”På Lindevang har vi udfordret det dogmatiske skel mellem det professionelle, det personlige og det private – de såkaldte tre P’er. I stedet har vi arbejdet med en mere almenmenneskelig tilgang, som vi med et glimt i øjet kalder de tre M’er: Meget Mere Menneske.” Det skriver Charlotte Aagaard, forstander, Lindevang, og Helle Gaarn, konsulent, der her fortæller, hvordan bostedet Lindevang arbejder med inddragelse af beboerne på en måde, hvor det får betydning – både i den pædagogiske praksis og på det strategiske niveau.

Når mennesker med egne erfaringer støtter andre, sker der noget særligt. Det viser PeerMissionen i Københavns Kommune, hvor frivillige med psykisk sårbarhed skaber ligeværdige fællesskaber med beboere på længerevarende botilbud. Her deles levede erfaringer i trygge, magtfri rum – uden journaler og diagnoser – og giver både håb, handlekraft og nye muligheder i hverdagen.

Kan man kalde det for andet end svigt af både patient, behandler og pårørende, hvis man ikke giver tid og rum til, at der kan skabes en tryg og tillidsfuld relation? Det skriver Nina Tejs Jørring, overlæge i børne- og ungdomspsykiatri og forperson for Børne- og ungdomspsykiatris selskab, og Pernille Darling, speciallæge i børne- og ungdomspsykiatri. De skriver her om deres dialog om hurtighed. De historier, de taler om, involverer tre perspektiver: patienten, den pårørende og behandleren.

Der er brug for en bredere forståelse af kompleksiteten bag mange af de adfærds- og udviklingsmæssige udfordringer, som børn, unge og voksne kan have. Det mener Karsten Bæk, der selv er udredt med ADHD. Målet bør ifølge ham være at undgå, at ADHD-diagnosen er det automatiske valg.

”Der er fortsat bekymrende stor uvidenhed om, hvad det er, autistiske børn, unge og deres forældre grundlæggende burde tilbydes støtte og hjælp til: nemlig hvordan de voksne kan skabe udviklingsstøttende samspil og kommunikation, så barnet via dette kan forblive i læringsaktivitet og sociale fællesskaber.” Det skriver psykolog Juana Jeppesen, der har særlig viden og erfaring indenfor autismeområdet. Hun vil flytte fokus væk fra behandling og i stedet støtte med fokus på udvikling.

”Jeg er taknemmelig for, at OCD’en har givet mig muligheden for at lære mig selv godt at kende samt givet mig forståelsen for, hvordan det er at have OCD samt leve med en psykisk lidelse”. Sådan skriver Maja Mette Østerhaab Andersen, der som 11-årig blev diagnosticeret med OCD. Hun giver i indlægget et indblik i, hvordan det er for hende at leve med OCD. Og så slår hun et slag for, at vi udrydder sætninger som ”Det er min OCD”, når nogen beskriver årsagen til deres behov for orden.

Modsat oplevelsen som fysisk syg, hvor det er tilstrækkeligt for at blive taget alvorligt, at man har mange smerter, kan forudsætningen for at blive taget alvorligt som psykisk lidende groft opsummeres i spørgsmålet, “tænker du på at tage dit eget liv?” For hvis ikke, så kan det vel vente? “Nej, jeg har ikke tænkt mig at tage mit eget liv, men jeg er bange for, at mit liv er ved at forsvinde fra mig, imens jeg kæmper med at kunne holde ud at leve det.” Sådan skriver Peter Hjortshøj i en kronik om sine oplevelser på vejen igennem psykiatrien i denne sommer.

Det er ikke nok at skrue op for ressourcerne, hvis vi skal problemerne i velfærdssamfundet til livs. Der skal systemforandringer til. Men der er risiko for, at vi i jagten på nye løsninger gør ondt værre. Sådan skriver Boris Lauritzen, der er daglig leder i Foreningen Outsideren. Vi har brug for hinanden på tværs af sektorer og fagområder, hvis vi skal skabe bæredygtige veje for fremtidens velfærd, mener han.

