
Alle elever kommer i skole med noget, de kan
Fællesskabet kan være vejen til både læring og trivsel. Men det kan også være et redskab til eksklusion og mobning. Det taler skole- og antimobbeforsker Helle Rabøl Hansen om i en podcastsamtale med vært Anne Søgaard, der er pædagog og forfatter til bogen Vensomhed.
De giver deres bud på, hvordan skolen kan arbejde med at skabe fællesskaber, der inkluderer alle elever uanset, hvad de kommer med.
For Helle Rabøl Hansen er fællesskabet blevet et ’buzzword’. Det er noget, man ikke kan være uenig i, men netop derfor er der også grund til at være kritisk over for måden, vi bruger begrebet fællesskaber på.
For hvis fællesskabet kun er for dem, der passer ind i skolen, så bliver det ekskluderende, og Helle Rabøl Hansen fortæller i podcasten, hvordan hun ser tendenser til det både i praksis og i den politiske debat om skolen. Og i podcasten fortæller Helle Rabøl Hansen om udvidet tolerance og fællesskabende didaktiker som vejen til fællesskaber, der inkluderer og skaber lyst til læring.
”Fællesskabende didaktik er et begreb, der er sprunget ud af mobbeforskning. Det betyder, at man dels tager afsæt i, at man ved, hvor betydningsfuldt det er, når man får lov at være en del af fællesskabet. Hvis det lykkes at gøre undervisningen til et fælles omdrejningspunkt, til et vi, så er der jo ingen grund til at mobbe for at skabe det vi. Det er en undervisning, der i langt højere grad bygger på det, jeg vil kalde for nyt elevsyn. At ingen elever kommer tomme i skole. De er ikke et hylster, der skal fyldes op. Eleverne kommer allerede med noget. De kommer med nogle interesser. De kommer allerede med et talent. Og det handler om at trække det ind som et undervisningsbidrag til glæde for hele klassen. Så vil en elev føle, at ’der er brug for mig’,” siger Helle Rabøl Hansen.
Så hvad er fællesskabende didaktikker? Hvordan kan det lykkes at skabe inkluderende fællesskaber? Hvad er vensomhed? Hvad betyder begrebet nyt elevsyn? Og hvorfor er Helle Rabøl egentlig blevet skole- og antimobbeforsker?
Samtalen er en del af Anne Søgaards serie Vensomhedspodcast, som produceres af Socialt Indblik.
Medvirkende
Helle Rabøl Hansen og Anne Søgaard
Musik
Johannes Elslo
Grafik
Sille Jensen
Tilrettelæggelse
Niels Svanborg