Som borgere får vi at vide af systemet – det kan fx være psykiatrien, handicapområdet i kommunen eller jobcenteret – at de gerne vil hjælpe os. Problemet er bare, at det, vi bliver tilbudt, i mange tilfælde ikke er en hjælp, skriver Emma Katrine Lyng Svensson, der introducerer et nyt ord: Pseudohjælp. Hun forklarer her, hvad det er, og hvad konsekvenserne er.

Der er behov for indgående og forpligtende samarbejder mellem det offentlige og civilsamfundet, hvis vi skal skabe fællesskaber, der kan forebygge og bekæmpe de udfordringer, der leder til og fastholder mennesker i psykisk mistrivsel og dermed til belastning af det psykiatriske system. Psykiatrien skal styrkes, men der er også brug for at styrke civilsamfundets fællesskaber og lette adgangen til dem. Vi gentager fortidens fejl, hvis vi laver totalinstitutioner, der adskiller sårbare borgere fra vores fælles samfundsliv og fastholder dem i udsathed.

Jeg sprang ud som lesbisk, da jeg var 20 år gammel. Jeg var meget nervøs for, hvordan det ville blive...

Jeg tror, at en del af problemet er, at man som psykiatrisk patient nærmest per automatik mister noget af sin troværdighed i sundhedsvæsnet. Hvis det skal blive bedre, kræver det, at der sættes målrettet ind på at skabe en kulturændring, skriver Emma Katrine Lyng Svensson i et debatindlæg.

På blot et år er ventetiden i psykiatrien fordoblet således, at et menneske med mulig ADHD/ADD skal vente i op til 84 uger på udredning. Altså 588 dage for at få første møde med den private psykiater. Hvordan kan vi tillade en så uværdig opførsel overfor mennesker? spørger ADHD-foreningens direktør Camilla Louise Lydiksen.

Der er brug for en plan med en bred politisk opbakning, som tager udgangspunkt i en række ambitiøse og bindende mål, der forpligter en kommende regering – uanset hvem der kommer til at danne den. Det skriver formand for SIND, Mia Kristina Hansen.