plejefamilie.

En VIVE-rapport dokumenterer, at 82 procent af anbragte unge mellem 15 og 17 år oplever at føle sig meget hjemme i plejefamilie, mens det kun gælder for 41 procent på døgninstitutioner. Det at føle sig hjemme og tryg, hvor man bor, har kæmpe betydning for, hvordan man klarer sig i skolen og i forhold til at knytte relationer til andre mennesker.

Antallet af skoleskift er også alarmerende. Blandt anbragte unge på døgninstitutioner mellem 15 og 17 år har mere end 60 procent skiftet skole tre eller flere gange. Blandt anbragte unge i plejefamilie er det 30 procent. Der kan være mange forklaringer på den markante forskel, men tre eller flere skoleskift hos en sårbar ung, er hjerteskærende mange. Og for mange!

Forskningen viser tilsvarende, at børn, der har været anbragt på institution, har sværere ved at få fodfæste i voksenlivet, få sig en uddannelse og få fast tilknytning til arbejdsmarkedet. Så det er en fejlslutning at sætte lighedstegn mellem færre sammenbrud i anbringelser på døgninstitutioner og succes. Samtidig ser vi børn blive flyttet fra plejefamilie til institution, da biologisk familie føler sig truet af den relation barnet har opbygget til plejeforældrene. Årsagen er, at sagsbehandlerne ikke kan håndtere det massive pres og samtidig passe på barnet og plejefamilien. Det er sørgeligt, når et barn kommer på institution på det grundlag.

I det hele taget er der alt for mange fejlslutninger, fejlbeslutninger og tilfældig brug af lovgivningen på anbringelsesområdet. Blandt andet den brutale måde, som nogle kommuner sender 18-årige anbragte ud at bo i små lejligheder i en naiv forestilling om, at nu kan de klare sig selv. Uden efterværn og den voksenstøtte, som de fortsat har brug for. Et andet eksempel er Socialtilsynene, hvor vi har eksempler på nedlukning af dygtige plejefamilier, hvor det måske mest handler om kemi mellem konsulent og plejefamilie. Et tredje frygteligt eksempel er clean cut, hvor kommunale sagsbehandlere beslutter sig for at fjerne anbragte børn fra deres plejefamilier uden mulighed for at sige farvel og have kontakt efterfølgende.

Dialogforpligtelsen er desværre et fremmedord hos nogle ansatte i både kommuner og Socialtilsyn.

Forsømt i årevis

Vi er nødt til at løfte anbringelsesområdet sammen. Have modet til at nytænke det med respekt for hinandens fagligheder og ansvarsområder. Anbragte børn har krav på trygge- og stabile anbringelser, omsorg, varme, tryghed og kontinuitet, og det lykkes ikke i 2023.

I 2024 opfordrer vi kommuner, regioner, regering og alle organisationer på anbringelsesområdet til at give hinanden håndslag på, at vi vil gøre det langt bedre end i dag. Vise vilje til at tegne en ny struktur på området, hvor der er plads til og respekt om både døgninstitutioner og plejefamilier som anbringelsesform.

Vi skal turde spørge hinanden om og diskutere, om anbringelsesområdet fortsat bør ligge hos kommunerne eller ville have bedre af at ligge et andet sted?

De kommunale forskelle på anbringelsesområdet er uacceptable og ved at lade Regionerne få ansvaret, kunne man i højere grad sikre psykologiske og pædagogiske Task Forces, der hurtigt kunne komme plejefamilier til undsætning, når der opstår problemer og kriser. Det vil kunne forebygge sammenbrud i en anbringelse. Man kan også forestille sig, at regionerne kunne give nogle større socialfaglige teams, så der ikke er den store udskiftning, som mange plejefamilier og anbragte børn lider under i dag. Endelig vil det give god mening i forhold til specialiserede skoletilbud, at de lå i Regionerne, så kommuner ikke af økonomiske grunde lader anbragte børn blive kastebold i skolesystemet.

En gang for alle er politikerne også nødt til at tage ansvar for at sikre minimumsrettigheder og bedre vilkår til plejefamilier. Ellers vil det aldrig lykkes at tiltrække nye plejefamilier i fremtiden. Vi kan måske også kigge på Norge og Sverige og lærer af deres erfaringer med anbragte børn og unge.

Herhjemme har anbringelsesområdet været forsømt i årevis, og desværre betaler de anbragte børn prisen. Derfor er vi nødt til at tænke nyt. Forfra. Lytte til hinanden og skabe nogle rammer, der giver mere stabile anbringelser. Det er et spørgsmål om kommunernes selvstyre, politisk vilje og investeringer. Desværre har det ingen konsekvens, når en kommune ikke følger loven.

Vores ærinde er ikke at forherlige plejefamilien som anbringelsesform og skabe skønmalerier. Nogle børn er så belastede, at det ville være synd for både dem og plejefamilien og ende i endnu et tragisk sammenbrud, hvis de kom i plejefamilie.

Men flertallet af de anbragte børn har brug for at bo i en familie og have et børneværelse, gå til svømning med plejefar, bage vaniljekranse op til jul og kunne overskue dagligdagen i stabile rammer.

Vi som samfund skal gøre alt for at undgå et regulært kollaps af anbringelsesområdet. Politikerne har bolden, og i Plejefamiliernes Landsforening mener vi, at kommunerne har et helt særligt ansvar for at drible bolden respektfuldt videre.