23. marts 2023

Hvert 10. barn i børnehaven har ondt i maven – og en tredjedel bliver drillet

Hvordan er børnemiljøet i børnehaverne ifølge børnene? Det har Dansk Center for Undervisningsmiljø spurgt børnene om i det såkaldte Dagtilbudstermometer, der udkom i går.

I rapporten indgår 2.520 besvarelser fra børn i alderen fire til seks år. Målingen er lavet ved hjælp af et talende online-spørgeskema, hvor en lille animeret abe hjælper børnene igennem 20 spørgsmål om det psykiske, fysiske og æstetiske børnemiljø.

Rapporten peger i flere retninger. På overfladen ser det godt ud. Næsten 87 procent forklarer, at de er glade for at gå i børnehave.

Men der er også tal, der måske vækker bekymring:

Omkring en tredjedel svarer ja til, at der er børn, der driller, så barnet bliver ked af det. Og en anden tredjedel svarer ”nogle gange” til samme spørgsmål.

Halvdelen svarer, at de er med til at bestemme, hvad de laver i børnehaven.

Næsten 12 procent har ondt i maven, når de er i børnehaven. En fjerdedel svarer ”nogle gange”.

43 procent svarer ”ja” eller ”nogle gange” på spørgsmålet om, om de bliver skældt ud i børnehaven.

Næsten 44 procent oplever, at der er larm i børnehaven.

Del artikel