Psykiatrien hverken kan eller skal løse problemerne i miljøet omkring børnene. Vi glemmer denne del, når vi står med et barn, der er gået i stå. Vores egen uro giver tunnelsyn, så vi kun kan se symptomet på, at noget har forandret sig, men ikke hvad og hvorfor. Sådan skriver Pernille Juul Darling, ph.d., der er speciallæge i børne- og ungdomspsykiatri. Hun slår her til lyd for, at vi går mere nysgerrigt og åbent til værks, når vi skal finde årsagerne til mistrivsel blandt børn og unge.

Naturen har et stort potentiale i forhold til at reducere mentale lidelser, men til forskel fra mange andre lande anerkender vi i Danmark ikke naturen som en del af den forebyggende og rehabiliterende indsats. Naturen som ressource i sundhedsindsatser bør indtænkes i en samlet strategi for den mentale sundhed i befolkningen, mener Dorthe Varning, der forsker i sammenhængen mellem naturen og menneskers fysiske, mentale og sociale sundhed.

Det er fatalt og ødelæggende, at behandlingen af spiseforstyrrelser bygger på rigide regler og sanktioner, mener tidligere patient og jurist Hanne Miris Møller. Behandlingen af nedbrudte og sårbare mennesker med en svær spiseforstyrrelse bør ikke bygge på principper og hårdhed, men på værdier som medmenneskelighed, venlighed, respekt, omsorg og nærvær, som kan skabe et trygt fundament i den enkelte og i behandlingen. For omsorg er spiseforstyrrelsens værste fjende, mener hun.

Der er stadig for mange OCD-ramte, der går alt for længe med en ubehandlet OCD, skriver Søren Rossé Segel, der er formand for OCD-foreningen. Han peger her på øget viden og større åbenhed om OCD som afgørende for, at lidelsen bliver opdaget og den OCD-ramte kan opsøge den rette behandling.

At regeringen har planer om lettilgængelige kommunale tilbud til børn og unge, er et godt og vigtigt tiltag. Men gruppen af børn og unge med dobbeltdiagnoser risikerer stadig at blive afvist og vurderet uden for målgruppen, frygter medlemmer af UngeAlliancens Repræsentantskab. De giver her fem konkrete anbefalinger til et lettilgængeligt kommunalt tilbud til børn og unge i psykisk mistrivsel.

Som borgere får vi at vide af systemet – det kan fx være psykiatrien, handicapområdet i kommunen eller jobcenteret – at de gerne vil hjælpe os. Problemet er bare, at det, vi bliver tilbudt, i mange tilfælde ikke er en hjælp, skriver Emma Katrine Lyng Svensson, der introducerer et nyt ord: Pseudohjælp. Hun forklarer her, hvad det er, og hvad konsekvenserne er.

Der er behov for indgående og forpligtende samarbejder mellem det offentlige og civilsamfundet, hvis vi skal skabe fællesskaber, der kan forebygge og bekæmpe de udfordringer, der leder til og fastholder mennesker i psykisk mistrivsel og dermed til belastning af det psykiatriske system. Psykiatrien skal styrkes, men der er også brug for at styrke civilsamfundets fællesskaber og lette adgangen til dem. Vi gentager fortidens fejl, hvis vi laver totalinstitutioner, der adskiller sårbare borgere fra vores fælles samfundsliv og fastholder dem i udsathed.

Jeg sprang ud som lesbisk, da jeg var 20 år gammel. Jeg var meget nervøs for, hvordan det ville blive...

Jeg tror, at en del af problemet er, at man som psykiatrisk patient nærmest per automatik mister noget af sin troværdighed i sundhedsvæsnet. Hvis det skal blive bedre, kræver det, at der sættes målrettet ind på at skabe en kulturændring, skriver Emma Katrine Lyng Svensson i et debatindlæg.

På blot et år er ventetiden i psykiatrien fordoblet således, at et menneske med mulig ADHD/ADD skal vente i op til 84 uger på udredning. Altså 588 dage for at få første møde med den private psykiater. Hvordan kan vi tillade en så uværdig opførsel overfor mennesker? spørger ADHD-foreningens direktør Camilla Louise Lydiksen.

Der er brug for en plan med en bred politisk opbakning, som tager udgangspunkt i en række ambitiøse og bindende mål, der forpligter en kommende regering – uanset hvem der kommer til at danne den. Det skriver formand for SIND, Mia Kristina Hansen.